Dronningens sjælesørger: I min alder tænker man på døden hver dag

”Det tungeste ved at blive en ældre herre er, at man mister mange af sine samtidige venner, kollegaer og ...

”Det tungeste ved at blive en ældre herre er, at man mister mange af sine samtidige venner, kollegaer og naturligvis familiemedlemmer. Jeg kan huske, da jeg som yngre tit hørte ældre fremhæve, at noget af det tunge ved at blive gammel var, at man skulle sige farvel til mange, man kendte. Nu er jeg selv dér. Døden rykker nærmere,” siger Erik Norman Svendsen, som her er fotograferet i sit kontor i Garnsions Kirke. - Foto: Leif Tuxen

Jeg blev præst, fordi jeg ville forkynde evangeliet, og det holder ikke op, fordi man bliver pensioneret
Erik Norman Svendsen

Erik Norman Svendsen ønskede sig et aktivt otium. Det har han fået som kongelig konfessionarius, hjælpepræst og foredragsholder, men han glæder sig over også at have tid til at se tilbage. Den 27. januar fylder han 75 år

Taknemmeligheden er taget til med årene. Det er en konstatering, Erik Norman Svendsen ofte gør, når han ikke kan sove. I moden alder har han erfaret, at en god kur mod søvnløshed er at genkalde sig minder, som vækker hans voksende taknemmelighed.

Behovet for at se tilbage og se sammenhænge er blevet mere påtrængende med årene, fortæller han denne formiddag, hvor han tager imod på sin arbejdsplads. Den 27. januar er det hans 75-årsfødselsdag, og han er lykkelig over stadig at have et arbejde, men samtidig sætter han pris på, at han har fået væsentligt mere tid til rådighed, end da han var biskop.

Til september er det syv år siden, han gik på pension som biskop over Københavns Stift. Kort efter blev han udnævnt til hjælpepræst her ved Garnisons Kirke i det indre København. Ved udnævnelsen blev det højloftede præstelokale med de venetiansk-røde paneler hans kontor. I det fornemme lokale har han samtaler med brudepar og dåbsforældre. At han blev hjælpepræst, hænger sammen med, hvad han selv beskriver som en kongelig overraskelse.

Før han havde meddelt sin afgang som biskop, blev han i januar 2008 kaldt til Amalienborg, hvor dronning Margrethe spurgte, om han ville efterfølge doktor theol. Christian Thodberg, som efter 27 år som konfessionarius ville trække sig tilbage. Konfessionarius er latin og betyder skriftefader, og som kongelig konfessionarius er han Dronningens sjælesørger og kongehusets præst.

”Det er den slags tilbud, man med glæde siger ja til. Jeg måtte dog fortælle Dronningen, at det var min plan at gå af som biskop i en overskuelig fremtid. Det var Dronningen indforstået med. Det var ret uventet, at jeg blev spurgt, men som Dronningen meget venligt tilføjede, så var jeg jo allerede i gang, for jeg havde viet kronprinsparret og døbt deres to ældste børn.”

Kort tid efter udnævnelsen til kongelig konfessionarius begyndte Erik Norman Svendsen at prædike i Garnisons Kirke, som er sognekirke for Amalienborgs beboere.

”Det var naturligt, at jeg prædikede her regelmæssigt, hvor Dronningen ofte går i kirke.”

Længe før udnævnelsen fra hoffet vidste Erik Norman Svendsen, at han ønskede et aktivt otium, hvor han kunne fungere som præst, sådan som det er blevet i Garnisons Kirke, hvor han en weekend om måneden påtager sig alle til faget hørende opgaver. Sidste weekend var der en stor begravelse og højmesse. Havde der været dåb eller bryllup, ville han også have klaret det. At være hjælpepræst i samspil med en god præstekollega og dygtige medarbejdere, kalder han et drømmejob.

Han har været præst i mere end 47 år og ser sin egen identitet forbundet med tilværelsen som præst. Han var ni eller ti år, da han besluttede sig for at ville være præst. I gymnasiet overvejede han, om han i stedet skulle være journalist, men da han gik i 2.g, fortalte han forældrene, hvad fremtidsplanerne var.

”Jeg blev præst, fordi jeg ville forkynde evangeliet, og det holder ikke op, fordi man bliver pensioneret. Jeg har ikke haft noget ønske om at spille golf eller bridge, men jeg ville gerne blive inden for mit fag. Jeg er dog gået væsentligt ned i gear.”

Han er taknemmelig for, at han har fået mere tid, og nyder at leve langsommere. Han cykler ofte fra hjemmet i Valby til kontoret og kører gerne en smuk omvej langs Københavns havn, fordi han har tiden. I dag, hvor det er snevejr, tog han turen til kirken i bilen, men også bag rattet tager han det roligere.

Foto: Leif Tuxen

”Hvis jeg før kørte i lyntog, så kører jeg i dag i bumletog. Jeg er glad for ikke at være forjaget. Jeg bruger for eksempel længere tid på at forberede mig end i mine yngre dage. Jeg er både grundigere og mere kritisk i mit arbejde, og jeg skriver sjældent en prædiken til søndag senere end torsdag. Det gælder også i omgangen med andre mennesker. Møder jeg min genbo, som gerne vil snakke, får jeg ikke et forjaget udtryk i øjnene, for jeg har tid til at tale. Det er ganske hverdagsagtigt, men jeg nyder det. Noget af det bedste ved at gå fra et stærkt arbejdspresset job er, at man får lov at dykke ned i detaljerne og se sig omkring.”

At hverdagen pakkes ind i god tid, mærker han også, når han jævnligt rejser ud i landet for at holde foredrag. I løbet af et år holder han omkring 40 foredrag. Hvis det kan flaske sig, tager han gerne ægtefællen, Margit Svendsen, med. De nyder ikke at skulle haste tilbage til hovestaden efter et foredrag.

Han har stort set været fraværende fra den offentlige debat, siden han gik af som biskop. I de mange år som frontfigur i folkekirken, brugte han megen tid på at engagere sig i den offentlige debat. Nu giver han sin efterfølger i embedet rum og sig selv fri. Når han holder foredrag, debatterer han dog gerne aktuelle emner.

”Når man står ansigt til ansigt med folk, kan man høre nuancerne og se glimtet i den andens øjne Ja, man risikerer at tage klogere hjem. Megen debat i dag, især i de elektroniske medier, er indædt og konfronterende, men demokrati bygger på en ordentlig og respektfuld samtale - også om vanskelige spørgsmål som eksempelvis flygtningeproblemet.”

Skønt Erik Norman Svendsen er i god form og engageret, har han en oplevelse af at være under afvikling. Han siger det direkte og med vemod. Han voksede op med en far, som jævnligt citerede verset fra Salmernes Bog om livet, som hastigt skrider. I den gamle oversættelse lyder ordene således: ”Vore livsdage er halvfjerdsindstyve år, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres herlighd er møje og slid, thi hastigt går det, vi flyver afsted.”

Hans far blev 73 år og nåede at opleve sin ældste søn blive bispeviet, inden han døde få måneder senere. For to dage siden, onsdag, begravede Erik Norman Svendsen en ven, som han har kendt, siden han var 13 år. Han begraver jævnligt gamle venner, og efter at han gik af som biskop, er læsning af dødsannoncerne blevet en fast del af morgenritualet.

Foto: Leif Tuxen

”Det tungeste ved at blive en ældre herre er, at man mister mange af sine samtidige venner, kollegaer og naturligvis familiemedlemmer. Jeg kan huske, at jeg som yngre tit hørte ældre fremhæve, at noget af det tunge ved at blive gammel var, at man skulle sige farvel til mange, man kendte. Nu er jeg selv dér. Døden rykker nærmere. I min alder kan man ikke undgå at tænke på døden hver dag. Jeg gør det ikke på nogen skrækslagen måde, men snarere sådan, at jeg glæder mig over hver morgen, jeg vågner ved sin af mine kone ved godt mod. Taknemmeligheden er taget til.”

”Når man nærmer sig livets afslutning, så får man mere sans for de skriftsteder, som forkynder det levende håb. De taler stærkere til mig i dag, end da jeg var ung og følte, at jeg havde mange af år foran mig. I min forkyndelse har jeg altid lagt vægt på evighedsperspektivet. Jeg mener, man snyder på vægten, hvis man kun taler om kristendommen som noget, der vedrører vores liv her og nu. Det afgørende ved det kristne budskab er forkyndelsen af Jesu opstandelse og vores opstandelse med ham. Det står for mig som noget grundlæggende. Det betyder ikke, at jeg synes det er let at tro, eller at forkyndelsen af evighedsperspektivet slukker al sorg og savn, men det levende håb er bærende i den kristne forkyndelse, og det levende håb skal komme til udtryk i hver en prædiken.”

I forbindelse med tsunamien i 2004 ønskede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), at der skulle holdes en officiel mindegudstjeneste. 2. januar 2005 var Københavns Domkirke ramme om en mindegudstjeneste, som blev transmitteret på tv. Salmerne blev valgt med blik for, at de skulle formidle det håb, som Erik Norman Svendsen mener er bærende i den kristne forkyndelse. Blandt salmerne den dag var ”Se, nu stiger solen”. Han citerer det sidste vers fra Jakob Knudsens (1858-1917) salme.

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,

lad mig ikkun stævne imod min grav:

Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,

ud hans hånd mig river af dødens garn.

”Jeg plejer at lade det levende håb komme til udtryk gennem prægnante bibelske citater og gennem salmer, som klart forkynder evighedsperspektivet. Jakob Knudsen kan udtrykke håbet med poesi og billeder, så ens forestillingsverden bliver udvidet og ikke indskrænket. I stedet for at udbrede mig om, hvordan jeg kunne forestille mig livet efter døden, så vil jeg hellere lade poesien tale, for den lukker op,” siger han og citerer et andet vers, som blev sunget ved mindegudstjenesten. Hans Christian Sthens salme fra 1588:

Giv os, o Gud,

vi på dit bud

må leve så tilsammen,

at vi hos dig

evindelig

i Himmerig

kan få din glæde! Amen!

”Jeg gør mig ikke billeder af livet efter døden. Jeg er så teologisk skolet, at jeg siger: Det evige liv er at kende Jesus Kristus. Han er opstandelsen og livet. Det er han i dag, og det er han efter døden.”

Når Erik Norman Svendsen har brug for opmuntring, så rækker han gerne ud efter salmebogen. Da hans farmor døde, arvede han hendes salmebog. Hans farmor voksede op som fiskerdatter i Harboøre med et nært forhold til kirke og kristendom. Hun mente ikke, at hun kunne synge, men i hendes salmebog kan Norman Svendsen se, hvordan hun har brugt teksterne sjælesørgerisk. Gennem livet foretog hun en række understregninger i salmerne, hvor hun særligt fandt ord til trøst og opmuntring.

Foto: Leif Tuxen

”Der er en kolossal livsvisdom i salmerne, og de tåler gentagelse, fordi det er poesi. Det gælder ikke i samme omfang ens egne ord. Salmer er for mig en af de stærkeste kommunikationsformer, vi overhovedet har,” siger han.

Han har ikke planer om en stor fødselsdagsfejring, og han kan dårligt komme i tanke om, hvad han ønsker sig. Han henviser til Ambrosius Stubs (1705 - 1758) sang om livet som sejlads ”Hvad vindes på verdens vidtløftige hav”. Det sidste vers lyder:

Dit forsyn, o Fader, det fører os hjem,

det styrer så sikkert, hvor søen er slem;

vor gisning kan fejle,

hvor vi end vil sejle,

selv stævner vi mere tilbage end frem.

”Oplevelsen af at stævne mere tilbage end frem, fylder mig ved tanken om de 75 år. Det gør mig eftertænksom, men også taknemmelig. Selvfølgelig er der ting, jeg stadig håber på at opleve, men mentalt ser jeg mere tilbage end frem, og jeg får ofte følelsen af deja-vu,” siger han.

En daglig kilde til taknemmelighed er, at han kan se solen stige op og solen gå ned fra lejligheden i Valby. Hans barndomshjem var en mørk stuelejlighed på Nørrebro i København, og siden har han altid sat pris på det velvære, han mærker, når han bor med rigeligt dagslys. I morgenens lys læser han morgenavisens dødsannoncer, men det er også i den nye dags lys, han synger dagen ind med morgenandagten fra Københavns Domkirke på radioen. Og han slukker aldrig, inden velsignelsen er lyst. Når præsten lyser velsignelsen, slår han gerne korsets tegn for sig:

”Når velsignelsen lyses, så føler jeg mig set af Gud og omsluttet af hans kærlighed.”