Daniel mistede hukommelsen: En del af min sjæl er blevet amputeret

Daniel Majholm har mistet store dele af sin korttidshukommelse efter en stressrelateret depression. Der er tusindvis af historier som hans, for hukommelsen er under pres i en kultur, som hylder acceleration. Læs eller genlæs

Daniel Majholm siger, at tabet af korttidshukommelsen har ændret hans identitet og isoleret ham fra omverdenen. ”De færreste tænker over, hvor meget en god hukommelse faktisk betyder for vores evne til at leve et normalt liv,” siger han.
Daniel Majholm siger, at tabet af korttidshukommelsen har ændret hans identitet og isoleret ham fra omverdenen. ”De færreste tænker over, hvor meget en god hukommelse faktisk betyder for vores evne til at leve et normalt liv,” siger han. . Foto: Leif Tuxen.

Daniel Majholm havde travlt, rigtig travlt. Der var nok at lave i løbet af dagen som viceskoleleder på Sankt Ansgars Skole i København. Den dengang 40-åriges høje tempo fortsatte derhjemme, hvor han i en periode var alene med tre børn.

Aftensmad, putning, oprydning, madpakker, morgenmad, aflevering, derudad. Og så snart der var et åndehul, tog han på hospitalet for at besøge sin kone, der var indlagt med deres fjerde og meget hjertesyge barn.

Oppe i hovedet kørte maskineriet for fuld ydeevne, og dage, aftaler, opgaver og mennesker begyndte at flyde sammen. I løbet af april 2012 blev det så slemt, at Daniel Majholm ikke kunne huske noget fra sin dag, når han kom hjem. Der var bare sort skærm, men han var nødt til at fortsætte.

Da beskeden kom fra lægerne om, at hans søn ville overleve sine hjerteproblemer, var det, som om hans krop endelig gav efter for presset, og han brød sammen.

Stressrelateret depression kaldte lægen det, men inde i hans hoved skete der også noget andet. Den særlige evne til at huske, der i høj grad havde defineret ham som historielærer, som en far, der altid havde fakta på rede hånd, som et menneske, der kunne alles navne, fødselsdage og personlige historie - alt det var væk.

”Jeg husker særligt en dag - det har været et par måneder efter mit sammenbrud - hvor jeg sagde til min kone, at nu måtte vi altså se at få arrangeret en barnedåb for vores søn. Vi måtte da fejre, at han overhovedet levede. Hun så undrende på mig og sagde: 'Jamen Daniel, vi har da holdt barnedåb.' Først grinede jeg. Jeg troede, hun lavede sjov. Men så tog hun mig med ind til computeren og viste mig billederne fra dagen. Der var også billeder af mig, der holdt tale. Men det sagde mig ingenting.”

Der findes tusindvis af historier som Daniel Majholms. Ikke præcis som hans, men historier om andre typer af livsændrende hukommelsesproblemer.

De, der fylder mest, er de dementes. 90.000 danskere menes at have en demenssygdom, og cirka 15.000 nye tilfælde kommer til hvert år. Der er også mange med kognitive forstyrrelser, som eksempelvis har problemer med at huske ord eller har en dårlig rumlig orientering på grund af mangelfuld visuel hukommelse.

Et stigende antal mennesker er raske, men så bekymrede over deres dårlige hukommelse, at de søger hjælp, ligesom stadigt flere bliver henvist til en hukommelsesklinik, fordi lægen ikke kan finde ud af, hvad der er galt, men har en mistanke om, at det har noget med hukommelsen at gøre.

Og så er der den store gruppe af depressions- og stressramte, der har fået ødelagt dele af deres hukommelse, typisk korttidshukommelsen.

Dermed ikke sagt, at vi generelt husker stadig dårligere, påpeger samtlige eksperter på området, Kristeligt Dagblad har talt med. Meget af udviklingen kan forklares med en ny og stor opmærksomhed på netop denne del af vores hjerne.

Forebyggelse af demens står højt på den politiske og forskningsmæssige dagsorden i Danmark og internationalt, og der er kommet nye behandlingsmuligheder og viden om, hvordan vores hukommelse fungerer.

I kølvandet på det nye fokus er mere end 25 hukommelsesklinikker skudt op. At der er flere klinikker, får givetvis også flere til at søge hjælp, lyder det.

Men udviklingen skubbes samtidig frem af, at vores hukommelse er kommet under stærkt pres fra et samfund og en livsførelse i hastig forandring. Det mener blandet andet læge og hjerneforsker Kjeld Fredens.

”Vi lever i et accelerationssamfund, hvor alt skal gå hurtigere. Den viden, vi tilegner os, kommer også hurtigt til os og fra mange sider, og derfor bliver den ofte for overfladisk. Det er problematisk, for hjernen er ligesom en plante, den skal have solid jord at udvikle sig i, og det er der ikke tid til i dag,” siger han.

I praksis betyder det, at vi har fået sværere ved at forstå den kontekst, som vores viden indgår i, og derfor giver vores viden mindre mening. Det påvirker hukommelsen, for det er velkendt, at vi bedst husker de ting, der giver mening for os.

Ét af de steder, hvor udviklingen bliver særlig tydelig, siger Kjeld Fredens, er i opgaverne på universitetet, hvor han er professor og censor.

De seneste 10 år er opgaverne blevet stadigt mere overfladiske, fordi de studerende plukker fra nettet, omskriver og tolker, men generelt går mindre i dybden og forstår mindre af den sammenhæng, de skriver ind i, forklarer han:

”Min vurdering er, at de simpelthen ikke kan rumme den viden, det kræver for at gå i dybden. Og vi kan jo se, at nogle af dem, der forsøger, knækker på det,” siger han og henviser til det stærkt øgede antal stresstilfælde i disse år, hvor mental stress står for størstedelen.

En stor del af forklaringen på det øgede hukommelsespres kommer paradoksalt nok fra teknologien, påpeger Kjeld Fredens. Den har givet os en ekstern hukommelse, så meget af det, vi før måtte have i hovedet, i dag ligger på vores telefon eller computer.

På mange måder er det en fordel, men vi har generelt svært ved at finde balancen mellem, hvad vi kan lægge ud, og hvad vi er nødt til at beholde i hovedet. Og det har gjort det sværere for mange at sortere i de informationer, der kommer til os.

Efter en sommer i mentalt mørke forsøgte Daniel Majholm at vende tilbage til sit job som viceskoleleder, men det gik ikke. Han hilste på gamle kolleger, som om de var nye bekendtskaber. Han blandede møder sammen og kunne ikke længere huske alle børnenes forældre. Noget, han ellers havde sat en stor ære i.

Han havde stadig sin faglige viden, og han kunne stadig skolens overenskomst udenad, men han fandt hurtigt ud af, hvor meget korttidshukommelsen betød for, om han kunne fungere socialt.

”Pludselig var jeg konstant i tvivl om, hvilket niveau jeg kendte folk på, og hvor fortrolige vi var. Og når jeg ikke helt vidste, hvad jeg kunne sige til hvem, blev jeg usikker,” fortæller han.

Snart spredte usikkerheden sig til privatlivet.

Daniel Majholm blev ofte usikker på, om noget var sket, eller om det bare var hans fantasi.

Han begyndte at lave lister over alt for at kompensere. Indkøbslister. Lister over, hvad han skulle i løbet af dagen.

Lister over, hvornår han skulle hente børn. Men ofte slog de ikke til.

”Jeg kunne stå på en station og ikke ane, hvilken vej jeg skulle tage med toget, selvom det var en rute, jeg havde taget hver dag i årevis. Det var ikke hele tiden, det var sådan, det kunne komme ud af det blå, men det gjorde det bare værre, for jeg følte, at jeg ikke længere kunne stole på mig selv,” siger han.

Så han begyndte at isolere sig fra venner og fra familien. Ikke fordi de var fordømmende, de var alle sammen søde, men alle relationer er forbundet med en historie.

”Jeg mistede min fornemmelse af tiden og af den, jeg var blevet. Og jeg tror, at min følelse af identitetstab lå så dybt, at jeg ikke kunne acceptere det, og derfor syntes jeg, at det var alt for svært at være sammen med andre. De kom jo hele tiden til at minde mig, at alt var anderledes i forhold til det, vi havde sammen tidligere. Desuden blev jeg utryg, når der skete for meget. Jeg kunne ikke slappe af, jeg havde svært ved at koncentrere mig, og jeg blev let irritabel. Det var kun, når jeg var alene eller sammen med min kone og børn, at jeg kunne fungere.”

Det er 20 år siden landets første hukommelsesklinik åbnede.

Til at begynde med var der var ingen effektiv medicin mod demenssygdomme, og den almindelige opfattelse hos mange var på den tid, at hvis hukommelsen først var svækket, så stod det ikke til at ændre, fortæller neuropsykolog Asmus Vogel fra Hukommelsesklinikken på Rigshospitalet.

"I dag har hjerneskannere gjort det muligt at følge processerne i hjernen, når vi husker, der er udviklet effektiv medicinsk behandling til at nedsætte hastigheden af eksempelvis demens, og i det hele taget har tilgangen til, hvad vi kan gøre ved vores hukommelse, ændret sig.Det skyldes videnskabelige gennembrud, men også, at der i dag er helt andre krav end tidligere til, hvad vi skal huske," siger Jesper Mogensen, der er professor og hjerneforsker ved Københavns Universitet og arbejder med neurovidenskab og genoptræning af hjerneskadede. Kravene har samtidig medført, at flere har svært ved at følge med og ender med at tage skade.

”Grundlæggende er jeg ikke pessimist i synet på det moderne livs krav til hjernen og hukommelsen. Det, at du skal anvende din hukommelse, er nemlig den absolut bedste måde at forbedre den på. Men i den udstrækning, at samfundsudviklingen medfører stress for den enkelte, er det yderst skadeligt, hvis det står på over lang tid. Jo mere vi føler, vi har brug for at træde på speederen for at få klaret vores opgaver, jo mere træder hjernen samtidig på bremsen. Og til sidst bliver bremseklodsen slidt i stykker.”

I dag er det godt tre år siden, Daniel Majholm gik ned med stress, fik en depression og mistede store dele af sin evne til at huske. To gange har han forsøgt at vende tilbage til lærergerningen - senest i januar.

Nogle gange tænker han, at situationen er blevet bedre, men andre gange tvivler han på, at han nogensinde bliver sig selv igen.

Han er stadig sygemeldt, ser stadig ikke andre mennesker end sine kone og de fire børn i alderen 3 til 15 år.

Det er sjældent, han kommer ud i den verden, hvor hans mangelfulde hukommelse hurtigt bliver en fjende.

”Jeg er blevet amputeret på sjælen, sådan har jeg det. Jeg føler mig ikke længere som et helt menneske, for man er jo i høj grad det, man gør, og det, man husker,” siger han.

De fagfolk, han taler med, kalder hans hukommelseshistorie for speciel.

Normalt kan stress- og depressionsramte grave minder frem igen via billeder, men for Daniel Majholm er dele af fortiden lukket land.

Et par gange har han gravet erindringer frem, men har så kunnet ræsonnere sig frem til, at erindringen ikke var virkelig.

Der er også lyspunkter.

Hans kone er det mest forstående menneske, han kender, og hun holder fast i, at uanset hvad der sker, så kommer de igennem det som en familie.

Og så trøster han sig indimellem ved det nådige i, at han ikke ved alt det, han har glemt.

”Hukommelse fungerer på den måde, at jo mere man bruger den, jo stærkere står erindringerne. Men hvis man som jeg ikke har fornemmelsen af, at erindringerne er virkelige, så fæstner de sig heller ikke. Og derfor fylder det ikke meget for mig, at jeg ikke husker min søns barnedåb, for alt det, jeg ikke husker, det tænker jeg ikke på. Det popper ikke bare op og gør mig ked af det. På en måde er det meget rart, at min tilstand trods alt har den nåde i sig.”