Det plejer at være læserbrevsskribenter, der får kaffen galt i halsen, når de er uenige i noget, der står i avisen.
Men ifølge forfatter Finn Slumstrup, Ærø, der er medstifter af protestbevægelsen Oprør fra udkanten, var det nærmest hele Jylland, der med rette blev forarget over topnyheden på forsiden af Kristeligt Dagblad sidste lørdag.
Her blev det rapporteret, at regeringens plan om udflytning af arbejdspladser fra København til provinsen blev mødt med chok og gråd, og at flere statslige styrelser havde indkaldt psykologer til at yde krisehjælp til de berørte medarbejdere.
”Jamen i Jylland lukkes der virksomheder, og der flyttes styrelser og institutioner til København i hobetal hele tiden, uden at jyderne protesterer. De siger bare, 'nå, sådan er det'. Men når statsansatte skal flytte fra København til Jylland, er det en landsdækkende katastrofe. Det er grotesk,” siger Finn Slumstrup.
Den dansk-tyske journalist og kommentator Siegfried Matlok, Aabenraa, der er tidligere chefredaktør på Der Nordschleswiger, istemmer:
”Der var ingen krisehjælp til folk, dengang der blev nedlagt arbejdspladser i Sønderborg eller Tønder.”
Da regeringen i sidste uge fremlagde planen om udflytning af 3900 statslige arbejdspladser i styrelser, institutioner, museer og råd fra hovedstaden og til 38 provinsbyer fra Hjørring over Sønderborg til Nykøbing Falster og Bornholm, forklarede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at formålet er at forebygge, at Danmark brækker i to dele: én med udvikling og én med afvikling.
Kun tiden kan vise, om planen kommer til at virke. Men det kan allerede nu konstateres, at den efterfølgende debat om udflytningen vidner om en skarp polarisering mellem by og land i det størrelsesmæssigt lille Danmark. Glade borgmestre i den såkaldte udkant fejrede den gode nyhed med champagne, mens københavnere slog korsets tegn ved udsigten til at blive tvangsforflyttet til provinsen.
Imens flød de sociale medier over med sarkastiske kommentarer som: ”Det er da smart at flytte Udlændingestyrelsen til Næstved. Så skal flygtningene ikke gå så langt”. Og denne: ”Hvorfor ikke flytte Hovedbanegården til Odense?”.
Men hvorfor er spørgsmålet om udflytning af nogle arbejdspladser blevet til en debat om dem og os?
Forfatter Finn Slumstrup mener, at det er et led i en situation, der har udviklet sig i Danmark, hvor man på Christiansborg er begyndt at tale om det gule Danmark, som er der, hvor Dansk Folkeparti er størst.
”Devisen om, at det er eliten kontra menigmand, får uundgåeligt også et element af anti-København set fra os i provinsen. København er blevet det magt- og mediemæssige centrum. Jeg er selv vokset op i Aarhus og kender til rivaliseringen mellem den største og den næststørste by. Det er noget naturligt. Men i de senere år har det udviklet sig til noget meget værre. Jyderne kalder Sjælland for Djævleøen, og københavnerne jyderne for jyske tranlamper. Danmark er et lille land på 43.043 kvadratkilometer, hvor vi taler ned til hinanden.”
”De følelser, der er mest dominerende i debatten lige nu, er udkantens vrede over, at vi ikke bliver set, og vi bliver ikke taget alvorligt. I forbindelse med udflytningen af arbejdspladser rammer vi også ned i den utroligt store københavnske selvtilfredshed, der er vokset frem de senere år. I mellemkrigsårene var København nødlidende, mens væksten var i Jylland. Det, der er sket i globaliseringens tid, er, at Danmark skal have en ordentlig hovedstad, og det er jeg enig i. Men København har langsomt drejet sig væk fra at være Danmarks hovedstad og kongens by til at være en selvtilstrækkelig nordeuropæisk metropol i kamp med andre europæiske storbyer. Men der er ikke nogen, der er så provinsielle som københavnere. Jyder kender godt København, men københavnere kender ikke Jylland,” siger Finn Slumstrup.
Han minder om årsagen til den dybtliggende afstand mellem by og land: Det mørke Jylland dukkede op efter tabet af Norge i 1814. I og med at Danmark mistede Norge, var der ikke længere noget i det danske rige, der var fjernt og eksotisk. Og derfor blev Jylland til noget fremmedartet.
”I dag tror københavnerne, at de er noget særligt, men København er internationalt set bare en lille provinsby. Derfor er det meget stærke kræfter, udflytningen støder ind i, og derfor er udflytningen også så vigtig. Den har lige så stor symbolværdi som økonomisk værdi i forsøget på, at opdelingen af landet, den gensidige mistillid og nogle steder foragt kan ophøre,” siger Finn Slumstrup, der har et håb om, at balancen kan genoprettes.
”Der er al mulig grund til at rose Venstre for initiativet, men man må ikke glemme, at samme Venstre selv har været verdensmestre i centralisering. Nu er man begyndt at rette op på urimeligheder som lukningen af kasernen i Sønderborg og hospitalet i Augustenborg. Så det her er meget fortræffeligt - også debatten, der trænger ned i dybe lag af skyttegravsbeskydningen, og hvorfor det er, som det er.”
”Jeg anerkender, at det kan være kompliceret og tungt for den enkelte familie, der skal flytte. Sagen er bare, at det får karakter af noget enestående. Her er der jo ikke tale om, at folk bliver afskediget. Der står kommuner, fagforeninger med videre parate til at modtage dem. Derfor er det røget ud af proportion,” siger Finn Slumstrup og tilføjer, at de berørte må gøre op med sig selv, om de vil prøve et helt nyt livsafsnit.
”Der er langt fra København til Hjørring, men man kan komme til at opdage, at det gode liv kan opleves på andre måder. Når københavnere kommer til Ærø, bliver de overraskede over, at her er caféer og restauranter. Hvad havde de regnet med?”
Rikke Forchhammer, der er cand.phil. i musikvidenskab og forstander på Krogerup Højskole i Humlebæk, har gjort op med sig selv, at hvis højskolen som led i en udflytningsplan skulle rykke til for eksempel Ribe, ville hun ikke flytte med.
”Det, ville jeg synes, var virkelig irriterende. Og sådan vil der sidde mange mennesker, der synes, at det er et overgreb på deres hverdag. Det handler ikke om de store afstande for mig. Men når jeg synes, at det ville være svært at bo i Jylland, er det, fordi jeg elsker det nordsjællandske miljø og at bo tæt på København med alle de fordele, det har,” siger hun og fortsætter:
”Jeg tror, at vi er ved at få et meget splittet land med storbyen på den ene side og landet på den anden. Dansk Folkepartis vælgere samler sig i Sydjylland, og hvordan forhindre det? Der er en del af Danmark, hvor værdipolitikken er lukkethed. Derfor handler det også om at få samlet landet om værdipolitiske spørgsmål.”
”Jeg rejser meget rundt i verden og plejer at være stolt af mit land, men det er jeg ikke lige nu. Vi er gået fra at være et åbent demokratisk folkefærd til at være et lukket land. Sydafrika for eksempel er et globaliseret land, og i forhold til det er Danmark bare et lille prutland. Nogle har måske ikke rejst nok ud i verden for at kunne se, at verdens problemer også er vores problemer. På den måde er vi blevet vældigt polariserede. Den ene side vil ikke tage imod flygtninge, men have lukkede grænser, og så er der os andre, der ved, at mennesker ikke flygter for sjov.”
”Det at flytte nogle københavnere ud på landet til lidt isolerede steder med deres holdninger - jeg ved ikke, om det kan hjælpe på det. Det er, som om vi har lidt svært ved at rumme og nå hinanden, ikke mindst i forhold til flygtningedebatten. Vores respekt for hinanden har lidt et knæk, fordi vi ser så fundamentalt forskelligt på værdi-spørgsmål,” siger Rikke Forchhammer.
Hun har svært ved at vurdere, om regeringens udflytningsplan kan medvirke til et mere samlet Danmark.
”Hvis det sker, er det godt. Men på det personlige plan er det dårligt. Det kan føre til splittede familier, og den tvang, der er over det, er svær. Det kan godt være, at det er en supergod plan, men jeg håber virkelig, at regeringen har lavet grundige undersøgelser, i forhold til om den virker. Det kan bekymre mig, om de overhovedet ved, hvad de har gang i.”
Ifølge den tidligere chef-redaktør på Der Nord-schleswiger Siegfried Matlok er der i Sønderjylland en voksende vrede mod centralismen og mod københavneriet.
”Det har også tidligere været sådan, at de sønderjyder var noget for sig selv. Men det er blevet værre efter kommunalreformen, hvor de synes, at de har blødt mere end andre landsdele. Den triumf, som Dansk Folkeparti havde i Sydjylland ved det sidste folketingsvalg, skyldes ikke kun flygtningeproblematikken. Det var især en protest mod dét der i København. Det var 'os' mod 'dem'. Det er nu gået så vidt, at den ellers begavede forfatter Erling Jepsen har fremsat en påstand om, at Sønderjylland har mistet loyaliteten over for Danmark, og at der bør holdes en folkeafstemning om, hvorvidt Sønderjylland skal ind under Tysklands vinger. Det er galimatias og siger noget om, hvad der rører sig,” siger Siegfried Matlok.
Han konstaterer, at selvom danskerne takket være Storebæltsbroen og motorveje trafikalt er kommet tættere på hinanden, er afstanden mentalt blevet større.
”Danmark er et lille land omgivet af den samme nationale og internationale ramme, og vi har heldigvis stadig de mindste regionale uligheder i Vesteuropa. Men nationen har i dag en anden betydning end tidligere. Det, der holder Danmark sammen, er sprog og kultur og kongehuset som en fælles ramme. Alt andet har ikke mere den samme vægt. Derfor er det vigtigt at finde noget, der kan samle nationen, og det kan Majestætens nytårstale fra Kruså til Helsingør. Og når Andreas Mogensen bliver sendt op i rummet, er alle danskere stolte. Det er nogle fælles oplevelser, der bliver til fælles værdier.”
”Ellers er der ikke så meget fællesskab. Individualismen, som vi selv har fremmet, betyder, at egoismen er fulgt med. Solidaritet som en kollektiv bevidsthed findes ikke mere. Ellers ville alle være medlem af en fagforening, og ingen ville snyde i skat,” siger Siegfried Matlok.
Han kan ikke deltage i jammerkoret fra København over, at nogle arbejdspladser bliver flyttet ud i landet, men kan godt se, at det for de enkelte familier kan skabe nogle problemer.
”I dag kører folk jo på arbejde fra Aabenraa til København, men det synes, som om vejen modsat er blevet længere - i hvert fald for københavnerne. Som jeg ser det, findes der i dag i mange europæiske lande en tiltagende regionalisme og bevidsthed om, hvor man kommer fra. Den regionalisme må have luft for at kunne udvikle sig makro-økonomisk, men hvilke politiske midler og styringsmidler har de? De har ingen, og derfor går mange regioner imod hovedstaden og mener, at fremtiden er regionernes Europa,” siger Siegfried Matlok og tilføjer:
”Det vil være klogt, hvis man i et land som Danmark igen kunne genopfinde nærhedsdemokrati, og at det ikke kun er fraser og den envejskommunikation, der har været de seneste mange år. Men et konformt samfund er vi i hvert fald ikke.”
Bettina Heltberg, København, der er forfatter og klummeskribent i dagbladet Politiken, blev som lille pige en gang imellem sendt fra København til Horsens for at holde 14 dages ferie hos sine bedsteforældre. Hun kan stadig genkalde sig den ulykkelighed, hun følte indeni, når toget kørte ind på stationen.
”Mine bedsteforældre var søde og tog mig med på udflugter, men der var en knude i maven over at være hjemmefra. Senere boede jeg mange år i Aarhus, hvor jeg læste statskundskab og mødte min tidligere mand, Svend Auken. Jeg havde en lykkelig tilværelse og følte mig efterhånden som aarhusianer, men jeg havde en diffus forkerthedsfornemmelse af, at jeg var langt væk. En dag sagde min svigerinde til mig, at der ikke var noget at sige til, at jeg så ud til at være ked af det. 'Du er jo københavner', sagde hun.”
”På den måde er jeg måske atypisk. Jeg er københavner og ville forfærdelig nødigt flytte til provinsen. Men vi er jo placeret i et lille bitte afkrogsagtigt smørhul af verden. Og Danmark er sådan et lille land, at det ikke kan passe, at det skal være så tvedelt mellem København og Jylland. Jeg forstår samtidig også godt, når nogen kalder det forkælelse, hvis man synes, at en times pendling med toget er forfærdelig. Det kan jo godt lade sig gøre. Så jeg står lidt på begge sider af kanten af den polariserede udflytningsdebat. ”
”De følelser, som udflytningsplanen vækker, er på den ene side en let dvask nostalgi: Jeg har det godt, min lejlighed ser pæn ud, mine børn går i en god skole. På den anden rusker det op i vildskaben i provinsen: Hvorfor er der ikke fint her?,” siger Bettina Heltberg.
Hun mener, at tanken bag Venstre-regeringens udflytningsplan er ganske udmærket og velgennemtænkt. Og at en socialdemokratisk regering kunne have fundet på noget lignende.
”Det afstedkommer en kæmpe oprørsfornemmelse, men lad os nu se om et par år. De mest fremskridtsvenlige medarbejdere flytter med og skal nok få det godt - ellers må de flytte tilbage igen. Det meste angående udflytningen har symbolværdi, selvom det, at debatten er så stor, viser, at der også er realiteter i det. Jeg er ikke utilbøjelig til at tro, at der også kan komme visse værdier ud af det på længere sigt. Der findes jo også lykkelige mennesker i Sønderborg.”