Ellen Hillingsø: Jeg kan ikke se engle, men jeg er stensikker på, at de er der

"Tænk, hvis vi er i en større sags tjeneste? Hvis du stiller dig til rådighed for noget, som rækker ...

"Tænk, hvis vi er i en større sags tjeneste? Hvis du stiller dig til rådighed for noget, som rækker ud over dig selv, så bliver tingene lidt nemmere,” siger Ellen Hillingsø. Foto: Leif Tuxen

Min farfar kunne jo have været ligeglad med englen den aften i tågen, og så var han kørt galt med bilen. Men han valgte åbenheden
Ellen Hillingsø

Skuespiller Ellen Hillingsø skjulte i mange år, at hun mediterede, for folk troede, at hun var blevet en del af en nyreligiøs sekt

Fortalt af Ellen Hillingsø

I min familie har der altid været en åbenhed over for, at der er noget større i tilværelsen, vi ikke umiddelbart kan se. Jeg husker tilbage på besøg hos min farmor og farfar, hvor jeg sad med min bror i deres sommerhus ved Hedensted og lyttede, mens de voksne fortalte sælsomme historier om mennesker, som var blevet adskilt af krigen og havde fundet hinanden igen på nærmest overnaturlig vis.

Min farfar kunne fortælle om en aften, hvor han kørte hjem fra et forretningsmøde i sin gamle Citron. Han kom kørende i tæt tåge og så pludselig en engel åbenbare sig for ham. Han registrerede blot englen og kørte videre, men den åbenbarede sig for ham igen, og tredje gang, han så den, holdt han ind til siden og steg ud af bilen. Han opdagede, at han var standset nøjagtig tids nok til at undgå at forulykke i et vejarbejde, som han ikke kunne se for den tætte tåge. Han så også, at der sad en natsværmer i køleristen. Var det natsværmeren, eller var det en engel, han havde set?

Mine bedsteforældre på mødrene side havde samme åbenhed. Min mormor og morfar boede på den gamle landejendom Juelsberg på Fyn, hvor flere har registreret bevægelser, når de har overnattet der. Selv min far, som er militærmand og står for alt muligt andet end noget sværmerisk, har fortalt om sælsomme oplevelser på Juelsberg.

Jeg husker en kvinde, som var gæst på stedet og registrerede de her ting. Jeg spurgte hende ud om, hvad hun havde set og fornemmet. Jeg var meget fascineret, for selv registrerede jeg intet. Men jeg har en åbenhed over for, at tingene ikke er, som de tilsyneladende ser ud. Det generer mig ikke, at der er andre virkeligheder, som kan have indflydelse på, hvad vi foretager os.

I min familie er hændelserne blevet lagt åbent frem, og der har aldrig været nogen belæring eller dogmatisk udlægning eller en brug af overtro i negativ, formørket forstand. Som barn registrerede jeg tidligt en åbenhed, og jeg tror, jeg tænkte, at hvis dét kan ske, så kan alt ske. Min farfar kunne jo have været ligeglad med englen den aften i tågen, og så var han kørt galt med bilen. Men han valgte åbenheden. Selv ser jeg ikke engle, men jeg er stensikker på, at de er der. Jeg kigger i hvert fald. Min farfar var heldig at have gaven til at kunne se dem. Jeg har i det mindste evnen til at være åben over for det, og den åbenhed har helt givet farvet min måde at se verden på.

Jeg var et ret utrygt barn, som tænkte meget over tingene. Jeg var præget af usikkerheden, som fulgte med at vokse op i 1970'erne under den kolde krig. Jeg tog billederne til mig af de løbende, brændende børn fra Vietnamkrigen, og jeg blev bekymret, når jeg hørte om flykapringer. Jeg var fem år, da terrorgruppen Sorte September slog til under OL i München i 1972, og jeg husker helt tydeligt tragedien. Det bidrog alt sammen til en følelse af utryghed.

Jeg fandt tidligt på et mantra, som gjorde mig meget, meget rolig. Mit mantra lød: ”Verdensrummet er uendeligt”. Når jeg sagde det, åbnede det noget i mig: Der er noget uden for os, der er stort, uendeligt og uforklarligt. Jeg var utrolig optaget af astronomi og husker talrige gåture med min far, hvor jeg stillede ham spørgsmål om verdensrummet. Han kunne ikke svare på dem alle, men så tog vi et leksikon frem, når vi kom hjem. Man skylder sine børn at svare på spørgsmål, og det gjorde min far sit bedste for.

Jeg spekulerede over, hvad uendelig mon betød. Hvad er uendeligt, og hvad er evigheden? Tanken om verdensrummet betød for mig, at der var noget, som var grundlæggende større end os, ligesom der spirituelt var et rum, som var større - både i form af en åbenhed over for protestantismens Gud og over for det mere udefinerbare.

Da jeg var 23 år, kom jeg ind på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater, og det var et fantastisk vendepunkt i mit liv. Jeg havde levet et ret almindeligt liv, og nu skulle jeg uddanne mig til skuespiller sammen med en fantastisk gruppe på i alt seks mennesker. Vores dramatiklærer gennem alle fire år var skuespilleren Finn Hesselager, som underviste os i bevidsthed og opmærksomhed, for som skuespiller kan alt omsættes, og det er vigtigt at være registrerende.

Finn Hesselager var tilknyttet Jes Bertelsens Vækstcenter i Nørre Snede, og inspireret af Finn Hesselagers undervisning tog jeg initiativ til at lære at meditere, for jeg tænkte, at jeg måtte skabe et rum, hvor der kunne være stilhed, og som var suverænt mit. Det var i 1990, og meditation var ret eksotisk. Men jeg havde en farmor, som ikke var som en typisk farmor. Som ung i 1930'erne var hun flyttet fra Tyskland til Danmark i protest mod den politiske udvikling i landet, men hun havde taget en typisk tysk holistisk tilgang til krop og helse med sig, og hos hende havde jeg allerede som barn set bøger om reinkarnation, buddhisme og meditation, så for mig var der ikke noget odiøst i at lære at meditere.

Jeg lærte at meditere gennem Transcendental Meditation. På skuespilskolen var der forståelse for det, men andre mennesker var nærmest rædselsslagne og troede, at jeg var blevet hjernevasket og havnet i en sekt. I lang tid orkede jeg ikke at tale om det, for mange kunne slet ikke rumme det. I dag kan jeg tage mig i at grine, når jeg kører forbi en bus med en reklame for et eller andet wellness med billede af en mediterende kvinde i lotusstilling, for jeg husker klart en tid, hvor meditation ikke var en praksis, man skiltede med.

Ordet meditation har ødelagt meget for det at meditere, for det er et ekskluderende ord, som holder på for mange hemmeligheder og lukker folk ude. Det lyder, som om man skal sidde i en halv lotus omgivet af en fæl lugt af røgelse. Når jeg mediterer, så sætter jeg mig ned og lukker øjnene. Jeg vil helst meditere to gange 20 minutter om dagen. Det er sjældent, at det lykkes, men fordi jeg har mediteret i over 20 år, kan jeg hurtigt komme derind, hvor meditationen virker.

Jeg siger et mantra, som er en lyd, der ikke giver mening, men skaber et mentalt, neutralt rum. For mig er meditationen som en brandmur, man kan trække ned. Muren giver mulighed for et hvil, hvor man mærker sin krop, registrerer tankerne, slipper dem igen og ruster sig til at blive klar til livet. Jeg kan tage rigtig meget, men skuespilfaget er utrolig invaderende, og så er det vigtigt at kunne trække en mur ned og holde hjertet varmt og hovedet koldt. Meditationen gør mig i stand til at adskille mig selv fra mine følelser, så jeg ikke bliver til min vrede, mit mindreværd eller min forargelse.

"Jeg vil helst meditere to gange 20 minutter om dagen. Det er sjældent, at det lykkes, men fordi jeg har mediteret i over 20 år, kan jeg hurtigt komme derind, hvor meditationen virker." Foto: Leif Tuxen

Vi lever i en verden, hvor vi let bliver vores følelser, men vi har brug for at adskille os fra dem, for vi er ikke vores følelser. De er ikke sandheder, for tænk på, hvor meget forskelligt følelserne kan sige til dig i løbet af en dag. Det er også noget af det, du kan lære ved at læse i Bibelen. For en tid siden skulle jeg indlæse en del af Det Nye Testamente, og det slog mig, hvordan Bibelen peger på, hvor meget disciplin det kræver at være menneske.

Mennesket har altid skullet gøre sig umage med at leve. På det moderne livs slagmark skal vi lære ikke at sende e-mails i raseri og bagtale folk i sms'er. Vejen til lykke er hårdt arbejde, og jeg tror ikke på smutveje. Hvor der er friktion, er der udvikling. Det siger jeg ofte til mig selv. Jeg er et menneske med temperament, og det er vigtigt for mig, at mit temperament ikke kører med mig, men at jeg dulmer det og forsøger at gå med det gode.

Modsat mange andre, som voksede op i 1970'erne, har jeg ikke oplevet en afstand til kristendommen i min opvækst. Jeg er opdraget med aftenbøn og kirkegang, for politisk og holdningsmæssigt stod mine forældre et sted, hvor de ikke afskrev det religiøse. De bad Fadervor med min bror og mig, når de puttede os, og jeg blev tidligt præsenteret for kirkerummet. Mine forældre havde forskellige gode venner, som var præster, og vi børn kom så med i kirke.

Nogle gange skal man som barn gøre ting, man ikke har lyst til, fordi der er nogen, som siger, at man skal. Jeg har ført det videre til mine egne børn og har taget dem med i kirke, og jeg har læst børnebibelen for dem - foruden Homers ”Iliaden” og ”Odysseen” i børnevenlige udgaver. Min egen børnelærdom står meget tydeligt for mig, så det har været vigtigt for mig at give dem de historier med. Det er ikke sikkert, at de husker historierne, men nu har jeg sørget for, at de ligger et sted i deres blueprint.

Når jeg bliver en gammel kone og ligger på det yderste, vil jeg ikke være bange, men jeg husker ret klart, at jeg som barn frygtede døden. Jeg sad i vores badekar og sagde, at jeg var bange for at dø. Mine forældre var der, men de gik ikke ind i det. Det er jo en ret naturlig del af en eksistentiel udvikling, og min søn har stillet de samme spørgsmål, da han var yngre. Hans frygt var at forsvinde. Jeg kunne svare ham dels konkret og lavpraktisk: Husk at spise vitaminer og se dig for, når du går over vejen, så er der lang tid til, at du skal dø.

Jeg kunne ikke sige til ham, at jeg hverken tror på reinkarnation eller fysisk genopstandelse, men jeg kunne sige til ham, at fysikerne siger, at summen af massen er konstant. Når bladene falder af træerne, bliver de til muld, og vi er på den måde også en del af et kredsløb. Samtidig sætter vi nogle fodaftryk. Den enkeltes liv er forbundet med den form for mening, som har at gøre med at sætte spor.

Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg sætter spor. I dag tror jeg på, at vi har pligt til at sætte spor. Jeg er begavet med nogle talenter, som jeg er forpligtet på at bruge. Tænk, hvis vi er i en større sags tjeneste? Hvis du stiller dig til rådighed for noget, som rækker ud over dig selv, så bliver tingene lidt nemmere.

Jeg holder af det smukke ord barnetro. Jeg har stadig min, og den hænger sammen med Fadervor og de åbne arme, som altid er der: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres”.

Til min begravelse skal synges ”Dejlig er jorden” - om tider, som skal komme, og slægt, der skal følge slægters gang, og om tonen fra Himlen, som aldrig forstummer. Der er noget håbefuldt over den salme. Og så skal vi synge ”Altid frejdig”. Den har det hele med. Man skal tro på det gode, og man skal kæmpe for alt det, man har kært, og ”dø, om så det gælder”. Det er det, det handler om, også når vi er mærket af terrorangreb som det i Paris i november. Vi ved ikke, hvornår vores tråd løber ud, men det er vores pligt at blive ved med at tage S-toget og kæmpe for lyset og søge oplysning. Som Shakespeare skriver: ”Der findes kun ét mørke, uvidenhedens mørke”. Der er et mørke af uvidenhed, som vi skal kæmpe for at modvirke med lys og oplysning.