Støjberg er rundet af familien, kirken og hårdt arbejde i roemarken

Inger St¿jberg, integrationsminister. Fotograferet i

Grundtvig er en integreret del af min opdragelse. Begge mine forældre har siddet i menighedsrådet i Hjerk, og den forenings- og foredragskultur, Grundtvig står bag, har fulgt mig, fra jeg var lille, siger Inger Støjberg. - Foto: Leif Tuxen

Jeg mærker, at min kristne tro betyder mere for mig, og jeg mærker, at det er noget, som tager til, uden at jeg rigtig kan sætte ord på det
Inger Støjberg

Inger Støjberg er opdraget med frihed under ansvar. Men fællesskabet om måltiderne kunne hun ikke afvige fra. Hun er taknemmelig for en opvækst, hvor tre generationer levede tæt sammen

Årets første dage har både været lange og intense for Inger Støjberg.

Først var der den omdiskuterede indførelse af dansk-tysk grænsekontrol og siden besøg i Bruxelles, hvor EU-kommissæren for migration, Dimitris Avramopoulos, havde indkaldt hende til møde med hendes svenske og tyske kollega.

Den 42-årige udlændinge-, integrations og boligminister deler vandene.

En måling i efteråret viste, at hun var den mest afholdte minister, men andre kalder hende for ”sorte Inger” og det, som er værre.

”Man kan vel konstatere, at jeg er blevet eksponent for en værdipolitisk strammerlinje. Indvandrerspørgsmålet er et polariseret politisk felt, og det er debatten også. Men jeg tror ikke, der er nogen, som er i tvivl om, hvad retning jeg mener, vi skal gå,” siger hun.

På mødebordet i ministeriet er der sat Coca-Colaer frem til en lang dag. Siden gymnasietiden har læskedrikken været en del af hendes brændstof, mindst tre liter om dagen bliver det til. Ofte direkte fra flasken. Mens hun byder en cola, fortæller hun om en hilsen, hun fik tidligere i dag.

”Det var en gruppe kolleger, som mødtes og havde spurgt, om de skulle 'tage en Støjberg'. Det betød, at de skulle drikke Coca-Cola Zero. Det er da sjovt,” siger hun og griner, så de brune øjne griner med.

Men hvad er hun rundet af, og hvad er det for værdier, hun som værdipolitiker vil forsvare? Fortællingen om Inger Støjberg tager sin begyndelse i Hjerk på Salling ikke langt fra Roslev og Limfjorden, hvor hun voksede op på en gård. Ved den hvidkalkede romanske kvaderstenskirke i Hjerk er hendes farmor begravet. Det skal være et slægtsgravsted, og for Inger Støjberg giver det en tryghed.

”Jeg er opkaldt efter min farmor, og hun betød nærmest alt for mig. Hun boede 100 meter fra vores gård, og hun hentede mig hver dag i min klapvogn, og siden tog hun mig ved hånden, inden jeg blev gammel nok til selv at gå hen til hende. Hun læste højt for mig, og det var hende, som lærte mig at læse.”

Der blev læst mange eventyr, når de to var sammen, men også Morsø Folkeblad og Skive Folkeblad blev nøje gennemgået.

”Jeg var ikke særlig gammel, da vi læste om 'benzinkrig', og jeg blev vældig bange, for hvad betød det mon? Her var det min farmor, som tog sig tid til at forklare og på den måde hjalp mig af med nervøsiteteten.”

Inger Støjberg er den yngste i en søskendeflok på tre. Med otte år mellem hende og hendes storebror var hun funktionelt enebarn. Men hunden Molly og en stor portion opfindsomhed betød, at hun ikke følte sig alene. Når Molly døde, fik hun en ny Molly. Hun har stadig en Molly. På hendes skrivebord står en porcelænsfigur af en golden retriever, og på mobiltelefonen har hun billeder af golden retriveren Molly, som bor hos hendes storebror hjemme på gården i Hjerk, når hun er i København.

”Min mor har altid sagt, at jeg var glad, når jeg var sammen med Molly, og jeg har altid haft en Molly. Jeg er nok født med et relativt lyst sind, og som barn var jeg for det meste ubekymret.”

Men hvad betyder et at være ubekymret? Hun fortæller om en dag, hvor hun sammen med en veninde så på en meget stor mudderpøl, som var opstået i forbindelse med et byggeri. Veninden ville måle med en pind, om de kunne gå ud i mudderet, men Inger Støjberg gik med al sin ubekymrethed ud i mudderet.

”Mine røde gummistøvler forsvandt, og det var lidt svært, da jeg skulle hjem og fortælle, hvordan det var gået til, at jeg havde mistet mine støvler,” siger hun.

På gården var der en trappe med tre trin, som lignede en medaljeskammel, og sådan brugte Inger Støjberg den.

Inger Støjberg, integrationsminister. Fotograferet i

Jeg har fået meget frihed. Jeg var ikke særlig gammel, inden jeg fik lov at lave bål nede ved det store bøgetræ. Der var relativt vide rammer, men så var der også noget, man ikke måtte: Man måtte ikke blive væk fra måltiderne. Det har aldrig været til diskussion, at vi spiste sammen. Foto: Leif Tuxen

”Jeg har altid konkureret med mig selv,” siger hun og fortæller, hvordan hun var dommer over sine egne præstationer, hvad enten det var hurtigløb gennem stuen eller længdespring. Nogle gange kom hun på førstepladsen, men andre gange rakte præstationen ikke til guld.

Hun erklærede tidligt, at hun ville være enten astronaut eller politiker. Hendes mor, Gudrun Støjberg, foreslog, at hun skulle satse på at blive sygeplejerske eller frisør, men datteren var en drengepige, som ikke kunne se sig selv med hverken kittel eller frisørsaks.

”Jeg har fået meget frihed. Jeg var ikke særlig gammel, inden jeg fik lov at lave bål nede ved det store bøgetræ. Der var relativt vide rammer, men så var der også noget, man ikke måtte: Man måtte ikke blive væk fra måltiderne. Det har aldrig været til diskussion, at vi spiste sammen. Det var en helt central værdi, og i dag kan jeg se, hvor vigtig det har været, at vi samledes ved bordet og de samtaler, vi havde. Min mor fortalte til skræk og advarsel om familier, hvor man ikke spiste sammen. Spiste man ikke sammen, så var familien nærmest på vej i opløsning.”

Skønt hun var familiens yngste, blev hun ikke fritaget fra pligter på gården.

”Jeg er opdraget til at være aktivt, deltagende, og man fik ikke noget for at arbejde hjemme.”

Men en sommer blev der gjort en undtagelse. Familien havde gæster og gik en tur og så, at roemarken var fuld af vildfarne rapsplanter, og det gik hendes fars, Mathias Støjbergs, faglige stolthed på.

”Jeg spurgte, hvad jeg fik for at fjerne ukrudtet. Han lovede mig en cykel. Jeg gik i 5. eller 6. klasse og havde aldrig haft en ny cykel, så næste morgen stod jeg op klokken seks og tog fat. Jeg brugte godt en uge af min sommerferie på at luge den mark. Min farmor kom med is og sodavand til mig, mens jeg arbejdede, men min far insisterede på, at ingen måtte hjælpe mig med marken. Da jeg var færdig, så han på marken og gik ind og klædte om, og så kørte min mor, far og jeg til en cykelhandler i Skive, hvor jeg måtte vælge den cykel, jeg gerne ville have,” siger hun og fortæller om den grå SCO med tre gear, som lærte hende ikke at give op.

Ved døren til Inger Støjbergs ministerkontor står et maleri af Grundtvig. Billedet har endnu ikke fundet sin plads på væggen, men Inger Støjberg beskriver N.F.S. Grundtvig (1783-1872) som central for hendes livssyn.

”Grundtvig er en integreret del af min opdragelse. Begge mine forældre har siddet i menighedsrådet i Hjerk, og den forenings- og foredragskultur, Grundtvig står bag, har fulgt mig, fra jeg var lille.”

Hun er døbt og konfirmeret og har gennem opvæksten fulgt med forældrene i kirke og har en tro, som ikke folder sig ud i lange bekendelser. Men de seneste år er en fornemmelse i hende vokset.

”Jeg mærker, at min kristne tro betyder mere for mig, og jeg mærker, at det er noget, som tager til, uden at jeg rigtig kan sætte ord på det. Måske er det, fordi jeg kan finde en ro i kirken, som jeg ikke kan finde andre steder.”

Inger Støjberg var ofte med, når familien var til foredragsaften på den grundtvigianske Salling Ungdomsskole. I dag hedder skolen Salling Efterskole.

”Lige fra jeg var barn, har jeg været vant til at skulle sidde stille og forsøge at fordybe mig i ret forskellige emner. Det var rejseforedrag, men jeg husker også et foredrag om etik, som Erling Tiedemann holdt.”

I 9. klasse blev hun elev på efterskolen. Mod sin egen vilje og med måneders hjemve til følge.

”Jeg blev sendt på efterskole. Jeg havde det godt og trygt hjemme, så jeg havde ikke behov for at komme på efterskole, men mine forældre vurderede, at jeg ville have godt af den udfordring. Det var første gang, jeg for alvor mistede fodfæstet, men det var på en tryg måde, og jeg er virkelig taknemmelig for mine to år på efterskolen.”

Når hun skal beskrive, hvad det betyder for hende at være dansk, nævner hun tre forhold:

”Der er et fundament af frihedsrettigheder, som generationer før os har lagt. Religionsfriheden, ytringsfriheden og ligestilling. Som udlænding kan man komme her og bygge sit liv på det fundament, men det skal stå tindrende klart, at man ikke kan slå sprækker i det fundament. På mørke dage kan jeg være bekymret for, om det fundament vil gå i stykker. Har vi ikke tiltroen, stoltheden og viljen til at stå fast og forsvare det, så vil fundamentet smuldre. Jeg mener, vi mangler stoltheden ved at stå ved vores fundament og meget hurtigt bøjer os i en misforstået hensyntagen.”

Som et eksempel på misforstået hensyntagen nævner hun landets ghettoer.

”Vi har for længe vendt det blinde øje til og accepteret, at der hersker et andet værdisæt, hvor kvinder bliver holdt hjemme, hvor mange står uden for arbejdsmarkedet, og hvor danskkundskaberne er begrænsede. Og deltager man i foreningslivet, så deltager man i den somaliske eller pakistanske forening. Hvordan skal et barn, som vokser op i Gellerup og går på Tovshøjskolen lære en almindelig, dansk hverdag at kende?”

Når hun tænker tilbage på sin egen opvækst, står foreningslivet centralt. Et foreningsliv, som bidrog med sammenhængskraft. Begge forældre var aktive lokalt, og selv blev hun tidligt politisk aktiv, men inden da var hun en del af Foreningsdanmark som håndboldspiller.

”Det er vigtigt, at man står op og arbejder og deltager i fritidslivet, hvor man mødes på tværs. Når man løber på banen som håndboldspiller, kan man ikke se, om det er kvinden fra cafeteriet eller en controller, man spiller med. At der er et rum, hvor vi alle er lige, er for mig at se afgørende.”

Inger Støjberg er optimist af natur, men hun ser et år for sig med store udfordringer ikke mindst i forhold til flygtningespørgsmålet.

”Det værste, der kan ske i år på mit område, er, at tilstrømningen til Europa bliver uoverstigelig stor. I en dansk kontekst vil det betyde, at vi ikke kan integrere de mange, som kommer,” siger hun.

Inger Støjberg er stadig konkurrencemenneske, men hvor på skamlen fra barndommen på gården i Hjerk hun placeres efter de første måneder som markant minister, vil hun lade vælgerne afgøre.
 

5 hurtige spørgsmål

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig?

På det seneste er det Ahmed Akkaris ”Min afsked med islamismen”. Bogen giver et tankevækkende billede af, hvor hurtigt et menneske kan radikaliseres.

Hvilken kendt person vil du gerne have til bords?

Alternativets Uffe Elbæk. Grundlæggende er vi utroligt forskellige og har svært ved at forstå hinanden, men han er et positivt menneske, og jeg tror, vi vil kunne få en rigtig god aften.

Hvilke kvaliteter sætter du højest hos et andet menneske?

Ærlighed og generøsitet. Jeg hader smålighed. Hvorfor bekymre sig om, hvorvidt alle får betalt lige meget, når man er ude at spise sammen? Er der mon noget menneske, som på dødslejet ærgrer sig over, at man betalte 500 kroner for meget?

Hvor slapper du bedst af?

Når jeg bager. En af de bedste gaver, jeg har fået, er en kinabog, hvor min mor har nedskrevet sine opskrifter. I aftes havde jeg halvanden time uden program, og så bagte jeg småkager og fyldte en dåse til Søren Pind. Når han har tømt den, bager jeg igen.

Hvad skal der stå på din gravsten?

Mit motto: Alting løser sig til sidst. Jeg synes, det holder stik i både det store og det små.