Da Robert Olsen var i begyndelsen af 30'erne blev han en tirsdag ringet op af sin mor. Hun ringede for at fortælle, at hans morfar var død. Som spæd havde Robert Olsen og hans mor i en tid boet hos hendes forældre på Nørrebro i København, mens hans far ledte efter en fælles bolig til den lille familie. Nu var morfaderen altså gået bort, og da Robert Olsen på det tidspunkt arbejdede i Københavns nordvestkvarter ikke langt fra Nørrebro, ringede hans mor for at bede ham om en tjeneste.
Begge hendes forældre var døvstumme, så hun ville gerne have, at sønnen tog ned til Døveforeningen for at fortælle, at de nu havde mistet en ven.
De skulle have besked om dødsfaldet, så de havde mulighed for at være med til begravelsen samme lørdag, og hun vidste, at medlemmerne lige nu var samlet til ældremøde.
Robert Olsen tog opgaven på sig. Han var vant til at komme i Døveforeningen, hvor han siden sin barndom havde været med til de årlige juletræsfester. Han kunne selv lidt døvesprog, men fik alligevel fat på en, som kunne det noget bedre. Han kom frem til foreningen og fik sammen med hjælperen fortalt, at morfaderen var død. Reaktionen fra tilhørerne beskriver han i dag, som en af de oplevelser, der har påvirket ham mest følelsesmæssigt.
”Når døvstumme giver udtryk for deres følelser, bliver det meget fysisk. Langt mere fysisk end hos du og jeg. Mange i salen reagerede ved at rejse sig op og gestikulere. De fleste af dem havde kendt min morfar fra barnsben. De havde været sammen med ham om lørdagen, han døde om søndagen, og jeg stod dernede om tirsdagen,” fortæller Robert Olsen, der i dag er 54 år.
Som forstander for den sociale organisation Kofoeds Skole i 3 år og før det 18 år i herberget Mændenes Hjem har han oplevet flere voldsomme følelsesudbrud og flere dødsfald og begravelser end gennemsnittet. Men intet har ramt ham som de døvstummes reaktion på morfaderens død.
”Det påvirkede mig voldsomt, at de udtrykte deres sorg så fysisk. Jeg husker det meget tydeligt, selvom det nu er mange år siden.”
Klokken er lidt over otte om morgenen, da vi mødes i forhallen på Kofoeds Skole tæt på Amager Strandpark og Øresund.
Robert Olsen kommer ned ad trappen med ring i øret, sort læderjakke og sorte jeans med smalle ben. For mange er arbejdsdagen kun lige gået i gang, men han havde sit første arbejdsmøde klokken seks i morges, hvilket ikke er usædvanligt. Han vågner som regel af sig selv klokken 5.15, spiser sine havregryn med rosiner og er klar til at arbejde. Venner og familie mener, han er lidt rastløs. Selv kalder han sig engageret.
”Jeg er tilbage om lidt, jeg skal lige give en kort besked,” siger han og bevæger sin lange krop ned ad en gang.
Imens går hoveddøren op og i. Elever og ansatte styrer mod undervisningslokaler og værksteder. Det er ikke nødvendigvis til at se, hvem der er hvem.
Kofoeds Skole har siden 1928 hjulpet socialt udsatte mennesker til at hjælpe sig selv, som skolen definerer det. Blandt skolens tilbud er erhvervstræning, undervisning, rådgivning til arbejdsledige, opsøgende arbejde og botilbud til hjemløse og tilbud til udsatte grønlændere. Skolen har afdelinger i både København, Aalborg og Aarhus. Kofoeds Skole har været med til at oprette en lang række sociale tilbud i Østeuropa. Her på Amager er der cirka 4000 elever igennem på et år. En del er aktive i skolens værksteder, for eksempel det komplette autoværksted med eget værkførerkontor og loftophængte biler, hvor skolens egne biler bliver repareret, men hvor også folk fra lokalområdet kommer og får skiftet udstødningen på Toyotaen.
“Kofoeds Skole er på mange måder en miniverden, en by i byen, der skal illudere den virkelige verden. Men det betyder ikke, at efterlønneren på nabovejen lige kan komme herover og tage et kursus. Man skal på den ene eller anden måde være socialt udsat og uden for arbejdsmarkedet. Vi har folk, der kommer her i årevis, uden at de kommer videre,” fortæller Robert Olsen, der er tilbage fra sit ærinde.
Eleverne på Kofoeds Skole er socialt udsatte. Mennesker med mangeartede problemer.
”Det var noget af det, jeg skulle vænne mig til, da jeg begyndte her, at eleverne ikke på samme måde som brugerne på Mændenes Hjem var helt oppe i ansigtet på mig. Her kommer de med et formål, går på kursus eller er en del af arbejdsfællesskaber,” siger han.
Trods sin lange erfaring kan han sommetider have svært ved at se forskel på, hvem der er socialt udsat, og hvem der er ansat.
”En dag jeg stod oppe på fjerde sal og talte med en kollega om en kvinde, der gik her, som så helt almindelig og nydelig ud. Hun kunne ligne en kontoransat eller nogens mor. Men så pludselig et par dage efter tømte hun samtlige potteplanter på altanen herude, fordi hun troede, der var gemt mikrofoner i dem. Der var en grund til, at hun gik her, men det var ikke noget, man kunne se.”
Eleverne var ikke det eneste, der overraskede Robert Olsen, da han tiltrådte som forstander på Kofoeds Skole. Han opdagede, at budgettet ikke hang sammen.
”Det er nok en af mine forcer, at jeg kan se sådan noget. Mit første år her sagde jeg 20 procent af medarbejderne op og solgte to af vores huse fra for at få styr på økonomien. Der var jeg glad for min erfaring, og at det ikke var første gang, jeg oplevede op- og nedture, eller første gang jeg måtte sige folk op.”
Han har ikke noget problem med at tage affære, når noget ikke fungerer.
”Hvis man skal opsige folk, skal det gøres ordentligt. Det er vigtigt for mig. Hvis jeg skal sige folk op på grund af manglende arbejdsindsats eller inkompetence, så har jeg det faktisk fint med det. Socialt arbejde skal gøres ordentligt og engageret,” understreger han.
Vi bevæger os opad gennem huset, hvor forstanderen er på fornavn eller hilsen med størstedelen, vi møder. En ansat beskriver ham som en leder, ”der er lige så meget på gangen som på kontoret”. Og det er sådan, han bedst kan lide det. Der skal både være plads til kontorarbejde og til det praktiske. Og til efter arbejdstid at skrive indignerede debatindlæg om forholdene for de hjemløse, eller at digitaliseringen i samfundet hægter de svageste af.
Vi ender i mødelokalet Scherfigsalen, der huser Robert Olsens favoritmaleri på skolen: det gamle, sørgmodige og trætte han-næsehorn på gul baggrund, som kunstner og forfatter Hans Scherfig afleverede personligt til skolen inden sin død for år tilbage. Generelt er Robert Olsen en kunstglad forstander. Måske fordi hans morfar sørgede for at tage sit barnebarn med på kunstmuseer og diskuterede, om det var de abstrakte eller de naturalistiske malerier, der var bedst.
Robert Olsen blev født på Nørrebro og voksede op på den københavnske vestegn med sine forældre og storesøster. Egentlig blev han døbt Kim Olsen, men da han begyndte i skole, var der for mange, der hed Kim, hvorfor læreren besluttede, at han skulle bruge sit mellemnavn Robert, og sådan blev det. Han definerer selv sin barndom som stabil, selvom der var noget ”flytten rundt”, og han allerede i 12-13-årsalderen havde ret krævende jobs. Han var gartnermedhjælp, hvor han tømte containere og rensede ukrudt, og så gik han med morgenaviser, hvor han selv skulle opkræve betaling hjemme hos folk.
Hans mor uddannede sig til regnskabsmerkonom og blev senere regnskabschef. Hans far arbejdede først som maler og blev herefter pædagog. Robert Olsen er ikke i tvivl om, at hans sociale indignation blev etableret i barndommen.
”Der har altid været socialt engagement i min familie, og det har jeg taget med mig. Det betød noget, at jeg havde døvstumme bedsteforældre, der ikke var som andre mennesker. Min far havde også på et tidspunkt nogle børn skjult hos os, fordi der var en far, der var for fuld til at have dem, og vi først kunne komme i kontakt med de sociale myndigheder efter weekenden.”
Selv blev Robert Olsen sygeplejerske, hvor han arbejdede på en døgninstitution for psykisk syge og med alkoholmisbrugere, inden han kom til Mændenes Hjem.
Du må have oplevet nogle hårde ting i dit arbejdsliv. Hvad er det voldsomste?
”Ja, hvad er det voldsomste? Jeg har oplevet at få en pistol op i ansigtet. Jeg har været med til at genoplive en pige på 16 år, der var ved at dø. Det var rigtig voldsomt. Jeg har været med til at genoplive en af mine gamle skolekammerater, som senere døde. Jeg har set folk, som har taget urene stoffer og er blevet sindssygt angste. Jeg har også oplevet en episode, hvor en person med paranoia kravlede op i vinduet og faldt ud og slog sig selv ihjel, fordi han troede, politiet var efter ham. Selvmord er voldsomt. Det oplever vi også herude. At folk, der kommer her, tager livet af sig selv.”
Hans egen plejesøster tog også sit eget liv. Efter at Robert Olsen og hans storesøster flyttede hjemmefra, fik forældrene to plejebørn. En dreng og en pige. Pigen blev kun 19 år, mens plejebroderen stadig er en del af familien. Som ved morfaderens død, var det Robert Olsen, der var med til at tage ansvar.
”Det påvirkede os selvfølgelig i lang tid efter. Jeg havde aldrig boet sammen med hende, så jeg prøvede at holde overblikket, fordi jeg var den i familien, der havde været mindst sammen med hende. Jeg var en af de første på hospitalet, og da der skulle siges noget i kirken, var det mig, der gjorde det.”
”Min plejesøster havde bare haft nogle rigtig hårde opvækstbetingelser med en alkoholiseret familie, og hun havde rigtig svært ved at komme i gang med livet og uddannelse,” tilføjer forstanderen.
Netop det er en af hans pointer i forhold til socialt arbejde. Man kan ikke forvente at kunne redde folk, selvom man forsøger.
”Det har jeg set flere nyuddannede socialarbejdere knække nakken på. For man kan ikke bare bevæge folk fra A til B via en social handleplan. Jeg har arbejdet med udsatte mennesker i 25 år, og nogle er stadig i præcis den samme situation som dengang.”
Hvordan kan du så holde gejsten oppe?
”Omsorgen ligger i den konkrete handling, du giver et andet menneske. Hvad enten det er en kop kaffe eller at snakke med vedkommende. Der er enormt meget at hente i den tanke, når du arbejder med udsatte grupper. Det kan godt være, de ikke bliver selvforsørgende, det kan godt være, de ikke kommer til at få kæreste og børn. Derfor er det vigtigt, at man via de konkrete handlinger kan mærke, at man er med til hjælpe nogen.”
Scherfigsalen på Kofoeds Skole er det sidste rum, før man når forstanderens private gemakker. På den anden side af den hvide væg bor Robert Olsen i en lejlighed med sin finlandssvenske kone, som er ansat på Kvinfo og blandt andet beskæftiger sig med Mellemøsten. Døtrene på 22 og 24 er flyttet hjemmefra.
Lejligheden er lys med masser af etniske tæpper fra udlandsrejser på gulvene. En halv spist plade chokolade og halvlæste bøger ligger ved siden af sofaen. Desværre er her også skimmelsvamp, som er i gang med at blive fjernet. Sådan er der fordele og ulemper ved at få stillet en embedsbolig til rådighed.
Embedsbolig, det er noget, præster har. Er det næsten som at være præst at arbejde her?
”Det er lidt som at være præst, og det er i hvert fald næsten som at være pedel. Ha-ha. For så sker der pludselig noget uden for kontortid, som man skal tage sig af. Et indbrud eller lignende. For nylig kom en ældre dement herre og ringede på min dør, fordi han var blevet væk. Man er mere på, og så indebærer det også, at jeg cykler mindre, end jeg plejer. Til gengæld løber jeg mere, men det er en anden historie. Nej, det passede egentlig meget godt, at vi blev tilbudt at flytte ind her. Vi havde alligevel tænkt os at sælge huset i Brønshøj for at flytte i en mindre lejlighed.“
Det tager ham cirka to sekunder at gå over dørtrinnet fra lejligheden til skolen, og folk kan i princippet få fat på ham døgnet rundt. Han vil dog ikke helt kalde jobbet et kald.
”Men når man har arbejdet så længe som jeg på Mændenes Hjem og nu på Kofoeds Skole, så skal man have et højt niveau på det sociale engagement. Hvis man skal sige noget, som er et kald, så er det en sund, social indignation. Det er det, der er mit kald.”
Er du troende, religiøs?
”Jeg går i kirke et par gange om året og opfatter mig selv som kristen. Ikke missionerende, det har jeg aldrig været. Jeg har stor glæde af at være leder af en organisation med udgangspunkt i de kristne værdier. Og det er også de værdier, jeg arbejder ud fra. Jeg har den praktiske del af den kristne gerning, hvis man kan sige det sådan. Og jeg kan da godt sende nogle tanker op, efter en hård dag.”
Robert Olsen har formentlig været til flere begravelser, end de fleste. Som forstander på først Mændenes Hjem og siden Kofoeds Skole har han været med til at tage afsked med en del brugere og elever efterhånden. Netop i forhold til at få bearbejdet afskeden føler han, det er en fordel at være med i kirken til begravelsen.
”Når folk har haft et miserabelt og hårdt liv, er der noget fredfyldt og forløsende over, at de ligger der i kirken. Det er med til at forløse noget af den sorg, der er omkring de mennesker, der er døde. Det har jeg oplevet rigtig mange gange.”
Hvad gør du, når du kommer hjem efter en lang arbejdsdag, hvor du for eksempel har oplevet, at en bruger er død?
”Det er jo ikke noget, man belemrer sine børn med. Life sucks, but life goes on. Måske snakker man med sin kone om det eller tager det op til supervision. Da jeg arbejdede som sygeplejerske, oplevede jeg jo også, at folk døde. Og jeg mener egentlig, at vi burde blive mindst lige så påvirket af alle de mennesker, der bliver lemlæstet i krige rundt om i verden. Det er ikke sådan, at jeg bliver deprimeret af at lave socialt arbejde. Jeg trives godt med kaos, det må jeg sige.”
Ud af et rødmalet træskur på siden af Ko-foeds Skoles hovedbygning trækker Robert Olsen en sort mountainbike med løftet bagskærm og 21 gear. En af hans lige nu tre cykler. Denne er god, fordi den er hurtig. Han kan godt lide, at der sker noget, at han kommer fremad. Det passer godt til hans temperament, og til hans kroniske modvindshår, der peger direkte op i luften. Håret er sådan fra naturens hånd. Om vinteren, eller når håret bliver lidt for langt, bruger Robert Olsen dog lidt gelé i det for at bevare det strunke look.
Han svinger et langt ben over den sorte mountainbike og sætter kurs mod Amager Strandpark, som er et sted, han trækker vejret. Med lav vintersol i øjnene og små nik og peg viser han vej ad små stier til den turkismalede badeanstalt Helgoland, der ligger, så man kan plumpe i Øresund. Her kommer han en to-tre gange om ugen for at bade. Ofte sammen med sin kone. I år 2000 fejrede han, konen og de to døtre nytår på de finske Ålandsøerne, hvor familien har et sommerhus. De besluttede at indvie det nye år med at hoppe i vandet. Siden har vinterbadning været en fast familietradition.
”Det er et utroligt privilegium at bo så tæt på vandet, og det giver et fantastisk kick at vinterbade. Er du træt, kan du tage et dyp i det iskolde hav, og så er du frisk igen. Bare det at se på havet er fantastisk. Jeg har en veninde, der mener, at vi storbymennesker bliver frustrerede, fordi vi ikke kan se horisonten. Det kan vi her,” siger Robert Olsen.
Han definerer Helgoland som et af sine tre fikspunkter i København. De andre punkter er taget på indkøbscenteret Fields på Amager og broen ved Dybbølsbro Station på Vesterbro.
”Jeg kan virkelig godt lide byen, og jeg kan godt lide at kigge ud over dens tårne og trafik. At se på fly, der letter og lander, og på tog, der kører ind og ud af København. Det minder mig om, at hvis det hele går ad helvede til, så kan du altid tage et fly eller et tog ud i verden.
Fotoreportage: På skolen for de hjemløse kan man være sig selv
