Jeg var slet ikke klar til de store, nærværende øjne

Kunstkritiker og forfatter Bente Scavenius fortrængte helt frem til fødslen, at hun skulle være mor.Alt skulle være, som det var. Men da datteren lå der, blev intet det samme

KunstkritikerenBente Scavenius var meget fokuseret på sin karriere, da hendes uplanlagte førstebarn pludselig ændredehendes perspektiv på livet.
KunstkritikerenBente Scavenius var meget fokuseret på sin karriere, da hendes uplanlagte førstebarn pludselig ændredehendes perspektiv på livet. Foto: Leif Tuxen.

I 1976 var jeg 32 år, men det var bestemt ikke meningen, at jeg skulle være mor endnu.

Jeg læste kunsthistorie på universitetet, men arbejdede en hel del som kunstkritiker, så studierne trak ud, og jeg var ikke færdig, da jeg blev gravid første gang. Min karriere betød meget for mig, så jeg fortrængte graviditeten. Jeg skænkede den simpelthen ikke en tanke, den var bare noget, der skulle overstås, så jeg kunne komme videre med studierne.

Til sidst begyndte min manglende interesse at bekymre min mand, Joen. Han var skuespiller på Det Kongelige Teater og fortalte til en kollega, at det ikke lod til, at jeg var klar til at blive mor. Nogle få dage før fødslen ringede hun til mig og forklarede mig alt det, jeg skulle anskaffe mig og have styr på inden fødslen. Havde hun ikke gjort det, havde jeg været fuldkommen uforberedt.

Mentalt set var jeg dog stadig slet ikke klar til de store, nærværende øjne, der kiggede tilbage på mig nede fra vuggen. Den lille pige stirrede på mig, undersøgende og nysgerrig. Hendes udstråling var så smuk og karakterfuld, at jeg nærmest fik et chok. Jeg havde virkelig troet, at mit liv bare ville fortsætte som før, men det stod lynhurtigt klart for mig, at det var en umulighed. Jeg var blevet ramt af en meget stærk moderfølelse og følte mig lykkelig, som jeg aldrig før havde gjort det.

Hun fik navnet Beate, og hun berigede vores hverdag på en måde, jeg ikke troede var mulig. Hun var et nemt barn, og det forklarer måske noget af den livsbegejstring, der fyldte mig, men det skyldtes helt sikkert også, at alle de nye følelser var så uventede. På kort tid følte jeg mig som et rundere og mere nuanceret menneske, fordi jeg havde fået dette vidunderlige, nye perspektiv på mit liv og på tilværelsen som en familie.

Jeg var på det tidspunkt meget fokuseret på mig selv, mine studier og mit ægteskab. Jeg forsøgte at planlægge mit liv så nøje som muligt, hvilket nok var meget kendetegnende for datidens generation af ambitiøse kvinder. Et barn passede dårligt ind i mine planer, havde jeg tænkt. Men nu, hvor Beate var der, virkede det tåbeligt at tænke sådan. Der var rigeligt med plads til hende i vores liv. Joen havde ganske vist gang på gang sorte rande under øjnene, når han skulle på tv-teatret tidligt om morgenen efter en nat med afbrudt søvn, men det gik jo. Og jeg udsatte blot mine studier yderligere.

Det er pudsigt at tænke på, hvordan kvinder i dag - 40 år efter - stadig forsøger at planlægge deres liv og derfor først sent eller slet ikke får børn. Jeg kan kun sige, at det at blive mor har været skelsættende for mig og har formet mig mere end noget andet. Der skulle gå seks år, før jeg fik barn nummer to, så mere lærte jeg åbenbart heller ikke første gang. Men jeg er ikke i tvivl om, at moderskabet har været en enorm berigelse af mit liv, selvom jeg ikke troede, det ville blive det. Det har skabt et særligt perspektiv på alt andet, for uanset hvad der sker, vil jeg altid have mine to skønne børn.