En sælsom stilhed har sænket sig over præsteboligen. Det er den nye virkelighed. Sidste år havde vi sønner, kærester og diverse fraskilte løsgængere overnattende i alle rum; i år er det kun stud.theol.en, der er kommet hjem for at holde jul i den stærkt reducerede families skød.
”Den mellemste og kæresten holder juleaften hjemme, og den ældste og hans - øh - kone tager til Finland til hendes forældre,” siger jeg, når folk spørger.
Jeg skal stadig tage tilløb til at sige ”min søn og hans kone”. Det får ham til at lyde unaturligt voksen. Det får også mig til at lyde unaturligt voksen.
Det er den nye virkelighed: Drengene opfører sig som voksne. Ikke blot holder den mellemste og hans kæreste jul hjemme. De holder jul for hele hans svenske svigerfamilie, Carl Larsson-style i den toværelses i Valby. Jeg forestiller mig, at de allerede står og tilbereder palt og juleskinke og gravad laks og Janssons fristelser.
Hvis det får den mellemste til at lyde voksen, så blev selv han behørigt imponeret, da hans storebror annoncerede, at han og hans - øh - kone vil fejre nytårsaften i sommerhuset, når de er tilbage fra Finland.
”Vi trænger til at slappe af og være lidt alene,” sagde han, som om det var en fuldstændig legitim forklaring.
Det er den nye virkelighed - lysår fra den gamle, som jeg ellers så småt havde vænnet mig til.
Det var den virkelighed, hvor fruen og jeg brugte weekenderne på at ligge vågne og vente på de beroligende lyde af en hoveddør, der bliver smækket op, og noget tungt, der bevæger sig rundt i huset med samme diskrete hensynsfuldhed som en husmår i en skunk.
Det var den virkelighed, hvor vi en nat hørte den mellemste komme hjem, vendte os om på siden og faldt i søvn, og først, da han kom ud af sit værelse næste eftermiddag, så, at han havde været på skadestuen og fået øjenbrynet lappet sammen efter at have været i nærkontakt med en udsmider.
Det var den virkelighed, hvor vi en aften sad og så tv med lyden skruet op for at overdøve musikken fra den ældstes fødselsdagsfest i den anden ende af præsteboligen og derfor ikke hørte ambulancen, der kom for at køre en af gæsterne til udpumpning.
Det var den virkelighed, hvor vi en anden aften vendte tidligt hjem fra sommerhuset, og den mellemste kom os i møde i døren iført store pupiller, et stift grin og en sky af pot, mens et ukendt antal teenagere tog flugten ud ad bagdøren og gennem hækken.
Det var den virkelighed, hvor den ældste en nat ikke kom hjem, og fruen næste formiddag sendte ham en sms for at minde om, at han havde en tid hos tandlægen klokken 11. Klokken 12 stod han i entreen i en dunst af sprut og tobaksrøg.
”Du glemte tandlægen,” sagde fruen.
”Nej, jeg har været der,” svarede han.
Vi kiggede på hinanden.
”Du har været til tandlæge uden at børste tænder først?”, spurgte jeg.
Han trak på skuldrene.
”Ja, ellers kunne jeg ikke nå det.”
Fruen snusede, lænede sig frem og studerede hans hættetrøje.
”Sig mig - er det bræk, du har på trøjen?”, spurgte hun.
Han så ned ad sig selv.
”Ja,” konstaterede han.
”Du har været til tandlæge, selvom du har brækket dig på din trøje?”, sagde jeg.
”Det er ikke mig, der har brækket mig,” svarede han.
”Gud i himlen,” sagde jeg.
”Det er ikke dig? Hvem er det så?”, spurgte fruen.
”Det ved jeg ikke. Det var der, da jeg vågnede,” sagde han.
Det var den gamle virkelighed, og jeg ved ikke, om jeg ligefrem savner den. Men når vi den 1. januar henter stud.theol.en for at køre ham til nytårsfrokost hos hans farfar, vil jeg blive en smule nostalgisk, når den søde duft af dagen derpå breder sig i bilen.