Kåre Gade: Er min dårlige humor tegn på demens?

Kåre Gade. Foto: Andrew Atkinson

”Hvis man griner ad noget, som andre ikke synes er sjovt, for eksempel en dårlig parkering, kan det være tegn på alzheimer,” siger fruen. “Jeg har da set mange videoer med dårlige parkeringer, som er vildt sjove,” siger jeg. Hun kigger undersøgende på mig

Det er lørdag, vi sidder i køkkenet og læser avis.

”Den her artikel vil interessere dig, skat,” siger fruen. ”En ny undersøgelse viser, at ens humoristiske sans afslører, om man vil udvikle demens.”

”Virkelig?”, siger jeg.

”Ja. Skal du ikke spørge hvordan?”, siger hun.

”Hvordan?”, spørger jeg.

”Det viser, at plat og grovkornet humor kan være et tidligt tegn på alzheimer. Som hvis man griner ad noget, som andre ikke synes er sjovt, for eksempel en dårlig parkering eller noget andet, der er gået galt,” siger hun.

Jeg overvejer, om det kan passe.

”Jeg har da set mange videoer med dårlige parkeringer, som er vildt sjove,” siger jeg.

Hun kigger undersøgende på mig.

”Har du det?”, siger hun.

Den næste weekend er biskoppen, tidligere kendt som domprovsten, på besøg med sin kone. Forud for besøget har jeg traditionen tro skrevet og spurgt til vores venners kulturelle ønsker for weekenden, og biskoppen har traditionen tro svaret: ”Øl og chips”.

Mens vi sidder i sofaen og drikker øl og spiser chips, fortæller han, at han efter grundige diskussioner med sig selv har besluttet at beholde sin private Facebook-side trods sin nylige, klerikale forfremmelse.

”Men nu hvor jeg er biskop, er jeg nødt til at være mere forsigtig med mine opslag,” siger han.

Jeg kan ikke huske, at han nogensinde har lavet et opslag på Facebook. Så falder det mig ind, at jeg vil finde en parkeringsvideo og vise den til biskoppen for at se, om han griner. Jeg tager min iPhone frem og begynder at lede, men inden jeg finder videoen, siger biskoppen:

”Har I forresten set den film, der cirkulerer på Facebook - med to danske mænd, der spiser surströmming?”.

”Åh Gud,” siger biskoppens kone (tidligere kendt som domprovstens kone) og ser træt ud.

”Mine drenge synes, jeg er syg i hovedet, men den er altså hysterisk sjov,” klukker biskoppen.

Han holder sin iPhone op foran os, mens han afspiller filmen:

To mænd står på en terrasse og åbner en dåse surströmming, som de forsøger at spise, mens deres koner filmer og kommer med opmuntrende tilråb. De bander og bøvser. Hvis man ledte efter et eksempel på plat humor, som andre ikke synes er sjovt, kunne man ikke finde noget bedre. Biskoppen griner, så han får tårer i øjnene.

”Jeg ved ikke, hvorfor det er sjovt,” hulker han.

”Det er faktisk ret morsomt,” siger fruen.

En af mændene kaster op. Så griner vi alle sammen.

Fruen vil sende videoen til vores mellemste søn, hvis svenske svigerfamilie spiser surströmming.

”Han vil elske den. Ræk mig din iPhone,” siger hun.

Biskoppen tørrer øjnene og rækker hende sin iPhone.

”Uh-oh. Det ville jeg nok ikke have gjort,” siger jeg.

Hun trykker på skærmen.

”Det er underligt. Hvorfor sker der ikke noget?”, siger hun og viser iPhonen til biskoppens kone.

”Er du sikker på, at man skal trykke del'?”, fniser biskoppens kone.

”Nu håber jeg ikke, du deler den på min Facebook-væg,” klukker biskoppen.

Jeg tager min iPhone, åbner biskoppens private Facebook-side og rammes af et ukontrolleret latteranfald.

”Hvad? Har jeg delt den på hans Facebook?”, spørger fruen.

Jeg nikker, men kan ikke sige noget for grin.

”Hvad? Det passer ikke, hahaha,” hulker biskoppen.

”Åh, jeg ved ikke, hvorfor det er sjovt,” stønner jeg og tager en dyb indånding. ”Men du har delt den fire gange i træk.”

Det varer flere minutter, inden vi er færdige med at grine. Da biskoppen spørger, om man kan slette opslagene, er der allerede fem, der har syntes om filmen.