Lise Egholm: Jeg forberedte mig mentalt på, at arbejdslivet pludselig var væk

Lise Egholm, tidligere skoleleder pŒ RŒdmandsgade Skole,N¿rrebro. Fotograferet i hjemmet, der rummer ...

Selvom Lise Egholm er gået på pension, har hun stadig travlt. Hun nyder, at hun om eftermiddagen kan give sig selv frikvarter til at læse en af sine mange bøger. –

Lise Egholm, tidligere skoleleder pŒ RŒdmandsgade Skole,N¿rrebro. Fotograferet i hjemmet, der rummer ...

Selvom Lise Egholm er gået på pension, har hun stadig travlt. Hun nyder, at hun om eftermiddagen kan give sig selv frikvarter til at læse en af sine mange bøger. – Foto: Leif Tuxen

Man skal have nogle planer, når man stopper, så man ikke er helt blank. Og man skal røre sig i stedet for bare at sidde stille.
Lise Egholm

Det var både et tab og en befrielse for 67-årige Lise Egholm, da hun for tre år siden gik på pension fra jobbet som skoleleder på Rådmandsgades Skole 
på Nørrebro i København. I dag er hendes liv fyldt med planer

På min sidste arbejdsdag på Rådmandsgades Skole på Nørrebro i København græd jeg nærmest fra morgen til aften. Det var så overdådigt og rørende. Da jeg kom ned i gymnastiksalene, stod alle 600 elever og sang Benny Andersens vennesang. Selv de store drenge i 10. klasse med bissetendenser, hættetrøjer og spirende overskæg sang for fuld hals.

Jeg tænkte, hold op hvor bliver det svært ikke at skulle se alle de børn. I månederne efter min afsked var jeg konstant grådlabil, selvom jeg havde forberedt mig på, at det ville være hårdt. Her, tre år efter, kan tabet af dem og mine vidunderlige medarbejdere stadig give mig et sug i maven. Men så har jeg fået så meget andet. Det er også dejligt at gå på pension, det er dejligt at få mere tid. Og at det er ens egen tid.

Jeg stoppede med at arbejde som 64-årig. Det var den 1. marts 2013. Da havde jeg været leder på skolen i 18 år og været ansat i Københavns Skolevæsen i 42 år. Jeg havde tænkt meget længe over, hvornår jeg skulle holde op og spurgt mig selv: Hvad ville du lave i dag, hvis du ikke skulle være 10 timer på Rådmandsgades Skole.

Min lange arbejdsuge var en af grundene til min afsked. Det lykkedes mig aldrig at komme ned på fuld tid. Forleden kiggede jeg i en gammel dagbog, hvor jeg havde talt timer. Min arbejdsuge lå altid på mellem 50-60 timer, så når mine voksne børn ringede for at spørge, om jeg kunne passe børnebørn torsdag eftermiddag, måtte jeg sige nej, for eftermiddagen var slut, når jeg kom hjem fra arbejde klokken 18.

Jeg tænkte, at jeg umuligt kunne få tid til børnebørnene i mit liv, som det var, og det var jeg ked af. Da min mand, Anders, og jeg selv havde små børn, var vi så heldige, at vores forældre var meget hjælpsomme.

Jeg havde en drøm om, at jeg også ville spille en rolle i forhold til vores børnebørn. Ikke at jeg skal leve mine børns liv. Men jeg vil gerne hjælpe dem og være en del af deres liv. Det bliver man kun, hvis man ser hinanden relativt meget.

Og så var der den der nye skolereform, som var på trapperne. Jeg har ikke spor imod den reform, jeg synes, den er vældig godt tænkt. Men jeg er sådan et menneske, der gør tingene 100 procent, eller også gør jeg dem slet ikke. Jeg kunne ikke halvt køre den i gang og så gå. Derfor besluttede jeg, at hvis jeg skulle være et ordentligt menneske, skulle jeg gå af nu. Og så måtte min efterfølger forvalte det på sin måde.

Jeg var seks år, da jeg besluttede, at jeg ville være skolelærer. Min far var lærer, og han var altid glad. Det ville jeg også gerne være. Også selvom jeg havde rekorden i eftersidninger, da jeg selv gik i skole i Rødovre. 32 fik jeg. Det var ikke, fordi jeg var en lømmel, jeg kom bare altid til at grine, når jeg ikke måtte, og kravlede over hegnet sammen med drengene. Jeg har tre yngre brødre, og jeg legede meget med drenge. Jeg var heller ikke så god til at stå på række.

Så råbte de: ”Egholm til muren”, og så kom gårdvagten og sagde: ”Hvad vil du helst have, en flad eller en eftersidning?”. Jeg sagde tit ”en flad”, for så behøvede jeg ikke at forklare det til min far og mor. Fik man eftersidning, skulle man skrive 200 gange ”Jeg må ikke grine i timen”. Det var så latterligt. Det fik mig ikke til at tvivle på, at jeg skulle være lærer. I stedet tænkte jeg, at det måtte kunne gøres bedre.

Jeg er opdraget til, at man skal gøre sig umage. Der er for mange, der sjusker med deres liv. Selvom jeg har et godt forhold til Vorherre, så har vi formentlig kun ét lille liv, og der skal vi gøre os umage med at være ordentlige mennesker over for hinanden. Vi skal snakke med hinanden og sige tingene ligeud.

Lise Egholm, tidligere skoleleder pŒ RŒdmandsgade Skole,N¿rrebro. Fotograferet i hjemmet, der rummer ...

Jeg havde en drøm om, at jeg også ville spille en rolle i forhold til vores børnebørn. Ikke at jeg skal leve mine børns liv. Men jeg vil gerne hjælpe dem og være en del af deres liv. Det bliver man kun, hvis man ser hinanden relativt meget, siger Lise Egholm. Foto: Leif Tuxen

Det har jeg lært af min mor. Hun var ikke bange for noget. Hun kom fra Bornholm, var kontoruddannet og kørte motorcykel uden brysteholder på. Når der var noget i vejen, var det min mor, der ordnede det. Om det så betød, at hun skulle gå til borgmesteren. Der var min far mere genert og intellektuel.

Her i huset har vi nok samme rollefordeling. Det er mig, der larmer, siger min mand. Det har også været nødvendigt som skoleleder på Nørrebro. Hold nu op, jeg har brugt lang tid på at diskutere halalslagtet kød, kristendomsundervisning og badning efter gymnastik. Jeg har råbt og skreget af muslimske fædre, der ikke ville give mig hånden, og som sagde, at de ville tale med den rigtige chef. Efterhånden fandt de ud af, at det jo altså var mig, der var chefen.

Min hverdag nu er stadig en hverdag. Min mand, Anders, er 69 år, praktiserende læge og arbejder endnu, så hver morgen står jeg op klokken 6.45, som jeg altid har gjort. Jeg siger til Anders, at han bare skal blive ved med at arbejde, så længe han kan. Vi har været gift i 45 år.

Jeg har altså den tro, at kvinderne er bedre til at holde op med at arbejde end mænd. For mig var det også et tab, men jeg tror, det er værre for mænd, fordi jobbet knytter sig så meget til ens identitet. Man spørger sig selv, hvem er jeg nu, når jeg ikke længere er forbundet med mit job, som jeg bruger så mange timer på. Er jeg skoleinspektøren fra Rådmandsgade, eller er jeg bare Lise?

Jeg er ret afklaret med, at jeg er mig selv, og det har jeg sådan set været hele tiden. Det er måske også nemmere i et job som mit, som handlede så meget om mennesker. Det kan jeg jo bruge i mit eget liv og har altid kunnet det. Men man kan ikke ane, hvordan det bliver at stoppe. Man skal forberede sig mentalt på, at arbejdslivet pludselig er væk. Man skal have lyst til at lave noget andet. Og der var så meget herhjemme, der kaldte på mig, som jeg ikke havde haft tid til. Jeg rydder op og sorterer.

Hvad der ikke er båret ud af huset af gamle papirer og projekter de sidste tre år. Jeg har altid interesseret mig for hus og hjem. Jeg elsker at gå og ordne mine blomster og planter. Jeg kan også godt lide at gøre rent. Mens jeg arbejdede, havde vi rengøringshjælp, men nu hedder rengøringshjælpen Lise Egholm, og hun er knalddygtig. Jeg tænker på det som en god øvelse, der er god motion i det. Vi har 330 kvadratmeter her i huset i Brønshøj bare til os to, men indtil videre skal vi ikke flytte til noget mindre. Jeg elsker, at vi har plads til at have hele familien på besøg til middag.

Man skal have nogle planer, når man stopper, så man ikke er helt blank. Og man skal røre sig i stedet for bare at sidde stille. Jeg kender flere pensionerede mandlige skoleledere, som har indrømmet, at det var forfærdeligt for dem at holde op. De sad og kiggede ud i luften og vidste ikke, hvad de skulle. Er livet nu gået, skal jeg nu bare tænke på at dø?

Lise Egholm og skoleb¿rn fra RŒdmandsgade

Lise Egholm var leder af Rådmandsgades Skole i 18 år. Foto: Privatfoto

Min søde lærerveninde fik en depression, da hun stoppede med at arbejde. Hun blev nødt til at begynde igen med at undervise i et asylcenter. Jeg har ikke noget, der ligner en depression. Tværtimod, jeg er glad og taknemmelig over alt det, jeg fik lov at opleve. Men jeg har også været meget klar på at stoppe, sikkert fordi jeg har arbejdet så meget. Det at få tid til at gøre nogle ting, har været fantastisk for mig. Jeg glæder mig hver dag og springer ud af sengen.

Jeg kommer ikke på Rådmandsgades Skole i dag. Det er mit løfte. Nu er det Lene Rønje, der er boss, ikke mig. Det går ikke, hvis jeg hele tiden dukker op. Men det varmer mit hjerte, at det var hende, min gamle souschef, der overtog. Men min tid har været der, og det er time out.

Jeg har ikke en eneste dag fortrudt, at jeg stoppede, men jeg savner det. Alt andet ville være løgn. Og det er et tab. Man får en masse frihed, og det er dejligt, men man mister også noget. Det tog mig flere weekender at rydde mit kontor. Et af børnene spurgte, hvor jeg nu skulle bo henne. Han troede, at skolen var mit hjem.

Når jeg tænker tilbage på mine 42 år i Københavns Skolevæsen, er det stjernestunderne med børnene, der træder frem. De var min benzin. Kampen for, at de skulle klare sig bedre, var det hele værd. Også de mange kampe, jeg havde med de gamle lærere, da jeg begyndte som leder på Rådmandsgades Skole.

Der var en usund kultur, hvor nogle sprang over, hvor gærdet var lavest, og skiftedes til at være syge på skift. Sådan noget kan jeg slet ikke tolerere. Har man ikke over 38,5 i feber, har man bare at gå på arbejde eller i skole. Det har jeg også altid sagt til mine egne fire børn.

Der er mange elev-skæbner fra Rådmandsgades Skole, der er til at græde over, men jeg har altid været optaget af mønsterbryderne. Den ene ud af en søskendeflok på fem, der ender med at klare sig godt og få en uddannelse. Tit siger de, at det var en lærer, der gjorde forskellen. Det var helt typisk, at hvis de oplevede at få ros i et fag, så voksede de på alle planer. Så gik de pludselig fra mange til få fejl i matematikprøven.

Når jeg kommer på Nørrebro, møder jeg altid nogle af mine tidligere elever, der råber ”Lise, Lise” og vil snakke. Flere af dem har selv fået børn og valgt, at de skal gå på Rådmandsgades Skole, selvom de ikke længere bor i skoledistriktet. Som voksen er du altid en rollemodel for de børn, du omgås.

Livets sløjfer, kalder jeg det, når man møder sin fortid. Man skal altid være det, man gør, bekendt. Man må aldrig smække med døren. Man skal være åben over for at møde sit eget liv igen. En dag stødte jeg ind i en sød dreng med brune øjne, der hedder Bo. Han var godt nok blevet 52 år, men jeg husker ham stadig tydeligt, for han var elev i min allerførste klasse.

Livet er blevet mere fredsommeligt. Nu er jeg hende på vejen, der er hjemme. Her er mange børnefamilier, så når børnene har glemt nøglen, ringer de på her og siger: ”Lise, jeg vidste, du var hjemme. Må jeg godt være her hos dig?”. Det må de selvfølgelig.

Jeg læser min avis og følger med i nyhederne. Jeg kender nogle, der efter deres pensionering bruger tre timer på at læse avisen. Det ville jeg aldrig gøre, jeg kan slet ikke holde det ud. Jeg afsætter et bestemt tidsrum til det. Jeg er en rigtig god arbejdsgiver for mig selv. Jeg har altid projekter og planer. Jeg kommer aldrig til at sove til klokken 11 og falde hen foran fjernsynet. Om eftermiddagen kan jeg godt give mig selv et frikvarter til at læse en god bog. Det er pragtfuldt, at jeg nu har tid til at læse en bog om ugen.

Siden jeg var 12 år, har jeg skrevet dagbog, så jeg kan se, hvad jeg har lavet. Det er særligt vigtigt nu, så dagene ikke bare flyder sammen. Jeg holder en del foredrag og deltager i debatter i medierne, når jeg bliver spurgt. Jeg skriver også en del. Det er optimalt for alle os, der har været lidt flittige i vores job, at vi finder en måde, så vi stadig kan give noget tilbage til samfundet. Vi har masser af erfaring og viden, som nogle stadig kan bruge.

Jeg kender flere især ældre kvinder, der begynder at komme meget i kirkerne, efter de er holdt op med at arbejde, og der foregår også meget, men det er ikke noget, der fylder mere hos mig nu end tidligere. Jeg er afklaret med, at jeg er rundet af en kristen kultur. I alle mine år på Rådmandsgade var det med tro meget nærværende. Jeg har haft mange samtaler med arabiske fædre især, som var helt lettede, når jeg svarede, at jeg var kristen. Fordi de oplevede, at mange danskere slet ikke troede på noget.

Jeg har et stort socialt liv med venner og veninder, og vi har mange gæster her i huset. Nogle gange synes jeg næsten, at jeg laver for meget. Vi går på ferniseringer med malerkunst og til klassiske koncerter eller jazz. Og så har vi både et hus på Bornholm og et i Syditalien. Når Anders engang stopper med at arbejde, skal vi rejse noget mere.

Jeg er flyvende farmor og mormor til seks børnebørn under fem år. De kommer her, når de har skoldkopper, eller hvis de bare har brug for en fridag fra de lange dage i institutionerne. Men de får ikke lov til at se Ramasjang, de må selv bruge deres fantasi og finde på en leg. Der synes de nok, at jeg er lidt skrap. Faktisk tror de ikke, jeg ved, hvordan man tænder fjernsynet.

Til mine børn har jeg sagt, at jeg er ikke sådan en bedstemor, der kommer fast og henter børnebørn hver onsdag. Jeg kommer, når lokummet brænder. Og så kan vi aftale det løbende. Jeg vil ikke have faste ugedage. Der har været skemaer nok i mit liv. Jeg synes, der er så meget at gøre, efter at jeg er stoppet med at arbejde. Det er en anden slags liv, men det er vidunderligt.