Det var med tårer i øjnene, at skuespiller Peter Mygind for fire år siden forlod sin dengang 20-årige søns nye lejlighed. Dagen var gået med at flytte sønnens ejendele, og nu var Peter Mygind på vej hjem til familiens treetagersvilla i Charlottenlund nord for København.
Peters svigermor boede stadig på anden sal, svogeren med sine to børn på første sal, og han selv boede med hustruen, journalist Lise Mühlhausen, og den yngste søn, Valdemar, i stuen. Men den ældste søn, Julius’, værelse var nu tomt.
”Det var et rørende øjeblik at sige farvel til min søn, da han flyttede hjemmefra. For i det øjeblik vidste jeg, at han begyndte på et nyt kapitel i sit liv uden far og mor på sidelinjen. I 20 år har vi spist morgenmad og aftensmad sammen, jeg har kørt ham til basketballtræning og hentet ham fra byen om natten. Alt det sluttede brat,” siger Peter Mygind, der husker øjeblikket som meget ambivalent.
For selvom det var vemodigt at kigge ind på sønnens tomme værelse, føltes det samtidigt helt naturligt.
”Han var blevet 194 centimeter høj, så det var vist også på tide, at han stod på egne ben,” griner Peter Mygind.
”Det var ikke længere en ung dreng, men en fuldvoksen mand, vi havde boende. På den måde føltes det helt rigtigt, og det er enormt vigtigt, at man som forældre giver slip og lader børnene drage deres egne erfaringer og lære at tage ansvar for deres eget liv.”
I dag, fire år efter at sønnen flyttede, smider Peter Mygind og hans hustru stadig alt, hvad de har i hænderne, og rydder kalenderen, hvis der tikker en sms-besked ind fra ham, hvor han spørger, om de giver formiddagskaffe eller aftensmad. På trods af sønnens fysiske fravær er kærligheden fuldkommen den samme, forsikrer Peter Mygind.
”Forholdet til ens barn ændrer sig overhovedet ikke, og hvis Julius er ulykkelig eller har udfordringer, så fylder det stadig det samme for mig. Uanset om han er 7 år, 24 år eller for den sags skyld 42 år, er man lige så medlevende i hans liv. Selve relationen er den samme, den har bare fået et nyt udtryk, fordi han ikke længere er synlig i hverdagen.”
Efter en årrække med hjemmeboende børn kan det for mange forældre være en svær omstilling i tilværelsen, når børnene flyver fra reden, mener psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard, der har arbejdet med familierelationer i mere end 15 år og skrevet to bøger om familiefred.
Der kan nemlig opstå et tomrum i forældrenes selvbillede, fordi deres identitet i høj grad har været bundet op på forældrerollen. Samtidig kan der opstå et konkret tomrum i ens hverdag, når man ikke længere skal sørge for mad, transport og hvad der ellers kan være af praktiske opgaver som forældre. Hos visse forældre vil der også opstå en frygt for at miste den tætte forbindelse til barnet, fortæller hun.
”Visse forældre kan frygte, at det er de praktiske foranstaltninger som eksempelvis måltiderne, der har samlet familien. De forsvinder, når barnet flytter, og så sidder forældrene tilbage med en panikfølelse, fordi de pludselig bliver i tvivl, om der er etableret et ordentligt følelsesmæssigt forhold.”
Det er særligt for den såkaldte generation X (født 1960-1975), at afskeden med børnene kan være særlig smertefuld. De er blevet forældre i en relativt sen alder og dyrker deres børn i en voldsom grad.
”For denne generation er børnene blevet et projekt i sig selv. I dag drøner vi forældre rundt fra fredag til søndag for at holde børnene aktiveret. Da vi var små, måtte vi beskæftige os selv. Børnene er blevet fundamentet for familielivet, hvor det tidligere var partnerdannelsen, der var i centrum,” siger Camilla Carlsen Bechsgaard.
Tal fra Danmarks Statistik viser da også, at der er sket en voldsom stigning i antallet af par, der går fra hinanden, efter at de har fejret sølvbryllup og har rundet de 50 år. Det hænger sammen med, at parforholdene i mange tilfælde bliver skrøbelige, når børnene flytter hjemmefra.
”Det voksne parforhold er aldrig blevet dannet, fordi det hele har handlet om børnene. Så kan det pludselig blive en udfordring at holde sammen, når de følelsesmæssige magneter forsvinder,” siger Camilla Carlsen Bechsgaard.
Peter Mygind talte for nylig med en ven, som netop var blevet skilt fra sin kone, efter at børnene var flyttet hjemmefra. Da de pludselig ikke havde hjemmeboende børn, gik det op for dem, at de hver aften sad i hver sit rum og lavede hver deres ting. Men den potentielle udfordring har ikke været aktuel hos Peter Mygind og hustruen.
”Vi har altid været gode til at dyrke hinanden og gøre ting sammen, så det er ikke kommet som et chok for os. Det er nærmere blevet en gave til ægteskabet, for den tid, jeg før brugte på mine børn, kan jeg nu bruge med min kone. Efter aftensmaden plejede jeg at spille en times fodbold med mine drenge i haven, men nu går Lise og jeg en tur i stedet, og om søndagen tager vi gerne en hel dag på sofaen med serier. Det handler om at finde noget nyt i livet, der er meningsfuldt,” siger Peter Mygind, der erkender, at det kan være en svær opgave.
”At jeg har mødt Lise og fået to børn, har været det absolut mest meningsfulde i mit liv, og der er intet, der når det til sokkeholderne. Det kan være, at man har succesoplevelser i sit arbejdsliv eller møder nye mennesker, der gør en glad, men intet er større end at have børn,” siger han.
Ud over den øgede opmærksomhed på ægteskabet bliver en del af den overskydende energi og tid brugt i sønnens gamle værelse, som er blevet indrettet som træningsrum.
”Vi købte en romaskine, som vi kan tage en tur på, mens vi mindes de skønne stunder med vores søn,” siger Peter Mygind, der også spekulerer i en mere livlig erstatning, når den yngste søn, 18-årige Valdemar, flytter om et par år.
”Jeg har sagt til Lise lidt i sjov, at når Valdemar flytter, så køber jeg en hund, som jeg kan løbe og lege lidt med en gang imellem. Så kan hundens lille skub med snuden erstatte den lammer, som min søn plejer at give mig, når han siger godmorgen,” griner Peter Mygind.
Peter Mygind fortæller, at Julius’ fravær i villaen har været lige hårdt for ham og hustruen, og det er ganske naturligt, mener mandeforsker og lektor ved Roskilde Universitet Kenneth Reinicke.
”Historisk har det givet et større identitetsskifte for mødrene, at børnene ikke længere har brug for dem i samme grad, men forskellene er ved at udligne sig. Faderrollen har udviklet sig, og i dag er fædre mere nærværende og engagerede end tidligere. De er blevet mere bevidste om balancegangen mellem familie og arbejde, og de frygter at gå glip af et tæt og kærligt forhold til børnene, hvis de kun prioriterer karrieren,” siger Kenneth Reinicke, der oplever, at visse mænd retter blikket mod sportens verden, når børnene flytter ud.
”Man hører ofte om den her midaldrende mand, der pludselig køber en dyr racercykel eller skal gennemføre en ironman. Nogle gør det, fordi der pludselig er tid til at kaste sig over nye projekter, hvor man kan prøve sig selv af, og andre gør det for at kompensere for den smerte og det afsavn, der opstår, når børnene smutter.”
For 61-årige Erik Svendsen, der er lektor i dansk litteratur ved Roskilde Universitet, var det oplagt at ty til kunsten og kulturen for at håndtere afsavnet, da datteren for to år siden flyttede på højskole. Men han kom hurtigt til den erkendelse, at der ikke var meget hjælp at hente her.
”Jeg ville bruge kunsten til at se, hvordan andre beskrev følelsen, og få et modspil, men jeg kom til kort. Der er ganske få bøger, film og sange, der tematiserer det tomrum, der opstår hos forældrene, når børnene flytter hjemmefra, hvilket tyder på, at det er et tabu. De følelser, der knytter sig til adskillelsen, er hverken smarte eller sexede. Det er en dårlig historie at fortælle, fordi det er pinligt at blive forladt. Til gengæld kan man brolægge en vej til Rom med fortællinger, der handler om frigørelsen. Vi er alle børn af en modernitet, som forherliger opbruddet, men når børnene flytter hjemmefra, er det dig, som bliver forladt, hvilket forhindrer dig i at handle som et moderne menneske.”
Da Erik Svendsen talte med sine venner om sorgen, nikkede de genkendende til den, men de var ikke meget for at tale yderligere om den. I 2014 skrev han et debatindlæg om emnet, og i det offentlige kommentarspor til artiklen fik han at vide, at det var noget ”sentimentalt bavl”. I sin private indbakke modtog han til gengæld rørende beskeder fra andre, der havde det på samme måde, fortæller han.
”Fordi det er et tabu, er man nødt til selv at arbejde med sorgen, men det ville da være fint, hvis vi kunne forholde os mere kollektivt til følelserne og finde hjælp i eksempelvis litteraturen. Adskillelsen fra barnet er jo et objektivt vilkår, og det må aldrig blive en neurotisk fiksering af, at barnet skal komme hjem. Tiden læger alle sår, men det ændrer ikke ved det faktum, at jeg savner min datter.”
At tiden læger alle sår, har Peter Mygind kunnet mærke. Siden Julius flyttede hjemmefra for fire år siden, har savnet været aftagende.
”Jeg accepterede og omfavnede sorgen, men nu er jeg kommet videre, og en ny epoke i forholdet til vores søn er begyndt,” siger Peter Mygind, der har et lille håb om, at hele familien engang genforenes under samme tag.
”Min og Lises helt store drøm er, at vores børn en dag får lyst til at flytte tilbage i villaen i Charlottenlund, når de selv har stiftet familie.”