Fysioterapi eller kiropraktik, når kroppen gør vrøvl?

Samarbejdet mellem kiropraktorer og fysioterapeuter er i dag væsentligt bedre end tidligere, påpeger eksperter. Kun en grundig udredning vil kunne afgøre, hvilken behandling den enkelte patient har bedst af

Om det er en kiropraktor, som på billedet, eller en fysioterapeut, der kan hjælpe med eksempelvis rygsmerter, er ofte op til et individuelt skøn. -
Om det er en kiropraktor, som på billedet, eller en fysioterapeut, der kan hjælpe med eksempelvis rygsmerter, er ofte op til et individuelt skøn. - .

Hold i nakken, kroniske smerter i lænden eller et knæ, der gør ondt, når man løber. Der kan være mange årsager til at søge hjælp hos enten en kiropraktor eller fysioterapeut. Men hvornår det er en fordel at søge behandling hos henholdsvis den ene eller den anden, kan være svært at vide for lægmand.

Tidligere kunne man opleve, at forholdet de to faggrupper imellem var belastet af, at de hver især mente at have de bedste løsninger for alle patienter - den faglige respekt for hinanden var som følge deraf ikke altid voldsomt stor. Men det har ændret sig, og i dag arbejder fysioterapeuter og kiropraktorer mange steder sammen side om side i klinikker og praksisser.

Jan Hartvigsen, kiropraktor, professor og forskningsleder på Institut for idræt og biomekanik på Syddansk Universitet, er en af dem, der bekræfter, at de tidligere så skarpt optrukne faggrænser mellem kiropraktik og fysioterapi i dag er blevet mere udviskede.

”I det danske sundhedsvæsen praktiserer man jo på et evidensbaseret grundlag, og en del af den evidens, der foreligger, er fælles gods for kiropraktorer og fysioterapeuter. Det er også mange af de samme patienter, som henvender sig begge steder, og mange behandlingstiltag vil i dag også være de samme,” siger han.

Han påpeger, at det for kiropraktikkens vedkommende især er to ting, der har været med til at udvikle faget.

”I 'gamle dage' havde kiropraktorer et noget belastet ry, og behandlingsmetoderne blev af mange anset for det rene kvaksalveri. Det har ændret sig, efter at kiropraktoruddannelsen i 1994 blev en femårig universitetsuddannelse, hvor de studerende de to første år deler 85 procent af deres fag med de medicinstuderende. Derudover begyndte man i samme ombæring at forske intensivt inden for faget,” siger Jan Hartvigsen.

Den udvikling betyder blandt andet, at forestillingen om, at man kun går til kiropraktoren for at få kroppen til at sige knæk og bræk, og kun til fysioterapeuten, når man skal have massage og lave øvelser, er forældet. Ifølge Jan Hartvigsen bør fokus da også ligge et helt andet sted.

”Patienterne kommer med smerter, og fordi de er utrygge. Her er det vigtigt, at en kompetent behandler kan finde ud af, hvad der er den rigtige behandling til den enkelte. Det er ikke en konkurrence, men et samarbejde, og både fysioterapeuter og kiropraktorer vil i dag ofte henvise til hinanden, hvis de vurderer, at det er det rigtigste. I dag er den praktiserende læge faktisk den, der har den mindste ekspertise, når det gælder smerter og funktionsnedsættelse i muskler og led. Her vil jeg til hver en tid anbefale, at man opsøger en kiropraktor eller en fysioterapeut,” siger Jan Hartvigsen.

Karsten Thorø, der er fysioterapeut og udviklingskoordinator på fysioterapeutuddannelsen i Aarhus, er enig i, at det kan være umuligt på forhånd at vurdere, om man bør have behandling hos en fysioterapeut eller en kiropraktor.

”Her på fysioterapeutuddannelsen lærer de studerende, at man skal afdække alle områder hos patienten, før man beslutter sig for en eventuel behandling. Hvis man konstant har låste led, der i virkeligheden bunder i, at man har stress, fordi man for eksempel har for mange opgaver på arbejde, nytter det ikke uden videre at give sig i kast med at massere nakkens muskler, selvom det er der, smerten sidder, fordi det jo ikke er kilden til problemet. Man skal se på hele mennesket og det brede perspektiv, før man vælger behandling og går i gang med den, og det er mit indtryk, at kiropraktorerne langt hen ad vejen har tillagt sig den måde at agere på,” siger han.

Fysioterapeuter lærer på grunduddannelsen at mobilisere leddene, men ikke manipulation af leddene, som mange forbinder med det, kiropraktorerne gør. Men ifølge Karsten Thorø efteruddanner en del fysioterapeuter sig på området, så de også kan tilbyde den slags behandling. Men ellers handler det om at tage udgangspunkt i udredningen af hver enkelt patient og se på, hvilken behandling han eller hun bedst drager nytte af. Vurderes det af en fysioterapeut, at en kiropraktor vil kunne give den mest hensigtsmæssige behandling eller omvendt, er det en pligt at henvise videre, mener han.

”Som borger skal man stille det krav til sin behandler, at man inddrages i de ræsonnementer, der lægges til grund for behandlingen, man tilbydes. Hvis det hedder sig, at sådan gør behandleren, fordi 'det plejer man', vil jeg overveje grundigt, om jeg så ikke skulle finde et andet sted at søge hjælp,” siger Karsten Thorø og fortsætter:

”Både fysioterapeuten og kiropraktoren bør have forskellige værktøjer i arbejdstasken. Motivering, træning, udspænding, samtale, mobilisering og manipulation for at nævne nogle. Jo flere redskaber, jo større muligheder er der for, at den enkelte patient får den rette behandling. Men det begynder alt sammen med en grundig undersøgelse og efterfølgende faglige overvejelser i krydsfeltet mellem undersøgelsens konklusion, relevant behandling og patientens ønsker og ressourcer,” siger han.