Rådvilde Naja: Jeg vil kærligheden, men føler mig følelseskold

"Du må være lidt modig og prøve at finde en kæreste, hvor du ikke umiddelbart og for hurtigt lader mekanismerne bestemme," lyder Annette og Jørgen Due Madsens råd til Naja. Iris

Jeg springer fra i stedet for at turde at satse. Det skyldes nok frygt for at blive såret
Naja

Naja har haft en barndom præget af manglende kærlighed og fysisk kontakt, og det gør, at hun har svært ved at knytte sig til en kæreste nu, skriver hun

Kære brevkasse

Jeg har gang på gang problemer med tilknytningen i forhold til kærlighed. Hver gang jeg møder en sød og dejlig fyr, er det, som om jeg slet ikke kan finde ud af, hvad jeg føler. Jeg ender altid med at skubbe personen væk, og jeg kan ikke finde ud af, om jeg egentlig lyver for mig selv om mine følelser. Det er lidt, som om jeg bliver følelseskold. Jeg har generelt i livet haft problemer med tilknytning. Jeg er overbevist om, at det skyldes en hård barndom med en depressiv mor og generelt en barndom med manglende kærlighed og fysisk kontakt. I dag har jeg ikke ret meget kontakt med min familie, som jeg ikke føler er der for mig.

Jeg er kommet langt med mine problemer i forhold til venner og andre mennesker, hvilket skyldes mange år uden for hjemmet, efterskole og så videre med gode oplevelser. Men som nævnt har jeg stadig store problemer med tilknytning, når det gælder kærlighed. Sådan som det er nu, ødelægger jeg tingene for mig selv, når jeg ikke kan finde ud, hvad jeg føler for en given person, og jeg springer fra i stedet for at turde at satse. Det skyldes nok frygt for at blive såret.

Jeg ønsker derfor nogle råd og vejledning om, hvad jeg kan gøre for at bryde med dette problem. Jeg tror generelt, at mange, som har haft en omsorgssvigtet barndom, lider af tilknytningsproblemer, og det synes jeg er vigtigt at sætte fokus på for at bryde den sociale arv. Jeg håber, at I har nogle råd til mig og andre i samme situation som mig, og at jeg har formået at forklare, hvad jeg føler som mit problem.

Venlig hilsen

Naja


Kære Naja

Tak for dit brev. Som du påpeger, er de erfaringer, vi har med os fra vores opvækst, ikke uden betydning.

Mange vigtige ting om menneskelivet lærer vi ved at leve sammen med andre og se og mærke, hvordan andre er og gør. Ved social indlæring skabes vores selvforståelse som kommende partner tidligt i samspil med de nære omsorgsgivere, ikke mindst hvordan vores forældre behandlede hinanden og viste hinanden kærlighed og respekt, løste problemer og var hinanden nær på.

Der sker nærmest umærkeligt en imitation, som vi bringer med os, og som let kommer til at præge vores eget parforhold. De er på en måde vores modeller, som vi præges mere af, end vi ofte er bevidste om. For det andet sker der en afsmitning af følelser fra forældre til børn. Hvis et barn jævnligt har oplevet stærke følelser af for eksempel vrede, konflikt eller depressiv tilbagetrækning eller træthed mellem de voksne, så vil de voksne i betydelig grad også være mærket af sådanne følelser, når de møder deres børn, som naturligt nok bliver usikre på deres egen andel i det. For det tredje kan en opvækst med høje konflikter eller følelsesmæssig ustabilitet og et usikkert og utrygt fundament have langsigtede konsekvenser og være en trussel for et menneskes videre udvikling og mod til at knytte sig.

Psykiateren John Bowlby taler især om tre forskellige måder, vi har lært at knytte os på til betydningsfulde voksne i vores barndom, og som går igen og kan præge vores nære relationer som voksne - ikke mindst i et parforhold. Det drejer sig om tryg tilknytning, ambivalent tilknytning og undgående tilknytning. Det betyder ikke, at vores tilknytningsstil er støbt i beton, men det giver et lille indtryk af, hvad der måske er vigtigt at arbejde med, hvis vi især er præget af ambivalens eller undgåelse.

Det kan være ganske udfordrende at tilkæmpe sig en dybere og mere varig tryghed, og det kan godt opleves både sorgfuldt og ensomt, fordi man samtidig bliver mindet om det, man ikke har oplevet, og som man måske er blevet såret af. Det er godt at læse, at du er på vej, for du har, som du skriver, arbejdet med det i forhold til nogle af dine vennerelationer. Man skal på en måde have nye billeder og erfaringer af, hvordan gode relationer kan være, og man skal vove at tro, at det går an at knytte sig.

Der er desværre ikke hurtige og færdige råd til sådan en vigtig proces. Men vigtigt er det, at man finder nye rollemodeller og har mod til nye erfaringer. For alle andre er ikke magen til dem, man er blevet præget af i de første mange år. De fleste er ikke afvisende eller følelseskolde eller uforandret depressive. Det er barnet eller mekanismerne inden i dig, som har den erfaring og de bekymringstanker, og de vækkes nærmest automatisk, ikke mindst jo tættere du er på et andet menneske. Men de gamle automatiske mekanismer eller mønstre er nødt til at blive udfordret, så der kan skabes nye og mere fleksible måder at møde livet, andre og dig selv på.

Et barn, der har oplevet svære tilknytningsproblematikker i barndommen, har også ofte fået et billede af sig selv som en, der ikke er værd at elske. Mange vil derfor have et sammensurium af følelser, når man kommer tæt på andre. Det, som på det ene plan virker dejligt og tiltrækkende, og som måske endda er fornuftigt, fordi det er en god og betænksom person, kan på et andet plan blive farligt og rumme en potentiel afvisning - og man kan let mindes om en værdiløshed, som er for smertefuld. Så inden man selv bliver afvist, kan der ske mekanismer i en selv, der køler følelserne ned, så man selv tror, at man er holdt op med at være interesseret - for så i det følgende selv at afvise og afslutte relationen.

Vi tænker, at gode erfaringer med nye relationer er vigtigt. Tal gerne med et par venner, som du synes er gode og modne mennesker om dine udfordringer, så du kan få deres tanker og respons. Du trænger gode medvandrere, der kan give modspil og nye perspektiver. Vi ved ikke, om du har gået i terapi, men ellers ville det også være en god idé. Et klogt og varmt fagmenneske, som både har forstand på, hvad barndommens liv skaber af emotioner i et menneskeliv, og som ved noget om, hvad det gør ved relationer i voksenlivet, kan give dig støtte til at vove nye tanker og måder at møde nærhed og intimitet.

Du må være lidt modig og prøve at finde en kæreste, hvor du ikke umiddelbart og for hurtigt lader mekanismerne bestemme. Du må prøve at holde ud, når følelserne ikke umiddelbart er, som du kunne forvente. Så i stedet for at reagere som du plejer ved at trække dig, så bliv i relationen - vel at mærke, hvis det er et menneske, der i udgangspunktet er rimeligt velfungerende. Bliv i relationen, også selvom ambivalensen er der. For langsomt kan der dukke nye erfaringer op.

Måske kan du også sige til ham, at du rent faktisk ikke synes, det er så let, men at du gerne vil være sammen, også når der opstår alverdens modsatrettede og besværlige følelser. Og fortæl noget om din fortid. Ærlighed rimer oftest på kærlighed. På den måde vil en kæreste også have bedre grundlag for at forstå, at du ikke afviser ham på grund af ham, men fordi du har en masse tanker, som flyver rundt. Og for at få de tanker gjort håndterbare, må man have en ven.

Vi håber for dig, at du kommer til at møde mennesker i dit liv, som kan modbevise det, du har med dig, således at du opdager, at det er muligt at stole på andre, og det er muligt at knytte sig.

Mange hilsener