"Der er ikke noget derinde i én selv, vi er kun noget i kraft af hinanden og for hinanden. Så tidens krav om evig personlig udvikling og forandringsparathed er dømt til at skabe frustration og utilfredshed, og det tror jeg faktisk, mange af os oplever."
Sådan siger Svend Brinkmann, der som psykolog og forfatter blev populær i hele landet på at sige fra overfor tidens krav om evig selvudvikling.
Og mens han i starten blev set som en modig og ensom oprører mod kurser i selvrealisering og intuition, så er flere fulgt efter med lignende opgør mod tidsåndens navlepilleri.
Flere eksperter peger nemlig også på, at kampen for at være sig selv er kilde til talrige diagnoser som stress og depression.
Læs eller genlæs interviewene her ...
Psykologer: Gør op med det ekstreme selvfokus
Stort set dagligt ser vi alarmerende avisoverskrifter med nye tal om stress og mistrivsel.
Blot i de seneste uger er vi gennem medierne blevet præsenteret for undersøgelser om børn og skoleelever, som mistrives, stressramte akademikere og senest en påstand om, at der i flere kommuner er helt op imod en tredjedel af borgerne, der er stressede.
Vi ser desværre en tydelig tendens.
De seneste år har der været en dramatisk stigning i antallet af psykiske lidelser. Statens Institut for Folkesundhed anslår, at cirka 700-800.000 danskere over et år vil have psykiske problemer i større eller mindre grad.
Overalt inden for psykologien hører vi, at vi skal mærke indad og analysere vores tanker og følelsesliv for at ”bearbejde” vores problemer og få det bedre. Men det virker jo tydeligvis ikke.
Svend Brinkmann: Et ordentligt menneske tænker på andre end sig selv
Hver dag får Svend Brinkmann 10 nye henvendelser fra folk, der vil høre, om han kan komme og holde foredrag. Men der er først hul i kalenderen om halvandet år.
Siden han i 2014 udgav bogen ”Stå fast”, er det gået helt amok, og han har været nødt til at lave regler for sig selv i forhold til, hvor mange interview, foredrag og seminarer han må sige ja til.
Ellers er der slet ingen tid til familien i den nedlagte Brugs ved Randers, hvor han bor sammen med sin kone og tre børn.
”Det er helt vildt. Og lige før jeg skulle have mig en sekretær,” siger Svend Brinkmann med et smil, da han dukker op.
Præcis på klokkeslettet. Og med både nærvær og stor imødekommenhed, selvom han har måttet presse interviewet ind på vejen mod endnu et fyraftensforedrag: ”Om kunsten at sige fra og tage nej-hatten på”.
Det er svært at se, at den 39-årige psykologi-professor skulle være en rebel eller en ”Rasmus Modsat”.
Det har nogle medier ellers kaldt ham, fordi han i sin bog går mod tiden og siger nej til det krav om evig selvudvikling, han mener præger den.
Ifølge Brinkmann er netop dét fokus en vigtig årsag til, at så mange af os føler os utilstrækkelige og aldrig er helt tilfredse med vores liv.
Eva Secher Mathiasen: Vi skal lytte til hinanden for at blive klogere
”Skal vi ikke gå ud og kigge på vand?”.
Kristeligt Dagblad har sat formand for Dansk Psykolog Forening, 37-årige Eva Secher Mathiasen, stævne en mandag formiddag foran hendes kontor på Østerbro i København. Temperaturen er et par grader under frysepunktet. Det har sneet, og lyset er overvældende efter flere uger med tunge skyer.
Nogle vil mene, at det er for koldt til en lang gåtur, men Eva Secher Mathiasen er varmt klædt på, som om hun altid er parat til at gå ud i naturen.
Og det er hun også. Hun er vokset op i Lemvig, og Vesterhavets brusen har været hendes blå holdepunkt.
Derfor cyklede hun også tit ud til spidsen af Nordhavn, da hun først flyttede til København. Så kunne hun sidde der og kigge ud på vandet og være alene med tankerne.
”Da jeg flyttede herover, var jeg ikke uden for byen det første halve år. Jeg husker tydeligt fornemmelsen, da jeg tog toget hjem til Vestjylland, og havet kom til syne. Det var næsten, som om pupillerne fik det lange blik på, og jeg kunne slappe af igen,” siger hun.
Eva Secher Mathiasen går stadig ud i naturen, når der skal lades op. Hun har det godt i sit eget selskab og kunne med egne ord sagtens tilbringe en måned på en bjergtop helt alene.
Til daglig er der ellers hektisk omkring Eva Secher Mathiasen.
Hverdagen er fyldt op med møder, og hendes kalender bliver af sekretariatet kaldt ”Berlinmuren”. Men selv udstråler hun en rolighed, som hun går ned ad gaderne fra Østerbro mod Nordhavn i fornuftige, sorte støvler.
Selvom hun taler langsomt og runder sætningerne med sin vestjyske dialekt, spiller det ivrigt bag øjnene, når hun begynder at tale om sine politiske holdninger.
Det er samme spil, man så i Debatten på DR 2 for nogle uger siden, da hun i en debat om dagpengeregler tog ordet og blandt andet sagde følgende:
”Jeg vil gerne have politikere, der har visioner for et samfund, hvor vi alle har det godt, i stedet for et samfund, hvor vi kan piske flest mulige til at være konkurrencestatens fodsoldater.”
Læs eller genlæs hele artiklen her
Sørine Gotfredsen: Nåde er at blive befriet fra sig selv
Et sted på den bornholmske østkyst syd for Gudhjem er der et klippefremspring, hvor Sørine Gotfredsen har tilbragt mange sommerstunder.
Hun gjorde stedet nær familiens sommerhus til sit og kom her gerne, når hun ville være alene.
Der kunne gå timer, hvor hun så ud over havet og dyrkede en længsel efter noget fortrøstningsfuldt, som hun kun delte med sin dagbog: Hun ville være berømt.
For den unge pige stod anonymiteten som en fortabthed, der ville opløse hendes personlighed.
”I mit barnesind havde jeg en kaldelse til ikke at blive glemt. Jeg tilhører en generation, der er blevet opdraget til at iagttage os selv og udfolde vores subjektivitet i en folkeskole, hvor vi ikke oplevede mange rammer, men en kolossal frihed til selv at definere, hvem vi gerne ville være. Jeg beundrede popstjerner som Abba, som var smukke og forgudede og anderledes højt hævet over andre. Hvis man bare var berømt, så kunne man ikke blive ked af det. Berømmelse stod som løsningen på alle livets gåder. Alle ville kigge på en, og jeg ville aldrig være alene,” siger hun.
Hendes beskrivelser af sommerminderne fra Bornholm, hvor hun med længsel kunne spejle sig i Østersøens bølgende vandspejl, leder tankerne hen på myten om den unge Narcissus, som knælede ved vandspejlet og forelskede sig i sit eget spejlbillede og siden har skrevet sig ind i idéhistorien som ophavsmand til narcissismen.
I næste uge udkommer bogen ”Løft blikket”, hvor Sørine Gotfredsen underkaster narcissismen et kritisk blik.
I bogen skåner hun ikke sig selv. Havde Narcissus levet i dag, ville han givet have været realitystjerne eller studievært, konstaterer hun.
Den unge pige på klippen blev hverken popsanger eller studievært, men er i dag en af landets mest medievante præster, forfatter og en markant aktør i samfundsdebatten.
Hun undlader ikke selv at minde om perioden som fast gæst i DR 2's kulturprogram ”Smagsdommerne” og medgiver, at hun som selvtilfreds, selvbestaltet ekspert måske fremstod som et medlem af narcissisternes kaffeklub og en anelse beruset af selvtillid over eksponeringen.
Erkendelsen af egne narcissistiske træk er forudsætningen for at nå frem til et rum for selvkritik, siger Gotfredsen og fortæller videre om Narcissus, der opbyggede sin selvfølelse gennem kærlighedserklæringerne fra de forelskede nymfer.
I den medieskabte kaffeklub påvirkes selvbilledet af andres billigende klap på skulderen, og selvstændig tænkning risikerer at blive opløst i længsel efter flere bekræftende skulderklap.
Forfatter: Drop din mavefornemmelse - du kan alligevel ikke bruge den til noget
Vær dig selv. Det lyder så enkelt. Og i dag møder alle mennesker kravet – på arbejdspladsen, i skolen eller i privaten.
Bare vær dig selv. Men det er sjældent så enkelt, som det lyder.
Netop i kampen for at være sig selv, som i dag er kilde til talrige diagnoser, til stress og depression, viser Reformationens aktuelle betydning sig allertydeligst, mener ph.d-stipendiat og forfatter Christian Hjortkjær.
Han står bag bogen ”Hvorfor er vi så enestående?”, der udkommer i dag og indleder forlaget Eksistensens bogserie om Reformationens betydning.
”Når unge mennesker i dag ringer ind til radioprogrammet ’Mads & Monopolet’ for at vende deres eksistentielle dilemmaer, eller når de af dommerne i et talentshow får at vide, at de skal forløse deres sande jeg, så er det tydelige tegn på, at vi lever i en kristen kulturarv. Og den fortvivlelse, som uundgåeligt følger af den konstante fordring om at skulle være sig selv, svarer i virkeligheden til det lutherske begreb om synd,” siger Christian Hjortkjær.
I sin aktuelle bog forklarer han med inspiration fra teologen Søren Kierkegaard det moderne menneskes kvaler med selvrealisering som en kamp mellem to kilder, A og B.
Hvor A er renæssancehumanismens kilde og forestillingen om det hele, harmoniske individ, så er B Reformationens kilde og forestillingen om det splittede selv.
De to grundspor findes parallelt i kulturen i dag, men når vi i stigende grad har vanskeligt ved fordringen om at være os selv, skyldes det ifølge Christian Hjortkjær, at renæssancehumanismens selvforestilling er blevet den dominerende.