Erling Tiedemann: Troslivet er som kærlighedslivet - det kan ikke forklares til andre

 ”At jeg blev hængende i kirken, tilskriver jeg i høj grad årene som messedreng, som knyttede mig til ...

”At jeg blev hængende i kirken, tilskriver jeg i høj grad årene som messedreng, som knyttede mig til kirken. Det, man er aktiv i, er det, som kommer til at betyde noget for én,” siger Erling Tiedemann. Foto: Leif Tuxen

Om søndagen gik min mor til messe, og min storebror og jeg gik med. Det var ikke noget, vi drøftede, ligesom man ikke diskuterer, om man skal spise aftensmad
Erling Tiedemann

I kærlighedslivet med ens ægtefælle har man delt oplevelser, som slet ikke kan forklares til andre, fordi de har betydet noget helt specielt for en selv. Sådan er det også med troslivet, mener forhenværende formand for Det Etiske Råd, Erling Tiedemann

Fortalt af Erling Tiedemann

Min mor var en observant katolik. Hendes mor konverterede i 1892, efter hun havde hørt 16 prædikener af en fransk dominikaner i den katolske kirke i Bredgade i København, og da min mor blev født i 1898, blev hun døbt katolsk.

Min far var medlem af folkekirken, men da han blev gammel og syg, sagde han til min mor, at han i hele deres ægteskab havde været katolik i hjertet, og at han ønskede at konvertere. Min mor tog kontakt til en af de lokale præster, og min far blev katolik. Han døde få dage efter og blev begravet katolsk på Vestre Kirkegård i København.

Mine forældre drev en mindre manufakturhandel på Østerbro, og mit barndomshjem var en lejlighed i forbindelse med butikken. De var altid hjemme, skønt de begge arbejdede meget. Om søndagen gik min mor til messe, og min storebror og jeg gik med. Det var ikke noget, vi drøftede, ligesom man ikke diskuterer, om man skal spise aftensmad.

Da jeg var ni år, blev jeg ministrant. Det var en sommer i krigens første år. Mine forældre var med i en lejrforening, og flere somre tilbragte vi i en stor teltlejr ved Dyrehaven nord for København, så vi kunne komme ud af byen, og så tog min far turen på cykel til butikken på Østerbro, mens min mor levede lejrlivet med os. Om søndagen cyklede vi til Trørød, hvor der var et lille kapel, og her spurgte præsten mig, om jeg kunne tænke mig at blive ministrant.

Der er meget, man ikke kan forklare, men jeg tror alligevel, at det er rigtigt, at der er noget, som hedder Guds forsyn. Som Abraham siger til Isak, da de er på vej til Morijas Bjerg, og Isak ikke kan få øje på offerdyret: ”Deus providebit”. Det tager Gud sig af.

At jeg blev hængende i kirken, tilskriver jeg i høj grad årene som messedreng, som knyttede mig til kirken. Det, man er aktiv i, er det, som kommer til at betyde noget for én. For at forberede mig som ministrant, fik jeg en bog med messens bønner på latin og dansk. Vi skulle være med til at bede bønnerne på latin, og det var afgørende for præsterne, at vi forstod, hvad vi sagde, så derfor skulle vi også have teksten på dansk. Jeg levede mig ind i messen, og vi messedrenge fik et fællesskab, som har haft stor betydning, for det er jo ikke meningen, at man skal være katolik alene. Et af de mennesker, jeg har kendt længst, er en ven fra mine år som messedreng.

De gamle myter om den katolske kirke trivedes, og jeg fik det klare indtryk fra mine lærere, at jeg tilhørte en forkert kirke. Jeg var både katolik og rødhåret, og så er det jo sandt som H.C. Andersen skriver i ”Den grimme ælling”: Han er anderledes, så han skal kanøfles. Men det slap de ikke godt fra. Jeg var et skravl og havde ikke fysikken til at slås, men jeg havde en frygtelig kæft. Foto: Leif Tuxen

Selvom der var flere katolske skoler i København, har jeg gået i folkeskole, hvilket nok var min fars afgørelse. Jeg kan huske, at den katolske kirke på den tid blev omtalt rimeligt afstandstagende - også i skolen. De gamle myter om den katolske kirke trivedes, og jeg fik det klare indtryk fra mine lærere, at jeg tilhørte en forkert kirke. Jeg var både katolik og rødhåret, og så er det jo sandt som H.C. Andersen skriver i ”Den grimme ælling”: Han er anderledes, så han skal kanøfles. Men det slap de ikke godt fra. Jeg var et skravl og havde ikke fysikken til at slås, men jeg havde en frygtelig kæft.

Skønt den katolske kirke på verdensplan ikke just er nogen mindretalskirke, da halvdelen af alle kristne er katolikker, så er den det i Danmark, så psykologisk har jeg nok nogle typiske mindretalsreaktioner, som blev grundlagt i min opvækst, hvor der ikke var den samme rummelighed i samfundet, som vi kender i dag. I mange sammenhænge var uvidenheden enorm, men fordi jeg i hele min barndom og ungdom modtog en grundig undervisning i den katolske kirke, vidste jeg ofte mere end dem, som jeg diskuterede med.

I mellemskolen fik jeg latin, og jeg var så begejstret for faget, at jeg valgte at blive gammelsproglig student. I min klasse på Østre Borgerdyd Gymnasium var vi en gruppe af drenge, som var bevidste om, at vi var kristne. De var medlemmer af folkekirken, så jeg var som katolik den fremmede fugl, men jeg var velkommen, og jeg har altid haft et rigtig godt forhold til folkekirken, som jeg lidt betragter som min nationale kirke, selvom den ikke er min konfessionelle og sakramentale kirke. En gang om året havde vi drenge en togtur til Helsingør, hvor vi først gik til gudstjeneste i Sct. Mariæ Kirke, så spiste vi vores madpakker og gik i kirke i Skt. Olai om eftermiddagen, inden vi tog toget hjem til København. Vi var nok nogle ret fromme drenge og var bevidste om det.

Som ministrant har jeg da også tænkt, om jeg mon skulle blive præst. Den tanke bør vel strejfe enhver ung katolik, men jeg fandt heldigvis ret tidligt ud af, at det ikke var den vej, jeg skulle. Da jeg var 19 år, mødte jeg Vivian. Det var på en katolsk ungdomslejr på Ømborgen i Jylland. Inden hun havde åbnet munden, vidste jeg, at jeg ville giftes med hende. Hun var 17 år og skulle blandt andet først til Frankrig som au pair, så der gik seks år, inden vi blev gift. Til jul har vi været gift i 58 år.

Hun er meget anderledes end mig: Hun er engel af sind og har været min muse og medspiller. Vi har suppleret hinanden, og vi har begge engageret os i kirken. Som nygifte havde vi tilstrækkeligt med penge til, at vi kunne tage på et halvt års bryllupsrejse til Frankrig, hvor vi besøgte mange katolske institutioner og også blev undervist. Vi stiftede venskaber, og vi er siden vendt tilbage. Vi har boet i Paris for at studere, og i de travle år tog vi gerne på retræte på franske retrætecentre i vores efterårsferie.

Vi har været på mange retræter sammen, boet på hvert vores værelse og været bum-stille. Jeg husker fra min tid som amtsborgmester, at vores viceamtsborgmester spurgte, om jeg ikke snart skulle ned og afkalkes. Det var åbenbart den effekt, han oplevede, at retræterne havde på mig. En retræte er altid en genstart, som lægger op til en ny begyndelse.

På seminariet havde jeg den senere biskop Herluf Eriksen som underviser i kristendom. Han var med til at sætte mig på sporet af at læse Bibelen, og eftersom jeg havde lært græsk i gymnasiet, har jeg tilbragt mange aftener, også i de travle år, med at studere Bibelen, der står helt centralt i min trosoplevelse. Bibelen er rejsekost. Det er trøst i tilværelsen og inspiration, og jeg læser dagligt i Bibelen.

At læse Bibelen giver troserfaring. Man kan have læst en tekst mange gange, og så en dag siger det ”bingo”. Beretningen om den fortabte søn er en af de lignelser, jeg har læst og studeret mange gange og stadig vender tilbage til. Jeg kan identificere mig med den fortabte søn, og jeg er opmærksom på ikke at tænke som den ældre selvretfærdige bror, hvilket vel er en fristelse for os alle.

Den senmiddelalderlige spanske helgen Teresa af Avila skriver, at når Vor Herre taler til dig, så må du gerne fortælle det til andre, men lad være med at gå i detaljer, for folk vil alligevel ikke kunne forstå det. Jeg tror, Jesu ord om ikke at kaste perler for svin skal forstås på samme måde. Jeg vil sammenligne troslivet med kærlighedslivet til ens ægtefælle. Man har også store og gode fælles oplevelser, som slet ikke kan forklares til andre, fordi de har betydet noget helt specielt for en selv. Nok skal man vidne om troen, men man skal passe på med at fortælle om alle de troserfaringer, man har gjort, for nogle mennesker vil blot trampe det ned og søge at relativere det.

For et par år siden læste jeg Koranen fra a til z. Som medlem af et mindretal er jeg opmærksom på det nye muslimske mindretal, vi har fået i landet, og jeg synes, jeg forstår nogle af deres mindretalsproblemer. Det er vigtigt, at de bliver integreret på en måde, både vi og de kan leve med. Mange muslimer, jeg møder, vil gerne være danske, men de vil også være muslimer. De vil gerne komme ind i vores kultur, uden at de skal have et radikalt opgør med deres egen kultur. Det er lige præcis det, jeg har levet med i mit eget liv.

Jeg kan de danske sange og det danske sprog, jeg er pæredansk, og jeg føler ikke, det er nogen hindring for at være katolik. Vi skal behandle hinanden, så vi ikke udstøder hinanden. Vi skal ikke lade os kolonisere i Danmark, men vi skal forsvare vores danske kultur ved selv at udleve den. Dansk kultur og dansk religiøsitet er jo først og fremmest truet ved, at vi ikke selv gør nok ud af den. Det er jo kun den religion, man gør noget ud af, som kommer til at betyde noget. Så det bedste forsvar, som findes for vores egen kultur, er selv at gå op i den.

Religion er et stort mysterium og mine teologiske synspunkter er blevet mindre skarptskårne med alderen. Jeg tror på det hele, men jeg kan ikke forklare det, og jeg finder det heller ikke nødvendigt. Tag nu debatten om Jesu opstandelse, som teologer kæmper om. Kan du bevise opstandelsen? Nej, men jeg kan på en måde bevidne den og mærke den, og det hænger sammen med de nævnte erfaringer af ”bingo”. Men hvordan kan man have en religiøs tro, som man ikke fuldt ud magter at udtrykke i rationelle termer? Det ved jeg ikke, men jeg kan bare sige, at sådan er det. Noget af det, som truer kirkelivet, er instrumentaliseringen. At man skal forklare, at tro er godt for samfundet og giver sunde mennesker. For det første er det ikke altid vores erfaring. Troen er en gave, som ikke kan instrumentaliseres.

Når man er gammel som jeg, opstår de eksistentielle spørgsmål som på løbebånd: Hvorfor er jeg her? Hvorfor er jeg her, når jeg ikke skal blive her? Og hvorfor skal jeg forresten ikke det? Det eneste, jeg har at sige om det, er, at staten og kommunen ikke har organer til at svare på de spørgsmål, skønt der er masser af tilløb til at ville besvare dem politisk. Men Folketinget kan ikke vedtage, hvad der er meningen med livet, og derfor er det nødvendigt med åndsfrihed.

Som andre i min alder er spørgsmålet om døden også nærværende. Jeg kan frygte lidelse i forbindelse med dødsprocessen, men jeg vil om muligt bede om at være bevidst til stede, når døden kommer. Bortset fra min fødsel er det vel det mest afgørende øjeblik i mit liv, som indtræffer, og jeg vil da nødigt være fraværende, når det skal ske. Jeg har stort set ingen konkrete forestillinger om livet efter døden. Hvis min kone dør før mig, vil jeg så forvente at møde hende? Jeg ved det ikke, men det, jeg tror, er, at jeg ikke vil komme til at mangle hverken noget eller nogen. Og det vil hun heller ikke. Det hele vil gå op i noget meget større, vi slet ikke kan forestille os.