Anna Libak: Min søns nærdødsoplevelse gjorde mig mindre fordømmende over for andres fejl

Journalist Anna Libak. International redaktør, Berlingske

Redaktør Anna Libak mener, vi skal møde hinanden mindre fordømmende. Foto: Kaare Viemose / Scanpix Denmark

Redaktør Anna Libak mener, vi skal møde hinanden mindre fordømmende.

Redaktør Anna Libak mener, vi skal møde hinanden mindre fordømmende. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen

Jeg har aldrig opfattet mig selv som en person, der kunne miste et barn på grund af uopmærksomhed. Men det er jeg.
Anna Libak

Siden den dag, redaktør og debattør Anna Libak var tæt på at miste sin søn, har hun været mindre fordømmende over for folk, der begår fejltrin. Og er blevet styrket i sin tro

Fortalt af Anna Libak

I begyndelsen af 2000'erne boede jeg i Moskva med min familie. Den dag, det skete, var vi alle hjemme, det var weekend, og jeg var fordybet i arbejde.

På et tidspunkt ringede det på døren, og jeg trykkede vedkommende ind uden at se, hvem det var. Der gik lidt tid, før han nåede op til vores lejlighed på anden sal, og da han endelig stod der, sagde han en sætning, jeg aldrig glemmer:

”Jeres søn går rundt uden for vinduet”.

Derfra skete alting i slowmotion, selvom jeg straks styrtede ind i lejligheden og ud mod den smalle gesims, som løb hele vejen hen langs lejligheden, højst 10-15 centimeter bred. Der var han kravlet ud, han var kun tre år. Det fløj gennem mit hoved, at fra manden havde set Carl Emil, til han var kommet ind i den stærkt sikrede bygning og op på anden sal, var der gået adskillige minutter. Den værste af alle katastrofer kunne være sket mange gange, og derfor stod alt stille, mens jeg stak hovedet ud ad vinduet og fik øje på ham.

Han kom ikke noget til, men hele episoden har forfulgt mig lige siden og ændret mig på flere måder. For havde jeg mistet ham, var det mig, der var ansvarlig. Ikke bare i mine egne øjne, men i omverdenens. Jeg ville umuligt kunne rehabilitere mig selv, og der havde ikke været anden udvej end at tage livet af mig selv. Men det var en umulighed, for jeg havde også en datter, jeg ikke kunne svigte, så jeg ville være fanget i et altødelæggende dilemma: Jeg kunne ikke leve videre, men heller ikke dø.

Jeg har siden tænkt meget over min reaktion og er blevet langt mere bevidst om, at skyld ikke er noget, man selv fastlægger. Jeg kunne sagtens undskylde mig med, at man jo ikke kan tage højde for alting, og at et enkelt sekunds uopmærksomhed er alt, hvad der skal til for at udløse katastrofen. Men i livet er vi prisgivet hinandens dom. Jeg hører ofte folk tale om arvesynden - ikke-kristne, som siger, at det ondeste i kristendommen er, at man kan arve synd. Men de mennesker forstår ikke, hvad ansvar og skyld er. Alle mennesker pådrager sig skyld, det er umuligt at undgå, for vi er udleveret til hinanden. I dette tilfælde ville det have været en altødelæggende skyld. Mine børn regner med mig, hvis de er i knibe, og derfor er det værste af alt, hvis de dør.

På det tidspunkt var min søn langt mere beskyttet end de fleste børn. Der var sikkerhedsvagter og armerede sikkerhedsdøre, for alle udlændinge var meget opmærksomme på farerne for kidnapning. Alligevel fik episoden mig til at forstå, at alle kan gøre selv de største fejltrin uafvidende. Og ingen kan tilgive dig. Alligevel er det vigtigt, at omverdenen gør det, for at du kan leve videre.

Det sker jo desværre ind-imellem, at børn falder ud ad et vindue og dør. Hver gang er den offentlige dom nådesløs, og jeg har nok også tilhørt det kor. Men da det nær skete for mig, ændrede det mig i den forstand, at jeg er blevet mindre fordømmende over for folk, der begår fejltrin, små som store. Vi gør alle ting, der er forkerte. Eller gør ikke det, vi burde, men at fælde endegyldige domme er farligt. Og helt unødvendigt, for dem, det handler om, fælder jo oftest sig selv.

Jeg har aldrig opfattet mig selv som en person, der kunne miste et barn på grund af uopmærksomhed. Men det er jeg. Det var kun et mirakel, at det ikke skete, og jeg har været lykkelig for at have min kristne tro at støtte mig til. Jeg anede katastrofen, og var den sket, havde jeg haft brug for at finde en nåde, kun noget større end mennesket kan give. Samfundet kan ikke tilgive, men kun sige: Du gjorde det ikke med vilje. Men vi kan hver især være med til at lindre skyldfølelsen hos den, der er ramt, ved ikke at møde personen med fordømmelse.

Vi skal ikke forkaste straffeloven eller noget i den stil, men vi kunne alle godt blive bedre i måden, vi møder dem på, som har gjort noget, vi synes er forkert eller ligefrem forkasteligt. For vi kan ikke altid beherske alle situationer. Det var det, som kom til at stå klart for mig efter den dag.