Hun ved ikke, hvad hun vil. Hun ved ikke, hvad hun selv ønsker, eller om det overhovedet er relevant. Hun ved ikke, om hun kan holde ud at kigge på ham så meget som et morgenmåltid til, uden at hun kaster syltetøjsmaden efter ham. Hun ved, at han har været utro, og at hun selv skulle finde ud af det, og hun ved, at han siger, at det ikke betød noget som helst, og at han vil have hende og ungerne, men hun aner faktisk ikke, hvad hun skal gøre. Hun er så inderligt rasende og samtidig sønderknust over, at han kunne gøre det mod hende.
Hun kommer, fordi hun gerne vil undersøges for kønssygdomme, fordi hun pludselig er blevet i tvivl om, om det her overhovedet er første gang, og selvom han siger, at han ikke kan være blevet smittet, så er hun nødt til at føle sig ”ren” igen.
Hun begynder at græde, mens jeg undersøger hende. Det er så grænseoverskridende for hende, at han har delt dét, der skulle være deres helt intime og private sfære, med en anden. At han har haft den intimitet med en anden kvinde.
Hun havde godt nok syntes, at han havde været noget mere kort for hovedet, end han plejer, de seneste par måneder. Både over for hende og deres to mindre drenge. Han gad ikke på samme måde mosle rundt med dem eller høre på dem, når de kunne fortælle og fortælle, igen og igen.
Han blev fraværende. Blev siddende foran fjernsynet betydeligt længere end hende, så hun næsten altid var faldet i søvn, når han kom op i seng. Og hvor det plejede at være ham, der lagde op til hyggestunder mellem de to, så var det nu hende, og ofte gled han af og forklarede det med, at han var træt eller stresset, og når de så endelig var sammen, så var han meget mere hårdhændet end tidligere.
Hun syntes selv, hun forsøgte at være forstående og omsorgsfuld og prøvede at give ham plads, men han var afvisende og fik hende hele tiden til at føle sig anmassende og irriterende. Og jo mere han afviste, jo mere blev hun nok også anmassende. For at mærke ham. Få kontakt.
I hvert fald indtil den dag, hun så sms'en. Det var ikke, fordi hun gik ind for at læse hans beskeder. Hun havde været fristet mange gange, når han sad og skrev på den, men det var for lavt, syntes hun. Hun havde spurgt ham engang, om han havde gang i noget andet, en dag hvor de havde skændtes igen, men det var han blevet endnu mere tosset over, så det havde hun egentlig lagt fra sig.
Men den dag lå hans mobil for en gang skyld fremme på spisebordet, og så tikkede der en sms ind. Og hun kunne ikke se beskeden, men hun kunne se, hvem den var fra. Og hende havde hun altid vidst, at der var noget lummert ved. At hun var for indladende over for hendes mand. For invaderende eller intim, når de snakkede eller dansede, men han havde altid sagt, at det var fjollet.
Så hun gik ind og læste beskeden. Den var alt for intim. Det var en besked mellem to elskende, og hendes verden gik i stykker, dér, midt i aftensmaden. Drengene skulle spises af og bades og puttes, og hun klarede det hele, før hun konfronterede ham med hendes viden.
Han indrømmede med det samme. Sagde, at han følte sig ussel og fortrød, og at det ikke betød noget, men han havde bare følt sig så klaustrofobisk kvalt i alt deres småbørnsfamilieliv. At det er hende, han vil have. At hun ikke må smide alt det, de har sammen, væk, fordi han har dummet sig.
Men hun ved ikke, hvad hun vil. Hun aner ikke, om det er muligt for hende at tilgive ham. Hun ved ikke, om hun har lyst til at tilgive ham. Hun ved ikke, om hun nogensinde igen vil kunne kigge på ham med stolthed og respekt og tænke, at det, de to har sammen, er noget helt specielt. Om de nogensinde kan blive ligeværdige igen. Om han er værd at kæmpe for.
Så han er flyttet i kælderen, og hun har sagt, at han skal lade hende være. Han skal give hende plads. Så hun kan mærke, hvad hun vil, men lige nu aner hun det ikke.