Kåre Gade: Omsorg i forbindelse med sygdom er ikke noget, vi dyrker i vores familie

Fruen er en uge inde i sæsonens første forkølelse og tilbringer aftenerne med at pudse næse, se fjernsyn og lune sig ved forventningen om, at jeg er den næste, der bliver syg, skriver Kåre Gade

Kåre Gade skriver hver uge klummen "I mellemtiden" i Kristeligt Dagblad.
Kåre Gade skriver hver uge klummen "I mellemtiden" i Kristeligt Dagblad. . Foto: ANDREW ATKINSON .

”Hold kæft, hvor er jeg træt af at være snottet,” siger fruen og smider aftenens femte papirlommetørklædekugle over på sofabordet.

Jeg kigger misbilligende på lommetørklædet. Hun ser det.

”Bare vent, til det bliver din tur,” siger hun.

Fruen er en uge inde i sæsonens første forkølelse og tilbringer aftenerne med at pudse næse, se fjernsyn og lune sig ved forventningen om, at jeg er den næste, der bliver syg.

Vi har ikke set tv hele sommeren, men takket være forkølelsen er vi hastigt ved at indhente landsgennemsnittet for fjernsynskigning.

I aften er vi nået tre afsnit ind i en serie, som med fruens ord er lige vores slags underholdning. Jeg antager, at det er ironisk ment. Serien handler om en kvinde, som opdager, at hendes mand er utro, og så bliver de skilt. Bortset fra, at de efter tre pinagtige afsnit stadig ikke er blevet det.

Serien er fuld af kategoriske påstande som ”der er to slags mænd: dem, du ved, er utro, og dem, der er dygtigere til at skjule det”. Det er en type anklager, som det efter min erfaring er klogest ikke at gøre indsigelse mod på sit køns vegne. I slutningen af det tredje afsnit fortryder konen og beslutter at blive hos manden.

”Ha! Det holder jo tydeligvis ikke,” siger fruen og nyser.

”Der er fem afsnit, og de kan ikke blive skilt før i det sidste. De er nødt til at trække det i langdrag,” siger jeg.

Hun pudser næse, længe og voldsomt.

”Argh. Har jeg sagt, at jeg hader at være forkølet?”, siger hun.

”Du har nævnt det. Har du tænkt på, om det kan være en mandeforkølelse, du har fået?”, spørger jeg.

Omsorg i forbindelse med ikke-livstruende sygdomme er ikke noget, vi dyrker i vores familie.

”Antyder du, at jeg klager mig? Vent bare, til du får den,” siger hun og lyder, som om tanken gør hendes forkølelse det hele værd.

Jeg siger ikke noget. Jeg har besluttet, at hvis jeg ignorerer smittefaren, går jeg måske ram forbi. Især hvis jeg samtidig vasker hænder hver time og undgår direkte fysisk kontakt med patienten.

Næste morgen er jeg stadig ikke forkølet. Til gengæld har jeg hold i nakken, hvilket ser ud til at hjælpe på fruens humør.

”Hvor ondt gør det?”, spørger hun interesseret.

”Jeg kan ikke tåle at sidde og se så meget fjernsyn. Jeg er ude af form,” siger jeg.

Jeg beslutter at løbe en tur for at se, om det hjælper. Efter en kilometer står det klart for mig, at jeg også er ude af form, når det gælder løb. Jeg føler mig tung og gammel og er begyndt at svede, da jeg pludselig hører en frygtelig lyd. Jeg stopper. Den holder op. Jeg løber, og lyden kommer tilbage: Ved hvert skridt klasker det højt under den ene overarm.

”Har du det bedre?”, spørger fruen, da jeg kommer hjem.

”Nej, værre. Det klasker under min venstre arm, når jeg løber,” siger jeg.

”Det kender jeg godt,” siger fruen.

”Det gør det ikke bedre. En svedig rødvinspat, der klasker mod en slap biceps, hvor maskulint er det lige?”, siger jeg.

”Er det meningen, jeg skal svare?”, spørger fruen.

”Og hvorfor kun i venstre side?”, siger jeg.

Hun ser undersøgende på mig.

”Det er din skæve rygsøjle. Din venstre skulder hænger mere end den højre,” siger hun.

”Tak, nu har jeg det meget bedre,” siger jeg.

”Måske er det kun et spørgsmål om tid, før din højre side også begynder at klaske?”, siger hun.

Jeg forsøger at komme i tanke om en passende spydighed, men overmandes af en stærk kildren i næsen. Jeg nyser højt.

”Så, nu begynder det,” siger fruen begejstret.

”Jeg kan mærke, du har det bedre. Gider du trække mig ud bagved og skyde mig?”, siger jeg.