Jeg måtte smadre nogle billeder af, hvordan jeg havde fået fortalt, at verden og Gud var

"Efter at jeg havde smadret billederne af, hvordan jeg havde fået fortalt, at Gud og verden var, så ...

"Efter at jeg havde smadret billederne af, hvordan jeg havde fået fortalt, at Gud og verden var, så fik jeg en eksistentiel grunderfaring af, at Gud giver ro, og en erfaring af, at selvom jeg føler mig alene, så er jeg ikke alene,” siger Jonas Haahr Petersen. Foto: Leif Tuxen

Inde i kernen var der et rum, som jeg ikke kunne tage andre mennesker med ind i. I det rum var angsten, men rummet var kendt af Gud, og gennem bøn kunne der blive ro i det rum
- Jonas Haahr Petersen, sanger i Hymns From Nineveh

Sangeren og sangskriveren Jonas Haahr Petersen fra Hymns From Nineveh har kæmpet med angst. I den periode fik han en eksistentiel grunderfaring af, at Gud giver ro

Min hukommelse er hullet, når det gælder mine første år, men jeg har nogle klare sanseerindringer: Jorden var rød og varm, og flodens farve var en blanding af grøn og brun. Vi boede i Botswana i det sydlige Afrika på et nedlagt hotel ved Notwane-floden. Ved floden voksede en hængepil, og jeg husker, at jeg fandt grå kobraslanger i træet og så leguaner komme frem.

Jeg sansede naturen stærkt. Min mor var sygeplejerske, og min far var gymnasielærer, men de oplevede en stærk tilskyndelse til at rejse ud i verden og bidrage med det, som de kunne, og de blev ansat på et præsteseminarium i det sydlige Botswana tæt på grænsen til Sydafrika. Det er et valg, jeg har stor respekt for, og med fem børn i alderen 2 til 14 år var det egentlig ret vildt.

Jeg husker år, hvor jeg var omgivet af sprog og forskellige nationaliteter. Vores naboer var svenskere, og min bedste ven var en svensk pige. Som femårig fik jeg en skoleuniform og kom i en lokal, international skole. Måske er det min efterrationalisering, men jeg husker det som en skole, hvor der ikke var forskel på folk, selvom vi kom fra en lang række lande.

Det var ikke en helt enkel transaktion at flytte til Danmark. For mig var det en oprykkelse. Jeg har et nærmest filmisk minde, hvor vi flyver over Johannesburg. Det var mørkt, og jeg så ud på alle de lys. Mens jeg nød det smukke syn, lovede jeg ud i luften, at jeg nok skulle vende tilbage. Det sydlige Afrika var mit hjem, og jeg tænkte, det med Danmark nok var noget midlertidigt.

Efter vi kom til Danmark, har jeg brugt megen energi på at finde ud af, hvad det var for en livssituation, jeg stod i. Og hvad betyder hjem. Jeg ved, at jeg har kunnet tale med mine forældre om det, men jeg har nok snarere haft Afrika som en minde- og drømmeverden, som jeg kunne flygte ind i.

Der har sikkert været mange, som gjorde meget for at få mig til at føle mig velkommen, men jeg følte, at jeg stak lidt ud. Inden mine forældre rejste ud, havde de boet ved Ringkøbing, og vi flyttede tilbage til den egn. Jeg blev elev på den lokale folkeskole i Rindum ved Ringkøbing i 2. klasse, og jeg måtte gøre mig mine erfaringer med skolegårdens magthierarki som alle andre.

Jeg var en lidt buttet dreng og blev kaldt flodhest. Jeg har altid sanset meget og følt store ting, og jeg havde ikke så mange forsvarsmekanismer, så når jeg blev kaldt flodhest, var min reaktion at græde. Jeg var nok både lidt kikset og underlig. Jeg var vant til at gå med bare tæer, og det blev jeg ved med, og så gik jeg rundt og sang helt vildt, når jeg gik til og fra skole og i skolegården. Jeg sang uden at tænke over, at det ikke var noget, man gjorde her.

Da jeg blev lidt ældre, fandt jeg ud af, at der var nogle overfladiske magtmarkører i skolegården. Tøjet skulle have de rigtige mærker, og bukser skulle have hængerøv. På den ene side syntes jeg, at det var ret åndssvagt, men jeg forsøgte også at få mine forældre til at købe tøj med de rigtige mærker.

I mit barndomshjem har man italesat tro, sunget salmer, og bordbøn var noget helt naturligt. Da vi boede i Botswana, var det ikke noget, jeg tænkte over, at vi gjorde, men i Danmark lagde jeg mærke til, at der ikke var den samme sproglighed omkring tro i andre familier, og at vi var anderledes i min familie. Det har fulgt mig op gennem min ungdom, og det er et emne, som jeg har skullet kommet overens med.

Skolen i Rindum gik kun til 7. klasse, og i 8. klasse kom jeg på privatskole, og siden kom jeg på efterskole, inden jeg blev elev på det kristne gymnasium i Ringkøbing. Det var et meget trygt miljø, men på et tidspunkt fik jeg brug for at tage nogle skrappe midler i brug for at finde ud af, hvor jeg stod.

Jeg fulgte en rebelsk trang og måtte ud at smadre nogle billeder af, hvordan jeg havde fået fortalt, at verden og Gud var. I det missionske miljø, jeg er rundet af, er der på overfladen nogle ret faste ord for, hvad man kan kalde Gud, og rammer for, hvad man kan sige og ikke sige.

Der blev talt om Gud i et kodesprog, som jeg ikke kunne bruge. En af koderne var ”lammets blod”. Det sagde mig ikke noget, og jeg var så træt af de strukturer, hvor man enten skulle tænke på en bestemt måde eller være på bestemt måde, og jeg havde en længsel efter en ny sproglighed.

Det var omkring samme tid, at jeg begyndte at døje med angst. For mig var angsten en ret intens oplevelse af fysisk uro og samtidig en eksistentiel oplevelse. I angsten havde jeg brug for et koncentrat af min bekendelse. Det sproglige system, jeg kendte, blev for kompliceret, og jeg søgte efter, hvad man kan kalde et slags nulpunkt.

Jeg havde brug for at nulstille de billeder, jeg havde fået sat op for tro og strukturer. Mens jeg gjorde det, kom jeg ind i kernen af strukturerne og erfarede, at der var noget, jeg havde brug for og behov for. Inde i kernen mærkede jeg, at jeg er til, og at jeg er skabt.

Vi mennesker har kun sproget, og det er et fattigt redskab til at formidle, hvem vi er, og hvad vi har behov for. I angstperioden oplevede jeg, at jeg var alene. Men inde i kernen var der et rum, som jeg ikke kunne tage andre mennesker med ind i. I det rum var angsten, men rummet var kendt af Gud, og gennem bøn kunne der blive ro i det rum.

Jeg må acceptere, hvis folk synes, det lyder åndssvagt, men det var min erfaring. Efter at jeg havde smadret billeder af, hvordan jeg havde fået fortalt, at Gud og verden var, så fik jeg en eksistentiel grunderfaring af, at Gud giver ro, og en erfaring af, at selvom jeg føler mig alene, så er jeg ikke alene. I rummet inderst inde er Gud.

Oprørsfasen og den efterfølgende nulstilling inspirerede mig til at arbejde med betydning af ord. Jeg begyndte som 20-årig at læse dansk på universitetet i København, og jeg blevet optaget af, hvordan tekster taler med hinanden som en måde til at få verden til at hænge sammen på.

Som studerende drømte jeg om, at jeg skulle forske i intertekstualitet, for der sker noget i samtalen mellem tekster, som er vildt fascinerende. I studietiden begyndte jeg for alvor at læse lyrik. Jeg har ikke koncentrationen til at læse romaner, men ikke mindst Ole Sarvigs digtsamlinger fra 1940'erne har betydet meget for mig de sidste 10 år. Her er en minimalisme, og samtidig åbner hans digtning op for et stort spirituelt rum.

Når jeg som dreng blev spurgt, hvad jeg skulle lave, når jeg blev voksen, svarede jeg, at jeg ville være fodboldspiller eller cellist. Jeg har forældre, som er meget musikalske og kunstnerisk orienterede, og jeg er glad for, at de gav os lov til at gå på musikskole.

Da jeg var otte, begyndte jeg at spille cello, og jeg har egentlig ikke været så meget i tvivl om, at jeg skulle beskæftige mig med musik, men at det skulle blive et arbejde, er først en virkelighed, som er kommet inden for de sidste fire år. Jeg er den, der skriver sange og spiller dem for mennesker, og det kommer jeg til at blive ved med, så længe de gider høre på dem.

For fem år siden blev jeg gift, og sammen med min hustru tog jeg sidste år på en gendannelsesrejse til Botswana. Jeg har nok været bange for at rejse tilbage, for jeg ville ikke ødelægge mine minder, men længslen voksede i mig, og samtidig var det et kunstnerisk valg om at søge tilbage til mit udgangspunkt. Jeg fandt nogle kompositoriske rødder, som jeg ikke vidste, at jeg havde.

Det var en stor ahaoplevelse for mig at være i en kirke og opleve kor med et højt musikalsk niveau og genhøre den musik, som jeg må have sanset og hørt virkelig tidligt i mit liv. Korene i kirken skiftede rytme i sangene, ligesom jeg gør, når jeg komponerer.

Når jeg ligger om natten uden at kunne sove, læser jeg om universet, lysår, exoplaneter og beundrer naturens genialitet. Jeg bliver bestyrket i min tro af at læse om naturvidenskab. Selvom jeg ved, at nogle mener, at tanken om skabelse lyder som vanvid, så tror jeg på, at verden er skabt. Jeg kan selv synes, det er svimlende, og jeg kan tænke, at verden ikke skulle være skabt.

Det er en tanke, jeg har stor ydmyghed over for, ligesom jeg har stor ydmyghed over for alle andre tanker om, hvordan verden er blevet til, for det er et mysterium. En vigtig del af min minimalbekendelse er, at verden som udgangspunkt er skabt skøn, og at alle mennesker er skabt værdifuldt.

Jeg tumler med, hvad det betyder, at verden er skabt, og at mennesket er skabt. Jeg er som alle andre mennesker til fals for eksempelvis at bagtale andre og at positionere mig som værende bedre end andre. Men jeg ønsker, at bekendelsen til skabtheden skal gøre, at jeg har respekt for folk, som tænker anderledes end mig, for den stiller krav til, hvordan jeg kan tillade mig at tænke om andre mennesker.

I kernen af min bekendelse er Kristus, og det er vigtigt for mig at beskæftige mig med Kristus. Hvis man tager Kristus ud af kristendommen, så er der kun dommen tilbage, men Kristus er jo netop frihed fra skyld. I fortællingen om Jesus er klimakset opstandelsen.

Det går mod al naturlig erfaring og er et mystisk og magisk punkt, men når man tror, så er man ude over det punkt, hvor man regner i sandsynligheder. Jeg kender ikke nogen, som er opstået fra de døde, men hvis Jesus er den, han siger, han er, så har jeg ikke noget problem med at tro på, at han er opstået.