På bogreolen bag dem står Bibelen med guldbogstaver. Den Danske Salmebog står der flere kopier af og breder sig blåt ud over det meste af en hylde. Snart står der måske også en kopi af de to kvinders egen bog. Sognepræst Annette Molin Brautsch fra Flintholm Kirke på Frederiksberg og sognebarn Susanne Fischer har nemlig skrevet en bog om de sjælesorgssamtaler, de havde sammen for nogle år siden.
”Samtaler i den blå sofa” hedder bogen, og denne gråmelerede decembereftermiddag sidder de der igen. I den blå sofa i præsteboligen. De drikker kaffe og griner indforstået, for meget er sket, siden Susanne Fischer, 53 år, første gang sad i sofaen for omkring otte år siden.
”Jeg havde ondt i livet dengang og følte, at jeg manglede min tro. Jeg havde på det tidspunkt en kæreste, og vi var nødt til at gå fra hinanden, og i den fase mistede jeg min tro og mistede mig selv på en måde, jeg ikke havde gjort før. Det gjorde mig bange,” fortæller Susanne Fischer fra den ene ende af sofaen.
Hendes tro forankrede sig tidligere typisk i naturen, som hun brugte som en slags kirke. Troen havde hun fået, efter at hun var stoppet med at drikke alkohol 20 år tidligere. Men nu var den forsvundet, og en dag gik hun i kirke.
”Det havde jeg ellers ikke gjort i 30 år. I kirken prædikede Annette, og siden stødte jeg på hende i Vor Frue Kirkes natkirke, hvor hun vikarierede. Der skete bare et eller andet,” siger hun, der er ved at uddanne sig til mægler.
Annette Molin Brautsch startede sin prædiken med at synge en strofe af en sang, og det overraskede Susanne Fischer, der blev tiltrukket af Annette Molin Brautsch’ anderledes, mere legende tilgang til det at forkynde Bibelen. Hun anede ikke, at der var noget, der hed sjælesorg, men da en veninde gjorde hende opmærksom på det, skrev Susanne Fischer til Annette Molin Brautsch og spurgte, om hun kunne komme og tale med hende. Det måtte hun gerne.
Første samtale bar præg af skepsis. Annette Molin Brautsch forsøgte at nuancere Susanne Fischers billede af en straffende Gud og i stedet fremmane et billede af den Gud, hun kender. En Gud, der giver plads til alle uanset baggrund og seksualitet.
Samtalen blev til flere, og over godt og vel et år fik de talt sig ind på kristendommen som kærlighedens religion fremfor den straffende, som Susanne Fischer var vokset op med hos en mor, der var vred på Gud. Annette Molin Brautsch tog de bibelske tekster frem, og de bad bønner og gik på opdagelse i kirkerummet, og Susanne Fischer lærte om den trøst, man kan hente i en 2000 år gammel bog.
Nu er der gået mange år, og Susanne Fischer er blevet en integreret del af folkekirken. I sommer blev hun døbt, og kristendommen er i dag en stor del af hendes liv. Efter at det intense sjælesorgsarbejde var forbi, og hun genfandt sin tro og opdagede et nyt fællesskab i kirken, er hun i dag frivillig kirkemedarbejder og har været med til at stable mange arrangementer på benene, blandt andet konfirmandovernatninger. Og i 2010 var hun med Annette Molin Brautsch og en masse andre i Oberammergau i Sydtyskland for at se det berømte passionsspil i byen, noget der gav horisont og fællesskab med andre i det kirkelige regi.
Og så er der bogen. Under sjælesorgssamtalerne tog Susanne Fischer noter, som hun viste til Annette Molin Brautsch. Det fik de to på sporet af, at andre måske kunne få noget ud af at vide, hvad der foregår til de ellers fortrolige samtaler mellem præst og sognebarn. At sjælesorgen er noget andet og mere end en psykologsamtale.
”Det var jo den helt almindelige danske folkekirke, der blev svaret for dig. Du fandt ud af, at der var en præst, der faktisk var der. Du blev mødt af et menneske, og det var teologien, der var inde over, ikke psykologien. Hos en psykolog ringer du og bestiller tid hos en relativt anonym person, og du ved ikke, hvad vedkommende laver, når du går hjem. Præsten er der bare, og du kan møde præsten på søndag eller onsdag til filmaften. Du kan bare komme forbi. Der er en anden relation i forhold til præsten og kirken og de andre i menigheden. Vi er jo kirke sammen. Det er også vigtigt i forhold til sjælesorgen, at man som præst har en helt anden åndelig værktøjskasse end psykologen,” siger Annette Molin Brautsch.
”Jeg har et kæmpe åndeligt lærred, hvor den, der er til sjælesorg, kan kaste al sin vrede, mørke og lyse farver op på, og jeg kan kaste tilbage med teksterne og hele det religiøse bagtæppe. Man er på den måde rundet af noget større og har en tredje dimension af, at der er noget andet på spil, der er en anden stemme i samtalen, som griber dig og holder dig og tager om dig, når du går hjem igen. Det er så vigtigt,” siger hun. Susanne Fischer fortsætter:
”Jeg tænkte også på at gå til psykolog, men det var ikke i sindet, jeg havde brug for hjælp, jeg havde ondt i sjælen, i min tro. Det var den åndelige dimension. I samtalerne var der i svarene fra Annette altid en relation til noget kristent. Så tog vi en bøn eller fandt nogle steder i Bibelen, der kunne udvide mine tanker, og det er den store forskel fra at gå til psykolog.”
I sin omgangskreds mødte hun stor skepsis, da hun fortalte, at hun var begyndt at gå til præst og komme i kirken. Fordommene havde hun selv haft, og de blev hurtigt gjort til skamme. For kirken var ikke den støvede gamle institution, hun troede, den var. Der var plads til hende, som havde en skæv, fandenivoldsk tilgang til kirken og kristendommen, og det vil hun gerne give videre i bogen.
”Som samfundet udvikler sig i dag, bliver vi mere og mere egoistiske og har derfor brug for fællesskaber. Og det er der jo i kirken. Det er fantastisk at komme ind i kirken og finde ud af, hvad man kan bruge den til. Der er mange muligheder, og folk ved det ikke. Der er en slags pinlighed over kristendommen hos nogle, og det er lidt skamfuldt at sige, at man går i kirke. Men det er det altså ikke,” siger Susanne Fischer.
”Du kan godt komme ind fra gaden, for der er ikke nogen fordomme i kirken. Og du behøver ikke være ensom eller i dyb krise åndeligt, som jeg var. De fleste danskere bruger kun kirken til pligterne; dåb, begravelse, juleaften. Men man kan altså meget mere også,” siger hun.
For begge er det vigtigt, at bogen kommunikerer, at man kan gå til sjælesorg og nå sin præst nemt. At kirken er rundt om hjørnet, uanset hvor du er, og at den altid er åben.
”Man kan jo bare ringe til præsten og sige hej, præsterne er der, og man kan altid finde en, der har tid til en samtale. Det har været interessant at opleve via Susanne, hvor mange der ikke ved, at det er en mulighed at gå til præsten, hvis de slås med noget. Her har kirken en stærk stemme, for den har hele historien og kulturen og det åndelige fundament,” siger Annette Molin Brautsch.
”De bibelske tekster har noget at sige det moderne menneske. Kristendommen har en vuggende klangbund af kærlighed og meningsfyldthed på den ene side, men der er også en masse at lære. Man bliver klogere. Kristendommen er et fantastisk godt svar på menneskers søgen, så det er bare om at komme af sted,” siger Annette Molin Brautsch.
For Susanne Fischer har det betydet en kæmpe omvæltning, at hun bankede på Annette Molin Brautschs præstehjemsdør for otte år siden.
”Jeg har fundet det, jeg manglede i forhold til min tro. Den er blevet hel, og jeg kan altid finde ind til den igen, uanset hvad der sker i mit liv. Og det er jo fantastisk, at jeg har fået den gave.”