Kræften fik mig til at skære alt det uvæsentlige ud af mit liv

Bente Sorgenfrey, formand for FTF taler journalister inden mødet ang. akut-pakke på dagpengeområdet i ...

Bente Sorgenfrey har i snart 12 år stået i spidsen for en halv million offentligt ansatte. Selv da hun var alvorligt syg, mødte hun på sin arbejdsplads, som dengang var pædagogernes fagforening. Arkivfoto Foto: Torkil Adsersen / Scanpix

Jeg har nok haft en tendens til bare at overkomme, hvad der nu stod foran mig, men sygdommen lærte mig, at det er livet - helt konkret - for kort til.

Da fagforeningsformand Bente Sorgenfrey fik kræft, gik hun på arbejde med kemo-nålen i armen. For hun var sit job. Men at få døden så tæt på ændrede alligevel hendes livsprioriteringer

Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke havde så mange kræfter som normalt, men jeg ignorerede det længe. Det var i år 2000, jeg var i begyndelsen af 40'erne og formand for pædagogernes fagforening, BUPL, så der var fuld fart på.

Jeg havde ikke tid til at være syg og var desuden ret dårlig til at lytte til min krop.

Til sidst gik jeg dog til lægen, som sagde, at det nok var stress-symptomer, jeg mærkede. Og at jeg skulle gå hjem og tage et glas rødvin. Jeg tænkte, at det gav god mening.

Min hverdag var meget stresset, og jeg var blevet skilt tidligere på året. Men hen over sommeren blev jeg gengift med min mand og følte mig glad, og alligevel var jeg stadig usædvanlig træt.

Jeg tog til en enkelt undersøgelse, men de sagde, at jeg var rask, så jeg overbeviste mig selv om, at jeg bare måtte tage mig sammen.

Det var først, da jeg begyndte at blive tyndere og tyndere, og min krop for alvor ændrede udseende, at jeg insisterede på at blive akut indlagt. Der måtte være noget galt. I første omgang fandt de igen ingenting, men så var kræften der pludselig. Det var tarmkræft, og det var farligt, sagde de.

Det satte et væld af tanker i gang: Skulle jeg dø? Måtte jeg lægge mit liv om? Men meget sigende for mig var en stor del af tankerne centreret om mit arbejde. Jeg fornemmede, at jeg var ved at blive skrevet ud af organisationen, og andre positionerede sig til at overtage min post.

Mange troede, at jeg ville dø eller i hvert fald ikke være i stand til at komme tilbage, og det fik mig til at sætte et overlevelsesprogram i gang for mig selv, hvor jeg styrkede min krop. Jeg ville ikke dø. Jeg ville ikke efterlade min mand og mine børn. Og jeg ville bestemt ikke miste mit arbejde, for jeg var slet ikke færdig med den opgave, jeg var i gang med.

Mine prioriteringer var nok lidt skæve. Jobbet stod ikke øverst - jeg ville jo først og fremmest overleve - men det blev meget tydeligt, hvor meget jeg er mit arbejde. At være med til at skabe og forandre noget er en stor del af min personlighed, og det var i høj grad derfor, at jeg efter halvanden måned stod op af sygesengen og gik på arbejde med kemo-nålen siddende i armen.

Jeg havde en klar fornemmelse af, at hvis jeg ikke gjorde det, hvis jeg ikke meldte mig klar, ville jeg blive dømt ude.

De, der virkelig kender mig, var nok ikke så overraskede, men der var da en del på arbejdet, der syntes, det var lidt ubehageligt med den nål der. Ikke mindst til frokost! Men så var de i det mindste ikke i tvivl om, at de ikke skulle afskrive mig.

Hele sygdomsforløbet kom dog til at ændre mig. Ikke mindst min måde at prioritere på. For sygdommen gjorde det også tydeligt for mig, hvor meget jeg havde taget min familie for givet. Jeg havde i årevis ikke været ret meget hjemme og ikke altid været til stede, når jeg så var der.

Det ændrede jeg på, og det samme gjaldt relationen til mine nærmeste venner. Jeg begyndte at tage tidligere hjem fra arbejde og prioritere at mødes med dem, jeg var nærmest.

I det hele taget begyndte jeg at prioritere langt skarpere. Jeg har aldrig været en laissez faire-type, men blev nu mærkbart bedre til at skære til. Færre og kortere møder. Mindre irrelevant læsning. Mindre af alt, der ikke var virkelig centralt.

Jeg har nok haft en tendens til bare at overkomme, hvad der nu stod foran mig, men sygdommen lærte mig, at det er livet - helt konkret - for kort til. Jeg tror, jeg blev mindet om, at der ikke er oceaner af tid. Livet har en deadline, og man kan ramme den, før man aner det.

Der skete også det, at jeg ændrede syn på, hvordan man tackler folk med en alvorlig sygdom. Det var helt fair, at de andre var nøgterne omkring min situation og begyndte at planlægge efter, at jeg ikke var der mere. Men vi skal generelt blive langt bedre til at tale med den syge om, hvad der sker.

Her er der stadig et stort tabu, og min egen situation har helt klart påvirket mig i retning af at tale mere åbent med de sygdomsramte om, hvordan fremtiden ser ud. Hvad kan man som arbejdsgiver regne med?

For hvilken styrke kan den syge eventuelt komme tilbage? Det er svært nok at være den syge, og misforstået hemmelighedskræmmeri gør ikke noget bedre.