Lars Lilholts barndom endte den første dag efter skolernes efterårsferie i 1968, da han gik i 2. real. Vinduerne til klasseværelset på Hobrovejens Skole i Aalborg stod på klem, så eleverne i 2. real kunne få lidt frisk luft. Da timen i maskinskrivning var ved at være færdig, hørte de et brag, og da det ringede ud til frikvarter, blandede lyden af skoleklokken sig med lyden af ambulancesirener.
Lyden kom fra krydset mellem Hobrovej og Vestre Allé, og Lars Lilholt løb ned mod krydset for at se, hvad der var sket. Han så en smadret rød to-gears Puch, en blodpøl og sin vens knækkede, sorte hornbriller.
Hans mor har siden fortalt, at der gik en uge, hvor han ikke talte, men gik rundt, som var han i trance efter tabet af sin bedste ven. De havde delt drømmen om egen knallert, og op til vennens død havde de sammen kørt på skovvejene ved Aalborgtårnet og mærket det nyanskaffede køretøjs kræfter.
Han husker, at der blev grædt meget ved vennens begravelse, men Lars Lilholts øjne var ganske tørre den dag i kirken. Efter vennens død begyndte at han at skrive. Ikke for sjov.
”Jeg skriver for at give mit liv mening og for at holde håbløsheden i ave,” siger han.
Den 62-åriges evner er omstridte. Han har et meget stort publikum, men i de år, hvor han solgte flest albummer, var førende musikanmeldere enige om at mene, at hans sange var såre banale. Hans musik blev beskrevet som en blanding af Frelsens Hær, lejrbål og 70'er-dansktop. Helt anderledes ser lektor i systematisk teologi Jakob Wolf på Lars Lilholt.
Han har skrevet bogen ”Hvor kommer sangene fra?” om Lars Lilholts univers. Jakob Wolf ser først og fremmest Lars Lilholt som digter. En digter med en resonansbund i noget urdansk og en urfolkelig digter med en instinktiv sans for det guddommelige. Eller det uudsigelige og de erfaringer, som er omkring det. Det er det, vi skal tale om denne formiddag ved langbordet i hjemmet ved Ry i Midtjylland.
”Jeg har aldrig stræbt efter at blive berømt, men jeg har stræbt efter at blive god til at skrive sange. Jeg kan kun skrive på dansk. Det er det sprog, jeg hører med huden, hvor jeg forstår alle nuancerne, betoningerne og pauserne og 1000 års kristendom, som ligger bag nogle af ordene. For mig er dansk hjertesproget,” siger han.
Lars Lilholt ser sig som barn af dansk efterkrigstryghed. Han er født i København, og familien boede de første år i Herlev, men siden flyttede de til Nordjylland, hvor både hans mor og far har rødder. Et rækkehus i en boligforening i Aalborg blev hans barndoms land. Han voksede op som den ældste af fire børn, som kom til verden i løbet af fem år.
Hans mor var korrespondent, og hans far var arkitekt, men da børneflokken voksede, blev moderen hjemmegående. Lars Lilholt kan fortælle om timers leg med de andre børn i boligforeningen.
Hans fars passion var klassisk musik, og han husker de aftener, hvor han faldt i søvn til lyden af sin fars violinspil. Selv fik han lært både at spille klaver, guitar og violin, men drømte om at blive arkæolog. Han smutter op ad trappen og vender tilbage med et øksehoved gjort i flintesten.
”Jeg var 13 år, da jeg rejste til København alene første gang. Jeg tog båden fra Aalborg med den her i tasken, for jeg ville over på Nationalmuseet for at finde ud af, hvor gammel den mon var. Jeg fandt ikke nogen at spørge, men jeg gik rundt og sammenlignede den med det, som var udstillet,” siger han og holder øksehovedet op i lyset.
Øksehovedet er fra tidlig stenalder og en gave fra hans farfar, som voksede op på det fattige husmandssted Lilholt i Hørmested øst for Hjørring. Det er her, han har sit efternavn fra, og var Lars Lilholts barndom ikke endt så dramatisk den dag i 1968, kan det være, at han havde forfulgt drømmen fra drengeårene.
”Efter Ulriks død skiftede jeg miljø fra den ene uge til den næste og blev en del af et progressivt miljø i slipstrømmen af 1968. Der gik Nordkraft i mit liv, og fra jeg var 15, til jeg var 20 år, fyldte stoffer en del. Jeg stoppede, da de andre tog LSD, måske fordi jeg kunne mærke, at det ville min hjerne ikke have kunnet klare, for jeg blev meget påvirket, og til tider blev jeg ret paranoid af de stoffer, jeg tog.”
At Lars Lilholt med Jakob Wolfs ord skulle have en instinktiv sans for det guddommelige, er ikke ord, han selv kan tage i sin mund, men han fortæller om oplevelsen af evigheden ved Gudenåen, som bugter sig der, hvor haven ender.
Og han kan tale om den magi, han fandt, da han som ganske ung første gang stod ved det sted i Betlehem, hvor Jesu krybbe ifølge traditionen stod. Da han var blevet 19 år, ville han gerne rejse ud i verden. En del tog til Indien, men hans mod og penge rakte ikke til den rejse, så han valgte Israel.
”Jeg havde været en tur i Tyskland med skolen og med min familie i Sverige. Israel var det længste væk fra Aalborg, jeg kunne komme for de få tusinde kroner, jeg havde til at rejse, og så kom jeg jo til et land, hvor mange af stednavnene var kendte, fordi jeg har gået i søndagsskole i en årrække.”
Sammen med sin guitar kom han til kibbutzen Maanit. Foruden opholdet i kibbutzen blev det til ophold i Jerusalem.
”Jeg blaffede flere gange fra Jerusalem ud gennem de grønne bakker til Betlehem, fordi jeg godt kunne lide at opholde mig i Fødselskirken. Det var magisk at være på det sted, hvor så mange mennesker er kommet, fordi man siger, at det var her, Jesus blev født. Naturligvis kan man ikke vide, om det passer, men når jeg står der, mærker jeg, hvordan mange mennesker har lagt noget energi på det sted, og det er nok til ,at jeg bliver ramt af ærefrygt,” siger han.
For et par år siden ringede en gammel ven fra kibbutz-tiden og mindede ham om, at de havde været venner i 40 år, og foreslog, at de sammen rejste tilbage til Israel og Betlehem.
”Magien i kirken var den samme, men der var ingen grønne bakker, og i stedet var der den elendige mur,” siger han og henviser til den såkaldte sikkerhedsmur, som Israel har opført.
I Betlehem boede vennerne hos en kristen familie, som viste gæsterne muren og fortalte om de besværligheder, som de oplever som følge af muren. Hjemme igen skrev Lars Lilholt en julesang om Betlehem og muren, og der blev lavet en musikvideo med billeder af muren. Teksten blev oversat til engelsk, og musikvideoen blev delt via sociale medier i Palæstina. Den anderledes julesang om muren og Jesusbarnet kan man i dag finde på muren i Betlehem, hvor teksten er trykt på både dansk og engelsk og underskrevet Lars Lilholt.
”I sangen beder jeg Jesus elske muren ned, så vi kan få fred. For mig er det en måde at udtrykke både håb og desperation på. Tanken kan lyde naiv, men så meget vil blive forandret, hvis der kom fred mellem Israel og Palæstina,” siger han.
Det er ikke kun Israel, han har haft brug for at rejse tilbage til. For snart syv år siden kontaktede Lars Lilholt sin praktiserende læge og bad om at få de gamle journaler fra tre svære år af 20'erne. Han fortæller, hvordan han læste de tætskrevne sider om en ”personlighedsforstyrrelse med karakterneurotiske træk”.
Umiddelbart fremstod Lilholts unge liv ellers ganske vellykket. Han havde taget en læreruddannelse, som han dog ikke havde brugt, for han var optaget af musikken, men en dag da han skulle skære sig et stykke brød og skar sig i fingeren, var det, som om kniven huggede sig ind i ham.
Det lille snitsår blev indgangen til en tid med fobier og mareridt, hvor han kæmpede mod skarpe genstande i sit sind. I den periode turde han ikke gå under vejskilte, for de kunne jo falde ned i ham. At holde en brødkniv kunne gøre ham svimmel.
”Det var en forfærdelig tid, og heldigvis henviste min læge mig til en psykiater i Aalborg, og da jeg først fik tillid til ham, hjalp han mig. Min angst og fobierne var en følge af flere ting og ikke mindst mit store forbrug af stoffer, som påvirkede mit sind ret voldsomt, og så tabet af Ulrik, som jeg aldrig fik bearbejdet,” siger han.
Da han havde det skidt, flygtede han ind i poesien og brugte megen tid på både at skrive og spille. I de gamle journaler har psykiateren noteret, at Lars Lilholt havde en række fortrængte følelser og ikke kunne reagere frit og give udtryk for sunde og stærke følelser. Det er en side, han bevidst har arbejdet med siden.
”Jeg er blevet bedre til at leve mere i kontakt med mig selv og mine følelser, og det har hjulpet mig til at lægge angsten bag mig. Jeg er fra en dejlig familie, men det var også en fåmælt kultur, hvor der ikke var nogen, som sagde, at de elskede mig. De har ganske givet elsket mig, men man talte ikke om følelser. Jeg er ikke opdraget til at se folk i øjnene, og jeg kiggede på dem sådan lidt fra siden, hvilket dengang nok var en meget typisk nordjysk ting. Jeg er slet ikke fra en familie, hvor vi har givet hinanden krammere. Den dag min mor døde i 2010, gav jeg min far en krammer, og jeg har skullet bruge meget energi på at lære at være kropslig over for mine børn og min hustru. Angsten er der stadig inderst inde, og jeg mærker konturerne af den, når jeg bliver stresset, men så ved jeg, hvad jeg skal gøre for at håndtere den.”
Et af de steder, han søger hen for at finde ro, er åen ved huset. Sammen med sin kone har han tilbragt en uge i Assisi og været de steder, hvor Frans af Assisi var. Hustruen vil også gerne have ham med til Santiago de Compostela. Men han har ikke sagt ja. Engang forsøgte han at lære sig selv at meditere, men - som han siger med et skævt smil - han får ondt i ryggen af det. Han går i stedet ned til åen, hvor der ikke er signal til mobiltelefonen, men hvor man kan være heldig at se en isfugl.
”Så sidder jeg og kigger på vandet, som aldrig er det samme, og som ender ude i Randers Fjord. Vandet, som bestandig bevæger sig, bliver et beroligende billede på evigheden,” siger han.
Er der en evighed efter døden? Han ved det ikke, men han ved, hvad der skal stå på hans gravsten. Her skal stå hans mest kendte ord om det uudsigelige: ”Kald det kærlighed. Kald det lige, hvad du vil, for der findes ingen ord, som helt slår til”.
Juleaften bliver der trængsel i det stråtækte hus ved Gudenåen. Det er blevet en tradition, at familien holder en stor familiejul. Sidste år var de 25, og Lars Lilholt gik rundt om træet med sin violin. Han håber også, at han kan nå gudstjenesten i kirken i Gammel Ry.
”Det er et spørgsmål om at ramme barndommens land. Jeg er et af de mennesker, som er tilfreds medlem af folkekirken. Det er dejligt med en religiøs ramme, som er fritaget fra alt det kommercielle. Hver aften inden jeg går til ro, beder jeg en lille bøn, og det giver mig en form for tilknytning til det ukendte, som jeg ikke ved, hvad er, men som jeg tror og håber er et eller andet sted,” siger han.
En gang læste Lars Lilholt, at den schweiziske psykiater Jung på sit dødsleje havde sagt, at han troede, at mennesket er her for at tænde lys.
”Det har jeg taget til mig. Hvad skulle vi ellers? Ja, man kan sige, at vi er ret gode til at slukke lys, men jeg tror, at vi må prøve i det små at tænde lys. Jeg kan gøre det ved at spille musik.”