Ny forskning belyser gåden om slidgigt

En stor del af den danske befolkning lider af den ofte invaliderende sygdom slidgigt. Alligevel kender man ikke årsagen til sygdommen, men med et nyt forskningsprojekt håber man at komme nærmere en opklaring

Stavgang er en af de motionsformer, der kan gavne, når man har slidgigt. Løb bør man derimod undgå.
Stavgang er en af de motionsformer, der kan gavne, når man har slidgigt. Løb bør man derimod undgå. . Foto: Scanpix.

Hver morgen vågner rigtig mange danskere med ondt i led og legeme på grund af slidgigt. For dem kan hver bevægelse være en plage. Faktisk er det helt op mod 50 procent af befolkningen, der har passeret 50 år, som lider af slidgigt, og det kan nedsætte deres livskvalitet væsentligt. Og unge bliver også ramt.

Trods forskning i emnet over en årrække kender man dog endnu ikke årsagen til slidgigt. Og det er netop den gåde, et nyt forskningsprojekt på Bispebjerg Hospital i København vil forsøge at komme tættere på en opklaring af.

Dels via en sammenligning af brusk hos raske personer og personer med slidgigt, og dels via viden om, hvordan fysisk træning påvirker brusken.

Michael Kjær, der er professor ved institut for klinisk medicin på Bispebjerg Hospital, står i spidsen for projektet, og han har store forhåbninger.

”Formodningen er, at årsagen til stigningen i tilfælde af slidgigt, er, at vi bliver ældre. Med alderen taber vi både knogle- og muskelmasse, ligesom brusken bliver af dårligere kvalitet. Vi vil forsøge at afdække, hvordan brusken i led, der er ramt af slidgigt, opfører sig,” siger han.

Årsagen til slidgigt kan være det, Michael Kjær definerer som primær slidgigt: Brusk, som af ukendte årsager er af dårlig kvalitet for eksempel på grund af en genetisk disponering i familien. Eller der kan være tale om sekundær slidgigt, som skyldes en akut skade på brusken for eksempel efter et trafikuheld. Under alle omstændigheder har forskerne erfaret, at motion kan virke som en gavnlig behandling mod slidgigt for mange patienter. Træning hjælper, men man kan ikke se på røntgenbillede eller scanning, at der kommer ny brusk til efter træning.

”Det kan virke paradoksalt, at man skal holde gang i leddene, når de gør ondt. Men det er heller ikke alle motionsformer, der er gode. Har man for eksempel slidgigt i knæ og hofter, er især løb og hop en dårlig idé, for det bryder brusken sig ikke om. Derimod er aktiviteter som cykling, svømning, stavgang og rolig træning med vægte godt,” siger Michael Kjær.

I forbindelse med et tidligere forskningsprojekt på Bispebjerg Hospital, der også undersøgte effekten af motion, deltog den 71-årige Annette Winkel Peterson. Nærmere bestemt var det stavgang, hun dyrkede, og det fik hun stor gavn af. Undersøgelsen havde blandt andet til formål at måle effekten af netop stavtræning, styrketræning og selvtræning på slidgigt i hoften over fire måneder. Desuden så forskerne på, om træningens virkning kunne holde helt op til otte måneder efter dens afslutning.

Annette Winkel Peterson fortæller, at hun mødtes med de andre forsøgsdeltagere i naturen, og her gik de stavgang på i alt fire kilometer tre gange om ugen i al slags vejr. Og effekten var mærkbar. For hvor hendes hofte før var ustabil og gjorde ondt, kunne hun efter mange års pause komme i gang med at fægte igen – en sportsgren, hun før har dyrket og holdt af. Andre forsøgsdeltagere, også dem, der dyrkede andre former for sport, fortæller eksempelvis om, hvordan hverdagsting såsom at tage tøj på og gå på trapper nu blev nemmere.

Ifølge Michael Kjær skyldes de positive resultater formentlig, at brusken i hofte og knæ rigtig gerne vil aktiveres i form af lange seje stræk og afslapning. Netop derfor er de lidt roligere sportsgrene bedre, og det er en del af det, der nu skal undersøges nærmere. Sammen med sit forskerteam gjorde han også en anden interessant opdagelse for nogle år siden:

”Vi kunne se, at der blev frigjort mere af det hormonlignende stof cytokin, når man træner. Det virker antiinflammatorisk – også på brusk – så laver man god belastning uden hårde stød, stimulerer man måske stoffer, der holder brusken ved lige,” forklarer han.

Forskerne vil blandt andet se på, hvordan cytokiner påvirker bruskceller fra knæ med slidgigt ved at tilsætte cytokin.

”Hvis cellerne kan lide det, kunne man jo håbe, at man på længere sigt kunne dryppe det ind på brusken, men vi aner ikke på nuværende tidspunkt, om det vil blive muligt,” siger Michael Kjær.

Han forklarer, at det bedste ville være at stikke et form for termometer hen til leddet for at måle, om det, man gør, er godt for brusken. Men det kan ikke lade sig gøre i øjeblikket.

”Lige nu har vi reelt set kun patienternes egne udsagn om deres smerter til at bedømme det,” siger han.

Og netop det, at det næsten udelukkende er de gigtplagedes egne ord, der giver viden om den smerte, de føler, gør det svært med generel viden. Det kan også gøre det vanskeligt at afgøre, om en operation er løsningen.

”Det er et stort problem, fordi følelsen af smerte er individuel, og det gør det svært at vide noget med sikkerhed,” forklarer han.

I forhold til hvorvidt en operation er relevant, kan det sagtens være sådan, at et røntgenbillede viser, at slidgigten er slem, mens patienten føler, at det går fint. I sådan et tilfælde bliver der ikke opereret. Det samme gælder, hvis patienten føler sig stærkt plaget af smerter, trods man ikke kan se forandringer på røntgenbilledet. I sådan et tilfælde bliver der som regel heller ikke opereret. Det er en kombination af de to ting, der afgør, hvornår man kan operere.

Michael Kjær forklarer, at selvom der er sket store landvindinger, og operationer ofte er rigtig effektive, forsøger man gerne med andre veje såsom medicin, vægttab eller motion først.

”Forhåbentlig kan viden om motion blive nøglen til, at rigtig mange mennesker kan få et bedre liv med slidgigt,” siger han.