Klokken har endnu ikke slået 20.00, og de sidste er ved at indfinde sig i kirken, hvor samtlige bænke er fyldt op. Et par stykker har tænkt kreativt og fundet plads på trappen op til prædikestolen, mens de sidstankomne unge mænd og kvinder har taget konsekvensen og sat sig i skrædderstilling på kirkegulvets mørke gulvtæppe.
Scenariet udspillede sig en helt almindelig mandag aften i december i Helligaandskirken, der ligger midt på Strøget i København. Riften om pladserne på kirkebænkene skyldtes, at 550 mennesker, fortrinsvis unge, samledes i kirken for at lytte. Nærmere bestemt for at lytte til det sidste afsnit af en podcastserie, en form for radioudsendelse, kaldet ”Kvinden med den tunge kuffert”, som foregår i et kirkeligt miljø.
Bag podcast-føljetonen står stjernerne på den danske podcast-himmel Tim Hinman og Krister Moltzen, der under navnet Third Ear med hver sin karakteristiske stemme fortæller historier i lyd. Billetterne til lyttearrangementet kostede mellem 50 og 100 kroner og var udsolgt flere dage i forvejen. Det på trods af, at alle fremmødte i kirken, ligesom alle andre, næste dag ganske gratis ville kunne høre præcis den samme udsendelse, afspillet fra deres mobiltelefon eller computer, på præcis det tidspunkt, der passede dem. Alligevel havde de mange mennesker trodset vinterkulden og var hoppet op på en af de cykler, der under seancen stod parkeret rundt om kirken, for at sætte sig side om side med en masse fremmede mennesker i kirken og lytte.
En af dem var den 21-årige studerende Clara Grunnet. Hun har ofte lyden af både danske og udenlandske podcasts i ørerne, når hun sidder i bussen eller bevæger sig gennem København på cykel, men hun lytter ikke kun til podcasts, når hun er alene og på farten. Hun har også lyttet med fra polstrede biografsæder til radiobiografarrangementer og altså senest også fra et fyldt kirkegulv.
”For mig handler det om, at jeg godt kan lide at observere, hvornår andre griner eller laver et bestemt ansigtsudtryk. Man er sammen om de reaktioner, man ellers ville sidde med alene, og på den måde forstærker det oplevelsen af det, man hører. Det er også sjovt at komme ud og opleve, at de podcasts, man selv har lyttet til, har alle andre også hørt og været lige så fanget af. På den måde er det sjovt at være fælles om noget og kende det samme univers,” siger hun.
Arrangementet i kirken er langtfra det eneste af sin slags. Imperial Biograf i midten af København har tidligere fyldt 1000 biografsæder med lyttende gæster, der havde fronten mod et tomt lærred, og siden 2013 har Københavns Radiobiograf én gang om måneden inviteret til kollektiv lytning, primært i Biograf Glorias mere beskedne sal.
Og det er ikke kun i hovedstaden, at folk mødes for at lytte. Blandt andet har Aarhus, Hammel, Skørping, Kolding, Næstved, Sorø og Stege haft åbnet dørene til forskellige radiobiograf-arrangementer.
Men hvorfor mødes mennesker for at lytte i fællesskab? Og hvorfor er det populært i en tid, hvor udbredelsen af både smartphones og podcast-mediet har gjort det muligt at lytte hvor som helst og når som helst?
Lektor i kulturstudier ved Syddansk Universitet Erik Granly har forsket i radio og auditiv kultur og kalder tendensen paradoksal.
”Podcast-formatet passer godt til telefonen og egner sig til, at man kan lytte, mens man sidder i toget. Derfor er det egentlig også paradoksalt, at man ikke nøjes med det, men at næsten 600 mennesker en mandag aften tager ned i en kirke, når man kunne vente med at høre podcasten til næste morgen. Det er selvfølgelig, fordi begivenheden handler om mere end det at lytte. For dem, der dukker op, handler det om, at man vil opsøge et fællesskab, der har samme interesse som en selv. Det handler om den subkulturelle følelse, man får ved at vide, at der findes lige præcis den her begivenhed i den her særlige kirke, hvor man så mødes med andre, der også vidste det, og sammen deler oplevelsen.”
”Det paradoksale er også, at hvis man kigger på det mediehistorisk, så startede radiolytningen, som må anses for at være forgængeren til podcasts, med, at man lyttede i små grupper i familien. Dengang havde radioen et stort publikum, der var spredt ud i private hjem, fordi der var kun ét apparat at lytte til, som oftest stod midt i stuen,” siger Erik Granly.
”Nu er der sket det, at radioen eller podcasten som medie har skabt en massekultur, hvor man ikke kun sidder i sin egen boble derhjemme og lytter, men også tager ud af hjemmet og lytter sammen. For at forstå, hvad det giver at sidde tæt sammen med andre i et rum, skal man kigge på studier af biografer, og der findes flere forklaringer. Men det er klart, at det at sanse og lytte sammen er en anden oplevelse end at lytte alene, og oplevelsen af at lytte kan føles større, når man sidder i fællesskab, selvom kvaliteten af lyden ofte er bedre, hvis du sidder med høretelefoner på derhjemme,” siger Erik Granly.
Samtidig mener han, at denne type begivenhed er en del af en større fortælling i samfundet om en generel dyrkelse af oplevelseskultur, hvor det også er populært at gå til forskellige former for foredrag og digtoplæsninger i det offentlige rum. Det har også mange mediehuse indrettet sig efter og dyrker i dag ikke bare deres primære kerneområder, men lever også af at skabe omkringliggende aktiviteter og begivenheder, der tiltrækker opmærksomhed, siger Erik Granly. Bag podcast-arrangementet i kirken stod også dagbladet Politiken, som podcasten er blevet udgivet igennem.
Erik Granly vurderer, at det særligt er veluddannede, den øvre middelklasse og yngre mennesker, der deltager i diverse lytte-arrangementer. Generelt er podcasten populær hos den unge generation, hvilket ofte kobles sammen med, at podcasten passer godt til et travlt liv, hvor det er en fordel at kunne vælge og vrage mellem indhold og lytte, mens man er på farten. Derfor er det også særligt interessant, at der er mange, der dyrker det direkte modsatte og tager podcasten med ind i et bestemt rum og en bestemt tid.
Sognepræst Jens Fogh var med, da Hellig-aandskirken lagde rum til lyttearrangementet. Han mener, at mange i dag netop savner et rum til at kunne fordybe sig i lytningen.
”Vi har forfærdelig meget brug for noget ro og noget samling i vores liv i dag. Vi har hele tiden hele verden ved vores side gennem telefonen, og vi bliver nødt til at finde måder at navigere i det på. Man kan knap nok sidde i et tog i et kvarter uden at have kigget på telefonen flere gange og scrollet rundt på Facebook og forskellige nyhedssider, og derfor har vi simpelthen både kropsligt og mentalt brug for at være i et rum, hvor man kan fokusere og fordybe sig i at lytte til en fortælling og få hjælp af andre til at fordybe sig,” siger præsten.
Han mener, at der tidligere har været flere rum og situationer, hvor man helt naturligt har kunnet finde den ro, men at de i dag opstår mindre naturligt. Derfor er der et behov for at skabe et særligt rum for lytningen, hvor også det, at man er sammen om at være stille og lytte, for den enkelte kan gøre det nemmere at finde roen.
”Ofte laver man noget andet, imens man hører radio, og fordyber sig derfor ikke på samme måde i fortællingen. Når man er alene, kan det også være mere udfordrende og krævende at skulle lægge andre ting til side imens og bare sidde og lytte,” siger han.
Han mener desuden, at det med at lytte kan noget helt særligt.
”At lytte til en fortælling sætter krav om, at man er til stede på en anden måde, fordi man i højere grad skal bruge sin fantasi og sin forestillingsevne, end når man ser en film i biografen, hvor alle sanserne bliver bombarderet med forskellige indtryk. Jeg oplever det også som mere fællesskabsskabende at lytte til noget sammen end at se noget sammen. Fællesskabet bliver forøget, fordi alle sanser ikke bliver bombarderet, og man bliver mere bevidst om, at alle andre også er der. Jeg vil sammenligne det lidt med en gudstjeneste, hvor man også er sammen om at høre noget, og selvom man springer kirkekaffen over bagefter og bare tager hjem, er der stadig en følelse af fællesskab,” siger Jens Fogh.
Historiker og lektor emeritus ved Roskilde Universitet Henrik Jensen mener dog ikke, at det handler om dyrkelsen af et fællesskab, men snarere er et udtryk for en begivenhedskultur, der hersker i samfundet i dag og særligt blandt den yngre generation.
”Man kan nærmest ikke se en cyklist i København, der ikke har høretelefoner i ørene, og mange af dem lytter til podcastprogrammer. Selvom radioen er en form, vi måske troede, vi havde forladt, er der noget, der tyder på, at radioen i dag er vejen frem, mens fjernsynet står lidt i stampe. Og for mig at se er den her slags arrangementer endnu et tegn på, at podcasten er noget, mange er enormt optaget af, og derfor vil de også gerne være først ude og høre noget før de andre, der må vente. Det kan godt være, at folk får en fornemmelse af, at de er en del af noget, men i virkeligheden er det selve begivenheden, de er samlet for at være med til.”
”Jeg tænker, at det ligger i forlængelse af den almindelige Facebook-kultur, der findes i dag, hvor folk, kort efter at noget er blevet annonceret, styrter derhen, fordi de vil være med, lige når det sker. Men selvom man så sidder side om side der, hvor det sker, behøver det ikke at betyde, det er et fællesskab,” siger han.