Billedkunstner: Da jeg fik tanker om at slå min familie ihjel, bad jeg om at blive indlagt

”Min sygdom har lært mig, at jeg har brug for at have større overbærenhed med andre og med mig selv. Den overbærenhed tror jeg, at man kan stimulere ved at stå ved ens svaghed,” siger billedkunsteren Per Hillo. Foto: Mette Frandsen

Tanken om, at jeg slog min familie ihjel, var så stærk, at jeg ikke turde andet end at bede om at blive indlagt. Mit ønske var, at de skulle låse mig inde.
Per Hillo

Billedkunstneren Per Hillos liv blev som en gyserfilm med tvangstanker, da han forsøgte sig med selvhypnose. Da hans liv syntes at ramme et nulpunkt, fandt han en ny vej

Stressymptomerne havde været der længe. Som succesfuld iværksætter i den kreative branche havde Per Hillo nærmest konstant en følelse af at være bagud. Det var hans designs, som blev sat i produktion og solgt med god succes til Europa, men med 20 ansatte i brugskunstvirksomheden var der meget andet end de kreative opgaver at se til.

På jobbet voksede bunkerne, og i hjemmet i Slagelse voksede konflikterne, mens Per Hillo følte sig mere og mere slidt. Da han en dag læste om muligheden for selvhypnose, tænkte han, at den alternative behandlingsform måske kunne være et redskab til at finde den balance, han higede efter. En slags hurtig hjælp til selvhjælp, som kunne presses ind i hans program.

”På kurset lærte vi at komme i kontakt med vores underbevidsthed. Det viste sig, at jeg var rigtig god til det, og underviseren opfordrede mig til at gå længere ned, hvilket jeg gjorde, og fra da af havde jeg det som om, at jeg var med i en gyserfilm,” siger Per Hillo og fortæller om de angstanfald, han begyndte at lide af efter kurset.

Kulminationen kom den aften, hvor han fik en tanke om, at han skulle slå sin kone og datter ihjel. Den 43-årige iværksætter flygtede ud i sin bil og kørte ned til byens psykiatriske sygehus, hvor han bad om at blive indlagt.

”Tanken om, at jeg slog min familie ihjel, var så stærk, at jeg ikke turde andet end at bede om at blive indlagt. Mit ønske var, at de skulle låse mig inde. De fik fat i en overlæge, som talte med mig og heldigvis forstod, hvor langt ude jeg var,” siger han.

I dag er det 15 år siden, at Per Hillo blev indlagt på det psykiatriske sygehus i Slagelse og siden overflyttet til Rigshospitalet. Han er fyldt 58 år og har siden sammenbruddet arbejdet sig hen mod en hverdag med mindre pres.

Han fortæller, hvordan han den første tid efter indlæggelsen cyklede ud til sin virksomhed og forsøgte at drive den videre, for han havde ikke overskud til at erkende, hvor syg han var. Under hans indlæggelse gik virksomheden dog konkurs, og det stod klart, at hans ægteskab ikke kunne reddes. Den økonomiske og menneskelige nedtur blev samtidig begyndelsen til et forandret liv.

”I Slagelse kunne man ikke rigtig hjælpe mig, hverken med medicin eller terapi, og jeg husker, hvor bekymret jeg blev, da jeg hørte, at jeg skulle overføres til Rigshospitalet. Når du sidder på en psykiatrisk afdeling uden en diagnose, ser du på de andre indlagte og overvejer, hvordan din fremtid ser ud,” siger han.

Farveblyanter og papir blev hans bedste ven i de måneder. Han opdagede, at han, når han tegnede, fik en slags ro og kunne koble af fra den gyserfilm, som han stadig oplevede, han var en del af. På Rigshospitalet blev han blandt andet mødt af overlæge Tom Bolwig, som vurderede, at han led af OCD, som er en psykiatrisk lidelse med tilbagevendende tvangstanker. Foruden terapi fik han ordineret Sertralin, som også er kendt som lykkepiller.

”Jeg priser mig lykkelig for det stof. Uden det havde jeg måtte sidde i et lille rum med mine tvangstanker, men med Sertralin oplevede jeg, at jeg langsomt kunne finde tilbage til mig selv og få fred for de opslidende tanker,” siger han.

Efter et halvt års indlæggelse var han tilbage i Slagelse. Han undgik en personlig konkurs ved at afhænde den store villa og dyre bil, og i stedet lejede han en lille lejlighed i byen, så han kunne være tæt på sin datter, forældre og søskende.

”Den første investering, jeg foretog, var, at jeg fik indrammet nogle af de tegninger, som jeg havde lavet, mens jeg var indlagt. Jeg boede oven på en café, hvor man godt ville udstille dem, og til min forbløffelse blev de alle sammen solgt,” siger han.

Det blev startskuddet til et liv som kunstner med en omsætning i million-klassen. Han har en række udsmykningsopgaver for større virksomheder bag sig og har kommerciel succes, men nogle kritikere siger, at hans billeder ikke er kunst, men dekoration. Han slår ud med armene og smiler. For ham er det vigtigste ikke kritikernes anerkendelse, men det nye liv, han har fået. Han kalder billederne ”kunst fra hjertet”.

”Hvis jeg kan være med til at sprede kærlighed og glæde med mine billeder, så er jeg glad. Personligt er jeg utrolig taknemmelig for, at jeg har fundet en måde at leve på, hvor jeg undgår den belastning, som gjorde mig syg,” siger han.

"Når du sidder på en psykiatrisk afdeling uden en diagnose, ser du på de andre indlagte og overvejer, hvordan din fremtid ser ud," siger Per Hillo Foto: Mette Frandsen

Per Hillo voksede op i Slagelse i et hjem med tæt tilknytning til den katolske kirke. Kirken var en naturlig del af hans opvækst, og som dreng var han også aktiv i FDF. Hans forældre er stadig engagerede i den katolske menighed i Slagelse, og han har stor respekt for deres tro, men han har ikke selv kunnet finde inspiration af den vej.

”Det er jo moderne at råde folk, som kæmper med stress og er nedtrykte, til at meditere. Det råd har jeg også fået mange gange, men jeg holder mig langt væk fra det efter den utrolig dårlige oplevelse, jeg havde med selvhypnosen. Men når jeg står om natten i mit galleri og maler, så nærmer jeg mig måske, hvad man kan kalde en meditativ tilstand, men jeg vil aldrig ønske at søge ind i mig selv, som man gør i en meditation,” siger han.

I den lange periode op til sammenbruddet, hvor han kæmpede med stress og nedtrykthed, talte han ikke om problemerne. I dag har han valgt en mere åben tilgang. Han fortæller om den dag, hvor han havde været på apoteket efter Sertralin og delte et billede af medicinen på Facebook. Han fik 700 kommentarer.

”Jeg skrev, at jeg takkede Gud for, at det stof findes, for mit liv havde ikke kunnet fungere uden. Rigtig mange andre delte også billeder af deres medicin. Jeg tror, meget er vundet den dag, vi får en generel åbenhed omkring, at vi ikke er så perfekte, som vi ønsker at give indtryk af. Min sygdom har lært mig, at jeg har brug for at have større overbærenhed med andre og med mig selv. Den overbærenhed tror jeg, at man kan stimulere ved at stå ved ens svaghed,” siger han.

Det kan lyde let, men det er det ikke. Han fortæller om den aften i efteråret, hvor han skulle holde et foredrag om angst sammen med forfatteren Lizl Rand. Selv om han har haft udstillinger i blandt andet New York, Hong Kong, Cannes og Dubai, satte angsten sig på ham den aften, så han måtte give ordet til Lizl Rand.

”Der var så meget angst i lokalet, men efter at have sundet mig, kunne jeg gå på og fortælle min historie og på en ikke så behagelig måde viste den aften, at sårbarheden er noget, jeg stadig bærer med mig,” siger han.