Det er sjældent, men indimellem sker det næsten ufattelige, at et familiemedlem slår resten af familien ihjel. Netop det var tilfældet i mandags, da en 45-årig mand tog livet af sin hustru, deres fire børn på 3, 6, 11 og 16 år – og sig selv.
Kun enkeltbidder om familien er blevet offentliggjort, men den levede et tilsyneladende helt normalt liv i et parcelhus i Ulstrup ved Randers med idrætsaktiviteter og engagement i lokalsamfundet. Manden beskrives som ansvarsfuld og stolt, men en hjerneblødning sygemeldte ham i efteråret og vendte op og ned på hans tilværelse.
Sagen er chokerende. Ikke blot på grund af de mange døde, men også fordi drabene er sket inden for rammerne af en familie, som vi normalt betragter som det tryggeste sted i tilværelsen. De fleste familiedrab sker endda oftest i en familie, der ligesom i det aktuelle tilfælde beskrives som helt almindelig.
Tragedien er derfor også en påmindelse om, at familien ikke nødvendigvis er det helle, vi tror, den er. Faktisk viste den eneste grundige undersøgelse af drab i Danmark i nyere tid, at i årene fra 2008 til 2011 blev knap halvdelen af alle drab begået inden for familien. Og den andel er stigende, for selvom antallet af familiedrab falder lige så stille, falder antallet af øvrige drab endnu mere.
Jørn Bechmann er forhenværende professor i psykologi og har mentalundersøgt flere end 100 drabsmænd gennem årene. Også mennesker, der har slået deres egen familie ihjel, og han ser det som et gennemgående træk, at især familiedrabsmænd typisk indgår i kategorien ”helt almindelige mennesker”. Som vel at mærke er en bred kategori, fordi også de, der er flest af, kan være vidt forskellige rækkende fra psykisk robuste til lettere afvigende – uden at have egentlig diagnose. Kun få er alvorligt psykisk syge, og næsten ingen er direkte psykopatiske, for psykopater er blandt andet kendetegnet ved ikke at føle anger og ved kun at slå andre ihjel.
”Der er typisk tale om mennesker, der ikke har styrken eller fantasien til at finde på andre udveje og derfor lader sig overvælde af følelser og aggression,” siger Jørn Bechmann.
”Og det er netop det, der gør den her slags sager så skræmmende, men samtidig fascinerende fra et fagligt synspunkt, for man spørger sig selv: Kunne jeg også begå så grusom en handling, hvis jeg blev presset nok? Næsten alle vil nok svare nej, og det er da også kun de allerfærreste, der faktisk gør det. Men når man så kigger nærmere på, hvem der faktisk gør det, er det ikke bare ekstremt syge mennesker, slet ikke. Det er normalt fungerende fædre, der kører deres børn til idræt den ene dag og kvæler dem den anden. Det er svært at forstå, hvad der sker i den proces, men det er vigtigt, at vi forsøger, hvis vi vil have andelen af familiedrab bragt ned.”
Noget af det, man ved, er, at familiedrab altid har forekommet. De har endda fyldt en del i både vores tro og kultur med blandt andet historien om Bibelens Kain, der dræbte sin bror, Abel, og Shakespeares Othello, som i jalousi tog livet af Desdemona. Man ved også, at strukturelle faktorer kan have en indflydelse, eksempelvis økonomi.
Det så man under depressionen i 1930’ernes USA og omkring Anden Verdenskrig, hvor en del familiefædre og enlige kvinder tog deres børn med i døden, fordi de ikke kunne brødføde dem. Drab af kulturelle grunde har også været velkendt og er det stadig visse steder i verden, ikke mindst på pigebørn.
Men hvordan kan den enkelte gerningsmand få sig selv til at slå sine allernærmeste ihjel – uden at være psykisk syg? Hvordan kan han planlægge det og endda udføre udåden over flere timer, sådan som det flere gange har været tilfældet, uden at blive stoppet af de kulturelle normer, som tilsiger, at sådan noget gør man selvfølgelig ikke?
Det har psykiateren Henrik Day Poulsen især to bud på. Det første og måske vigtigste svar finder man ved at læse de mentalundersøgelser, der er lavet i drabssager gennem tiden. I de værste sager om familiedrab, hvor mange er døde, og drabene har været planlagt, er den typiske konklusion nemlig, at der ganske vist ikke er tale om en sindssyg gerningsmand, men dog en person med stærkt afvigende personlighedstræk. De er ofte meget selvcentrerede, enormt ærekære eller særdeles temperamentsfulde.
”Disse typer mennesker har svært ved at klare en ydmygelse af den ene eller anden art. Hvor vi andre falder ned igen og lever med det, oplever de det som ubærligt krænkende. Hvis der derudover har været alkohol eller stoffer indblandet, kan tærsklen for, hvad vi kan finde på selv uden at være alvorligt syge, være ret lav,” siger Henrik Day Poulsen.
Ofte er der også et andet og endnu mere almenmenneskeligt element med i ligningen, nemlig to af de mest kraftfulde følelser, vi kender: jalousi og skam. Jalousi og den medfølgende hævnfølelse, hvis man føler sig forrådt, er i det hele taget den mest udbredte motivation til at dræbe andre, og skam følger godt med, når det gælder familiedrab, fortæller Henrik Day Poulsen.
Skammen kommer ofte af at have sat familien i en økonomisk situation, gerningsmanden ikke kan se sig ud af. Eller af at have gjort noget moralsk forkert. En skilsmisse er ligeledes en hyppig årsag, fordi den pirker til følelsen af at være en familiemæssig fiasko. Og fordi den følelse rammer både den ærekære og den selvcentrerede særligt hårdt.
Den britiske professor i kriminologi David Wilson er en af dem, der internationalt har forsket mest indgående i familiedrab, og han har blandt andet analyseret 71 eksempler fra Storbritannien i perioden fra 1980 til 2012. På den baggrund deler han gerningsmændene – for det er typisk mænd – op i fire kategorier, forklarede han for nylig til Information:
Den selvretfærdige , der ser sin hustru som ansvarlig for familiens sammenbrud og er drevet af hævn.
Den skuffede , som føler, at hustruen og børnene ikke følger hans idealer om familielivet i forhold til typisk religion eller kultur.
Den normløse , som ved økonomiske problemer ikke mener, at familien kan leve videre uden ham.
Den paranoide , som dræber for at beskytte familien mod en imaginær fjende.
Fælles for dem alle er, at de har investeret deres kærlighed, deres håb, drømme og ønsker i familien. Den er derfor på samme tid et meget trygt og spændingsfyldt sted, så når den ikke udvikler sig som ønsket, kan det opleves som et voldsomt tab, og især for mændene kan det føre til aggression.
”For mig at se er det en kriminalitetsform, der handler om at rekonstruere en tabt eller truet maskulinitet,” siger David Wilson til Information. ”Den er begået af mænd, der forsøger at leve op til idéen om manden som forsørger. Som en, der skal styre og kontrollere situationen. Det er mænd, der ofte ser kone og børn som en slags udvidelse af dem selv. Som deres ejendom.”
Især det sidste er netop en af hovedårsagerne til, at gerningsmændene tager hele familien med sig i døden. For egentlig ville hans frustrationer være lige så meget væk, hvis han bare tog sit eget liv, påpeger Henrik Day Poulsen.
En anden hovedårsag er, at der i jalousi- og skilsmissedrabene ligger den dybt forankrede tanke, at hvis drabsmanden ikke kan få hustruen eller børnene, skal ingen have dem.
Men det er netop denne egoistiske handling, hvor det ubærlige liv også skal blive ubærligt for andre, der gør det så vanskeligt at finde mening i et familiedrab, siger sognepræst Peter Nino Sporleder. Han kendte den krigsveteran, som sidste sommer slog sine forældre ihjel. Han kendte også forældrene og mærkede meningsløsheden og magtesløsheden på tætteste hold. Nu oplever han den igen, fordi han som beredskabspræst i Region Midtjylland er udpeget til at hjælpe den lokale præst i Ulstrup med at håndtere den store sorg og forfærdelse, der har spredt sig i det lille lokalsamfund.
”Vi kan ikke besvare spørgsmålet om, hvorfor det skete, men som præster kan og skal vi turde italesætte den meningsløshed, alle føler så stærkt. Og vi skal invitere folk til at bruge kirkens rum og ritualer som en ramme om det kaos, mange nok føler ekstra stærkt, fordi tragedien er så genkendelig. Alle har en familie og forbinder den med noget særligt og trygt, og alle kan relatere sig til, at børn er noget af det dyrebareste, vi har,” siger han.
Manglen på mening skal dog ikke afholde os fra at blive bedre til at forebygge fremtidige familiedrab, påpeger Henrik Day Poulsen. De kan ikke helt undgås, så længe der findes familier og mennesker med stærke følelser, men man kan muligvis mindske antallet ved at sætte mere fokus på området. Dels via forskning, hvor der fortsat er forbløffende lidt om familiedrab, dels ved at være mere systematisk opmærksom på de mest bitre skilsmisser og de mest offentlige økonomiske derouter.
Og måske lige så vigtigt, siger Jørn Bechmann, skal vi holde bedre øje med hinanden:
”Læg mærke til, hvis en, du kender, skifter karakter og bliver mere indelukket. Snak med vedkommende. Vi skylder hinanden at blive bedre til at beskæftige os med hinanden.”