En dag sidst i juni sad den danske forfatter Dorthe Nors med en kop sort kaffe ved et af cafébordene inde i boghandlen Kramerbooks & Afterwords i Washington D.C.s ambassadekvarter. Har man fulgt nøje med i tv-serien ”House of Cards”, har man set boghandlen.
Dorthe Nors har fået udgivet flere noveller i USA og opbygget et netværk blandt amerikanske forfattere og bogfolk i de 10 år, hvor hun har rejst ud og ind af USA. Hun havde talt i boghandlen denne juni-dag, og bagefter var det tid til at drikke kaffe med den daglige leder af butikken.
Helt nøjagtigt, hvordan ordene faldt hen over kaffekopperne, husker hun ikke, men hun fik i hvert fald brugt formuleringen ”klovnemennesket Trump”. Hun genfortæller for Kristeligt Dagblad, hvordan boghandleren gjorde tegn til, at hun skulle dæmpe sig.
Så faldt ordene fra den daglige leder:
”Dette er Washington D.C.. Der er Trump-støtter over det hele. Og de er også i det politiske system.”
Og den konkluderende bemærkning lød:
”Det er ikke noget, vi taler om.”
Dorthe Nors blev mindet om samtalen i Kramerbooks & Afterwords, da hun onsdag morgen stod op til nyheden om Donald Trumps valgsejr. Hun var mere mismodig end chokeret over nyheden. Flere af hendes venner blandt amerikanske, politiske forfattere havde forudset valgets udfald.
”Vi er ramt af en bacille af angst. Vrede er en måde at reagere på angsten, og Donald Trump har været dygtig til at få sugerøret ind i aggressionerne og snylte på den angst, som sidder i mellemgulvet.”
Angst, usikkerhed og vrede broderet på et postfaktuelt baggrundstæppe synes at være centrale begreber for at forstå amerikanerne, når man træder et skridt tilbage fra mængden af nyheder om valget.
På baggrund af sine mange rejser i USA beskriver Dorthe Nors et USA præget af uvidenhed og en manglende dannelse, hvor man lever i sin egen fiktionaliserede version af virkeligheden:
”Som fiktionsforfatter laver man om på virkeligheden for sandhedens skyld. Her handler det om, at alt er gangbart, og man fiktionaliserer sandheden, som det nu passer en, i det postfaktuelle ekkorum. Der er medier fra radiostationer til Fox News, som har opgivet sandheden og opfinder deres egen virkelighed. Den italienske forfatter Luigi Pirandello formulerede det således: ’Right You Are, If You Think So’ (du har ret, hvis du tror, du har ret, red.). Den holdning er udbredt i USA, og det er noget, som virkelig kan få et samfund ud at sejle og fører til et samfund, der er gennemsyret af konspirationsteorier.”
Når man som lektor i sociologi på Syddansk Universitet Klaus Levinsen beskæftiger sig med politiske værdier og civilsamfundet, er den netop afsluttede amerikanske valgkamp en slags opvisningskamp i såvel populisme som relativering af det faktuelle.
”Informations- og nyhedslandskabet er radikalt forandret, og teknologien gør det muligt at vælge de informationer og nyheder, som er i tråd med det, man tror på i forvejen. En del af, hvad Donald Trump har sagt i valgkampen, er dokumenterbart usandt. Nogle af vælgerne ved godt, at det måske ikke er helt sandt, men retorikken og appelformen bliver det styrende i forhold til, hvordan man oplever en kandidat. Spørgsmål om sandt eller falsk er ikke i fokus.”
Trump har selv kaldt sin valgsejr for et opgør med eliten, mens andre har fremhævet, at han med sin enorme økonomiske rigdom selv tilhører eliten. Klaus Levinsen konstaterer, at Trumps sejr er en sejr til relativeringen af det faktuelle:
”Vi har haft et samfund, som var domineret af en elite, som udlagde virkeligheden gennem de medier, som de nu havde adgang til. I dag har eliten ikke længere monopol på adgangen til medierne og på at udlægge sandheden, hvilket er blevet en radikal virkelighed som følge af de sociale mediers udvikling de seneste 10 år.”
Johannes Riis, der er litterær redaktør på forlaget Gyldendal, har tidligere beskrevet vor tid som postfaktuel. Det amerikanske valg ser han som en sejr for en forsimpling af den offentlige debat.
”Uanset om Trump havde tabt eller vundet, er der i valgkampen blevet flyttet på grænserne for, ikke alene hvad en politiker kan få sig selv til at sige, men også komme af sted med at sige i det offentlige rum. Polariseringen mellem eliten og den øvrige befolkning er blevet yderligere befæstet.”
”Der er al mulig grund til at frygte, at det vil medføre en yderligere forsimpling og vulgarisering af den offentlige debat og dermed også af den måde, vi alle sammen taler til hinanden og omgås på.”
Riis håber, at såvel presse som forskere vil undersøge, hvad der ligger bag disse mekanismer.
”Man kan jo håbe, at såvel presse som forskning vil sætte ind på at undersøge årsagerne til, at det er kommet så vidt, og derefter agere derudfra, stampe mod brodden og forsøge at forhindre, at tendensen fortsætter. Men det bliver ikke let.”
Trumps udsagn i valgkampen er blevet kaldt ting, som er langt værre end forsimplede og postfaktuelle, men hvad står hans løfte om at gøre USA stort igen på? Mangler løftet fodfæste som tilsyneladende så meget andet i USA?
Dorthe Nors beskriver et USA, hvor mange ikke har noget at stå på.
Engang var fodfæstet fællesskabet. Sloganet for Hillary Clintons kampagne var ”Stronger Together” (stærkere sammen), og den demokratiske præsidentkandidat appellerede hermed til en vision om et forenet land, som tidligere har været udtalt i amerikansk kultur på tværs af de etniske forskelligheder. Dorthe Nors mener, at fællesskabsfølelsen er blegnet.
”Man har haft et fællesskab omkring, at man var amerikanere, og en patriotisme knyttet til den amerikanske mangfoldighed, men den er brast sammen, og mange mangler et fodfæste. I den situation ser man tilbage, og der opstår et ønske om at vende tilbage til 1950’ernes USA. Den bevægelse ser man også i andre lande, men når man i USA ønsker at vende tilbage til 1950’erne, var det altså også en tid med raceadskillelse og et helt andet kvindesyn.”
Historikeren og forfatteren Henrik Jensen ser også et USA, hvor mange på det postfaktuelle samfunds vilkår ser tilbage i tiden for at finde et bolværk mod uroen og ængstelsen. Henrik Jensen ser et mønster, som han mener går igen i mange europæiske lande inklusive Danmark: Et ulmende opgør med de globaliseringsbegejstrede.
”Der er en uro og ængstelighed i vælgerbefolkningen, hvor man har en følelse af, at man ved at trække sig ind i sig selv måske kan få genoprettet tidligere tiders nationale storhed,” siger han og sammenligner med USA efter Første Verdenskrig, hvor republikaneren Warren Gamaliel Harding blev præsident. Harding stod for en mere isolationistisk politik.
”Man kan ikke sammenligne Harding med Trump, men tanken om at gøre USA større ved at gøre det mindre globalt er velkendt i USA’s historie.”
Jensen peger på en sammenhæng mellem det, som driver en del af Trumps vælgere, og de værdispørgsmål, man har drøftet i Danmark de senere år:
”Der er en spørgen efter, hvem vi er, og hvad vi står på. Det ser vi i Danmark, hvor man ikke bare begejstret bevæger sig i en europæisk retning. Der er en følelse af globalt kaos, som får os til at overveje betydningen af vores egen historie og egne rødder. Naturligvis kan hverken Danmark eller USA melde sig ud af det globale, men man kan jo i højere grad overveje, hvad der gavner os.”
Når Dorthe Nors har rejst i USA, har hun mødt en ulighed, som hun beskriver som uappetitlig. Det er ikke mindst i New York, at hun har oplevet en forarmelse, hvor det ikke er sjældent at møde folk, som varetager tre jobs for at klare dagen og vejen.
”New York er nok det sted, som fremstår som det mest barske. Har du medvind, er alt fint, men hvis du taber fodfæstet, rasler du mod bunden. Det er en af grundene til, at så mange søger mod kirkerne. De er det eneste sikkerhedsnet.”
Trumps sejr er en følge af den dybe kløft mellem rig og fattig, mener det socialdemokratiske folketingsmedlem murer Mattias Tesfaye. Tesfaye fremhæver en voksende vælgergruppe i den vestlige verden, som mærker globaliseringens bagside.
”At tale om en postfaktuel sejr er noget for ordmennesker fra RUC. Vælgerne forholder sig til den lavpraktiske konsekvens af den førte politik. De har foretaget et politisk valg ved at stemme på Trump, for de har konstateret, at frihandel med Kina og indvandring fra Mexico ikke var i deres interesse. Folk lever virkelige liv, konstaterer, hvad udfordringerne er, og reagerer på dem. Jeg mener, valget af Donald Trump er noget skidt, men det viser, at globaliseringen, som vi kender den, ikke fungerer.”
Mattias Tesfaye mener, at man kan sammenligne den amerikanske modstand mod globaliseringen med nogle af de diskussioner, som foregår blandt håndværkere i Danmark, som oplever, at deres arbejdskraft bliver underbudt af østeuropæiske håndværkere.
”Globaliseringen rejser en række problemer, som vi tilsyneladende ikke har politisk muskelkraft til at løse. Jeg er tilhænger af frihandel, men det skal være på en måde, hvor alle kan være med. Og på samme måde med globaliseringen. Vi må gå frem i et tempo, hvor vi kan få alle med. Hvis det, politikerne beskriver som et fremskridt, opleves som et økonomisk tilbageskridt for vælgerne, så vil også danskerne stemme på de politikere, som vil have os tilbage til de ternede duge og de forløjede billeder af Danmark i 1950’erne.”