Hvad fejler hun?

En kvinde er helt utroligt træt, men lægernes prøver viser ingen tegn på alvorlig sygdom. Et forslag om at tjekke for depression gør hende vred

Træthed kan være et symptom på mange ting. Modelfoto
Træthed kan være et symptom på mange ting. Modelfoto.

Hun er forpint. Det kan man se, allerede da hun rejser sig i venteværelset for at gå de få skridt ind til mit konsultationsrum. Hun ser næsten vred ud eller i hvert fald forgræmmet på en noget sammenbidt måde, så jeg hører mig selv bruge den mest rolige og venlige stemmeføring og får hende hurtigt på plads i stolen over for mig.

Hun får da også kun lige sat sig, før hendes frustration vælter ud af hende. Først tilkæmpet kontrolleret og tilbagelænet på stolen, men efterhånden som hun får talt sig varm, bliver hun mere og mere skinger og rykker længere og længere frem på stolen og bruger hånden til at slå i bordet, når hun vil understrege vigtigheden af, hvad hun siger. Ikke hårdt og larmende, men bare lige for at markere.

Hun er så træt. Træt af at være træt. Træt af at hun ikke rigtig føler, at der er nogen, der tager hende alvorligt. Træt af at have dårlig samvittighed over, at hun ikke har nogen energi til at gøre alle de ting, andre foreslår hende at gøre, og som hun føler, hun burde, for at få energi. Træt af at det bare bliver ved og ved. Træt af at blive sendt fra den ene undersøgelse til den anden, uden at der er nogen, der kan fortælle hende, hvad hun fejler.

For hun er ikke i tvivl om, at hun fejler noget. At der er et eller andet galt, siden hun er så træt. ”Det er da ikke normalt!”. De skal bare finde ud af, hvad der er galt, og det er så anstrengende, at det åbenbart ikke er så enkelt endda. Og det er hun virkelig ikke særlig glad for.

På den ene side synes hun, at det er for dårligt, at hun bliver sendt videre fra den ene afdeling til den anden, og ”nu må det stoppe”, og på den anden side vil hun videre i systemet for at komme en diagnose nærmere.

Hun har fået taget alle tænkelige blodprøver. Hun er blevet ultralydsskannet og mr-skannet. De (altså hospitalet) har ledt i hendes mave og tarme. De har tjekket hjertet. Hendes underliv er fint. De mener ikke, at hun fejler noget, men for en sikkerheds skyld er hun sendt til endnu en undersøgelse, som hun først har fået tid til lige op til ferien. Det er hun virkelig indebrændt over, for hun synes jo ikke, at hun kommer videre på den her måde. Det trækker bare ud og ud.

Hun er selvfølgelig glad for, at alle prøver er fine, men dybt frustreret over, at de derfor ikke mener, at hun fejler noget. Og det har de sagt til hende. På en meget arrogant måde, synes hun.

Den sidste læge havde udspurgt hende om hendes liv i øvrigt og antydet, at det måske var i den mere depressive boldgade, man skal lede efter årsagen til hendes træthed, men det gør hende så vred, at han foreslog det. Hun mener, at det er hendes træthed, der gør hende trist og får alt til at virke uoverskueligt og bestemt ikke omvendt.

Hun spørger mig, om jeg ikke kan presse på, for at hun kommer hurtigere til den næste undersøgelse, for hun frygter, at der pludselig er sommerferie, og så sker der intet. Og selvom jeg godt kan forstå hendes ønske om at få det afklaret nu, så kan jeg ikke få hende skubbet foran i køen, når der heldigvis ikke er mistanke om, at hun fejler noget rigtig alvorligt. Det vidste hun også godt, men hun ved ikke rigtig sine levende råd“ Jeg foreslår hende at sige på hospitalet, at hun er parat til at springe til ved afbud.

Jeg siger ellers ikke ret meget, for hun har rigeligt at skulle af med.

Til sidst siger jeg, at selvom hun ikke tænker, at det kunne skyldes, at hun ikke er helt i balance lige nu, så synes jeg ikke, hun risikerer noget ved, at vi også kigger den mulighed igennem sammen, for det handler i sidste ende om, at hun skal få det godt igen. At hun skal genvinde energien og få sig selv tilbage. Og når det ser ud til, at hendes krop ikke fejler noget, man kan finde lige nu, så er det måske værd at efterprøve hospitalslægens tanke?

Så hun kommer igen. Eller det håber jeg. 

Lise-Lotte Hergel er praktiserende læge i Lyngby og skriver klummen Krop og Sjæl hos Kristeligt Dagblad