Mit livs øjeblik: Da Anne Sophia Hermansen overvejede at give op og dø

Da blogger, debattør og tv-vært Anne Sophia Hermansen stod, mere syg end nogensinde, for foden af en udslukt vulkan, kunne hun lægge sig og dø eller kæmpe for at leve

Anne Sophia Hermansen, Folketingskandidat, pressechef og blogger.
Anne Sophia Hermansen, Folketingskandidat, pressechef og blogger. Foto: Morten Germund.

Jeg var i begyndelsen af 20'erne og netop blevet funktionelt familieløs, da jeg besluttede at rejse til Indonesien. Min far var død af kræft, begge mine bedsteforældre var også væk, og jeg havde ingen kontakt til min mor, så jeg følte et stort behov for at komme væk, slappe af og finde noget at grine af.
ANNONCE: Køb bogen her 

Jeg tog turen til Java, videre til Bali og endte på den lille ø Lombok, hvor jeg fik den idé at bestige en udslukt vulkan. Det var en ret stor hjerneblødning, skulle det hurtigt vise sig, for jeg havde kun sandaler med. Jeg fandt nogle gummisko, men de gnavede, og jeg fik hurtigt vabler, der blev til blodvabler, og oven i det fik jeg ret alvorlig højdesyge.

Da jeg fik begyndt nedstigningen, var jeg allerede ret langt ude. Min daværende kæreste var også med, men var gået i forvejen, så jeg følte mig helt alene og utrolig selvmedlidende. Da jeg endelig nåede foden af bjerget, var jeg så syg, at alt var blevet blegt omkring mig, som om der var faldet sne, og alt blev bare lysere og lysere. Farverne var væk, konturerne forsvandt, og jeg tænkte: er det sådan at dø? Men en anden tanke talte højere: Dette skal ikke være min sidste vandring, jeg vil leve! Så jeg fortsatte, båret frem af en overbevisning om, at min kæreste stod klar med lægehjælp lidt længere fremme.

Men der var ingen hjælp. Han havde slet ikke forstået, hvor alvorlig situationen var, og fjollede bare rundt. Og lige dér faldt min verden sammen. At nogen ville stå i den anden ende af dette mareridt og samle mig op havde været min redningsplanke. Nu var der bare mig, forladt af alle, med så høj feber, at temperaturmåleren ikke kunne registrere det. Mine fødder var så opsvulmede, at jeg ikke kunne få skoene af. Jeg havde fået alt for meget sol og ingen søvn, og højdesygen tog den sidste energi. Der var bræk på tøjet, tis i bukserne, jeg hang i livet med det yderste af neglene.

Inden jeg tog af sted, havde jeg set et gammelt program med forfatteren Villy Sørensen, som talte om den store lidelse og selvmordet som den reneste besvarelse på, om livet er værd at leve eller ej. Hans ord kom til mig, og jeg overvejede bare at give op og sandsynligvis dø. Den følelse, der overtog min krop, har vendt tilbage til mig mange gange siden i mareridt, en følelse af fuldstændig forladthed. Udsat og ensom.

Men min beslutning om at leve har også fulgt mig siden. For det var en viljeshandling ikke at give op. Jeg følte, at jeg valgte livet aktivt til i en situation, hvor det var meget nemt og endda fristende at vælge det fra, og i den efterfølgende tid formede det valg en ny livsstrategi dybt i mig: Fra nu af var det slut med at være selvmedlidende. Nu havde jeg - én gang for alle - valgt at tage livet på mig med al dets grimhed, og jeg begyndte at se det som en del af livets præmis, at det kan gøre ondt at være til nogle gange.

I dag kan jeg tydeligt se, at det valg markerer et før og efter i mit liv. For det er det stærkeste og mest stimulerende valg, jeg har taget: at vælge livet til. Og jeg har ikke siden hvirvlet ned ad den der negative spiral af selvmedlidenhed, og jeg har ikke været hjemsøgt af alle mulige overvejelser om, hvorvidt livet er værd at leve.

Jeg lærte nok, at hvis det er så slemt, så gør dog noget. Giv efter og dø, eller lev! Noget så eksistentielt er der ingen fortrydelsesmuligheder til, det er en ubrydelig kontrakt, jeg har med mig selv, og jeg kan godt indimellem ønske for andre, at de havde det samme.

Jeg synes, vi generelt er blevet meget intolerante over for lidelse og prøver at medicinere, meditere eller mindfulnesse os væk fra lidelsen frem for at gennemleve den.

Derfor er jeg glad for, at jeg fik en robusthed indlejret i mig ved foden af bjerget, så jeg ikke længere er bange for at mærke livet, som det er.

ANNONCE: Køb bogen herANNONCE: Køb bogen her