Stilheden og duften af mos og fyrretræer er noget af det bedste ved at bo i skoven, men én ting er mindst lige så vigtig for Aleksander Taarnberg: Der er ikke vinduer alle vegne.
”Når jeg er i byen, kigger jeg hele tiden efter vinduer. Hvad er der bag vinduerne? Er der snigskytter?”.
Den 36-årige tidligere soldat slynger en blå bold forbi birke- og fyrretræer, og Aston, en fireårig brun labrador, halser begejstret efter den.
”I begyndelsen, da jeg kom hjem fra Balkan, gik jeg også uden om græsplæner,” siger han og peger på det grønne græs, som omkranser de røde træbygninger på ødegården i Nordskåne, som han flyttede til for et år siden.
”Heller aldrig hen over en fodboldbane, selvom jeg lige havde spillet fodbold. Det lyder sygt, er der nogen, der vil sige. Men i Jugoslavien ligger der flere tusinde miner i højt græs, og jeg har stået på en landmine med foden en centimeter fra detonatoren. Så det var jo bare sådan, vi gjorde. Det er det, jeg er trænet i.”
Aleksander Taarnberg fik for cirka syv år siden konstateret posttraumatisk stresslidelse (PTSD) efter at have været udsendt som soldat til Bosnien-Hercegovina på Balkan og Eritrea i Afrika i 1990'erne og begyndelsen af 2000'erne. Vejen til erkendelsen af sygdommen var snørklet og fuld af omveje: 12 år i hæren, hvor fritiden i stigende grad bestod af druk, søvnløshed, angst, mere druk og et enkelt forsøg på at tage sit eget liv med nervepiller.
”Da jeg ikke engang kunne finde ud af at begå selvmord, tænkte jeg, at så var jeg virkelig en taber.”
I dag er han førtidspensionist og har det bedre, end han har haft det i årevis. Ikke mindst på grund af servicehunden Aston, som han fik for to et halvt år siden af Servicehundefonden, en nu lukket frivillig velgørenhedsfond. Mens konceptet med servicehunde er udbredt i for eksempel USA, er Aleksander Taarnberg en af ganske få danske veteraner, som har fået en hund.
”Han kan tage mine strømper af, hvis jeg beder ham om det,” siger Aleksander Taarnberg og ler.
Aston, hvis fulde navn er Aston Martin efter det britiske bilmærke, er trænet som handicaphund. Men Aleksander Taarnbergs handicap sidder i psyken, ikke i kroppen. Han kan godt selv tage sine strømper af, men ikke altid lægge angsten fra sig. Det er her, Aston bliver andet og mere end en almindelig hund.
”Hundens psyke er vigtig, når det handler om psykiske behov. Aston er en meget glad hund, som laver fjollede ting og giver mig glæde, giver mig et smil på læben, så jeg får overskud til at gøre noget,” siger veteranen.
”Men den ved også godt, hvornår den ikke skal være fjollet. Hvis jeg er nedtrykt, kan den mærke det. Så bliver den kontaktsøgende. Den rører ved mig med poten, lægger hovedet i mit skød. Ikke på en fjollet måde. Mere sådan, 'nu sidder vi bare her, os to'.”
Aston bliver aldrig irriteret og siger aldrig nej. Den er der for ham. Hele tiden. Det ville de færreste mennesker kunne præstere.
Aleksander Taarnberg sætter sig på terrassen og tænder en cigaret. Astons logrende hale slår mod hans ben. Regnen begynder at prikke på bliktaget. Der lyder et skud fra en jæger et sted i skoven. Aleksander Taarnberg kigger på sit ur. Så smiler han.
”Jeg er ikke skudræd. Men jeg kigger på klokken for at lave skudrapport. Ligesom vi altid gjorde på mission.”
Det var, da Aleksander Taarnberg kom hjem fra sin sidste mission for 15 år siden, at det hele ramlede. Behandling var der ikke tale om dengang. Det var godt det samme, for han følte sig ikke syg. Og det tog årevis at erkende, at den var gal med ham. Han havde jo ikke været i egentlig krig som soldaterne i Irak og Afghanistan. Bare på en fredsbevarende mission.
”Jeg var 19 år og troede, det ville blive som i Rambo (amerikansk actionfilm, red.). Men ofte skete der ikke noget. Dagene gik. Jeg gik til alle søndagsgudstjenesterne, ikke fordi jeg var specielt religiøs, men så vidste man, at man gik ind i en ny uge.”
Aleksander Taarnberg kom til Bosnien-Hercegovina på et tidspunkt, hvor selve krigen var forbi, og hvor alt var kaos. Byer var sønderskudt, tusinder var dræbt, millioner på flugt. Hjemløse børn boede på lossepladser og levede af fordærvet mad.
”Det hele var så tæt på. De lignede os, og jeg kunne læse deres ansigtsudtryk. Det var håbløshed. Bare håbløshed. De lokale drak brændevin, og så begyndte de at skyde efter os. Det er ikke noget. Det har alle prøvet dernede. Det er ikke svært at finde episoder, hvor mit liv har været i fare. Men jeg tænkte ikke, at det var et problem.”
Tilbage i Danmark talte han i telefon med en af sine makkere fra Bosnien-Herce-govina. De talte om en hændelse, som står uklart for Aleksander Taarnberg. Under en køretur var de blevet blokeret af et væltet træ. En stor gruppe af flygtninge, måske flere hundrede, som ikke havde fået mad i lang tid, omringede bilerne og trængte ind på soldaterne. Aleksander Taarnberg husker ikke meget andet, end at han fik tæsk. Da han bagefter rensede sit våben, faldt et andet menneskes tand ud af mundingen. Han kan ikke huske at have trukket våbenet. I telefonen græd hans makker. De aftalte at tale om hændelsen igen, men det blev aldrig til noget.
Selvom de danske soldater på Balkan ikke var i egentlig krig, er nogle af de udsendte hold formentlig blandt de mest traumatiserede, Danmark har haft på mission, fortæller fagfolk. Man var dårligt forberedt, ledelsen var usikker, oplevelserne var overraskende og tidvis meget voldsomme, og man manglede mandat til at gribe ind, lyder nogle af forklaringerne.
Aleksander Taarnberg ville ikke selv høre tale om, at der var noget galt med ham. Under en velkomstfest sagde hans moster, at han havde taget skade. En kollega sagde, at der allerede var sket noget med ham under missionen. Han gad ikke høre på dem, gik sin vej og gik på druk i fem år, som han siger.
Selv i dag kan det være svært at vurdere, hvad der er sygdom, og hvad der er militær opdragelse.
”Det er jo kun i Danmark, jeg har PTSD. Jeg fungerer fint i krigszoner. De har gjort mig til fuldblodssoldat, og min krop er klar til kamp. Men det fungerer ikke i civil,” siger han.
”Da jeg først gik i behandling, gik det ned ad bakke. Der var meget, der skulle erkendes. Det er stadig svært. Når der nytårsaften lyder et kanonslag, og jeg trækker mig tilbage, er det så PTSD eller militær opdragelse?”
I årevis sov han kun en time ad gangen og var altid irritabel i dagtimerne. Det blev normalt. Mønstret var altid det samme. Efter en times søvn satte han sig automatisk op, satte fødderne i gulvet og vågnede. Så gik han en runde i hjemmet for at tjekke, at døre og vinduer var låst og lyset slukket. Tidligere skete det fem-seks gange hver nat. Aston gik ofte med rundt. Nu sker det sjældnere.
”I dårlige perioder kan en lyd i huset eller udenfor få mig helt op på mærkerne. Jeg kigger på Aston, og når han ikke løfter hovedet og vender ørerne og reagerer, var det nok ikke hanen på en revolver, der blev spændt. Så var det nok bare træværket, der knirkede, og så bliver jeg rolig igen.”
Aleksander Taarnberg spænder et lille dækken på Aston med logoet for handicapservicehunde. Hunden bliver øjeblikkeligt roligere og mere opmærksom. Den ved, at den er på arbejde. Under gåturen gennem skoven og ned til en sø bevæger den sig ikke mere end et par meter væk fra sin ejer og kigger konstant i hans retning.
”Mange af mine venner fra dengang ville have glæde af en hund. Mange. Men alt, hvad der er godt for os med PTSD, koster penge.”
Der er faktisk ikke noget redskab, der er lige så godt som en servicehund, mener Yvonne Tønnesen fra Livlinen ved Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF), et tilbud til traumatiserede veteraner. Når kun Aleksander Taarnberg og fire-fem andre veteraner ifølge hende har sådan en hund, hænger det sammen med, at man ikke sidestiller veteranernes psykiske lidelser med fysiske handicap. Det mener hun er dybt beskæmmende.
Aston er ikke hele løsningen, men den har hjulpet Aleksander Taarnberg i gang med meget. Sidste år stillede han op i kørestolsbasketball ved en sportsbegivenhed for sårede soldater - de første ”Invictus Games” - i den olympiske by i London. Hans ben fejler ikke noget, men blandt soldaterne skelner man ikke mellem fysisk og psykisk handicap. I oktober skal han løbe maraton i USA arrangeret af United States Marine Corps. Det er meget bedre end den medicin, han stoppede med at tage for et par år siden.
”Jeg skal ikke være på pension for evigt. Den skal siges op, så snart jeg kan. Jeg har en drøm om at skulle ud at arbejde. Jeg ville gerne være soldat igen. Men det kan jeg nok ikke.”
Fagfolk er enige om, at veteranerne efter Balkan slet ikke fik den hjælp, de havde brug for. Formand for Psykiatrifonden Anne Lindhardt fortæller, at man for et par år siden sagde, at symptomer skulle være til stede inden for seks måneder efter begivenhederne, for at man kunne tale om PTSD. I dag ved man godt, at det ikke er rigtigt, og selvom soldaterne kan fortrænge de hårde begivenheder i årevis, dukker symptomerne op på et tidspunkt, typisk efter 10-20 år.
Men Aleksander Taarnberg bærer ikke nag. Han mener ikke, han ville have sagt ja til hjælp, hvis han havde fået tilbuddet. Han ville dog ønske, at flere af hans kammerater kunne blive hjulpet.
”Mange af de andre leder efter et hurtigt fix. Så sluger de måske noget psykofarmaka og bliver halvparalyseret og sidder derhjemme. Det hjælper ikke. Det svære for os med PTSD er at definere, hvad problemet er og tage fat om det. Det har mange af dem ikke kunnet tage sig sammen til,” siger han.
Det er selvfølgelig heller ikke alle, der har været heldige at få en veteranhund som Aston, medgiver han. Hunden har plasket rundt i søen, og med et solidt tag tørrer Aleksander Taarnberg den med et håndklæde tilbage ved ødegården:
”Han skubber mig i gang, så jeg kan magte livet. Men jeg skal også selv løfte opgaven.”