Han opdagede ved et tilfælde, at han var adopteret

”Vi har altid talt godt sammen, men i de travle år kunne det knibe med tiden til den grundige samtale. Da ...

Torben Rechendorff er født på Rigshospitalet den 1. april 1937 og kom siden til prinsesse Helenas børnehjem i København, hvor hans forældre hentede ham den 11. juni samme år. Længe efter at han selv havde stiftet familie, fandt han frem til sin biologiske mor på Midtsjælland. Han skrev et brev til hende, hvor han fortalte om sig selv og spurgte, om hun ønskede, at de skulle mødes. Foto: Leif Tuxen

Jeg fandt frem til hende (moderen, red.), mens jeg var minister, men jeg ønskede at vente med at tage kontakt til jeg ikke længere var minister. Vi fik en god kontakt. Hun fortalte, at hun hvert år på min fødselsdag havde tændt et lys.

Torben Rechendorff voksede op uden at vide, at han var adopteret. Som stor dreng fandt han et dokument i en skuffe, som fortalte historien

Torben Rechendorff husker en juleaften som dreng, hvor han sad ved siden af sin mor i Birkerød Kirke.

Da sognepræsten havde læst evangeliet om Jesu fødsel, bøjede hans mor sig ned til ham og hviskede:

”Så er der egentlig ikke så meget mere at sige.”

At hviske til sine børn under gudstjenesten var ikke noget, man gjorde meget dengang i 1940'ernes Birkerød, og i hvert fald ikke på den bænkerække, hvor civilingeniøren sad med frue og sønner, men som voksen har skolemennesket og politikeren Torben Rechendorff hver påske haft lyst til at sige det samme, når påskedags evangelium om opstandelsen er læst.

”Vær ikke forfærdede. I søger Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her,” lyder det i linjerne fra Markusevangeliet, som skal læses i morgen i landets kirker, og for Torben Rechendorff er de ord så stærke, at de gerne må stå uden alt for mange fortolkninger.

”Man skal passe på, at udlægningerne og fortolkningerne ikke bliver så omfattende, at det, som er i fokus, forsvinder. For mig er påskens opstandelsesbudskab det rigeste i den kristne forkyndelse overhovedet. Og jeg lever højt på min naive barnetro, som fortæller, at sådan er det, og jeg tager afstand fra enhver søgt udlægning af, om opstandelsen var billedlig eller kødelig. Jeg henholder mig til den bibelske tekst. Når evangeliet om opstandelsen er læst, så er der ikke mere at sige.”

Torben Rechendorff er netop fyldt 78 år, men med sine 197 centimeter og på en gang varme og kontante facon ligner han den mand, danskerne lærte at kende op gennem 1980'erne og 1990'erne som generalsekretær for Det Konservative Folkeparti, kirke- og kommunikationsminister, partiformand og folketingsmedlem.

Hans afsked med Folketinget kom uventet ved valget i marts 1998.

Han var 61 år og kendte mange forhenværende politikere, som var kommet til at sidde fast i følelsen af at være blevet vraget. Han ville gerne have brugt sine erfaringer i et job i en organisation, men i stedet blev det til år med bestyrelsesarbejde i TV 2 og Det Kongelige Teaters bestyrelser, foruden posterne i blandt andet Det Danske Bibelselskab, Danmission og Den Danske Diakonissestiftelse.

I dag er der kun posten i Diakonissestiftelsens bestyrelse tilbage, og han havde egentlig besluttet sig for ikke at genopstille, men hans engagement er usvækket, så han har indvilliget i at være med et par år endnu.

Denne formiddag skal det ikke handle om engagement og poster, men om den historie, han er formet af. Til maj er det ni år siden, han mistede ægtefællen Lis Rechen-dorff, som han var gift med i 46 år. Et par indrammede fotografier af hende står på et bord i stuen. Der går ikke en dag, hvor han ikke tænker på hende i den alt for stille stilhed, som sænkede sig over hjemmet efter hendes død. Han har brugt tid på at nedfælde minder og fordybe sig i sin egen og slægtens historie.

Torben Rechendorff kan næppe kaldes en hjemmefødning, men faktum er, at han geografisk ikke har bevæget sig længere end ni kilometer væk fra Birkerød nord for København, hvor han voksede op som civilingeniørens ældste søn. Hans farmor og farfar og en morbror med familie boede også i Birkerød.

Hans far, Aage Rechen-dorff, var ansat som rådgivende ingeniør i Københavns Kommune, mens hans mor, Gudrun Rechendorff, var hjemmegående. Hun skabte en kultur, der hyldede musik og litteratur, og så dyrkede hun haven med flid. Selvom de ikke var fattige, måtte forældrene overveje, hvordan de bedst fik ressourcerne til at række. Og her var æbler og kartofler fra egen have en faktor på 1940'ernes husholdningsbudgetter. Kirkegang var en del af rytmen i familien. Og børnene var med.

”Jeg husker det som eksorbitant kedsommeligt, men jeg tror aldrig, at jeg stillede spørgsmålstegn ved, om jeg skulle med. Sådan var det bare.”

Han er taknemmelig for det hjem, hans forældre skabte, men forældrene traf også valg, som kan være svære at forstå med nutidens øjne. Gennem opvæksten var der mange, som undrende sagde, at det da var helt utroligt, så forskellige de to brødre var. Hvorfor storebror og lillebror ikke lignede hinanden, fandt brødrene ud af, da de gik på opdagelse i deres forældres skrivebord. Her lå to kongebreve som bevis på, at de to drenge var adopterede.

”Mine kusiner, som også boede i Birkerød, kendte udmærket historien om deres fætre, og jeg har som voksen talt med dem om, hvordan det var at tie om vores herkomst. Vi fortalte vores forældre om brevene, og de bekræftede, at sådan var det, men så var der ikke mere snak om det. De var vores forældre. Vi var deres børn.”

Torben Rechendorff er født på Rigshospitalet den 1. april 1937 og kom siden til prinsesse Helenas børnehjem i København, hvor hans forældre hentede ham den 11. juni samme år. Længe efter at han selv havde stiftet familie, fandt han frem til sin biologiske mor på Midtsjælland. Han skrev et brev til hende, hvor han fortalte om sig selv og spurgte, om hun ønskede, at de skulle mødes.

”Jeg fandt frem til hende, mens jeg var minister, men jeg ønskede at vente med at tage kontakt, til jeg ikke længere var minister. Vi fik en god kontakt. Hun fortalte, at hun hvert år på min fødselsdag havde tændt et lys. Hun troede, at jeg boede i Næstved og var boghandler. Vi nåede kun at kende hinanden i et par år. Sidste gang jeg besøgte hende, lå hun på Holbæk Sygehus. Det var godt og livsbekræftende for mig at møde hende, men der er ingen tvivl om, at det betød mindst lige så meget for hende. At jeg fik det bragt på plads, har dog ikke ændret ved, hvem jeg opfatter som min mor og far,” siger han.

Det er dog ikke spørgsmålet om rødder, som Torben Rechendorff vil fremhæve som prægende, men derimod Det Danske Spejderkorps, som han blev medlem af som 12-årig. Som seksårig begyndte han i underskolen i Birkerød. Der var gode lærere, men han kan ikke prale af at have været en engageret mønsterelev. Torben Rechendorff var som dreng plaget af astma og havde mange sygedage. Inden han skulle i mellemskolen, kom han på julemærkehjem i Hobro i håb om at lindre sygdommen. Da han kom tilbage fra julemærkehjemmet, måtte han gå første mellem om, og han kom på Birkerød Statsskole.

”På den skole var der en spejdertrop, som jeg blev medlem af i 1949. Det betød alt. Det gav mig et meningsfuldt liv og har præget mig afgørende i forhold til mit syn på samspillet mellem mennesker og forholdet til naturen, og samtidig fik jeg et indblik i en international dimension,” siger han.

Som spejder fik han et detailkendskab til stisystemerne i Rude Skov, lærte at binde råbåndsknob og brygge te på fyrrenåle, men det er patruljesystemet som pædagogisk forudsætning, han fremhæver. Ja, havde det ikke været for sit store engagement i spejderbevægelsen, var han ikke blevet optaget på seminariet. Da han i 1955 blev optaget på KFUM's seminarium på Nyelandsvej på Frederiksberg, lod forstander Aage Nørfelt ham forstå, at det ikke var hans skolekundskaber, som havde givet ham en plads på uddannelsen, men hans erfaringer som spejderleder.

Før Torben Rechendorff skulle konfirmeres, kom der en ny præst til Birkerød: Johan Schwarz Nielsen. Nok fremhæver Rechendorff gerne sin barnetro, men fællesskabet med sognets nye præst gav Rechendorff en fornyet tilgang til kristendommen.

”Han lærte mig, at kristendommen ikke er noget tungt og dystert, men er noget levende, fremadrettet og livsbekræftende. Det var gennem hans forkyndelse og undervisning, at jeg erfarede, at kristendommen var noget løfterigt, som havde med livet at gøre.”

Op gennem 1950'erne voksede befolkningstallet i Birkerød, og man besluttede, at der skulle bygges en ny kirke. Johan Schwarz Nielsen tog initiativet, og Rechendorff var en af de mange frivillige, som en dag om ugen mødte op og hjalp med at bygge. Og her mødte han den kvinde, som han senere blev gift med. Lis Rechendorff var nemlig også blandt de unge, som bakkede op om Johan Schwarz Nielsens arbejde. I 1960 blev parret gift på Bistrup Skole, hvor den nye menighed holdt til, mens man byggede.

Som nygift kom Torben Rechendorff til Hørsholm Skole som lærer, og Lis Rechendorff fik et præsteembede i den nordsjællandske forstad, og en datter og søn blev føjet til familien. Som 33-årig blev han inspektør på Hørsholm Skole og fulgte siden familietraditionen og kom i kommunalbestyrelsen for Det Konservative Folkeparti. I 1981 foretog han et sporskifte, da han blev generalsekretær for Det Konservative Folkeparti. En stabil faktor i alle årene var kirkegangen, og ofte var det ægtefællen, som stod på prædikestolen.

”Nogle siger, at de slapper af, når de går i kirke. Sådan opfatter jeg ikke kirkegang. Det er nærmest en betingelse for mig, at jeg kommer i kirke om søndagen, for her henter jeg næring til min uge. Kristendommen giver mig en anden og rig dimension af livet. Højdepunktet i højmessen er velsignelsen, som jeg bærer med mig ud i ugen,” siger han.

To år efter at Torben Rechendorff havde forladt Folketinget, gik Lis Rechendorff på pension som provst, og præsteboligen i Nærum blev skiftet ud med det nybyggede hus med den gode udsigt i Hørsholm. Drømmen om et otium med mange rejser brast, da Lis Rechendorff fik konstateret brystkræft i 2002. Hun blev opereret, og alt så lyst ud, men fire år senere vendte kræften tilbage, og de vidste begge, hvad vej det gik.

”Vi har altid talt godt sammen, men i de travle år kunne det knibe med tiden til den grundige samtale. Da Lis blev syg, kunne vi investere i samtalen med hinanden. Og vi forberedte os på det, vi vidste skulle ske. Vi tog på kirkegården og valgte os et gravsted, og vi fik holdt nadver hjemme. De mange små ting var med til at forberede øjeblikket, så det ikke var så uoverskueligt svært. Vi havde et forløb, som ingen af os ville have undværet. Den sidste uge var hun på Sankt Lukas' Hospice,” siger han og fortæller om, hvordan ægtefællen glædede sig over de blomstrende magnolietræer.

”Vi kunne være der, og der var en fred omkring døden, som jeg gerne vil, at andre må kunne opleve,” siger han.

Mens han forberedte sig på at tage afsked med ægtefællen, tænkte han på, hvad han skulle gøre for ikke at gå til.

”Det værste var at komme hjem, og at der ikke var nogen. Men jeg har følt mig privilegeret, fordi jeg har haft en god støtte i mit netværk og mine engagementer. Jeg har spurgt mig selv, om jeg ikke har sørget nok over Lis' død. Det har jeg, men jeg har også været mig bevidst, at jeg ikke ville gå ned.”

I morgen er det påskedag. Torben Rechendorffs påske er formet af Kingos, Brorsons og ikke mindst Grundtvigs salmer. ”Påskeblomst, hvad vil du her?” er obligatorisk for ham med dens proklamation af troen på opstandelsen.

”For mig er det en trøst at kunne sige, at som Kristus opstod, skal vi opstå. Hvad der sker på den anden side, ved vi ikke noget om, men jeg tror på, at jeg under en eller anden form skal se Lis igen. Vi talte godt sammen den sidste tid, og vi talte også om det. For mig er kristendommens påskebudskab noget fast at klynge sig til, uanset hvad der sker.”