Er det rygerens skyld, at han får cancer? Er det den overvægtiges egen skyld, at hun får hjerteproblemer?
Og hvis det er, er det så også rygerens eget problem at betale for behandling og den overvægtiges hovedpine at finde pengene til hospitalsindlæggelsen?
Det sidste vil de fleste af os formentlig svare nej til. Vi vil mene, at alle syge skal behandles, uanset at de eventuelt har bidraget kraftigt til sygdommens udvikling gennem en usund livsstil. Det er simpelthen en ufravigelig del af velfærdssamfundets indretning. Men hvorfor mener vi egentlig det?
Det gør vi ikke mindst på grund af den barmhjertige samaritaner - historien, som Jesus fortalte, og som begynder sådan her:
”En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød.”
Siden følger så beretningen om præsten og levitten, der begge går forbi den nødstedte, inden den barmhjertige samaritaner dukker op og tager sig af den stakkels mand.
I forlængelse af lignelsen taler man ligefrem om ”den samaritanske pligt”, forstået som pligten til at hjælpe enhver i nød - ja, det er ligefrem strafbart ikke at hjælpe et nødstedt medmenneske, uanset hvem det er. På samme måde som samaritaneren hjalp en mand fra et andet folk, der endda var samaritanerne fjendtligt stemt.
Historien om den barmhjertige samaritaner spiller på den måde stadig med i vores syn på, at enhver skal hjælpes.
Og så alligevel! Nogle gange kan man få en fornemmelse af, at den samaritanske pligt er under pres. For man kunne jo også spørge efter første afsnit af historien - ”En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere”: hvad i alverden skulle den mand på den vej til Jeriko, alene?
En vej, han måske udmærket vidste, var farlig? Så er det ikke i virkeligheden mandens egen skyld? Ligger han ikke blot, som han har redt - ilde tilredt? Og hvorfor skal man dog hjælpe et menneske, der med åbne øjne er gået direkte ind i katastrofen?
Og så er vi tilbage ved de første spørgsmål igen: Skal man hjælpe den syge, der er blevet syg, fordi han eller hun med åbne øjne har levet så usundt, at det jo måtte komme?
Den samaritanske pligt peger på et ja! Vores retfærdighedssans - og et velfærdssamfund under økonomisk pres - sætter spørgsmålstegn ved det. Og spørgsmålstegnet ved den samaritanske pligt bliver ikke mindre af den stigende strøm af sundhedsråd, hvor man ofte mener at kunne påpege en meget direkte sammenhæng mellem livsstil og sygdom - en sammenhæng, man vist godt kan sætte spørgsmålstegn ved.
Men tror man på den meget direkte sammenhæng mellem livsstil og sygdom, er det så meget desto mere oplagt at mene, at den syge ikke alene er skyld i sin sygdom, men også selv må bøde for den - eller altså betale for den.
Men man skal passe på ikke i farten at glemme den tilfældighed, der er så frygtelig, men som også er virkeligheden: at det tilsyneladende sunde menneske pludselig kan rammes af sygdom; eller at den gennemført usunde lever uhæmmet godt og længe. Og værre endnu: Vi ender også i en umenneskelighed, hvis hjælp er noget, man skal gøre sig fortjent til.
Eller som afhænger af, om man selv er skyld i ulykkerne. Man overser derved et fundamentalt træk ved os som mennesker og ved vores liv med hinanden: Afhængigheden. Vi fødes afhængige af andre - og dør også ofte efter i den sidste tid at have været afhængige af andres hjælp.
Og imellem fødsel og død er afhængigheden også et kendetegn, omend vi som mere selvhjulpne måske overser, hvor afhængige vi er af andre, og først opdager det, når vi ikke selv kan klare tingene.
Men uanset om det er selvforskyldt eller uforskyldt, så udspringer den samaritanske pligt af denne afhængighed - som en etik indbygget i selve tilværelsen. Jesus sætter ord og billede på - ord og billede, som det stadig er værd at bringe med sig og bringe videre, så al hjælp ikke ender i selvhjælp.