Kåre Gade: Fruen antyder, at jeg er en konfliktsky idiot

Fruen antyder, at jeg bør træde i karakter og klage. Hun antyder også, at jeg sikkert ikke vil gøre det, fordi jeg er en konfliktsky idiot, der ikke kan finde ud af at brokke mig

Kåre Gade skriver hver uge klummen "I mellemtiden" i Kristeligt Dagblad. Foto: ANDREW ATKINSON
Kåre Gade skriver hver uge klummen "I mellemtiden" i Kristeligt Dagblad. Foto: ANDREW ATKINSON. Foto: ANDREW ATKINSON .

Vi sidder på en restaurant i lufthavnen, fordi lufthavnen er indrettet, så man kun kan sidde ned, hvis man gør det på en restaurant. Jeg rækker fruen et menukort.

“Jeg er ikke sulten,” siger hun.

“Det var heldigt. Menukortet har kun retter til folk, som ikke er sultne,” siger jeg.

Fruen er rejsetræt og har forvandlet sig til en latent aggression på udkig efter en konflikt. Min plan er at give hende vin og få hende om bord i flyet, så hun kan falde i søvn, inden hun finder den.

Jeg går op til baren og betaler for nogle småretter og to glas hvidvin. Jeg sætter mig ved bordet, lukker øjnene og forsvinder ind i mig selv. Fruen rører ved min arm.

”Der er gået en halv time,” siger hun.

Jeg kigger op.

”Siden du bestilte,” siger hun.

Vi er gået ind på en restaurant og har betalt for noget mad, som vi ikke havde lyst til, men som vi heller ikke har fået. Jeg overvejer, om det er godt eller skidt.

”De har glemt dig,” siger fruen.

Jeg fornemmer, at hun synes, jeg bør træde i karakter og klage. Jeg fornemmer også en antydning af, at jeg sikkert ikke vil gøre det, fordi jeg er en konfliktsky idiot, der ikke engang kan finde ud at brokke mig, når jeg har betalt for en tallerken hvidløgsrejer uden at få dem. Hvilket ikke er helt forkert.

”Giv dem lige fem minutter mere,” siger jeg og håber, at problemet løser sig selv i mellemtiden. Det gør det ikke.

”Hvis ikke du klager, gør jeg det,” siger fruen.

Det er et scenario, jeg ikke har lyst til at opleve. Jeg kalder på en ung, kvindelig tjener og viser hende kvitteringen.

”Vi bestilte for en halv time siden,” siger jeg.

Det tager et stykke tid for hende at bearbejde oplysningen. Imens flakker hendes blik mellem mig, kvitteringen og den bistert udseende kvinde på den anden side af bordet.

”Det er på vej,” siger hun.

Det er tydeligvis løgn. Jeg ser nervøst på fruen.

”Hvor lang tid kan det tage at varme fem rejer?”, siger hun.

”Jeg skal spørge køkkenet,” siger tjeneren og skynder sig væk.

”Vi kommer for sent til vores fly,” råber fruen efter hende.

En anden tjener kommer hen til bordet, sætter sig på hug ved siden af fruen og undskylder med dæmpet stemmeføring og konstant øjenkontakt. Rygtet om den vege mand med den vrisne kone har fået restaurantens ekspert i kundehåndtering på banen. Maden kommer nu, siger hun, og vi vil få pengene tilbage.

”Pengene tilbage! Det var da ok,” siger jeg for ligesom at gyde olie på vandene.

”Det var kun, fordi jeg blev sur,” siger fruen.

”Det er derfor, jeg elsker dig,” siger jeg.

Da vi har spist, kommer den første tjener og spørger, om vi ønsker en kop kaffe.

Jeg ser på uret og siger ja tak.

”Og også et glas vin mere, tak,” siger fruen.

Jeg kigger på pengene, vi har fået tilbage. Det er jo nærmest en gratis omgang.

”Så tror jeg, jeg tager en whisky,” siger jeg og tilføjer: ”En dobbelt.”

Roen sænker sig. Da vores fly begynder at boarde, beder jeg om regningen.

”Kaffen og drikkevarerne er på vores regning,” siger tjeneren.

”Virkelig?”, siger jeg overrasket.

”Kan du se, det betaler sig at blive sur?”, siger fruen, da vi går til gaten.

Mens flyet letter, dæmrer det for mig, at vi fik tilbudt en kop kaffe og kvitterede med at kræve vin og whisky oveni. Jeg forestiller mig, hvad de har sagt om os ude i køkkenet.

”Jeg havde altså ikke bestilt en dobbelt whisky, hvis jeg havde vidst, at det var på restaurantens regning,” siger jeg.

Jeg synes, jeg hører fruen sige ”idiot”. Men det kan ikke passe, for hun er allerede faldet i søvn.