Hvad driver hadet på internettet?

Hadefulde og grove kommentarer på internettet er hverdagskost for danske debattører, særligt når det kommer til emner som køn og indvandrere. Nogle afholder sig helt fra at ytre sig eller melder sig ud af debatten i perioder. Men det onde vinder, hvis man ikke tør sige, hvad man mener, siger en af dem, der har prøvet at være i orkanens øje

Tegning: Morten Voigt
Tegning: Morten Voigt.

I december skrev den 16-årige gymnasieelev Julie Kærgaard Nyrup et debatindlæg i Jyllands-Posten om de positive oplevelser, hun havde med flygtninge i sit nærområde. Hun havde nok ikke regnet med, at indlægget ville afføde Facebook-kommentarer som, ”Hun siger nok noget andet, når hun først er blevet tævet og voldtaget af vores berigelse” og lignende. Men det var, hvad der skete, fortalte hun i sidste uge i Jyllands-Posten.

”Jeg kan godt forstå, at folk er uenige med mig. Men det er lidt voldsomt, når en voksen mand mener, at en 16-årig pige burde blive voldtaget”, sagde hun til avisen.

Julie Kærgaard Nyrup er langtfra den første, der har opdaget, at det kan have voldsomme konsekvenser at stikke næsen frem i den offentlige debat i Danmark. For nogle år siden lukkede Søren Espersen fra Dansk Folkeparti sin Facebook-profil helt ned, fordi han havde fået nok af dødstrusler og trusler mod sin kone.

Til TV 2 sagde han dengang: ”Facebook er en kloak, der har udspillet sin rolle. Jeg har fået beskyldninger om at være en lille, fed, halvskaldet nazist og i samme tråd fået at vide, at jeg var et zionistisk jødesvin”.

Samme år, i 2014, satte DR fokus på problemet med den hårde debattone på de sociale medier i programmet ”Ti stille kvinde!”, hvor danske kvindelige politikere fortalte om de hårrejsende beskeder, de dagligt modtager på Facebook, mails og over telefonen.

Men det er ikke blevet meget bedre siden. Debattøren Signe Wenneberg har for nylig meldt ud, at hun fremover kun vil ytre sig om madspild, have og bæredygtighed, fordi hun er træt af de ubehagelige kommentarer, hun får, når hun debatterer emner som køn og ligestilling. Forfatter Leonora Christina Skov holdt i en periode pause fra debatten, fordi tonen var blevet for rå. Og samtidig med Facebook-beskederne til Julie Kærgaard Nyrup væltede det også ind med negative beskeder hos skolelæreren Monica Edelmann – primært på Facebook, men også via telefonopkald og -beskeder.

”Du skulle tage og lukke røven. Skrid ud af Danmark med dig.” ”Tænk sig du får taletid. Men ok, det fik Peter Lundin også.” ”Soen skulle spærres inde ASAP”.

Monica Edelmann medvirkede i december i et indslag i TV 2 Nyhederne, hvor hun forholdt sig kritisk til skolernes juleafslutning i kirkerne, men hun havde ikke forudset, at det ville afføde et væld af voldsomme kommentarer og beskeder fra mennesker, der var uenige med hende.

”Jeg var virkelig målløs over kommentarerne. Jeg havde slet ikke overvejet, at det var en mulighed, at folk ville skrive på den måde, og slet ikke at tonen kunne være så rå og hadsk. Det havde intet med substansen at gøre, men gik efter mig og mit skød,” fortæller hun.

Debatten ér meget rå på nettet, siger Mads Kæmsgaard Eberholst, der er studielektor i kommunikation, journalistik og medier ved Roskilde Universitet.

”Der er ingen tvivl om, at den debat, som foregår omkring særligt emner som indvandrere og køn, er meget rå og meget synlig. Der er blevet kort fra tanke til handling. I gamle dage var der et naturligt filter, fordi man skulle finde skrivemaskinen frem og sende brevet til en redaktør, som kunne sortere det fra, hvis det var hadefuldt. Det filter er væk. I dag sparker man noget af sted, hvis man lige er i dårligt humør og skal afreagere. Så er det oftest også glemt kort efter. Radio 24syv ringede for noget tid siden til nogle af dem, der kommenterede, og de var ikke helt klar over, hvad de havde skrevet, og hvad de havde sat gang i. Tanken hos dem var afsluttet og glemt, men det var den jo ikke hos modtageren,” siger han.

Han peger på, at mediernes øgede interesse for personer frem for sager medvirker til, at kommentarerne ofte ikke har noget med sagen at gøre, men derimod går efter personen.

”Politikere er altid blevet angrebet på deres holdninger, men det er noget relativt nyt, at man er så fokuseret på personen nu. Udviklingen har sneget sig af sted over de seneste 20-30 år, hvor det tabloide format er blevet en del af vores kultur. Derudover har medierne spidset deres debatprofiler til, og man har adopteret Huffington Posts (amerikansk internetavis, red.) model med, at jo mere provokerende det kan blive, jo bedre,” siger han.

Men selvom han mener, at tonen er rå, står tingene alligevel ikke så slemt til, som man skulle tro.

”Måler man på den generelle debat, er den langt mere neutral, end man skulle tro. Selvom de hadefulde beskeder fylder, er der langt flere sunde, positive ytringer. Brugerne er begyndt at gå i rette mod hinanden og opfordre til et pænere sprog, og det er noget nyt. Derudover har Facebook opdaget, at den hadske stemning ikke nødvendigvis fordrer sund debat. De har ændret på deres algoritmer, så de kommentarer, der har fået mest interaktion, bliver vist først i en tråd. Det betyder, at debattrådene ofte drejer over til de positive holdninger frem for de negative. Men forandringerne sker jo ikke fra den ene dag til den anden, og hvis en hadsk tråd tager overhånd, vil de slemme kommentarer stadig figurere øverst,” forklarer han.

Men den hårde debattone kan afskrække nogle fra at blande sig i debatten. En undersøgelse foretaget for Dansk Ungdoms Fællesråd i 2016 viser, at 57 procent af de danske unge mellem 16 og 26 år afholder sig fra at give deres mening til kende på de sociale medier, fordi tonen er for hård. Og det kan have konsekvenser for demokratiet, mener 25-årige Emma Holten, der er debattør og kendt for at tage til genmæle mod hævnporno. Hun genkender billedet af de tilbageholdende unge, som hun møder, når hun holder oplæg på gymnasier.

”Særligt unge kvinder, homoseksuelle og etniske minoriteter har ikke lyst til at sige deres mening. De siger, at når de ser, hvad jeg bliver udsat for, tænker de, at det skal de aldrig. Så det har den meget skræmmende og ubehagelige og udemokratiske effekt, at de mennesker og stemmer, vi måske har allermest brug for, melder sig ud. Det er et ekstremt uholdbart udgangspunkt for en sjov og livlig debat, at man, når man blander sig i debatten, ikke som det første tænker, hvordan man kan bidrage med noget nyt og interessant, men derimod, hvordan man kan blive angrebet,” siger hun.

”Der sker desværre det, at de, som er bedst til at klare at være i debatten, nok er de mest benhårde mennesker. Det skinner tydeligt igennem i vores debat, for det er en meget speciel type, der har lyst til at være en del af den hårde tone. Jeg er ikke en af dem. Jeg har en sårbarhed, som er i åben konflikt med den hårdhed, der eksisterer,” siger hun.

Hun fortæller, at hun selv bliver meget påvirket af de mange negative beskeder, der tikker ind på hendes Facebook-profil, på telefonen og på mail, når hun eksempelvis har været i Deadline på DR 2 og debattere. Og det får hende ofte til at overveje, om det er det værd at være en del af debatten.

”Jeg bliver rigtig ked af det hver gang. Jeg tror, at hvis man ikke bliver ked af det, har man et problem. Jeg har det jo fint med at debattere mine holdninger, det gør jeg gerne, men den her systematiske despekt for ens person og nedgørelse, ydmygelse og latterliggørelse af én er ret udmattende. Og det er svært at finde ud af, hvordan man skal forholde sig til det. Enten tager man snakken, eller også giver man tilbage. Jeg kan ikke affeje folk som idioter, for det strider imod det, jeg tror på. Så jeg svarer folk og siger ’Hey, kan du prøve at give mig et mere nøjagtigt eksempel på, hvorfor du synes, jeg er irriterende?’. Så svarer de ofte med et ’Du er fucking nedern’, og så er man dér,” siger hun.

De, der kommenterer negativt på de sociale medier, kaldes ofte ”trolde” eller ”kældermennesker”. Det er dem, der bevidst går efter at skabe ravage og provokere, forklarer Anders Colding Jørgensen, der er internetpsykolog og beskæftiger sig med online debatkultur.

”Det er vigtigt at understrege, at disse ’trolde’ ikke fylder ret meget, og man skal skelne mellem de mennesker, der får fornøjelse af at sprede had uafhængigt af indholdet, og så alle os andre, som i en ophedet debat kommer til at skrive hårde ting. Når man skriver på nettet, er de stopklodser, man almindeligvis har, sat ud af kraft. Man skal ikke konfronteres med, at den, man skriver til, begynder at græde, fordi man kalder hende en tyk so. Det kan man skrive, for ’hun er ikke et almindeligt menneske, hun er bare et navn på nettet’. Jeg tror ikke, at vi med et trylleslag forvandles til psykopater, når vi færdes på nettet, men vi får rykket vores grænser, fordi det sociale filter mangler, og så kan vi virke hårde og ubehøvlede. Sarkasmen fortaber sig, fordi vi ikke kan levere den med et glimt i øjet. Og de, der har et grovere sprog ude i virkeligheden, bliver på samme måde grovere, når de kommer på nettet, fordi stopklodserne er væk,” siger han.

”For trolden er sagen måske lidt mindre vigtig, eftersom det er glæde ved konfliktopmærksomhed, der driver ham, hvorimod det for os andre er sager, som er oppe i tiden, og som har en principiel og vigtig betydning. Det interessante er, at vreden ofte kommer, fordi vi ikke har læst indholdet af det, vi kommenterer på, ordentligt. Vi scanner det, associerer emnet til noget, der gør os principielt vrede, og så bliver vi vrede. Når man bliver vred, stiger adrenalinen, og så bliver man både handlekraftig og dårlig til at tænke sig om. Og det er en dårlig kombination på nettet, fordi vi dermed ikke har det sociale filter til at bremse os, før vi siger noget, der måske kan virke for hårdt,” siger han.

”I nogle fora og grupper bliver der udviklet en tone, hvor der ikke er nogle ’voksne’ til at fortælle en, hvad der er i orden og ikke i orden, og hvor der bliver øvet i meget vide grænser for, hvad man kan tillade sig at sige. Så vænner man sig til at kunne sige meget hårde ting, fordi kulturen i gruppen eller foraet er til det, og det smitter af i den mere mainstream diskussion,” forklarer han.

Det billede genkender Rasmus Jarlov, der blandt andet er finansordfører for De Konservative. Han oplever ofte, at tonen på hans Facebook-side blandt dem, der kommenterer på hans opslag, er meget hård, fordi folk har hidset sig op på lukkede fora, før de kommenterer på hans opslag. Ofte har de helt misforstået, hvad han mente.

”Den måde, de sociale medier fungerer på, er, at man sidder sammen i en gruppe med mennesker, man mest er enige med. Så kan man blive enige om, at ens politiske modstander er Satan selv, og så går man med alt for meget kraft ind på vedkommendes væg. Hvis de havde været med i den åbne debat fra starten, havde de måske haft et mere afbalanceret syn på de ting, der diskuteres. Jeg ser nogle gange, at mine udtalelser kommer til at leve deres eget liv, og så får jeg skudt nogle ting i skoene, som jeg aldrig har sagt. På den måde kan de sociale medier være med til at accelerere diskussionen, så folk til sidst sidder med et skævvredet indtryk af, hvad der er blevet sagt, og hvad politikerne egentlig mener om en sag,” siger han.

Rasmus Jarlov har selv fået kritik for sin til tider grove tone.

”De, jeg giver et hårdt svar, lægger selv hårdt fra land. Jeg kunne aldrig drømme om at skrive hårdt til folk, som skriver ordentligt. Der sidder mange, som tror, at de har ret til at svine folk til, men som bliver fornærmet, hvis man så svarer dem tilbage. Det er noget klynkeri,” siger han.

Han medgiver, at der er en hård tone på særligt Facebook, men mener, at de sociale medier også er med til at gøre debatten bredere og mere mangfoldig.

”Det er jo ikke godt, hvis nogle skræmmes væk fra at ytre sig, men alt i alt har vi med de sociale medier fået en mere omfattende politisk debat. Tonen kan godt være hård, men som politiker forsøger jeg at mane til fornuftig debat og svarer derfor igen, når det bliver for meget,” siger han.

For skolelærer Monica Edelmann var hendes debut i december i den offentlige debat overvældende, men selvom hun havnede midt i orkanens øje, får det hende ikke til at holde sig væk fra at sige sin mening.

”Det onde vinder, hvis ikke vi tør sige, hvad vi mener. Vi skal have en fri debat og i en mindre hård tone. Så ja, jeg vil debattere igen og gøre det på samme måde, for jeg mener, at man må sige det meste, så længe man gør det sobert. Jeg kunne have sagt grimme ord tilbage, men det ville ikke have gavnet debatten. Og så ville jeg bare have bidraget til at legitimere den hårde tone,” siger hun.