I vemodets rum er der plads til at skabe nyt

Teolog og billedkunstner Jørn Henrik Olsen lever med en vemodsfyldt tristhed og har gjort det siden barndommen. I stedet for at flygte fra det tyngende bruger han vemodet som en generator

”Man bliver til som menneske ved at lade sig digte gennem relationen til Gud og i en forpligtigende relation til medmennesket og den verden og kultur, man er en del af,” siger Jørn Henrik Olsen.
”Man bliver til som menneske ved at lade sig digte gennem relationen til Gud og i en forpligtigende relation til medmennesket og den verden og kultur, man er en del af,” siger Jørn Henrik Olsen. . Foto: Jens Welding Øllgaard.

Det blå har fulgt ham altid. Som dreng kunne Jørn Henrik Olsen følge Østersøens blå farvespil fra vinduet i værelset på gården ved Østermarie. I dag er Østersøen skiftet ud med Øresund, som glimter i sollyset denne efterårsdag i den nordsjællandske fiskeri- og ferieby Gilleleje. Farven blå er også udtryk for en grundindstilling i sindet hos Jørn Henrik Olsen. Han lever med en vemodsfyldt blå undertone, og livet har lært ham, at den vemodsfyldte tristhed kan være gavmild. Ja; en indgang til kreativitet.

Hjemmet er et parcelhus i forskudte plan nogle minutters gang fra Strandbakkerne. Her har familien boet med deres fem døtre. I dag er børnene flyttet hjemmefra, og i et af de tomme værelser har teologen og biledkunstneren Jørn Henrik Olsen sit atelier, hvor han tager livtag med havets farvespil.

”Man er nødt til at anerkende, at der er noget, som hverken kan siges eller forties, men det kan males. Man får kontakt med et stort rum, når man maler. Blikket lægges stille, og ens øjne kan blive vædet i tårer, fordi man står og tænker over noget. For mig er havet tankens laboratorium. Jeg står på Strandbakkerne og tænker, og det rum tager jeg med mig hjem i atelieret. Det er et tomhedens rum, hvor der er plads til at skabe noget nyt.”

I næste uge udkommer hans bog, ”Den blå ild: Ensomhedens længsel og skønhedens smerte”, på det forlag, han driver fra hjemmet. I bogen behandler han temaerne kedsomhed, ensomhed, vemod, længsel og langsomhed. Det er livstemaer, som han mener kan rumme noget positivt. Således også med den blå grundtone i hans eget liv.

”Hvis man forsoner sig med, at man kender til vemodens nedstemthed, så kan det give direkte adgang til nogle nye, dybe rum.”

Vemodens frugtbare side finder Jørn Henrik Olsen udtrykt i lyrisk form hos eksempelvis den svenske forfatter Tomas Tranströmer (1931-2015) i digtet ”Vermeer”, som afsluttes med følgende ord:

”Og det tomme vender sit ansigt mod os

og hvisker

Jeg er ikke tom, jeg er åben”.

Jørn Henrik Olsen taler med en bornholmsk tone, der tilsyneladende ikke er påvirket af, at det er 40 år siden, han forlod fødeøen. Han er vokset op som nummer fire i en søskendeflok med seks børn. Forældrene knoklede på det lille landbrug ved Østermarie, og alle børn hjalp til. Det var et kirkeligt hjem tilknyttet Luthersk Mission, men det var ikke her, at den vemodsfyldte tristhed blev næret.

”Jeg havde værelse i gavlen og kunne altid se havet. Det har betydet noget helt afgørende. Selv om jeg skulle cykle fire kilometer for at komme til klippestranden, har jeg altid badet og svømmet. Der er en fantastisk frihed ved at kaste sig ud i bølgerne, men jeg tror også, at den dramatiske foranderlighed og udblikket har påvirket mig rigtig meget. For havet er også den blå frygt, som knyttes til smerte og sorg.”

”Man er nødt til at anerkende, at der er noget, som hverken kan siges eller forties, men det kan males. Man får kontakt med et stort rum, når man maler," mener Jørn Henrik Olsen.
”Man er nødt til at anerkende, at der er noget, som hverken kan siges eller forties, men det kan males. Man får kontakt med et stort rum, når man maler," mener Jørn Henrik Olsen. Foto: Jens Welding Øllgaard

Han tog frisvømmer-prøver i havet ved Bølshavn og lærte i den forbindelse livredning. De gode færdigheder som svømmer var afgørende tre gange i hans opvækst.

”Jeg har tre gange, fra jeg var 13 til 17 år, oplevet at måtte redde en person fra druknedøden. Det har været dramatisk at opleve, at det blev afkrævet, at man i den grad var vågen. De to personer kendte jeg, og en kendte jeg ikke.”

Ingen har registreret noget ned om de tre redninger, og han husker ikke, at han har talt med sine forældre om episoderne. Det var bare noget, han gjorde, fordi han skulle.

”Jeg var meget påvirket af det, og i mine tanker kredsede jeg om, hvordan det kunne være gået gruelig galt. Havets kræfter kan blive overvældende stærke og tage menneskeliv. Men oplevelserne i mine drengeår var også med til at give mig en forstærket glæde ved livet.”

Erfaringerne gav han farver, da han begyndte at male i gymnasieårene. Han gik på Rønne Statsskole i 1970’erne, hvor to lokale billedkunstnere stod for formningsundervisningen. Jørn Henrik Olsen beskriver, hvordan han var til stede med et intenst nærvær i formningstimerne, og efterfølgende fortsatte han med at male landskaber med akvarel, som sagde det, sproget ikke kunne sige.

I studietiden læste han den norske teolog og sjælesørger Tor Johan Jørgensens bog om de fire temperamenter byggende på idéer fra antikken.

”Det gik op for mig, at jeg vist var ’kolerisk melankoliker’”.

Det koleriske kom til udtryk i form af et energiniveau ud over det sædvanlige. Som alle andre i hjemmet hjalp han til gården, men samtidig spillede han bordtennis, volleyball og fodbold.

”Så vidt som man kan tale om at dyrke sport på topplan på Bornholm, så gjorde jeg det.”

I studietiden læste han den norske teolog og sjælesørger Tor Johan Jørgensens bog om de fire temperamenter byggende på idéer fra antikken. ”Det gik op for mig, at jeg vist var ’kolerisk melankoliker’," siger han.
I studietiden læste han den norske teolog og sjælesørger Tor Johan Jørgensens bog om de fire temperamenter byggende på idéer fra antikken. ”Det gik op for mig, at jeg vist var ’kolerisk melankoliker’," siger han. Foto: Jens Welding Øllgaard

Foruden sporten var han aktiv i Luthersk Mission, hvor han tidligt havde lederopgaver i ungdomsarbejdet. I gymnasieårene skrev han til dagbladet Bornholmeren. Næsten dagligt var han forbi redaktionen i Rønne med artikler, inden han mødte i gymnasiet.

”Mit energioverskud som dreng og ung var ikke udtryk for en flugt. Men oplevelsen af at have været med til at redde tre menneskers liv understregede for mig, at det var vigtigt, at man levede et passioneret liv og var aktivt til stede.”

Han blev student som den første i familien og søgte ind på teologistudiet på Københavns Universitet. Han drømte om et liv som teolog og underviser. Og sådan blev det. I ni år var han udsendt som missionær til Tanzania, hvor han ledte en præsteuddannelse, og siden tog han en ph.d. ved Københavns Universitet, hvor han også fik ansættelse på det teologiske fakultet.

I 2010 blev han leder af Menighedsfakultetet i Aarhus. Han trivedes med jobbet, selv om det var slidsomt at dele tiden mellem familiens base i Gilleleje og adressen i Aarhus. For snart to år siden sagde han sin stilling op. I den pressemeddelelse, som blev sendt ud efter opsigelsen, skrev han: ”Jeg ønsker at få den udfordrende kombination af familie- og arbejdsliv til at gå op i en bedre enhed”. Formuleringen er korrekt, men bag den beslutning er der også en anden historie om farven blå. Forskellig sygdom i familien gjorde udslaget, og han måtte hjem til de nære relationer.

”Sygdom er en konstant reminder om, at det, vi oplever som skønt, måske kun varer i kort tid.”

I dag er hjemmet her i Gilleleje hans arbejdsplads. Går man gennem køkkenet, kommer man til hans kontor, som domineres af bogreoler, der er så tilpas dybe, at bøgerne kan stå i to lag. Her læser han, skriver og forbereder forelæsninger og foredrag. Som formidler har han gjort eksistentielle temaer til sit speciale. Sidste år blev det til over 100 foredrag og forelæsninger om emner som sorg, kedsomhed og ensomhed. Med formidlingsvirksomhed følger også en del kontakt med mennesker i svære livssituationer.

Han bliver ikke længere overrasket, når han i samtalerne efter foredragene bliver spurgt, om der mon er en mening med livet? Når han skal give sit bud på en vej til mening, tager han ofte fat ved Søren Kierkegaard, som skriver: ’Et er at digte sig selv. Noget andet er at lade sig digte’.

”Der har Kierkegaard en præcis melding til det fortravlede, senmoderne menneske, som er optaget af at skabe sit liv ud fra ret autonome vilkår. Det er ikke sådan, man bliver til som menneske. Man bliver til som menneske ved at lade sig digte gennem relationen til Gud og i en forpligtigende relation til medmennesket og den verden og kultur, man er en del af.”

”Det vigtigste er ikke, hvad man kommer med, men hvad der kommer til én gennem nogle bærende relationer. Det vigtigste i forhold til ens liv og eksistens er det, som kommer til en der, hvor man måske bliver båret, når man ikke kan bære sig selv. Man kan godt leve med den indbildning, at man skal skabe sig selv, men virkeligheden er, at der er noget, som er skabt for en og til en.”

Jørn Henrik Olsen er ven med vemodet. Og når han taler med andre om den blå grundstemning, råder han til, at man står ved vemodet og melakolien.
Jørn Henrik Olsen er ven med vemodet. Og når han taler med andre om den blå grundstemning, råder han til, at man står ved vemodet og melakolien. Foto: Jens Welding Øllgaard

Skal man med Kierkegaard lade sig digte, kræver det, at man finder ind i en langsomhed. Og det er ikke let. I arbejdsværelset har han bøger af den tyske sociolog Hartmut Rosa, som skriver om acceleration:

”Forøgelsen af samfundslivets hastighed og den accelerende forvandling af den materielle, sociale og åndelige verden besværliggør udnyttelsen af de åbne, tomme rum”.

Jørn Henrik Olsen er ven med vemodet. Og når han taler med andre om den blå grundstemning, råder han til, at man står ved vemodet og melakolien.

”Vi skal ikke løbe væk fra smerten, sorgen og vemodet, men acceptere. Har man en sorg, må man anerkende, at det er en del af ens liv og ikke kvæle sorgen. På samme måde må man stå ved ens vemod og ikke forsøge at flygte fra den ved at omgive sig med tv og lyd non-stop eller forsvinde ind i hektisk aktivitet.”

Når han taler med mennesker om mening, råder han gerne til, at man finder ind i langsomhed ved at sætte roen i system. For nogle kan det være at have en daglig stund, hvor de sidder i lænestolen og falder i staver, for andre kan det være daglig tid til bøn, og for andre kan roen sættes i system med gåture eller stille stunder i det fri. Og så skal man sørge for, at man altid har en notesbog og en pen ved hånden, opfordrer Jørn Henrik Olsen. I langsomheden kan der dukke tanker op, som man skal skrive ned.

”Det handler om at finde ind i roen der, hvor der er tid til at tænke efter omkring de erfaringer, man gør sig i livet, også i mødet med smerte og sorg.”

Selv finder han vej til det åbne, tomme rum, når han går langs havet. Når han står stille og ser ud over havet, er han i det, som for ham er tankens laboratorium. Det er, når han står her, at han sikrer sig, at erfaringerne, hvad enten det er glæde, kærlighed, længsel, lidelse eller sorg, ikke bliver fortrængt til en tilværelse i hjemløshed. Og som han formulerer det i bogens sidste essay:

”Fremmedgørelsens glemsel kan slette den ressourcestærke livsværdi, men erindringen og hukommelsens bærende betydning kan omvendt sikre det rige, velsignede liv”.