90-årig skriver: Jeg vil forsones med mine børn

Efter et langt og levet liv ønsker en 90-årig mand inderligt at forsone sig med sine børn. Kan det lade sig gøre efter så mange års smerte?

Psykolog og familieterapeut Annette Due Madsen og overlæge og psykiater Jørgen Due Jensen svarer hver uge på læsernes spørgsmål. I dag er spørgsmålet fra en 90-årig mand. Modelfoto
Psykolog og familieterapeut Annette Due Madsen og overlæge og psykiater Jørgen Due Jensen svarer hver uge på læsernes spørgsmål. I dag er spørgsmålet fra en 90-årig mand. Modelfoto.

Kære brevkasse

Jeg kunne godt tænke mig at høre jeres tanker om min problemstilling. Jeg nærmer mig de 90 år og har 4 børn, 14 børnebørn og et for mig ukendt antal oldebørn, som jeg igennem de seneste syv-otte år ikke har været i kontakt med. Der er nu gået over 30 år siden skilsmissen fra min første kone, og jeg har for ikke så længe siden fejret mit andet sølvbryllup.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

I forhold til børnenes mor var ligevægten en mangelvare. Om det var, fordi hun var for skrap og udfarende, eller fordi jeg var for veg og eftergivende, kan jeg ikke vide. Men jeg kan stadig, efter disse mange år komme til at gruble over, om jeg mon alligevel ikke burde have gjort det bedre, da det jo kom til at koste mig både kone og børn. Jeg følte tit, at jeg løb panden imod en mur, når det kom til dybere meningsudvekslinger, og når det skete, endte det altid med, at jeg måtte ”stikke piben ind”, hvis jeg ellers ville undgå et formålsløst skænderi. Derfor satte jeg i mange år min lid til, at børnene, efterhånden som de blev voksne, selv ville få øje på hendes ”svage” sider. Og det var altså i det stykke, jeg havde forregnet mig.

Hun må have følt det som sin naturlige opgave at ”retlede” mig, når hun mente, at jeg var på vildspor, og dertil tog hun så ofte sine børn til hjælp. Hun er i så henseende nok heller ikke den eneste mor, der har ladet sig friste til at bruge sit fra naturens hånd nære forhold til sine børn på en så ulykkelig måde, at de åbenbart kritikløst og med vores ældste søn som det forstærkende omdrejningspunkt kun tog deres mors parti.

De blev desværre ikke interesseret i at se på deres egen far med andre briller end dem, som deres mor løbende forsynede dem med. Jeg vil lige oplyse, at min ekskone stadig lever og er på plejehjem.

Indtil for de omtalte syv-otte år siden havde jeg en delvis kontakt til dem alle undtagen den ældste og hans børn. Med de andre foregik kontakten på den måde, at de altid blev inviteret til min nye kones og mine festlige begivenheder, imens vi selv accepterede ikke at blive inviteret til deres fester. Vi kunne aldrig besøge dem spontant uden i baghovedet at tænke på, om det nu også var dem belejligt. For hvad nu, hvis vi tilfældigvis kom til at træffe nogle af de familiemedlemmer, som absolut ikke ønskede at se os for deres øjne?

Men da det på et tidspunkt kom så vidt, at også mine børnebørn begyndte at holde deres fester, viste det sig, at det også i forhold til dem skulle fortsætte på samme ulige måde. Derfor fandt jeg det nødvendigt, alene for min egen selvrespekts skyld, at afbryde kontakten til den del af familien helt. Men det har jo så også bevirket, at jeg har låst mig selv fast og gjort den forsoning, som jeg så inderligt ønsker, helt afhængig af deres forgodtbefindende. På den ene side savner jeg mine børn ganske forfærdeligt, imens jeg på den anden side ikke vil kunne leve med en kontakt til dem, som fra deres side kun er på skrømt.

Venlig hilsen

VilhelmKære Vilhelm

Tak for dit brev, som vi har forkortet noget. Vi forstår godt dit smertelige dilemma. Samtidig tænker vi, at du ikke har råd til at vente meget længere med at omsætte dine tanker til nogle initiativer til kontakt. For er man omkring de 90 år, kan sygdom og skrøbelighed let dukke op, og ting kan blive for sent.

Vi kan ikke vide, hvilke ting, der især har været udslagsgivende for den vanskelige relation til dine børn. Det kan handle om årene sammen med din første hustru, og det kan dreje sig om bruddet eller om de efterfølgende år, hvor du fandt en ny kone, og børnene måske næsten samtidig selv stiftede familie og skulle finde deres vej. Eller en kombination af det hele. Det er nu efter så mange år næsten umuligt at rede alle tråde ud.

Du nævner to ting i dit brev, som måske har haft en betydning, og som har med dig selv at gøre. Du skriver, at du ofte ”stak piben ind”, at du trak dig og måske blev for tilbageholdende. Du skrev også, at du tænkte, at det nok ville gå sådan og sådan, men at du forregnede dig. De to ting antyder, at du - måske - undervejs med fordel kunne have været lidt mere modig og måske søgt lidt mere dialog med børnene eller hjælp hos andre, som slet ikke var involverede.

Imidlertid kan de to ting vendes til noget godt og måske hjælpe på vejen videre for dig, nemlig at du nu tager mod til dig, lægger stoltheden til side og er spørgende til dem, du gerne vil se. Vi tænker, at du skal tage mod til dig og kontakte børnene en for en. Vi tror også, at du skal tage mod til dig og gøre det alene uden din kone. Og det tænker vi af to grunde.

For det første er det et godt signal at sende til dine børn, at du ønsker at møde dem som deres far, så de kan snakke alene med dig, uden at de samtidig skal forholde sig til din kone på samme tid.

For det andet tænker vi også, at du selv kan være lidt mere fri til at sige det, som du synes. Var du lidt veg over for din første kone, er det meget sandsynligt, at du også er det over for din nuværende, selvom det kan være på en helt anden måde og på helt andre områder.

Vi kan ikke vide, på hvilken måde, det vil være bedst at møde dem. Om du spørger dem, om du kunne komme på besøg en dag, eller om du inviterede på et måltid mad et neutralt sted eller noget helt tredje. Det vigtige er, at du fortæller, at du af hjertet gerne vil have en eller anden form for kontakt, og at du er indstillet på at lytte og lære og være åben. De er ikke børn, men bedsteforældre med mange år bag sig, og deres gamle mor er skrøbelig og på plejehjem. Så de har deres helt egne perspektiver, som kan være vigtige og værdifulde at lytte til.

Vi kan ikke vide, om det kan føre til en ny vej. Men vi synes, at du må prøve. Målet er måske heller ikke at være med til hinandens fester. Måske er det mere realistisk at mødes i mindre sammenhænge? Eller måske kan I invitere hele slægten til jeres fester, og så kan dem, som vil, sige ja tak. Og måske kunne du aftale med børnene og din kone, at du gerne vil komme på besøg hos dem alene nogle gange. Det handler jo ikke om, at vælge mellem dine børn og din nuværende kone. For det er to helt usammenlignelige ting. Men det handler om at finde en praktisk god vej, hvor klogskab vinder over sårede følelser.

Mange hilsener

Annette Due Madsen og Jørgen Due Jensen
Annette Due Madsen og Jørgen Due Jensen