Jeg kan ikke fjerne sorgen over min datters døde barn

Fordi Ilse Broue Gottlieb er mor til Marie, der mistede sin pige Esther, er sorgen dobbelt. Hun sørger over tabet af barnebarnet samt datterens smerte. Samtidig vil hun ikke give sine egne følelser frit løb

Ilse Broue Gottlieb: ”Jeg tror ikke på en straffende Gud. Jeg er ikke vred på ham, men såret over, at vi skulle miste Esther”. –
Ilse Broue Gottlieb: ”Jeg tror ikke på en straffende Gud. Jeg er ikke vred på ham, men såret over, at vi skulle miste Esther”. – . Foto: Asbjørn Sand.

Noget af det sværeste var at se datteren sige farvel til sin pige ved bisættelsen. Selv stod hun lidt derfra, for at forældrene ikke også skulle se en grædende mormor.

Ilse Broue Gottlieb mistede sit blot etårige barnebarn Esther i 2010, da den lille pige uden grund fik kramper og døde. Og hun oplevede det som en dobbelt sorg. Der var sorgen over at miste et barnebarn og sorgen over at se sin egen datter sørge.

”Jeg har altid været meget tæt knyttet til min datter Marie, men jeg så, at jeg ikke kunne hjælpe hende. Den dobbelte sorg er, at hun er så utrøstelig, og hvad kan jeg gøre?”.

Spørgsmålet besvarer Ilse Broue Gottlieb selv: Hun kunne og kan være sammen med datteren. Derfor tog hun til Odense den lørdag i februar 2010, da hun fik at vide, at barnebarnet var kommet på sygehuset i Odense. Datteren ringede, men bad hende først om ikke at komme:

”Hun sagde, at hvis hun så mig, kunne hun ikke lade være med at græde. De troede, at Esther ville vågne, og derfor ville hun ikke se forgrædt ud, når datteren så hende. Min mand og jeg kørte alligevel for at være tæt på dem, for som sygeplejerske ved jeg, at hvis hun efter fire timer var i kramper, var noget galt.”

Esther var navngivet, og familien ønskede, at hun skulle døbes. Det blev hun om mandagen.

”Min mand og jeg meldte os ud af folkekirken, da vores ældste datter blev født, for vi troede ikke på noget dengang og måtte tage konsekvensen. Jeg havde puslet med tanken om at blive meldt ind igen, og Marie overvejede at få Esther døbt, når hendes andet barn, som hun var gravid med, skulle døbes. Men de turde ikke vente,” forklarer Ilse Broue Gottlieb.

Fredag blev der slukket for respiratoren, for Esther var hjernedød. Det var den 12. februar 2010, og hun blev 17 måneder og 4 dage. Ilse Broue Gottlieb beskriver bisættelsen med ordet magtesløshed, hvor det sværeste var at se datteren give slip.

”Jeg stod lidt på afstand. Jeg ville ikke omfavne dem. De skulle have lov til at tage afsked, og der skulle ikke stå en hulkende mormor. Men det var hårdt. Marie græd og råbte så højt, da kisten blev kørt væk: ’Esther, Esther’.”

For at kunne være tæt på familien besluttede Ilse Broue Gottlieb og hendes mand at flytte fra Sønderborg til Odense:

På en af væggene i sit hus har Ilse Broue Gottlieb en samling med billeder af Esther.
På en af væggene i sit hus har Ilse Broue Gottlieb en samling med billeder af Esther. Foto: Abjørn Sand

”Jeg skulle ikke være anmassende, men være i nærheden.”

Som mor har hun tidligere kunnet hjælpe sin datter. Hjælpen, hun kunne give nu, var at være sammen med hende og mindes Esther. Sorgen over tabet af pigen kunne hun ikke fjerne.

”Marie var gravid i tredje måned, da Esther døde. Hun følte dårlig samvittighed over for det ukendte foster, for hun mente, det var nemmere, hvis hun havde mistet det. Hun fortrød, at hun tænkte sådan, og hun fortalte mig, at hun også var glad for maven. Hun klappede den under dynen, for at Esther ikke fra himlen skulle se det. Hun var også meget nervøs for, at den lille blev påvirket af, at hun var ked af det. Så vi talte meget om, at fosteret var dannet.”

”Jeg var mest opmærksom på, at min sorg ikke skulle fylde. Jeg var meget ydmyg. Jeg skulle ikke komme og udbrede, hvad jeg tænkte og følte. Jeg passede på med ikke at invadere min datter med min sorg, og jeg gik i kirke for at bede og være mig selv. I lang tid kunne jeg ikke rumme, at nogen var med mig i kirke. Det kan jeg godt nu. Min mand og jeg talte meget sammen, mine veninder var gode til at lytte, og på arbejdet fik jeg lov til at starte langsomt op,” siger hun.

Ilse Broue Gottlieb havde tidligere tænkt, at hun altid kunne melde sig ind i folkekirken igen.

”Men jeg havde ikke nået at få brug for at tænke tanken til ende. Jeg blev rusket i, da Esther blev syg, og besluttede, at uanset om hun ville overleve eller ej, ville jeg melde mig ind igen, for jeg tror ikke på en straffende Gud. Jeg er ikke vred på ham, men såret over, at vi skulle miste Esther. Jeg har mange tanker om, hvor vi kommer fra, og hvad der skal ske med os, og jeg bruger stilheden efter prædikenen til at bede for min familie.”

Sorgen er dobbelt, men netop fordi hun er mor og mormor, er der en støtte, hun kan give:

”Jeg kan rumme Marie og forstå hende, fordi jeg som mor er tæt på. Hun er opdraget af min mand og mig, kender vores værdier, og hun har taget dem til sig.”

Sorgen har ændret sig i tidens løb, forklarer Ilse Broue Gottlieb:

”I takt med at Marie blev glad, kunne jeg også slappe lidt af. Min datter sagde efter Esthers død, at hun ikke troede, hun kunne blive glad igen. Nu giver hun udtryk for, at der jo alligevel er mange dejlige ting, og hun har siden fået tre børn. Men hun glæder sig på en mindre uskyldig måde. Nu er det vigtigt for os, at vi husker Esther.”

Æbler minder Ilse Broue Gottlieb om barnebarnet, for dem kunne hun så godt lide, og sådanne minder deler hun jævnligt med sin datter i en sms.

I dag gør hun sig følgende overvejelser om forløbet:

”Måske, hvis jeg ikke havde været både mor og mormor, havde det ikke været nødvendigt for mig at beherske mine følelser. Så kunne jeg have givet slip, have givet min sorg frit løb. Jeg følte, at jeg var nødt til at tænke på, at jeg om få timer igen skulle være klar til at være nærværende over for min datter og svigersøn. Jeg var bange for at blive sindssyg, hvis jeg gav los. Ville min gråd så nogensinde holde op igen?”, spørger hun og fortsætter:

”Jeg prøvede om natten at fortælle mig selv, at jeg stadig havde fire raske børnebørn, som jeg gerne ville være i stand til at drage omsorg for. De tanker var nok med til, at jeg i stedet for at skrige højt kunne jamre stille og græde.”