Spørgsmål om venskab

Kære brevkasse

Jeg har en forespørgsel, som angår et gammelt venskab, der længe har pint mig. Mange gange ser jeg min veninde af pligt eller tager telefonen, fordi jeg ikke synes, at jeg kan være bekendt at lade være. Jeg har vel gået og ventet på, at hun skulle opføre sig på en måde, som gav mig ”anledning” til at stoppe venskabet.

Og når hun til tider har opført sig på måder, der har været grænseoverskridende og ubehagelige, har jeg så alligevel fortsat vores venskab, men med en afstandtagen. Jeg føler mig fej, når jeg gang på gang ikke får sagt ærligt fra eller får udtrykt ærligt, hvad jeg egentlig mener eller har lyst eller ikke har lyst til at være med til.

Jeg vil kalde vort venskab asymmetrisk i den forstand, at jeg oplever, at hun har villet det mere end jeg. Det asymmetriske kommer ligeledes til udtryk ved, at dér, hvor hun er stærk i sin argumentation og kan virke meget overfusende på mig - og andre for den sags skyld - dér er min tendens, at jeg forstummer og ikke har ord til at svare for mig eller undlader at svare, da jeg ikke ønsker eller føler mig i stand til at gå ind i de konfliktprægede situationer.

Jeg vil gerne afslutte vort venskab, men føler mig fej. Årsagen er, at venskabet har plaget mig gennem mange år. Desuden er summen af de oplevelser, hvor hun har overskredet mine grænser, gjort krav på mig på måder, der ikke har været i orden, udvist jalousi over for mine andre venner eller min kæreste, høj.

Der er situationer, hvor jeg ville ønske, at jeg havde været bedre til at sige meget tydeligere fra. Vi har ikke nogen aktuel konflikt, men hun har såret mig og overskredet mine grænser ved mange lejligheder. Jeg er ofte i beredskab, når vi ses, og det er ikke trygt eller tilbagelænet selskab for mig.

Vores mødre kender hinanden gennem mange år. De lærte hinanden at kende som mødre til os. Jeg har kendt denne veninde, siden vi var tre år og nu i snart 30 år.

Nu har min veninde og hendes mor taget initiativ til en ferieweekend med min mor og mig. Jeg ønsker ikke at deltage i denne weekend, og det bakker min mor mig op i. Min mor er ked af, at hun ikke for mange år siden fik handlet anderledes, hvad vores venskab angår, da hun mener, at det ikke har været godt for mig.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal afslutte vores venskab og er bange for at være en helt igennem urimelig person, hvis jeg gør det. Det kristne imperativ om at elske sin næste betyder desuden en del for mig - selvom det kan være svært at efterleve - for der er jo også kærlighed i vort gamle venskab, og det er det, der også gør beslutningen så svær.

Til sidst vil jeg nævne, at min veninde og jeg har en fælles veninde, som jeg ikke ønsker at bryde med. Jeg ved ikke, hvordan hun vil stille sig i forhold til mit ønske om at afbryde kontakten, men jeg føler mig overbevist om, at hun holder meget af mig under alle omstændigheder.

Jeg har ikke lyst til at drage hende ind i dette, men hvis jeg får afbrudt venskabet med vores fælles veninde, vil det også påvirke hende. Jeg er indstillet på, at hun må handle og føle, som det nu vil være rigtigt for hende.

Jeg håber, at I kan rådgive mig, da det har gået mig på i mange år. På forhånd tak.

Venlig hilsen

Gunilla

Svar fra brevkassen

Kære Gunilla

Tak for dit brev. Vi kan forstå, at din relation til din såkaldte veninde har tynget dig gennem mange år. Og vi tolker også dit brev sådan, at du nu er kommet til et punkt, hvor du nødvendigvis må handle, men ikke helt ved, hvordan du skal gribe det an.

Det er også godt at læse, at du har en del andre venner og en kæreste at snakke med det om og tillige en mor, som forstår dig. Så du er og bliver på ingen måde alene uden din mangeårige kontakt til den pågældende.

Det lader, som om din gamle veninde er ganske pågående og magtfuld uden den store sociale musikalitet, når hun gentagne gange og gennem mange år kan overfuse både dig og andre. Man er ikke en ven, når man gør det.

Det betyder sandsynligvis også, at hun nok ikke vil kunne forstå, at du behøver afstand og afslutning af jeres relation. Hendes væremåde er sandsynligvis en del af hendes personlighed, som den har udviklet sig i de sidste mange år. Og den kan du ikke lave om på.

At I har kendt hinanden siden før skolealderen, er ikke et argument for at fortsætte relationen uanset indhold. At I mødtes engang, var jeres mødres valg. Nu er I voksne, og du må selv afgøre, om det er en relation, der skal bestå. Man kunne selvfølgelig udfordre dig til at tage de mange konkrete ting op med hende, og det tænker vi, at du måske også har gjort undervejs omend i langt forsigtigere udgave, end du måske burde.

Og måske kan du fremadrettet tilkæmpe dig mere mod i lignende situationer for både din egen og andres skyld. Men samtidig kan vi læse, at du faktisk har villet afbryde kontakten i mange år, og så må du gøre det, uden at du skal tvinge dig selv til en længere proces med at mødes og føre vanskelige samtaler.

Næste-kærlighed er også næste-ærlighed. Kærlighed er ikke fejhed eller undvigelse eller en magisk forestilling om, at det nok bliver bedre af sig selv. Ærlighed over for sig selv og sine relationer er også kærlighed, omend den kan være smertefuld. Du må bruge anledningen nu ved den forestående weekendinvitation til at gøre det, som du i lang tid har vidst, du måtte gøre. For dit velbefindendes skyld og for selvrespektens skyld.

Du kan skrive et brev til hende, at du nøje og modent har overvejet det i meget lang tid, og at du er kommet frem til, at du vil afslutte jeres venskab, selvom det er svært at skrive det. Du kan skrive, at I er for forskellige, at I er vokset fra hinanden, og at du ikke oplever ligeværdighed og tryghed i relationen, og at hun heller ikke er tjent med, at du lader som om og forstiller dig.

Du behøver ikke komme med forskellige eksempler, for så bliver det en invitation til at drøfte, om det var sådan, det var ment og så videre. Lad det være et sagligt brev uden så mange følelser. Du kan også skrive, at du selvfølgelig vil kunne hilse på hende og mødes hos fælles bekendte på samme måde som andre mennesker. Men at du har besluttet at afslutte den personlige kontakt.

Hvis du synes, kan du tilføje en lille åbning, der lyder noget i retning af, at du selvfølgelig ikke kender fremtiden, om I måske ville kunne ses igen på et eller andet niveau om nogle år. Men at du vil understrege, at din beslutning står fast i de nærmeste år fremover. Du kan også skrive, at du ikke kan overskue at føre en korrespondance om din beslutning, for den står fast. Held og lykke med det, som er så svært at få sagt, men som har tynget dig i mange år.