For år tilbage kom sognepræst ved Tveje Merløse Kirke nær Holbæk Lisbeth Thomsen til den erkendelse, at tiden ikke nødvendigvis måles på et ur i timer og minutter, men på det indhold, man fylder i den. Ventetid er tid til at ”være”. Her kan tankerne gå deres egne veje, og idéerne kan komme til én. Det er også her, man konfronteres med ting, man ellers helst vil glemme. I ro og hvile kan man møde sig selv. Her kan sindet genfinde sin elasticitet, når den psykiske elastik har været spændt for hårdt. Det skriver den 55-årige sognepræst om på kirkens hjemmeside i en ugentlig refleksion.
Hendes egen psykes elastik har været spændt ganske hårdt gennem de seneste fire år, hvor hun først mistede sin mor og siden sin far og sin storebror, der begge begik selvmord. Måske derfor fylder stilheden og bønnen meget i Lisbeth Thomsens liv lige nu. Hver torsdag eftermiddag går hun fra den gule præstegård de godt 30 meter, der er til den gamle Tveje Merløse Kirke, der blev opført omkring år 1125. Her har hun det seneste halve år budt sognet indenfor til en halv times stilhed og bøn hver torsdag eftermiddag. Hun er for tiden særligt inspireret af den afdøde karmelitermunk Wilfrid Stinissen, der var optaget af stilhed og bøn. I værket ”Natten er mit lys” lyder det:
”Så snart du er fuldstændig stille i nuet, i den virkelighed, som er din netop nu, uden at protestere eller på mindste måde ønske, at det ville være anderledes, uden at jage efter noget i fremtiden eller beklage noget i fortiden, åbnes himlen for dig.”
Den virkelighed, der har været Lisbeth Thomsens de seneste år, har været en virkelighed, der har været præget af de tre dødsfald i den nærmeste familie. Det vil hun gerne tale om, fordi hun ved, at vi alle kommer til at møde døden på et tidspunkt. Og vi kan ikke forberede os på, hvordan vi vil reagere på den. Selvom hun i godt 13 år arbejdede som præst på Holbæk Sygehus og ofte har stået ansigt til ansigt med døden, var der mange ting, der overraskede hende, da hun selv mistede sine kære.
”Jeg har oplevet at reagere forskelligt på de her tre dødsfald. Da min mor døde, var det på én måde. Da min far døde, var det på en anden måde. Og da min bror Claus døde, var det igen anderledes. Det havde jeg ikke regnet med,” fortæller Lisbeth Thomsen.
Hun sidder i præstegårdsstuen, der er badet i sollys. Hun skænker te fra en kulsort tekande med guldkant, der stammer fra hendes barndomshjem i Ansager ved Grindsted. Vi sidder over for hinanden i sofaer med stel i lyst træ og med lysebrune læderhynder. Hun har arvet dem fra sin afdøde bror.
”Det er ikke en sorg at have dem, det er en stor glæde,” fortæller hun.
Hendes bror havde gennem en årrække haft en maniodepressiv lidelse, og i tiden op til sin død følte han sig låst fast i en dyb depression.
Lisbeth Thomsen finder et familiebillede frem. Det er taget, da familien endnu var intakt, til forældrenes diamantbryllup. Foran æresporten, ved indgangen til barndomshjemmet, står forældrene med deres fire voksne børn. Lisbeth, Claus og endnu en bror og en søster.
Claus blev 58 år. Sorgen over hans død bar for Lisbeth Thomsen præg af, at hun ville ønske, at det ikke havde været nødvendigt for ham at tage sit eget liv. Samtidig manifesterede sorgen sig fysisk, fordi alle Claus' efterladte ting i første omgang blev anbragt i hendes garage. I fire måneder var der ikke plads til at køre bilen ind. Hendes sommerferie blev brugt på at sortere og fordele sammen med familiemedlemmer.
”Det var udmattende, men det er så vigtigt, at man får ro til at kunne gøre de ting, som min familie og jeg gjorde der. Det var vigtigt, at der ikke var noget, der krævede mig.”
Tre år tidligere blev hendes mor indlagt med store mave-smerter, som viste sig at være kræft. Indtil da havde hendes forældre, der dengang var 87 og 95 år, klaret sig selv og passet et stort hus med have. Så selvom de var gamle, var det alligevel en rystelse for søskendeflokken, at deres mor blev dødeligt syg. Da moderen kom hjem fra hospitalet, reagerede faderen ved at få angstanfald, fordi han nu skulle klare det hele alene.
”Vi mandsopdækkede og hjalp mine forældre i tre måneder, indtil min far fik det bedre.”
Og netop det kan slide på voksne børn, når deres forældre bliver syge og dør.
”Der er naturligvis sorgen over det, der sker, men det er også vigtigt at tale om, at det kan være enormt ressourcekrævende at tage hånd om sine forældre, når de bliver syge og ikke kan klare sig selv. For der er ikke noget, man hellere vil end at hjælpe, men det kan være en udfordring at jonglere med fuldtidsjob og andre forpligtelser samtidig,” siger Lisbeth Thomsen, der selv oplevede stor opbakning fra sine omgivelser.
Hun tror, det var, fordi hun turde være åben omkring det, der skete.
”Jeg sad ikke og ventede, men sagde med det samme, hvad der var sket, og bad om hjælp gennem hele forløbet.”
Et år senere døde hendes mor, og Lisbeth Thomsen sad ved hendes side sammen med sin far og ene bror. Det var en smuk og fredfyldt oplevelse.
”Det er ikke altid, at man får lov til at være der, når ens nærmeste dør. Det ved jeg fra min tid som sygehuspræst. Vi oplevede, at patienter kunne dø, kort efter at de pårørende havde forladt rummet. Vi kan ikke forklare det fuldt ud, men det lader til, at det i nogle tilfælde er nemmere at sige farvel til livet, når der ikke er nogen, man holder af, tæt på.”
Lisbeth Thomsen oplevede, at hendes mor havde forliget sig med visheden om at skulle dø. Hun tror, at det skyldtes hendes kristne tro. En tro, hun havde givet videre til sin datter og delt med hende gennem livet. En tro, hun selv havde fået overleveret fra sin mor, Lisbeth Thomsens mormor, som Lisbeth Thomsen aldrig har kendt.
”Min mormor døde, da min mor ventede mig. Derfor tror jeg, at jeg i mange år har levet med frygten for at miste og med en bevidsthed om tab. Måske helt fra før jeg blev født. Derfor overraskede det mig, at det ikke var mere tungt og svært at miste min mor.”
Hun tror, det var, fordi hendes mor ikke skyldte hende noget og omvendt, at hun ikke skyldte sin mor noget. Savnet var heller ikke så stort, som hun havde forventet. Måske fordi hendes far fortsat bar moderen med i livet.
Anderledes var det med faderens død godt et år senere. Selvom han fysisk var frisk, oplevede han ikke, at han havde tiden til at begynde et nyt kapitel i sit liv.
”På trods af at han savnede min mor meget, formåede han at bygge et liv op på plejehjemmet, hvor han nu boede, fordi det ville være for svært for ham at bo alene. Han gik på nettet og mailede med børn og børnebørn og var i kontakt med de andre beboere. Han cyklede, gik ture og læste meget.”
Alligevel endte det med, at han tog sit eget liv. Lisbeth Thomsen tror, at årsagen var den store sorg og at han fik noget medicin på grund af søvnløshed, hvor en bivirkning var, at man kunne blive selvmordstruet.
Som hun senere skulle opleve det efter sin brors død, var sorgen og savnet stort, fordi hun ville ønske, at det ikke havde været nødvendigt for sin far selv at afslutte sit liv. Han blev næsten 97 år.
”Men ingen af os var vrede. Vi havde en stor forståelse for hans situation. Det overraskede mig, fordi jeg ved fra mit arbejde på sygehuset, at vrede ofte er en del af reaktionen hos de pårørende.”
Det, at mennesket forsøger at være herre over liv og død, er udfordrende for Lisbeth Thomsen, og netop det dilemma var en medvirkende årsag til, at hun for fem år siden stoppede som sygehuspræst og i stedet blev sognepræst på fuld tid. Hun oplevede at blive tilkaldt i forbindelse med sene provokerede aborter for at hjælpe parrene, der havde valgt at afslutte graviditeten på grund af formodninger om misdannelser og alvorlige handicaps. Hun mødte dem så at sige midt i aborten.
”Det var ægtepar, som var fulde af sorg, fordi de var i gang med at abortere deres børn. Aborterne var sat i gang medicinsk, jeg havde ikke mulighed for at tale med dem om, at de også kunne vælge at beholde deres børn. Parrene var alle blevet vejledt til, at det ville være det bedste for barnet, og havde så truffet beslutningen om at afslutte graviditeten. Det var så svært. Jeg gjorde mit bedste, men jeg oplevede at nå en personlig grænse, og det var en væsentlig årsag til, at jeg valgte at stoppe som sygehuspræst,” siger Lisbeth Thomsen.
Hun var ikke tvunget til at være til stede, men oplevede, at hun ikke kunne sige nej, fordi man enten er præst fuldt og helt, eller også er man det ikke, som hun udtrykker det.
Lisbeth Thomsen erfarede, at personalet generelt havde det svært med at foretage aborter. Det var ikke noget, der blev taget let på. Selv husker hun en lille rød seddel på 12 gange 25 centimeter, der hang i en vagtstue.
”Her var alle aborter, der skulle foretages i løbet af ugen, plottet ind i et skema. Det berørte mig dybt,” husker hun fra en af de første dage som præst på sygehuset.
Senere var hun med til at etablere en procedure, hvor de aborterede fostre blev sat ned på kirkegården i Holbæk med en reference til den pågældende mors cpr-nummer, så det var muligt efterfølgende at mindes ved et gravsted.
Der skal ellers meget til, før Lisbeth Thomsen oplever, at noget er for svært at være i. En rød tråd gennem hendes virke er, at hun har mødt mennesker der, hvor livet er allermest vanskeligt. I selvhjælpsgrupper for incest- og pædofiliramte kvinder, syge og døende mennesker og deres pårørende på hospitalet, udviklingshæmmede konfirmander og deres familier og til nøddåb på afdelingen for for tidligt fødte. Og så er hun flere gange blevet bedt om at være til stede under fødsler, hvor man på forhånd har vidst, at barnet var dødt.
”I sådan en situation er det meget nærliggende at tænke på, hvad man ikke kan finde ud af. Men så har jeg mindet mig selv om, at det ikke er mig, der er i fokus med det, jeg ikke kan finde ud af, men at jeg skal være der for parret, uanset om jeg kan finde ud af det eller ej. Her skal jeg støtte med min tilstedeværelse og ikke med mine ord, for der er ikke så meget at sige.”
I mødet med mennesker, der har brug for hendes støtte, føler Lisbeth Thomsen ofte et Guds-nærvær. At hun sagte bliver vejledt i, hvordan hun skal møde sit medmenneske.
Hun har gennem årene fundet det nemt at tale om Gud med patienter og pårørende, der ikke normalt kommer i kirken.
”Mange åbner selv for samtalen og har brug for den. For når man er på tilværelsens yderste kant, skal man vide, om Gud har spændt et sikkerhedsnet ud, eller om man falder.”
Og netop denne afgørende samtale, som mange ville finde svær, har Lisbeth Thomsen det nemt ved. Faktisk siger hun selv, at hun har nemmere ved at håndtere svære, vanskelige og dybe ting end de lette og overfladiske.
”Jeg er ikke bange for at møde folk, der har det allermest vanskeligt og har de værst tænkelige ting med,” siger hun og fortæller om dengang, hun etablerede den første selvhjælpsgruppe for incest- og pædofiliramte kvinder. Gennem en periode havde hun mødt kvinder i forskellige sammenhænge, på hospitalet, i kirken til en begravelse og andre steder, der havde behov for hjælp til at bearbejde de overgreb, de havde været udsat for.
”Vi samledes i en selvhjælpsgruppe, selvom jeg ikke havde forstand på det, og jeg sagde til de pågældende kvinder, at jeg ikke havde forstand på det. De ville alligevel mødes. Og det gjorde vi. Jeg følte, jeg var nødt til det, der var jo ikke andre til at gøre det. Det kan ikke nytte noget at være bange for, at man ikke kan. Kvinderne lærte mig hen ad vejen, hvad jeg skulle gøre. De fortalte, hvad de havde brug for. Og så er der igen det med, at jeg ikke er bange for at møde folk, der har det voldsomt svært.”