Der er grænser for godhed, når jeg sorterer affald

Min bedre halvdel er norsk, og havde han været i mit sted, var emballagen skuret for længst og hængt til afdrypning. Selv den mindste soya-plasticflaske fra en omgang take away-sushi rengør han uden et kny, skriver Nanna Schelde. Foto: Leif Tuxen

For mit indre blik ser jeg plastik-øer på størrelse med Frankrig duve rundt i Nordatlanten.

Jeg bliver nødt til at vaske fiskeemballagen meget grundigt, hvis den skal ligge i spanden ovre i hjørnet. Jeg ved, at det bliver en opgave. Og lige nu har jeg slet ikke lyst til at få fingrene i fiskeskæl og torskeslim, skriver Nanna, der ellers bestræber sig på at sortere sit affald korrekt

Vi har fået torsk til aftensmad, og plastikbakken, som den var pakket ind i, ligger i vasken. Emballagen er lettere slimet, og så lugter den af fisk på den dårlige måde.

Som jeg står der, må jeg sige, at jeg i dén grad føler for at liste den ned i affaldsposen lige under vasken, så fiske-odøren forsvinder, når jeg om lidt går ned med skraldet. Og så har jeg ét problem mindre. Eller har jeg?

Jeg skæver over mod hjørnet. I køkkenet har vi faktisk en spand, der er beregnet til netop hård plast, og som vi tømmer cirka hver 14. dag. Når den er fyldt, kan jeg gå ned fra 4. sal og hælde dens indhold i en tilsvarende container i gården.

Og jeg går ud fra, at kommunens folk derefter kommer i en lastbil og henter alle de tomme plasticflasker med vaskemiddel og spiste spande med Skyr og kører dem hen til paradiset for plastik. Der, hvor man kan tage hånd om det, genbruge det og omsmelte det på den mest miljøvenlige måde. Så jeg kan føle mig som et bedre menneske.

Problemet er bare, at jeg bliver nødt til at vaske fiskeemballagen meget grundigt, hvis den skal ligge i spanden ovre i hjørnet. Jeg ved, at det bliver en opgave. Og lige nu har jeg slet ikke lyst til at få fingrene i fiskeskæl og torskeslim.

Og hvad med vandforbruget?

I forhold til mængden af vand og sæbe, det vil kræve at skrubbe den ren, kan det så overhovedet betale sig på bundlinjen?

En enkelt plastikbakke skader vel heller ikke så meget, tænker jeg. Og får dårlig samvittighed.

For mit indre blik ser jeg plastik-øer på størrelse med Frankrig duve rundt i Nordatlanten, fordi så meget plastik bliver dumpet i naturen og i havene. Jeg ser billeder af døde fugle og fisk med presenninger og indkøbsposer i mavesækken. Historier om mikroplastikpartikler i fødevarer og skønhedsprodukter er også lige oppe og vende. Skal min lille datter vokse op i det?

Jeg vasker stadig ikke fiskebakken.

Min bedre halvdel er norsk, og havde han været i mit sted, var emballagen skuret for længst og hængt til afdrypning. Selv den mindste soya-plasticflaske fra en omgang take away-sushi rengør han uden et kny.

Jeg tror, det ligger i hans rene norske dna. Hos min svigermor i Norge er bryggerset nærmest omdannet til en genbrugsstation, hvor vaskede emballager tørrer inden deres videre rejse.

Selv er jeg egentlig også meget godt opdraget, når det kommer til affaldssortering.

Ligesom jeg er god til at påpege, når andre med deres adfærd er ødelæggende for miljøet og vores fælles klode. Sådan en politisk korrekt type, som folk kan have lyst til at slå med en slimet torsk.

Som barn tvang jeg i en periode alle i min familie til at tage en spand med i brusebad, så vi kunne bruge det opsamlede vand til at skylle ud i toilettet med.

Og senere hev jeg med anklagende mine prompte de syltetøjs- og pestoglas op igen, som min daværende sambo smed i dagrenovationen. Her på redaktionen har jeg flere gange i strømbesparende øjemed slukket de computere, som folk var for travle eller dovne til at lukke ned, inden de gik hjem.

Nu er det mig selv, der er tæt på at begå genbrugshybris. Og det er ikke første gang.

Jeg lader fiskebakken ligge i vasken indtil videre.

Hvis jeg venter længe nok, tager Nordmanden sig nok af det.