Fra den sure gamle mand: Boykot lefleriet!

Topmøde- Thorning og Løkke i debat hos

Tv-kanalerne tænker tilsyneladende kun i kamp: Løkke vs. Thorning. Blå blok kontra rød blok. Og efter de ulidelige dueller, hvor ”statsministerkandidaterne” på forhånd har udtænkt en detaljeret strategi, som de følger uden interesse for at komme i samtale med hinanden, skal vi se det hele i langsom gengivelse og høre kyniske kommentatorer forklare, hvem der gik af med sejren, skriver ugens klummeskribent. Billedet er fra tv duellen i forgårs på TV2. Foto: Scanpix

Nogle gange er nok nok. Og det er det lige nu. I valgkampen. Harmen højnes, blodtrykket stiger. Og jeg gider snart ikke mere - og da slet ikke at sige det pænt. Nu er De advaret, kære læser

Jeg har interesseret mig for politik, fra jeg var dreng. Fulgt med i tv, læst aviser og tænkt over tingene. Jeg kunne alle ministrene i den smalle Hartling-regering udenad, da jeg var ni, lyttede til de voksnes snak om middagsbordet, tog selv del i diskussionen, efterhånden som jeg kunne, elskede samfundsfag i skolen, blev samfundssproglig student og skulle have været nationaløkonom, hvis ikke jeg havde været talblind. I stedet blev jeg præst - der er kun 10 bud at holde styr på!

Men som så mange andre har jeg altid fulgt rimeligt med i debatten, læst politiske bøger og biografier. Og naturligvis afgivet min stemme. Fordi jeg synes, det er vigtigt, hvordan vores samfund er indrettet. Hvor vi vil hen, og hvem der står i spidsen for at bringe os derhen.

Men nu gider jeg snart ikke mere. Og jeg siger det lige ud: Det er fjernsynets skyld, og det er mange politikeres skyld.

Hal Koch skrev, som man måske husker, at ”demokrati er samtale”. Demokrati er naturligvis også så meget andet, blandt andet valg, flertal, mindretalsbeskyttelse, strategi og kompromis. Men fundamentalt er demokrati vel stadig, at vi er i samtale om, hvordan vores samfund skal indrettes.

Men tv og rigtig mange politikere har tilsyneladende droppet den samtale. Ja, ødelægger samtalen. Eller ved slet ikke, hvad samtale er. De store kanaler, TV 2 og DR, har stort set droppet den politiske samtale - eller henvist den til mere marginale flader. Det hele skal gå vanvittig hurtigt, alle afbryder alle, ingen lytter. Det meste foregår i overskrifter og korte statements. Foruden et latterligt antal meningsmålinger, der hver gang præsenteres, som var det Jesu genkomst.

Tv-kanalerne tænker tilsyneladende kun i kamp: Løkke vs. Thorning. Blå blok kontra rød blok. Og efter de ulidelige dueller, hvor ”statsministerkandidaterne” på forhånd har udtænkt en detaljeret strategi, som de følger uden interesse for at komme i samtale med hinanden, skal vi se det hele i langsom gengivelse og høre kyniske kommentatorer forklare, hvem der gik af med sejren. Kommentatorer, som tilsyneladende kun går op i magtspillet.

Og partier og politikere kæmper om at overgå hinanden i velfærdstilbud til udvalgte vælgergrupper. Eller undergår hinanden i omtalen af udsatte grupper. Det er faktisk rigtig grimt at se på. Og man føler sig i den grad talt ned til: Tror de virkelig, vi er så dumme?

Og man kommer i tanker om, at Søren Kierkegaard vistnok sagde, at demokrati er lefleri. Og måske er han ved at få ret: Der er naturligvis undtagelser, men tendensen er der ingen tvivl om: Der lefles, for ikke at sige smiskes og fedtes - som regel for laveste fællesnævner.

Og jeg forstår det ikke! De politikere, jeg har mødt, og de journalister, jeg kender, er dygtige og kompetente. Intelligente og engagerede. Men nu - især i valgkampen - er det ikke til at få øje på. Og man sidder med det mere og mere påtrængende spørgsmål: Hvorfor passer I ikke på demokratiet? Hvorfor siger I ikke stop? Hvad er det værd at blive valgt, hvis man blev valgt på form mere end på indhold? Hvad er høje seertal værd, hvis man er med til at ødelægge noget dyrebart: den fælles samtale om det fælles bedste?

Og bare for en ordens skyld: De sædvanlige argumenter med, at ”udviklingen går den vej”, ”man må spille med på betingelserne” eller ”du er naiv”, duer ikke længere. Det her er for alvorligt til blot at affærdige på den led. Og i øvrigt udtryk for en lemminge-tankegang: Når alle de andre gør, så må jeg også gøre det! Men hvorfor det? Hvorfor ikke standse op, sige fra, risikere seertal eller mandater? I stedet for at bare at løbe med og - ja, dramatisk sagt - sætte demokratiet på spil. Der er som bekendt kræfter, der ønsker demokratiet langt væk. Det er der vist altid i et demokrati. De skal have kamp til stregen. Selvfølgelig. Men måske skal vi i kampens hede passe på, at vi ikke er så optaget af truslen ”udefra”, at vi overser, at vi selv er ved at underminere demokratiet.

Men noget kan man jo altid gøre: Sluk! Sluk for de store kanaler. Negliger politikere på de sociale medier. Se bort fra usle valgannoncer og -plakater. Boykot lefleriet! Læs avisen, lyt til P1 og tag til et rigtigt valgmøde. Og stem på en modig politiker, der tør risikere ikke at blive valgt.