Jeg er i gang med at pakke min kuffert igen. I forgårs kom jeg hjem fra Italien, og i morgen rejser jeg til Etiopien for at arbejde frivilligt som underviser af lokale jordemødre et par uger. I min håndbagage har jeg pakket en model af et bækken og en dukke på størrelse med et spædbarn.
Det er en gave til mine kolleger dernede, så de kan vise de gravide, hvordan en fødsel foregår. Jeg har med vilje lagt det i håndbagen, så jeg i sikkerhedskontrollen i lufthavnen kan forklare, hvad det er for nogle knogler, jeg har med, når kufferten bliver lyst igennem.
I juni 2010 stoppede jeg officielt med at arbejde. På det tidspunkt var jeg jordemoder i byen Tasiilaq i Østgrønland, og jeg syntes efterhånden, jeg kunne begynde at mærke den 40-timers arbejdsuge, hvor jeg halvdelen af tiden havde aften- og nattevagter med fødsler, som kunne være lange og hårde. Jeg ville også gerne være mere sammen med mine børnebørn, og det var ikke sådan lige at komme fra Grønland for at tilbringe tid med dem.
Derfor holdt jeg en stor afskedskaffemik med gaver og taler og alting. Ved afskedsreceptionen opfordrede flere mig til at blive. På det tidspunkt var jeg den eneste danskuddannede jordemoder på hele østkysten, og de ville gerne have, der var en til at arbejde sammen med de grønlandske fødselshjælpere.
Allerede i december samme år var jeg tilbage igen, for jeg længtes efter det. Jeg fik en deltidsstilling som forebyggende jordemoder, hvor jeg var to måneder i Grønland for at undervise i prævention og forældreskab og to måneder i Danmark. Det var rart for mig, at overgangen fra arbejdsliv til pension ikke blev så brat.
Jeg ville have haft svært ved at holde helt op med det samme, for jeg holder meget af mit arbejde. Jeg stoppede i deltidsstillingen for et år siden. Det har været godt for mig at have sådan en mellemperiode, hvor jeg har kunnet drosle ned, men til sommer er det altså helt slut. Der har jeg en enkelt måned som ferievikar i Tasiilaq. Det bliver min sidste måned som arbejdende jordemoder.
Ordet pensionist klinger ikke i mine ører. Det er slet ikke inde på lystavlen, fordi jeg har gang i så mange forskellige ting. Jeg er frivillig i organisationen Maternity Foundation, som sender mig til Etiopien nu og da. Jeg er også i Norditalien et par gange om året, hvor jeg arbejder sammen med en italiensk kvinde, der har et kursuscenter for blandt andet jordemødre.
Der hjælper jeg til, mod at jeg lærer italiensk. Jeg kunne godt tænke mig at blive rigtig dygtig til at tale sproget. Når jeg er der, bor jeg hos min veninde og hendes familie og bliver forkælet. Jeg har min egen kasse med ting, så jeg hurtigt kan gå ind i familielivet der.
Det har jeg også i Tasiilaq i Grønland. Når jeg er der, bor jeg ligeledes lokalt hos en familie, der har været så søde at adoptere min kæreste Jørn og mig. Vi er blevet reservebedsteforældre til familiens tre børn og nu også oldeforældre. Det giver en ekstra dimension til det at være der.
De sidste par år har jeg været bortrejst cirka halvdelen af tiden. For mig er det livet at rejse. Jeg elsker det. Min ældste søn og mit ene barnebarn bor i Vancouver i Canada, så der er jeg også altid mindst en gang om året i en længere periode. Min anden søn bor i København og min datter på Bornholm. Jeg er meget glad for at være sammen med mine børnebørn, så længe de stadig gider at bruge tid med deres bedstemor.
I samfundet kan der godt ligge en degradering i ordet pensionist, synes jeg. Fra at have haft sin særlige identitet er man bare en pensionist og meget anonym. For mig giver det dog nogle nye grader af frihed, at jeg ikke længere har et fast arbejde at passe. Jeg kan i højere grad sige ja til det, jeg gerne vil. Det meste af det, jeg laver, er stadig med min jordemoderbaggrund som referenceramme, men jeg begynder lige så stille at bevæge mig lidt længere væk fra mit fag.
Har man et arbejde, man er glad for, bliver det også i høj grad en del af ens identitet, og hvad gør man så, når den identitet så forsvinder? Jeg har for eksempel skrevet en bog om fødselshjælp sammen med min italienske veninde – på italiensk. Det er også en måde at give sin viden videre på, som er lidt mere rolig end at stå til fødsler 30 timer ad gangen. Det giver god mening for mig fortsat at kunne bruge al den erfaring, jeg har fået gennem et langt liv. Jeg kan ikke helt forestille mig slet ikke at skulle have noget med jordemoderlivet at gøre. Jeg kan rigtig godt lide at skrive. Det kommer jeg nok til at gøre noget mere.
Da jeg var otte-ni år, fandt jeg på loftet hos mine forældre den nu meget lasede bog ”Naturfolkenes liv” fra 1898, som jeg var meget optaget af. Den handlede om, hvordan folk levede i andre lande. Allerede dengang tænkte jeg, at jeg måtte ud at se den kæmpestore verden udenfor.
Den bog læste jeg hele tiden. En anden bog, ”Børnene på Grønland”, kom også til at præge mig. Min mor syede et Robin Hood-kostume til mig, som jeg var meget glad for. Jeg var optaget af princippet om at tage fra de rige og give til de fattige. Sådan har jeg det vist stadigvæk, helt banalt.
Jeg voksede op i Gentofte og gik på Bernadotteskolen i Hellerup. Min storesøster var 20 år ældre end mig, så jeg blev smækforkælet. Min mor var hjemmegående, og min far havde sit eget revisionsfirma og ville gerne have, at jeg blev jurist, så jeg kunne overtage hans firma. Jeg begyndte da også på jurastudiet, men jeg syntes, det var forfærdelig tørt.
En dag slog det ned i mig, at jeg ville være jordemoder. Jeg ved ikke, hvor det kom fra, for jeg kendte ingen jordemødre, jeg havde aldrig set en fødsel og ingen i min familie beskæftigede sig med det. Det kom bare ind i hovedet på mig, at det var det, jeg skulle være. Jeg solgte alle mine jurabøger og gik hjem og sagde til min far, at det var det, jeg ville. Han tog det pænt. Jeg kom ind på skolen efter at have søgt et par gange.
I 1967 blev jeg færdig efter tre rædselsfulde år på jordemoderuddannelsen, hvor jeg lovede mig selv, at her ville jeg aldrig sætte mine fødder igen. Når man var elev, var man ingenting. Man blev talt ned til og ikke regnet for noget som helst.
Fra Bernadotteskolen var jeg vant til at blande mig i debatten, og jeg havde svært ved at holde min mund. Et par gange var jeg på vippen til at blive smidt ud. Ikke fordi jeg ikke kunne faget, men fordi jeg ikke ville indordne mig og være ydmyg.
Heldigvis kunne jeg rigtig godt lide at være jordemoder. Mange år senere blev jeg selv rektor på jordemoderuddannelsen i København og har altid syntes godt om jordemødre, der handlede og ikke bare sad og brokkede sig i køkkenet over, hvor dumme lægerne var.
Mens jeg var rektor, besøgte Jørn og jeg Grønland for første gang. Det var helt fantastisk, og jeg sagde: ”Det er det her, jeg vil.” Jeg tog hjem og sagde min stilling op, og folk var ved at besvime. De syntes, det var vanvittigt at give afkald på en tjenestemandsstilling. Sådan så det måske ud, men det var det, jeg ville. Jeg tog derop i marts 2004, og det har jeg bestemt ikke fortrudt. Jeg har været god til at tage beslutninger ud fra, hvad jeg har lyst til. Det er også derfor, jeg bor her i denne lille lejlighed på Østerbro i København, hvor der ikke er en masse ting, der skal passes og gøres. Det er vigtigt for mig at leve let, så jeg kan tage af sted, når jeg vil.
Jeg tog kørekort til motorcykel, da jeg blev 60 år. Min kæreste havde allerede en stor BMW-motorcykel fra 1979. Vi kørte til Frankrig, og det var jo sjovt, men jeg var træt af altid at skulle sidde bagpå. Det fik jeg sagt til nogle kolleger på jordemoderuddannelsen, så til min fødselsdag havde de studerende og alle mulige andre samlet penge ind, så jeg kunne tage mit kørekort. Så var der ingen vej tilbage. Jeg bestod første gang, men at tage det kørekort er noget af det mest grænseoverskridende, jeg har gjort.
Jeg startede på en 450 kubik-motorcykel inde ved søerne et sted, og kort efter kørte jeg ind over Rådhuspladsen. Min kørelærer kunne godt mærke, at jeg var lidt rystet, så han sagde: ”Det er nu, du skal beslutte dig for, om du vil holde op, eller om du vil blive ved.” Jeg blev ved, og købte mig en ældre BMW fra 1982, og det er jo fantastisk. Der er noget ved bare at køre af sted og opleve luften og naturen.
Min kæreste, Jørn, bor i Aarhus, og jeg bor i København efter princippet ”living apart together”. Vi skal bestemt ikke flytte sammen, selvom vi nu begge er stoppet med at arbejde. Jeg vil have mit eget, og han vil have sit eget, men vi kan godt lide at besøge hinanden en uges tid i ny og næ. Det er hyggeligt og helt perfekt sådan. Det synes vi begge to.
Heldigvis er han også meget glad for udeliv og rejser. Sammen med nogle andre har vi et hus på øen Kulusuk i Østgrønland. Det ligger i en bygd, hvor man selv henter vand og transporterer olie i trillebøren, og så taler man med 117 mennesker frem og tilbage. Når man handler i øens eneste butik, taler man også med 117 mennesker, og så går dagen. Der kommer vi helt sikkert til at tilbringe mere tid nu.
Jeg tænker da på, at jeg bliver ældre, men det er på en meget praktisk måde. Jeg er ikke troende og går ikke i kirke, men jeg begynder at overveje, hvordan jeg gerne vil begraves, og har også talt med min ældste søn om det. Jeg ved jo, at jeg dør på et tidspunkt, men jeg håber ikke, det bliver lige nu, for der er mange ting, jeg gerne stadig vil.
Når man bliver ældre, har man hele sin bagage med af ting, man har oplevet. Gode, dårligere, svære og spændende. Der er det vigtigt, at man ikke glemmer at se fremad. Det nytter ikke noget hele tiden at kigge bagud på det, der burde have været anderledes, og som man ikke er helt stolt af.
Den mængde af erindringer bliver jo bare større, jo ældre man bliver. Det er vigtigt at holde sig nysgerrig og ikke fortabe sig så meget i fortiden. Selvfølgelig kan jeg ikke løbe fra den, men den skal ikke afholde mig fra at være til stede her og nu. Husk at fokusere på det gode i livet – også når det går mindre godt, det er vigtigt. Jeg synes, jeg har den samme livslyst i dag, som da jeg var 25 år.