Visdom er ikke noget, man kan læse sig til

Herunder giver fire fremtrædende personer, der er beskæftiget inden for blandt andet kunst, politik, teologi og folkeoplysning deres bud på, hvad livsvisdom er. Foto: Flemming Jeppesen, Leif Tuxen, Paw Wegner Gissel, Leif Tuxen

Jeg vil så gerne se mennesket forud for menneskets behov. Livet har lært mig, at det bedste er at mødes menneske til menneske, uden at vi på forhånd har sat hinanden i bestemte kasser.
Helga Kolby Kristiansen, højskoleforstander

Vi er ikke født vise, men bliver klogere gennem mødet med verden omkring os. Vi møder oftest visdommen i selskab med ældre mennesker, men også i et lille barns umiddelbare undren. Læs eller genlæs fire meget forskellige historier om visdom

Vi danskere har en stigende appetit efter visdom, og vi søger den så forskellige steder som på internet-søgemaskinen Google, på højskoler og folkeuniversiteter eller i fællesskabet med andre mennesker.

At være vis er ikke noget, man kan læse sig til - visdom skal erfares. Vi er jo ikke født vise, men møder gennem livet mange forskellige mennesker og tilegner os erfaringer og oplevelser, som alt sammen bidrager til nye indsigter.  

Herunder giver fire fremtrædende personer, der er beskæftiget inden for blandt andet kunst, politik, teologi og folkeoplysning deres bud på, hvad livsvisdom er. 

Der er højskoleforstanderen, som oplever megen visdom blandt børn og unge, fordi hun mener, at de har en mere umiddelbar tankegang, end når man er voksen og udspekuleret. 

Den pensionerede sognepræst synes, at livsvisdommen findes i fællesskabet med andre mennesker, og derfor suger hun stadig til sig i en alder af 90 år.

Og politikeren mener, at han med alderen har fået mere indsigt i og empati for sine medmennesker, og dette er netop, hvad han forbinder med visdom.

Herunder kan du læse eller genlæse artiklerne med alle fire personer, som gerne deler ud af visdommen på hver deres måde. 

Man får meget tilbage, når man investerer sig selv

Bente Scavenius,kunsthistoriker. Fotograferet i sommerhuset ved Klintholm

Bente Scavenius Foto: Leif Tuxen

Det var på mange måder et privilegeret liv at være ældste datter af godsejeren på Klintholm.

Legekammerater var der masser af blandt de ansattes jævnaldrende børn, der var altid en ridehest til rådighed, og de krav, der blev stillet i den nærliggende landsbyskole, var beskedne.

Friheden var udtalt, for når bare børnene passede spisetiderne, kunne de stort set gøre, som de ville.

Når Bente Scavenius i dag sidder i sin rosenblomstrende julihave i ”Sommerhuset” et landarbejderhus, der tidligere hørte til godset på det østlige Møn, men nu er hendes og husker tilbage på sin barndom, er det dog ikke kun frihed og sorgløshed, hun kommer til at tænke på.

For med årene er det i stigende grad gået op for hende, at der manglede noget i hjemmet:

”Der var ikke fokus på værdier i mit hjem, mine forældre var simpelthen et andet sted. Det er nok derfor, jeg hele mit liv har været så tiltrukket af det kulturelle og humanistiske, fordi det har givet mig indsigt i nogle værdisæt, som jeg ikke havde med hjemmefra...

Læs eller genlæs hele artiklen her   
 

Mogens Lykketoft: Man bliver klogere undervejs

Mogens Lykketoft Foto: Paw Wegner Gissel

Mogens Lykketoft tør godt tage ordet i sin mund: visdom.

Han behøver ikke at smage længe på det, før det føles rigtigt, og han er villig til at konkludere, at han da vist med alderen er gået hen og blevet vis.

”Jeg er jo ikke Sokrates eller Aristoteles, men lidt filosofisk kan man alligevel godt gå hen og blive,” smiler han og tilføjer, at han har oplevet så meget forskelligt og mødt så mange forskellige mennesker, at det selvfølgelig giver en form for livsvisdom, han gerne vil give videre.

”Visdom har at gøre med indsigt og empati og med en forståelse for sammenhængene i de menneskelige og samfundsmæssige relationer.

Som de fleste teenagere mente jeg som 15-årig ikke, at erfaring betød noget som helst.

Jeg medgiver, at der er ting, som den yngre generation griber hurtigere end den ældre.

Men jeg er nu alligevel nået til den konklusion...

Læs eller genlæs hele artiklen her  
 

Visdom er den personlige indsigt i læretiden som menneske

Gurli Vibe Jensen Foto: Leif Tuxen

På hjørnet af Bredgade og Nyhavn i København stod der i Gurli Vibe Jensens barndom hver dag en mand, der solgte balloner.

Snorene var af forskellig længde, og ballonerne, der var i alle regnbuens farver, hoppede, dansede og fyldte hele den syvåriges ønskeseddel.

”Åh, at eje en ballon.” En dag gik drømmen i opfyldelse, familien skulle på kanalrundfart, og på vejen dertil fik Gurli Vibe Jensen lov til at få en ballon.

Hun valgte en rød.

”Jeg følte mig som dagens helt og ejer,” husker hun og fortsætter:

”Da vi kom ned i båden, kom den tanke til mig, at hvis nu jeg gjorde snoren lidt længere, så ville den hoppe og danse endnu mere, og endnu flere ville kunne se, hvor flot den var. Snoren var bundet omkring mit håndled, og mor havde jo sagt, at jeg skulle passe på; alligevel kunne jeg ikke nære mig, så lidt efter lidt løsnede jeg snoren, og til sidst fløj der en rød ballon hen over Københavns tage.”

I den situation ville de fleste mødre nok have sagt:

”Hvad sagde jeg!”.

Men ikke Gurli Vibe Jensens mor...

Læs eller genlæs hele artiklen her   
 

Det vigtigste er at blive til nogen

Helga Kolby Kristiansen Foto: Flemming Jeppesen/Fokus

Til et møde i FDF for nogle år siden, hvor Helga Kolby Kristiansen havde talt med en flok tumlingebørn om det gode og det onde, kom der mange interessante svar fra børnene.

Men, mindes hun, det bedste kom, da mødet var slut, og en seksårig dreng kom hen til hende og kort og kontant sagde: ”Jeg tænker, at Gud er sol, og Djævelen er jord,” og så vendte han sig om og gik.

”Jamen sådan et udsagn er da fantastisk at få slynget i hovedet. Han havde set, at der, hvor solen er, ses vi i det smukkeste lys, og det bedste i os bliver kaldt frem, hvorimod jorden er det ufremkommelige, muldvarpeagtige mørke, hvor man ikke kan finde vej,” siger Helga Kolby Kristiansen.

Solen har afgjort vundet denne julidag i forstanderboligen på Silkeborg Højskole. Rummet, vi sidder i, er både køkken, spisestue og dagligstue og har store vinduesflader, der lader sommersolen vælte ned over os.

Udenfor på græsplænen er en flok børn og bedsteforældre på familiehøjskolekursus i gang med at lege, og kun få skridt derfra ligger højskolens hovedbygning med spisesal, undervisningslokaler og værelser.

Helga Kolby Kristiansen befinder sig lige midt i højskolebegivenhedernes centrum...
 
Læs eller genlæs hele artiklen her