Forfatter: Jeg har det bedst, når jeg er i gang med et skriveprojekt

Forfatter og foredragsholder Bjarne Nielsen Brovst, 68 år, elsker sine snart 45.000 bøger og kan ikke skille sig af med en eneste

Bjarne Nielsen Brovst skriver hver uge havebreve i Kristeligt Dagblad. -
Bjarne Nielsen Brovst skriver hver uge havebreve i Kristeligt Dagblad. - . Foto: Leif Tuxen.

Hvad er det gode liv for dig?

For mig er det at være sammen med familie og venner gennem et langt liv. Min mor lærte mig at glæde sig over det at få lov at stå op hver dag. Det har jeg gjort lige siden, og jeg har aldrig svært ved at komme ud af sengen, heller ikke når det er en mørk novembermorgen. Så glæder jeg mig over vores to store haver, hvor jeg kan følge træer, buske og fugle gennem året.

Hvornår har du det bedst med dig selv?

Jeg har det bedst, når jeg er i gang med et skriveprojekt. Det tager gerne flere måneder, og så går jeg rundt og spekulerer på det, når jeg er i haven eller går tur. Det kan også være et havebrev til Kristeligt Dagblad, hvor jeg tænker på, hvordan indgangsvinklen skal være. Jeg skriver stadig det meste i hånden med en god tuschpen. Jeg har det også godt, når jeg er i en af vores haver.

Den ene ligger ved Jammerbugten, og den anden ligger i Østjylland. Begge steder kender jeg hver en sti og hvert et træ. Efter den seneste storm, Freja, var der en 15-20 træer, der ikke klarede den, det er underligt, når de ikke er der mere.

Hvad gør du for at holde kroppen i gang?

Min kone, Gudrun, og jeg går hver formiddag en tur på en time til halvanden med vores to hunde, Balder og Nanna. Det er altid en dejlig tur, og hundene glæder sig til at komme af sted. Jeg gør mig mest i gentagelser, hvad det angår. Om sommeren småløber jeg også lidt.

Hvad er afslapning for dig?

Min kære hustru vil gerne ofte se kriminalfilm om aftenen. Det gider jeg ikke. I stedet for sætter jeg mig i den gode lænestol og lytter mestendels til Mozart. Vi har hans samlede værker med 170 cd'er. Jeg er cirka nået halvvejs. På begge sider af lænestolen står stabler af bøger. Jeg læser måske noget Rifbjerg. Jeg holder også meget af at læse essays, det kunne være Martin A. Hansen eller Knud Sønderby.

Hvad er der altid i dit køleskab?

Jeg holder mange foredrag over hele landet og elsker det. Jeg har efterhånden 60 forskellige, jeg kan holde. Her i højsæsonen er der derfor en del aftener, hvor jeg først kommer hjem klokken 22, 23, 24 eller senere. I vores køleskab står der altid 4-5 forskellige slags oste, købt med omsorg.

Der er også pesto og oliven, og kan vi få nogle gode bornholmske kiks til, så vil vi gerne det. Et par gode glas rødvin hører også med. Så er det ligesom at sige tak for i dag.

Hvad er din største last?

Det er uden tvivl bøger. I vores to huse har jeg efterhånden en 40-45.000 bøger. Jeg elsker at gå i antikvariater og er kendt i hvert eneste antikvariat i Danmark. Som barn lå jeg meget på sygehuset på grund af en forbrændingsulykke. Der læste jeg meget og har gjort det siden. Jeg kan ikke skille mig af med mine bøger, så de er alle vegne.

Min familie har sagt, at de nok skal ordne det, når den tid kommer. Min mor og mormor samlede også på bøger, så i min samling er der også tidsskrifter fra forrige århundrede.

Hvad er det bedste sundhedsråd, du har fået?

Min mor og min mormor røg begge som skorstene og døde af det, da de var omkring de 70. Jeg røg også selv kolossalt meget som ung - 40 cigaretter om dagen og pibe. Men da min mormor døde, stoppede jeg med at ryge fra den ene dag til den anden og smed mine piber i skraldespanden. Og jeg savnede det ikke. Det havde været ubehageligt at se hende sidde der med iltapparat, fordi hun havde røget så meget.