I dag er de døde ikke i jorden, men i hjertet

”Det bliver ikke personligt på samme måde, hvis man ikke ved, hvor man skal lægge blomster, når man er på besøg. Et gravsted giver noget mere nærhed til de døde,” siger Lilian Østrup Søgaard om sin families snart 100 år gamle familiegravsted. Foto: Niels Åge Skovbo

”Det bliver ikke personligt på samme måde, hvis man ikke ved, hvor man skal lægge blomster, når man er ...

”Det bliver ikke personligt på samme måde, hvis man ikke ved, hvor man skal lægge blomster, når man er på besøg. Et gravsted giver noget mere nærhed til de døde,” siger Lilian Østrup Søgaard om sin families snart 100 år gamle familiegravsted. Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus

Vores minder ligger ikke i kirkegårdens jord, men på de sociale medier og i personlige genstande, mener forsker

Træder du gennem metallågen ved den østlige indgang til Nordre Kirkegård i Aarhus og fortsætter hundrede meter ligeud, så ligger det der på højre hånd: En rød gravsten omringet af to runde buske. Skriften består ikke af navne eller datoer, men er simpel og overraskende kort, når man tænker på, hvor mange familiemedlemmer og generationer, den repræsenterer. ”Østrups familiegravsted” står der i de første to linjer, ”Hvil i fred” i den sidste.

Gravstedet har tilhørt Østrup-familien siden 1919, hvor skovarbejder Mikkel Rasmussen døde. Siden er yderligere fem familiemedlemmer blevet begravet på det snart 100 år gamle gravsted, hvoraf den seneste var i 2009. Her døde 62-årige Lilian Østrup Søgaards far, som var barnebarn til Mikkel Rasmussen. Siden har det været hende, hendes mand og hendes bror, der har betalt for vedligeholdelsen af gravstedet og besøgt det med jævne mellemrum. Som et fast ritual kommer de forbi kirkegården, når de afdøde familiemedlemmer har fødselsdag, og de sætter konsekvent lys ved gravstedet til jul.

Det er ikke, fordi Lilian Østrup Søgaard, som tror på Gud, ellers overrender kirken på nogen måde. Men gravstedet har stor betydning for hende, da hun gerne vil, at familiens ånd lever videre - også når hun og manden Bjarke Søgaard selv dør. Af den grund valgte parret for nogle år tilbage at indskrive ønsket om at ligge på samme gravsted i deres testamente, fortæller hun.

”For mig handler det om, at familien er samlet. Vi har altid haft en god familie, vi har holdt af hinanden og mødtes til påske, pinse og jul. Derfor vil jeg også gerne ligge der med min mand og bror. Det bliver ikke personligt på samme måde, hvis man ikke ved, hvor man skal lægge blomster, når man er på besøg. Et gravsted giver noget mere nærhed til de døde.”

Lilian Østrup Søgaards familiegravsted adskiller sig fra en nyere udvikling for gravkulturen i Danmark. En udvikling, hvor familiegravsteder forsvinder, hvor færre anlægger gravsteder på kirkegårdene, og flere nedsættes anonymt i urner eller lader deres aske sprede over havet. Og hvor kirkegårde i det hele taget ikke længere har samme betydning som tidligere.

Den udvikling ser man til gengæld, hvis man tager turen bare tre kilometer væk fra Østrup-klanens familiegravsted til den psykiatriske kirkegård i Risskov i Aarhus. I mere end et halvt år er kirkegårdens fremtid blevet debatteret. Kommunen vil fjerne den og udlægge grunden til attraktive boliger med udsigt over vandet, mens kritiske røster fra blandt andet kirkeligt hold finder det problematisk, hvis de begravede skal flyttes. Senest har det mødt forargelse, at Slots- og Kulturstyrelsen har åbnet for, at kirkegården kan fjernes med tunge maskiner, så grave og knoglerester går tabt.

Det er ikke, fordi Lilian Østrup Søgaard, som tror på Gud, ellers overrender kirken på nogen måde. Men gravstedet har stor betydning for hende, da hun gerne vil, at familiens ånd lever videre - også når hun og manden Bjarke Søgaard selv dør. Foto: Niels Åge Skovbo

Jørgen Carlsen, idéhistoriker og forstander på Testrup Højskole tæt ved Aarhus, har fulgt debatten om den mulige nedrivning og ser sagen som udtryk for en større tendens: I det moderne samfund er respekten for afdøde blevet gradvist mindre, mener han.

”Når det som her drejer sig om høje grundpriser, ryger agtelsen for mennesket. Nu ligger vores afdøde forfædre nærmest i vejen. Man kan i hvert fald spørge sig selv, om der er den samme respekt over for døde i dag. En gravplads bliver forbundet med noget helligt, og derfor virker det så brutalt, når man giver tilladelse til at mase hen over skeletter med store bæltekøretøjer,” siger forstanderen, der også er medlem af Det Etiske Råd.

Ifølge Jørgen Carlsen kan diskussionen om kirkegården i Aarhus også hænge sammen med, at vi har fået et mere pragmatisk forhold til døde end tidligere. Dermed adskiller vores kirkegårde sig fra jødiske og muslimske gravpladser, der ikke må fjernes.

”En kirkegård er defineret som et sted, hvor man skal have lov at hvile i fred, og det kan virke som en mangel på agtelse og respekt for den tid, der er gået forud, når man ser så kontant og praktisk på døden og kirkegårde,” siger han.

Tilbage i 1987 udgav Kirkeministeriet en betænkning om blandt andet begravelsesritualet. Den indeholdt en skrivelse af daværende biskop over Haderslev Stift, Thyge Vilhelm Krag, som deri pointerede, at man ved en ”kirkelig jordefærd skal erindres om, at det er et menneske, en person, der begraves, ikke en ting, ikke et dyrekadaver, men et menneske, skabt i Guds billede.”

Denne passage er særligt i dag vigtig at have for øje, mener biskop over Ribe Stift og formand for Foreningen for Kirkegårdskultur, Elof Westergaard.

”Det tankesæt er måske gået i skred nu,” funderer han.

Igennem årene har Elof Westergaard fulgt kirkegårdskulturen tæt, og han oplever særligt, at den historiske bevidsthed om livet og døden er blevet mindre. Det afspejler sig helt tydeligt på landets kirkegårde, mener han. I stedet for at tænke på mennesket som et kulturelt eller åndeligt væsen, er der ifølge biskoppen en tendens til at se verden i et psykologisk eller økologisk perspektiv, hvor mennesket indgår i et kredsløb.

”Det kan få os til at glemme, at mennesket er et kulturvæsen. Jeg mener, at det er væsentligt, at vi holder os fast på menneskets betydning. Når vi taler om begravelser af mennesket, så er det andet end renovation. Det er derfor, vi har kirkegårde. Der er forskel på mennesker og naturen. Den måde, vi behandler vores døde på, er et udtryk for en taknemmelighed over det liv, vi har haft sammen. Derfor skal der være værdighed og respekt over det,” siger Elof Westergaard.

Han henviser til den historiske ændring, der er sket i forhold til vores kirkegårdskultur. Frem til midten af det 20. århundrede var kirkegården præget af en stærk erindrings- og mindekultur, hvilket helt bogstaveligt kunne ses på gravstenene, der var prydet af eksempelvis navnetræk og tekster af forskellig art. Men i dag er stenene mindre eller ikke-eksisterende. I det hele taget fylder det historiske islæt mindre på kirkegårdene, mens mennesket i højere grad tænkes sammen med naturen, fremhæver Elof Westergaard med henvisning til, at de fleste kommunale kirkegårde i dag er tænkt sammen med parker og anlæg.

”Idet vi tænker mennesket som natur, så forsvinder også let tanken om, at mennesket er noget særligt, og at vi skal have en særlig agtpågivenhed over for de jordiske rester. Begravelser bliver dehumaniseret, når de tænkes ind i en natursammenhæng. Vi er nødt til at italesætte, at der er forskel på tingene. Både ud fra en humanistisk og teologisk tankegang. Der er forskel på en hest og et menneske.”

Et helt håndgribeligt bevis på, at naturen spiller en større rolle i vores tanker om døden, er det faktum, at stadig flere danskere vælger at blive kremeret, mener biskoppen. De seneste tal fra Danske Krematoriers Landsforening viser, at godt 80 procent af de afdøde blev kremeret i 2014 mod knap 72 procent i 2000. Selv er han dog ikke i tvivl om, hvad der skal ske, når han dør.

”Jeg skal jordfæstes. Det har taget nogle måneder at komme til verden, og så må det også gerne tage noget tid at komme herfra.”

Også sekretariatschef i Landsforeningen Liv & Død Kirsten Søndergaard oplever, at danskernes forhold til gravsteder ændrer sig.

Ifølge hende kunne noget tyde på, at familiegravstederne herhjemme muligvis vil forsvinde sammen med de ældre generationer i dag.

”Jeg taler med flere fra de ældre generationer, som har bevaret deres slægters gravsteder, men siger, at de ikke vil have noget imod, at deres egne børn sløjfer dem. De ved, at det ikke har samme betydning for de nyere generationer at besøge tipoldemors grav, og nogle tænker derfor, at det er bedre, at de selv tager beslutningen om at lukke gravstederne, så de yngre familiemedlemmer ikke skal tænke på det.”

Landsforeningen Liv & Død har Funebariet, der er et videnscenter om død og begravelse i Danmark og både giver et historisk tilbageblik og oplyser om nutidens love og regler. Samtidig fungerer Funebariet som et mindre museum, hvor blandt andet skoleklasser kan vises rundt. På de rundvisninger taler Kirsten Søndergaard ofte med unge, som har en anden tilgang til begravelsen og kirkegården end tidligere.

”Flere siger, at de ikke selv har brug for et gravsted og heller ikke nødvendigvis synes, deres slægtninge skal mindes på den måde. For dem er den afdøde ikke i jorden, men i deres hjerter.”

Kirsten Søndergaard peger på, at udviklingen blandt andet skyldes økonomi, at vi prioriterer anderledes i dag og mobilitet.

”I gamle dage boede man tæt på kirkegården, hvor ens nærmeste slægtning blev begravet, og kunne besøge graven ofte. Nu bor vi langt fra hinanden og har så travlt, at der ikke er tid til at komme forbi. Vi hører, at gravstederne for nogle bare er forbundet med dårlig samvittighed over aldrig at komme der,” siger hun og tilføjer, at mange i stedet bruger digitale medier til at mindes deres afdøde.

Dette oplever adjunkt i arkæologi ved Københavns Universitet Tim Flohr Sørensen også. Ifølge ham er sociale medier og internettet blevet de nye steder, hvor følelses- og mindekulturen kan leve videre.

”Det er en del af en udvikling, hvor begravelsen går væk fra at være et materielt manifest. Vi ser det også på kirkegårdene, hvor flere vælger de mere simple begravelsesformer med kremering og måske uden gravsten. I stedet for at mindes de afdøde inden for den kollektive norm, der ofte findes på kirkegårde, formulerer vi mere subjektivt tanker og følelser på internettet og med digitale fotoalbummer.”

Selvom tendensen til en mere digital mindekultur er der, vil en modbevægelse muligvis dukke op inden for de næste år, tilføjer Tim Flohr Sørensen. Når han har talt med blandt andre gravere og kirkegårdsledere, hører han nemlig, at flere af dem, der fravælger et gravsted til deres afdøde, skifter mening.

”Flere udtrykker behov for et traditionelt gravsted, hvor man kan vande planter og lægge blomster. Det peger på et behov for et mere konkret sted at tage hen og mindes, hvilket vi kan komme til at se en bevægelse i retning af. Minderne skal ikke kun være tanker og ord, men også et fysisk sted.”

Ud over gravsteder og digitale medier mindes danskerne også i højere grad deres afdøde slægtninge inden for hjemmets rammer, siger antropolog og museumsinspektør på Moesgaard Museum Jenny Vijayarankan Husted. Museet viser lige nu udstillingen ”De Dødes Liv” om, hvordan de døde lever videre i forskellige kulturer. Hvor man i nogle lande mindes de afdøde med masker, små figurer eller ritualer, gør man det blandt andet i Danmark med arvede genstande.

”Det kan være et udtryk for stigende individualisering i vores samfund, at vi ikke mindes de døde inden for en religiøs institutionel ramme som kirkegården, men i stedet hjemme hos os selv på vores egne måder. I vores kultur handler det i dag mere om hverdagsting end hellige ting,” siger hun.

Tilbage i Aarhus tænker Lilian Østrup Søgaard generelt også mere på de afdøde, når hun ikke står ved gravstedet.

”Det lyder måske mærkeligt, når man nu har et gravsted, men når jeg er her, er det mere 'hej og farvel.' Det er ikke sådan, at jeg kan føle dem, det er mere, at 'her er familien',” siger hun.

”Jeg føler bare, at det skelet skal derned at ligge,” siger Lilian Østrup Søgaard med et uhøjtideligt grin. Foto: Niels Åge Skovbo

Hun er dog stadig sikker på, at hun og manden skal begraves samme sted, og selv ønsker hun en kistebegravelse, da det for hende virker mere naturligt.

”Jeg føler bare, at det skelet skal derned at ligge,” siger hun med et uhøjtideligt grin.

På den måde kommer endnu en generation af Østrup-familien til at ligge i jorden på Nordre Kirkegård, og spørgsmålet er, om det bliver den sidste. Lilian Østrup Søgaard og hendes mand har ingen børn, og det har ikke været på tale, om hendes brors datter skal føre gravstedet videre. I virkeligheden betyder det heller ikke så meget for Lilian Østrup Søgaard. Det vigtigste er, at hun og manden skal begraves ved siden af familien, og så betyder det mindre, om andre skal ligge ved siden af dem.

”Det vigtigste for mig er, at man kan komme ud og sige 'her er familien Østrup'.”