Tre par fortæller: Sådan friede vi

Forstander på Silkeborg Højskole Jacob Zakarias Eyermann, 39 år, mærkede sit hjerte slå med dobbelt takt, da han i 2011 friede til sin kone Maria Zakarias Eyermann, 35 år, der er socialrådgiver. Modelfoto: Iris Foto: stock.xchng

Allerede lige efter frieriet følte vi os forbundet på en særlig måde. Det var stort at sige til en anden 'det er dig, jeg vil'. Og pludselig gav mine blomster på bordet mere mening.
Jacob Zakarias Eyermann

Tre forskellige par fortæller om, hvordan de blev mand og kone

Frieriet fylder meget i kommende brudepars parforholdshistorie.

Det fortæller sognepræst i Brønshøj Kirke, Peter Nejsum, der er forfatter til bogen ”Som hos dig står”.
 
”Når brudepar møder op i kirken for at tale om deres vielse, er det første, mange af dem nævner, selve frieriet. At det var fantastisk, og at det for eksempel foregik på toppen af et bjerg," siger han.

"Hos mange ligger der stor forberedelse bag, men desværre har der nok hos mange af os præster ikke været den store lydhørhed i forhold til de historier. Den store lyst til at fortælle om frieriet kan sagtens dække over et behov for at ritualisere det løfte, man giver hinanden og som er vigtig for parret."

Her kan du læse tre pars historier om, hvordan de sagde ja til hinanden og til et liv sammen i med- og modgang. 

Jacob fortæller: At fri var som at svømme ind i ålerusen

Jeg friede til Maria en dag før påske i 2011. Vi havde kendt hinanden i godt et år og boet sammen i et halvt år i hendes lejlighed på Frederiksberg.

Vi tænkte, at vi lige så godt kunne prøve det af med at bo sammen, da jeg fik job i København.

Da vi mødte hinanden, boede jeg i Aarhus, og den pågældende dag før påske havde jeg lige solgt min lejlighed derovre.

Jeg inviterede hende ud at spise, så vi kunne fejre salget. Inden vi tog ud, havde jeg købt en buket roser, som jeg havde sat på bordet hjemme i lejligheden, men det lagde Maria vist ikke mærke til.

Vi spiste sushi på Gl. Kongevej og købte efterfølgende en is, mens vi gik ned ad gaden.

Jeg tror ikke, vi havde noget specielt fint tøj på. Jeg er ikke typen, der ville fri på en restaurant, og det ved jeg også, at Maria ikke ville bryde sig om.

Det er alt for privat. Da vi kom hjem i lejligheden, slog vi os ned i sofaen.

Jeg satte et nummer på med den færøske musiker Teitur, som vi havde hørt sammen nogle gange.

Det er det nummer, der hedder ”If you want to be my one and only”. Det blev senere spillet til vores bryllup.

Da vi sad der i sofaen, spurgte jeg bare: ”Vil du gifte dig med mig?”

Jeg havde ikke nogen ring, og jeg gik heller ikke ned på knæ. Jeg sagde bare de ord, som jeg aldrig før havde sagt højt til nogen.

Hun blev vist lidt paf og overrasket og sagde ”øhh...”, men hun sagde også ”ja”. Jeg tror nok, at hun både havde troet og håbet på, at jeg ville fri til hende, men hun havde måske ikke regnet med, at det var lige der. Jeg smilte nok, da jeg skulle spørge hende.

Jeg var lidt nervøs, vidste ikke, hvordan jeg skulle se ud, og kunne mærke mit hjerte hamre med dobbelt takt, for det er forhåbentlig noget, man kun spørger om én gang i sit liv.

Jeg var egentlig ikke så bange for, at hun ville sige nej, men når man siger de ord, er det som at svømme ind i en åleruse med vilje.

Man lader sig bevidst begrænse og fange, men i det ligger der også en stor frihed og lettelse. Når man spørger, om nogen vil gifte sig med én, er det ikke bare en tanke, det er en bevidst handling.

Selvom det var det, jeg ville, var det også angstprovokerende. Det var lidt et granatchok at have sagt det, fordi det ikke er noget, man kan fortryde ugen efter.

Allerede lige efter frieriet følte vi os forbundet på en særlig måde. Det var stort at sige til en anden ”det er dig, jeg vil”. Og pludselig gav mine blomster på bordet mere mening.

Silkeborg Højskole 8600 Silkeborg forstander Jacob Zakarias Eyermann  og konen Maria med børnene d. ...

Forstander Jacob Zakarias Eyermann sammen med sin hustru og børn. Foto: © Flemming Jeppesen, Fokus

Jeg havde tænkt over det en måneds tid, inden jeg friede. Allerede tidligt i vores forhold havde vi talt om, at det var et stort ønske for os begge snart at få børn, og jeg havde det sådan, at hvis man gerne ville have børn sammen, så kunne man også gifte sig.

Vi kunne have fået børn uden af gifte os først, men det føltes meget naturligt. Vi vidste begge, at vi ville vies i en kirke. Vi blev gift i Brorsons Kirke i København, halvandet år efter vi havde mødt hinanden.

I begyndelsen var Maria ikke interesseret i mig.

Jeg skrev til hende på Facebook, om vi skulle drikke en kop kaffe sammen, fordi jeg havde hørt om hende gennem fælles venner, men det havde hun ikke lyst til, fordi jeg er ordineret præst. Der er mange præster i hendes familie, begge hendes forældre er præster, så hun kunne ikke overskue endnu én.

Jeg fik hende overtalt alligevel. Hun havde vel ikke noget at tabe ved at mødes med mig.

Vi blev kærester i februar 2010, og om sommeren inviterede jeg hende med på en længere rejse til Indien.

Jeg tænkte, at hvis vi kunne rejse sammen i Indien, hvor vi kørte ad verdens farligste veje og flere gange hang med bagenden ud over bjergkanten, så kunne vi klare alt. Indien er en god lakmusprøve på, om man ryger i kløerne på hinanden.

Det gjorde vi ikke.

Men i virkeligheden er det hverken en tur til Indien, det at fri eller blive gift, der er den største udfordring i et forhold. Den virkelige udfordring er at få børn sammen - når kærligheden får en tredje part. Børn er noget, der knytter to mennesker ekstra sammen.

Bodil fortæller: Jeg tænkte nok, at han havde ringene med

Bodil og Lars Busk Sørensen blev ringforlovet i aftensolen ved Bovbjerg. Da de fejrede guldbryllup, vendte de tilbage med deres store familie og genoplevede solnedgangen

Jeg plejer at drille Lars med, at han aldrig har friet til mig.

I hvert fald ikke sådan noget med at gå ned på knæ og anmode om min hånd, men da vi blev kærester, var det med ægteskab for øje.

Vi gik begge på seminariet i Nørre Nissum. Jeg gik på andet, og Lars gik på fjerde år. Seminariet var et samfund i samfundet med omkring 150 unge og cirka lige mange af hvert køn fordelt på kønsopdelte kollegier med græske navne:

Jeg boede på Akropolis, og Lars boede i Athen. Det var som en stor familie, og vidste to noget, så vidste hele seminariet det.

Vi havde gået og kigget til hinanden, og en aften arrangerede Lars en biograftur, hvor vi var en flok, som lejede en bil og kørte til Lemvig. Da han købte billetterne, fik han også diskret arrangeret, at han og jeg kom til at sidde ved siden af hinanden den aften.

En aften bankede han på døren til mit værelse. Jeg vil ikke sige, at jeg var overrasket over, at han kom.

Men han blev bare siddende, og han har siden fortalt, at han ikke ville gå, før han havde fået et kys. Og det lykkedes ham. Og så var vi par, og hele seminariet vidste, at vi var forlovet, og så var vi det, skønt vi ikke havde ringe på. 

Fra mit barndomshjem i Vandborg kunne jeg se havet ved Bovbjerg.

Det er her, jeg har badet hele min barndom og taget ud, når vi skulle på udflugt. Da Lars var blevet færdig på seminariet, skulle han ind til militæret og kom til Randers. Men den sidste lørdag i juni havde han en friweekend, og vi lånte min fars bil. 

Jeg kan huske, at det var mig, der kørte ud til Bovbjerg. Det kan blæse meget ved Bovbjerg, men den aften havde vinden lagt sig, og vi så solen gå ned i havet. Jeg tænkte nok, at han havde ringene med, for jeg havde selv været med ved urmageren og fået den tilpasset. Vi stod og kiggede ud over havet og gav hinanden ringene på.

Bagefter kørte vi hjem til mine forældre, og min mor må have anet, at der var optræk til noget, for hun havde stillet en fin aftenkaffe an til os med småkager og æblekage med flødeskum.

Vi blev gift et år senere, og til sommer kan vi fejre diamantbryllup. Da vi holdt guldbryllup, havde vi lejet en bus, og midt under festen tog vi hele familien med ud til Bovbjerg og så solen gå ned. Jeg kan huske, at vores yngste barnebarn sagde, at det var, fordi det var her ”farmor og farfar blev kærester”. Den aften var solnedgangen sjældent smuk ved Bovbjerg, og det var en gave at stå her med vores familie. 

Benny fortæller: Luften dampede - også af kærlighed

Benny Andersen fortæller, hvordan han friede til Elisabeth.

Vandet var lunkent på den behagelige måde, og det dampede i luften, da jeg friede til Elisabeth. Det var i slutningen af maj i 2004, og vi befandt os i Den Blå Lagune på Island - ikke så langt fra Reykjavik. Elisabeth og jeg var taget derop på ferie.

Faktisk havde vi vundet rejsen. Jeg havde været der flere gange for at arbejde og optræde sammen med Poul Dissing, og nu ville jeg gerne vise hende øen, som jeg holder meget af. Vi havde taget badetøj på og sad der i lagunens vand. Fordi det endnu ikke var blevet sommer, var luften kølig, og vi lagde os på knæ i det lune vand for at holde varmen. 

Mens jeg sad der, kom jeg til at tænke på den der gamle vittighed med ”er der ikke noget, jeg kan foretage mig, når jeg nu er hernede”. Og så spurgte jeg, om hun ville gifte sig med mig. Hun sagde ufortrødent ”ja, det vil jeg gerne”, og vi var naturligvis begge meget glade. Det var nok ikke udelukkende af kærlighed, at luften dampede, men dampede, det gjorde den.

Om aftenen spiste vi på Restaurant Perlan i Reykjavik. Jeg tror, vi fik noget fisk og vin for at fejre det. Hun fik ikke nogen ring. Jeg har aldrig kunnet fordrage at gå med ring. Mit frieri var spontant, men jeg var godt klar over, at vores forhold ikke bare var forbigående. Vi blev faktisk bare mere og mere forelskede i hinanden. Så derfor gav det mening at fri. 

Vi havde kendt hinanden i godt et år, da jeg friede. Da vi mødte hinanden, boede Elisabeth i Vejle og arbejdede som jurist i Odense. Hun havde det sådan, at hvis vi skulle flytte sammen, skulle vi også gifte os. Hvis hun skulle flytte over til mig i Virum og sige sit gode job op, ville hun ikke bare være Benny Andersens kæreste. Vi blev gift på Rådhuset i Lyngby den 27. august. Det var kun os to. Når det ikke er første gang, man bliver gift, og når man har en vis alder, gør man ikke noget stort nummer ud af det. Elisabeth kan huske, at jeg havde et lyst jakkesæt på, og hun var i en hvid kjole fra Ivan Grundahl. Hun er min påklæderske. Bagefter spiste vi en god frokost.