Fredag
Jeg er hjemme sammen med min mand. Selvom jeg har boet i København i 44 år, så er Nordjylland hjem for mig. Her har jeg familie, og mine nærmeste veninde bor her. Sammen med en af mine brødre har jeg overtaget mine forældres hjem i Rebild. Jeg er der mest muligt.
Sammen med min mand kører jeg til Gammel Skørping Kirke, hvor mine forældre er begravet. Da jeg står ved graven, mærker jeg en taknemmelighed. Min mors død er ingen tragedie, men det er et savn, fordi vi var så tætte. Min mor døde i september 2014, fire måneder før hun ville være fyldt 100 år. De sidste 12 år af hendes liv boede hun hjemme hos os på Frederiksberg, men halvandet år før hun døde, måtte hun flytte på plejehjem. Jeg tror, det var kærligheden og omsorgen, som gjorde, at hun blev ved med at have gnisten, lysten og troen på livet.
Min mand og jeg har været enige om, at vi skulle passe vores forældre. Min svigermor ville ikke flytte fra Randers over til os, så min mand delte i mange år sin tid mellem Randers og Frederiksberg for at være hos hende. Min far og svigerfar døde i 1997, og de sidste to år, de levede, tilbragte vi stort set alle weekender hos dem. I det hele taget har vi i 20 år været meget omkring vores forældre, og det er noget, vi er glade for, at vi har gjort. Det er den lille tak, man har kunnet give for det liv, som de har givet.
Senere kører vi ud til Aalborg for at være sammen med min ældste storebror Niels og hans veninde Lissy. Vi er en tæt familie, og når vi er sammen, mindes vi og snakker. Det er sent, inden jeg slukker lyset. Jeg er nærmest nat-menneske. Jeg holder af nætternes ro, og jeg kan ikke mindes, hvornår jeg har været i seng før midnat.
Lørdag
Vi er inviteret til middag hos et vennepar ude i Aalborg. Vi er fire par samlet, og på et tidspunkt siger en i selskabet til mig, at det vel nok er spændende tider. Jeg svarer ja, og så taler vi ikke mere om det, for det er mere spændende, hvad der på tallerkenerne og i glassene.
Efter sidste valg har jeg bevaret et tæt forhold til partiet, og jeg er stadig kandidat til Folketinget, for der er nogle ting, som jeg gerne vil have gjort færdig, men jeg tænker ikke, at det, som sker på Marienborg, vedkommer mig. Godt nok har Anders (Samuelsen, red.) på et tidspunkt sagt til mig, at man måske kunne lave et ældreministerium, men der er 13 dygtige personer i folketingsgruppen, og jeg er ikke en af dem.
Vores venner kan også lide klassisk klavermusik. Vi hører blandt andet Chopin. For mig er det vidundermusik, som jeg gerne lytter til, når jeg skal slappe af. Jeg voksede op i et hjem med megen musik. Vi fik ret sent fjernsyn, og musik er forbundet med mange af mine minder, for min far spillede violin. Min drøm var at spille klaver, og da min elskede faster døde, arvede jeg 3000 kroner, og det var hendes ønske, at jeg skulle bruge pengene til et klaver. Fra jeg var 13 år, spillede jeg tre timer dagligt. Jeg spillede meget klassisk, men også valse af Strauss, som var min fars yndlingsmusik. Vores værter har lavet virkelig skøn mad. Vi får dejlig fisk og en skøn boeuf bourguignon med noget dejlig rødvin til, og de har inviteret os til at overnatte, så vi kan bare nyde aftenen og selskabet.
Søndag
Vi har stadig min svigermors hjem i Randers, og vi står tidligt op i Aalborg og beslutter at køre til Randers og få vores morgenmad der, inden vi kører videre til København. Jeg tænder et stearinlys, og vi taler om, at det allerede er første søndag i advent. Vi får hver en portion proteinhavregrød med æble til. Det har vi spist hver morgen siden den 22. august. Den dag fik jeg lidt af et sundhedsflip, og jeg har tabt 18 kilo siden. Min mand giftede sig for 31 år siden med en slank pige, som vejede 50 kilo, og jeg tænkte, at jeg måtte tilbage til lidt af det.
I bilen på vej mod København glæder jeg mig over det smukke, klare vejr. Vi når en aftale med et par venner i København, inden jeg går i gang med at koge hønsekødssuppe til os. Midt i suppen ringer Anders på Facetime, og jeg når at tænke på, hvordan jeg ser ud, inden jeg besvarer hans opkald. Han har forhandlet og siger, at man har forhandlet nogle ministerier hjem, og han har ældreministeriet. Jeg siger, at det er uvirkeligt. Peter står der og lytter med. Jeg kan se på Peter, at han synes, det er helt fantastisk. Jeg bliver både begejstret og lidt skræmt, for det er voldsomt og stort, men jeg kan ikke lade sådan en mulighed gå fra mig, selvom jeg knap nok ved, hvad det indebærer. Anders siger til mig, at jeg vil blive ringet op af statsministeren, og jeg lover ham, at jeg ikke siger noget til nogen.
Nu får vi tændt for fjernsynet, og så kan jeg høre, at der sker en hel masse, og der begynder at komme navne på ministrene. Der bliver blandt andet sagt, at Anders skal være udenrigsminister. Lidt senere ringer telefonen igen. Det er ukendt nummer, men jeg tager den, for jeg ved, at statsministeren skal ringe. Det er en flink journalist fra TV 2 News, der siger, at han har hørt, at jeg skal være ældreminister. Jeg har lovet ikke at sige noget, så jeg svarer, at i givet fald så tror jeg både på julemanden og storken. Han slutter af med at sige, at det så nok var en and, hvilket jeg bekræfter ham i. Jeg koder ham ind i min telefon, så da han senere ringer og skriver, svarer jeg ikke.
Omkring klokken 22 ringer statsministeren til mig på Facetime. Jeg siger ja og tak til jobbet. Det er jo helt utroligt på alle måder, og jeg er fuldt ud klar over, at det her vil forandre mit liv og vores hverdag, men Peter har lovet mig at lave vores mad og vente på mig. Jeg har en dejlig mand.
Mandag
Jeg sov ikke mere end en time . Jeg sagde til mig selv: ”Thyra, du skal sove,” men man kan jo ikke tvinge sin psyke. Det her er så overvældende. I nattens løb har jeg nået at tænke på, hvad jeg skal tage på. Det er en dag til noget farvestrålende.
Vi får vores sædvanlige havregrød, som jeg tvinger mig til at spise, men jeg får kun to mundfulde ned. Jeg bliver hentet af Kristian, som var min sekretær i Folketinget. Han betyder meget for mig. Først samles vi i Statsministeriet, og der bliver taget et gruppebillede, inden vi skal til Amalienborg.
Jeg nejer og hilser på Dronningen. Vi får champagne og kransekage. Jeg kan hverken spise eller drikke, men jeg minder mig selv om, at jeg skal huske indtrykkene, så jeg kan genkalde mig dem senere. Det er sådan en dag, der ikke kan blive smukkere. Da vi står ude på slotspladsen, får jeg øje på min mand, vores ældste barnebarn og min niece i mængden. Jeg føler mig som Jeppe i baronens seng. Men samtidig er der en realitetssans midt i glæden, og jeg registrerer, at jeg fryser. Jeg har ikke overtøj på, og vinden er meget kold.
Jeg er inde i ministeriet og hilse på, og der er ministeroverdragelse, inden ministerholdet med ægtefæller skal til middag på Marienborg. Den aften kører Peter og jeg for første gang sammen i ministerbil.
Tirsdag
Jeg bliver hentet tidligt , for jeg skal i Go’ Morgen Danmark. Studiet er inde i Tivoli. Turen gennem den oplyste have i morgenmørket er betagende. Jeg siger til mig selv: ”Thyra, det her er noget, du aldrig har oplevet før. Nyd det og husk det.”
Senere mødes vi med Liberal Alliances folketingsgruppe og ønsker hinanden tillykke. Vi får smørrebrød. Jeg spiser en tatarmad og for første gang siden søndag aften er jeg rigtig sulten og i stand til at nyde maden.
I ministeriet hilser jeg på en række folk og fortæller lidt mere om mig selv. Jeg fortæller, at jeg er en pige med stærke værdier, som har sagt ja til det her job, fordi jeg har en tro på, at jeg kan være med til at sætte nogle gode rammer op. På nogle måder er det som at begynde i 0. klasse, men jeg ved med mig selv, at jeg vil gå 100 procent ind i det. Nok skal jeg have hjælp til love og regler, men jeg har mine erfaring fra 37 år fra området med mig.
Der er sat en computer frem på skrivebordet, men jeg gør klart, at jeg ikke kommer til at bruge den. Jeg har aldrig rørt en computer, men jeg har en iPhone, som jeg er glad for, og jeg skal også nok lære at sætte pris på den iPad, jeg får. Men generelt kan jeg godt lide papir og samtale. Jeg har det fint med at høre tingene.
Inden jeg skal hjem til Peter, er jeg i Aftenshowet. Vi har meget at tale om, og jeg noterer mig, at klokken er 0.20, da vi slukker.
Onsdag
Jeg ser TV 2 News. Der er en sag omkring en uværdig behandling af en gammel, og så ved jeg, at nu er det mig, der er på. Jeg ved, at jeg som minister er på øretævernes holdeplads, men sådan må det være.
Jeg kan ikke sikre mig, hvad der sker på ethvert plejehjem, men jeg vil gerne fortælle om de værdier, som jeg mener burde lyse i neon. Det handler først og fremmest om tryghed, medmenneskelighed og respekt for forskellighed. Løgstrup skriver, at den enkelte aldrig har med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det burde stå over indgangen til ethvert plejehjem, men det kunne også stå over indgangen til ministeriet.
Jeg indvier mødebordet i mit kontor. Foruden kaffe, the og vand er der sat frugt og gulerodsstave frem. Det er jeg glad for, for jeg har et projekt om at holde en sund linje. Jeg har haft svært ved at nå at spise, og det er jo ikke godt, så jeg har en portion af proteinhavregrøden med i en bøtte og en lille ske. Jeg tror ikke, at jeg behøver at varme det.
Inden jeg tager hjem til Peter, er jeg i Go’ Aften Danmark, hvor jeg bliver interviewet af Jes Dorph Petersen. Han viser et billede af min mor, og jeg bliver bevæget. Hver eneste dag er jeg taknemmelig over det, mine forældre har givet mig. Det var ikke penge, men en tro på, at de, som har fået mulighederne og evnerne, skal tage kampen for dem, som ikke har det så let. I mit hjem lærte jeg også, at man skulle huske at kunne sætte sig selv lidt til side en gang imellem for at gøre noget for andre. Det er noget, jeg prøver at leve efter.
Torsdag
Klokken 8.30 bliver jeg hentet . Min ministerbil er en Audi. Jeg er blevet forklaret, at de vil skifte den ud med en anden model, og jeg har sagt, at jeg er ganske blind, når det kommer til biler. Der er gruppemøde i Liberal Alliances gruppe klokken ni, og klokken 10 er jeg i salen, hvor statsministeren præsenterer regeringsgrundlaget.
Det er noget af en omstilling, og jeg kan mærke, at jeg er så fuld af stærke indtryk, som ikke har nået at lagre sig. Mit sind tager det ind lidt efter lidt. Jeg skal vænne mig til et andet pres, men grundlæggende er jeg tryg og har en tro på, at jeg kan være med til at gøre en forskel. Målet må være, at der skal være en tryghed forbundet med det at blive gammel.