Det er tidlig aften. Jeg er på vej til en reception og bruger tiden i bussen på en indre diskussion med mig selv om, hvorfor jeg ikke bare tager hjem og ser fjernsyn. At netværke er en disciplin, hvor mine præstationer er præget af lige dele talentløshed og fobisk modvilje.
Denne aften er anledningen, at en arkitektforening, som jeg samarbejder med, har fået ny generalsekretær. Min faglige viden om arkitektur kan ligge på et lille sted, men viden er, som jeg har forstået det, ikke en forudsætning for at kunne netværke. Det er det, jeg fortæller mig selv, da jeg træder ind i foyeren og går hen til bordet med navneskiltene.
Jeg kigger på skiltene. Der er ikke et med mit navn på.
“Hvad er dit navn?” spørger den unge kvinde bag bordet.
Jeg siger mit efternavn.
“Det ser ikke ud til, at du står på listen,” siger hun.
Jeg er allerede på vej hjem foran fjernsynet.
“Pyt, jeg laver bare et skilt til dig,” siger hun og skriver mit navn på et skilt.
“Det er oppe ad trappen til venstre,” siger hun og smiler.
Jeg går ind i det fyldte lokale og får et glas champagne i hånden. Det står klart for mig, at der ikke er én eneste person i rummet, jeg kender. Det står også klart, at det er den forkerte reception. Af de andre gæsters navneskilte fremgår det, at jeg er til reception i anledning af uddelingen af kritikerprisen for oversat slavisk skønlitteratur. Jeg stikker navneskiltet i lommen og bakker ud af rummet.
Mens jeg overvejer, hvordan jeg slipper ubemærket ud gennem foyeren, ser jeg en mand, jeg genkender som arkitekt. Han går ind ad en dør til højre for trappen. Jeg kigger først på trappen, dernæst på døren og vejer for og imod. Så følger jeg efter arkitekten, får et nyt glas champagne i hånden - og fortryder med det samme, at jeg ikke valgte trappen.
Jeg befinder mig i et andet fyldt lokale, hvor de få mennesker, jeg kender, er travlt optaget af at tale med andre. Hvis jeg står stille uden at tale med nogen, vil jeg tiltrække opmærksomhed. Det er det sidste, jeg har lyst til. Jeg begynder at bevæge mig rundt og forsøger at se ud, som om jeg leder efter en eller anden.
Jeg er på vej mod døren, da en ældre mand med hæs stemme og markant accent hilser på mig. Det er en tidligere generalsekretær, som jeg kender flygtigt. Han er tydeligvis glad for at have fundet en, som gider at lytte. Han fortæller og fortæller. Jeg kan ikke forstå et ord af, hvad han siger.
Jeg prøver at nikke og smile på de rigtige tidspunkter og ligne en, der netværker. Med mellemrum introducerer han mig for kollegaer, der kommer forbi. De giver høfligt hånd og ser nysgerrigt på mig. Fjerde gang opfanger jeg nogle bidder af, hvad han siger. Det går til min rædsel op for mig, at han præsenterer mig som arkitekt.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få sagt, at jeg ikke er arkitekt. Så griber han fat i en kvinde. Det er den nye generalsekretær.
“Må jeg (mumle, mumle) god ven (mumle, mumle) hilse på (mumle, mumle) arkitekt,” siger han til hende.
Hvorefter han insisterer på, at vi tager et gruppebillede til hans Facebook. Jeg smiler panisk og forestiller mig, hvad der vil stå i den ledsagende tekst.
Da jeg fem minutter senere går gennem foyeren, bliver jeg stoppet af den unge kvinde.
“Husk at få dine bøger med. Du må vælge tre,” siger hun og peger på et bord med bunker af romaner.
Jeg vil forklare, at det er en misforståelse, og at jeg intet ved om slavisk skønlitteratur. Men så indser jeg, at det er lettere både for hende og mig, hvis jeg tager tre bøger og skynder mig hjem foran fjernsynet.