I skumring og støvregn bevæger mørkklædte mænd og kvinder sig over parkeringspladsen med bårebuketter og kranse i favnene. Hvide silkebånd med guldskrift hvirvler op i vinden, men falder til ro, da de når frem til den hvidkalkede Kirke Såby Kirke. ”Hvil i fred, søde Joey”, står der på et af båndene.
Inde i den lune kirke ligger en efterhånden lang slange af buketter i midtergangen op mod alteret, men der er ingen kiste. Og der er heller ingen krop. I stedet er der et lille bord med lys, roser og billeder af en aktiv og naturglad ung mand.
Tidligere på dagen ved et retsmøde i Roskilde blev den 22-årige Joey Ravn fra Kirke Såby erklæret død ved en såkaldt dødsformodningsdom. Ingen har set ham i tre et halvt år, siden han forsvandt på en vandretur i Nordsverige, og man anser det for sandsynligt, at han er omkommet i den barske natur 2000 kilometer mod nord.
Kirken er fyldt. Joeys forældre og storesøster og storebror sidder forrest i kirken. Det var sognepræst Poul Joachim Stender, der i sin tid døbte og konfirmerede Joey. Nu er det også ham, der står for begravelsen.
”Selvom Joey er forsvundet, må vi i dag have det billede, at han er en fundet ung mand. Han er fundet af Gud og elsket af sin familie. For Gud er intet umuligt. Han er hyrden, der går ud og finder det forsvundne får,” siger Poul Joachim Stender.
I sin tale lægger han vægt på, hvor højt Joey elskede naturen.
”Joey døde formentlig den 25. juli 2012. Men han døde ikke i fremmede omgivelser. Han døde midt i den natur, der betyder så meget for ham. Og da tågen samlede sig om ham, greb Herren ham. Han er ikke alene. Men vi ved ikke, hvorfor Joey skulle dø, og den afmagt må vi dele med hinanden og med Gud.”
Afmagt er også det, der fylder, da Kristeligt Dagblad nogle dage inden begravelsen besøger Joeys forældre i parcelhuset i Kirke Såby et kvarters kørsel fra Roskilde. Her står Joeys værelse stort set uberørt. Han boede stadig hjemme, da han tog på vandretur til Sverige, og indtil videre har hans forældre, Yvonne Ravn, 55, og Per Ravn, 59, ladet det meste være. Nu er det dem, der passer sønnens bonsai- og citrontræ og hans akvarium.
”Det var først i februar måned i år, at jeg fik ryddet op i hans tøj. Ellers har jeg ikke kunnet. Det gjorde for ondt,” siger Yvonne Ravn.
Hun havde det længe sådan, at hun troede, at hun ville kunne mærke det, hvis Joey var død. Men med tiden er både hun og Per kommet frem til, at deres yngste søn må være omkommet i de svenske fjelde.
”Vi har inderst inde accepteret, at han ikke kommer hjem. Vi ville bare ønske, man kunne finde et eller andet fra ham, så vi kunne få en lille forklaring på, hvor han havde været den sidste tid. Der er før folk, der er blevet væk i området, men man har altid fundet noget fra dem. Efter Joey har man intet fundet. Det er næsten, som om han aldrig har været der,” siger Per Ravn.
Familien har selv taget initiativ til at få Joey erklæret død.
”Det er den eneste måde at få sat et punktum på. Indtil i dag har han stået som værende i udlandet, og der kommer post til ham nu og da. Vi håber på, at det kan give os ro og fred i sjælen, at vi nu kan gå på kirkegården og tale med ham. Selvom vi godt ved, at han ikke er der, så har vi nu en gravsten, vi kan gå til,” siger forældrene.
På væggen hænger beviser for, at Joey var en ivrig dykker i Holbæk Dykkerklub. Der er billeder fra dykkerrejser og et diplom for, at han havde klaret at svømme 5000 meter i ét stræk. Forældrene kalder ham ”drengen, der kiggede ned i jorden”, fordi han altid var så opmærksom på sten, insekter og planter, som han fandt på sin vej. Han elskede naturen og var som regel mere ude end inde. På fisketure, vandreture og overnatning i det fri.
”Han var et naturbarn. Han var virkelig i god form og rutineret i at færdes i naturen. Jeg har altid været glad for hulkøer, men kunne aldrig finde nogen, selvom jeg ledte, men det kunne Joey. 'De er jo lige der, mor, du skal bare kigge ordenligt efter', sagde han og fandt den ene efter den anden,” husker Yvonne Ravn.
Forældrene er mange gange i forløbet blevet spurgt, om Joey kan være stukket af for at få en ny tilværelse, men det tror de ikke på.
”Det er vi fuldstændig overbeviste om, at han ikke er. Der var styr på hans liv, og hans fremtid var planlagt til mindste detalje. Han var i lære som gartner i Roskilde og havde fået sin drømmelæreplads i Botanisk Have i København. Han havde lige fået kørekort og var certificeret trestjernet dykker. Vi har aldrig oplevet, at han var uvenner med nogen. Han røg ikke og gik ikke i byen, det interesserede ham ikke. Han havde nogle få gode kammerater, som han brugte meget tid sammen med. De spillede computer, hvis ikke de var ude i naturen,” siger de.
Turen til Nordsverige i sommeren 2012 var Joeys første vandretur i udlandet, og han glædede sig, husker forældrene.
”Han var helt euforisk, inden han skulle af sted. Det var hans livs rejse, som desværre også blev den sidste,” siger Yvonne Ravn.
Onsdag den 25. juli 2012 havde Joey i seks dage vandret i en nationalpark i Nordsverige sammen med Ole, sin jævnaldrende og gode ven fra dykkerklubben. De havde afsat 12 dage til at tilbagelægge en strækning på 300 kilometer, men nu var de på den halve tid næsten fremme ved det sted, hvor de skulle med en bus hjem. De havde slået lejr tre kilometer fra toppen af Allak-fjeldet, som ligger tæt på den norske grænse. Det var sidst på eftermiddagen. Ole var træt efter dagens vandring og ville hvile sig. Joey, derimod, var stadig fuld af energi. Han ville op og se udsigten. Med sig havde han sin kikkert og sin lommekniv. Mobiltelefonen lod han ligge i teltet, da der alligevel ikke var dækning. Og så havde han sit kamera med. Til sin 19-årsfødselsdag nogle uger inden havde han fået et nyt kamera, og han elskede at fotografere. Aftalen med Ole var, at han skulle være tilbage i lejren senest klokken 20, fortæller hans far.
”Vejret var ikke flot, men heller ikke dårligt, da Joey gik af sted. Før Ole lagde sig til at sove, så han Joey gå over bækken og fulgte ham med øjnene et stykke vej. Men da Ole vågnede igen ved 20-tiden, var Joey ikke kommet tilbage, og en tæt tåge havde lagt sig over landskabet. Selvom det var lyst, var det næsten umuligt at se noget, og det var også blevet koldt. Omkring frysepunktet.”
Ole tog sit kompas og gik et stykke op ad bjerget for at lede efter Joey og kalde på ham, men på grund af tågen kunne han intet se. Ved 21-tiden gik han ned til en overnatningshytte, hvor han og Joey havde holdt frokostpause tidligere på dagen, og hvor andre vandrere overnattede. De fik alarmeret politiet, som foreslog, at Ole skulle vente på Joey oppe i teltet, hvis han skulle komme tilbage. Men han kom ikke, og det gjorde politiet heller ikke. Først ved 13-tiden dagen efter sendte de mandskab ud for at lede efter Joey. Der blev senere lavet en udredning af politiets arbejde, og den fastslog, at de havde handlet for langsomt og sendt for få ud for at lede.
Den 26. juli om morgenen hørte Joeys forældre tilfældigvis radio. I nyhederne blev der sagt, at en ung dansk klatrer var blevet væk i Nordsverige.
”Vi sagde til hinanden, at det lige kunne passe, at det var Joey. Men heldigvis var han jo ikke af sted for at klatre. Det viste sig så senere, at de havde sagt forkert i radioen,” fortæller Per Ravn.
Ved 18-tiden samme aften blev Yvonne ringet op af en person fra Udenrigsministeriet, der fortalte, det var deres søn, som var forsvundet i Nordsverige.
”Det var hårdt at få det at vide ad den vej, efter at det havde været fremme i nyhederne. Det kan ikke beskrives. Det var urealistisk. Vi gik helt i chok,” siger de samstemmende.
Sammen med Oles far kørte Per den 2000 kilometer lange tur til Nordsverige. Med politihelikopter blev de fløjet til området, hvor Joey forsvandt. I tre-fire dage ledte vandrere og politi efter Joey, men han var væk.
”Jeg glemmer aldrig den tur hjem. Oles far havde sin søn med hjem, men det havde jeg ikke,” siger Per Ravn.
Parcelhuset i Kirke Såby er pyntet op til jul. I de mere end 30 år familien har boet her, har Yvonne altid været til julegudstjeneste i den lokale kirke, men siden 2012 har hun ikke været med.
”Det har jeg ikke kunnet. Det ville være for hårdt at sidde der i den højtidelige stemning i kirken. Det minder for meget om, at Joey mangler,” siger hun.
De beskriver det første halvandet år efter hans forsvinden som ”ufattelig hårdt”. De har gået til psykolog, talt med hinanden og med familie og venner.
”Jeg græd meget, når vi var hos psykologen. Hun havde en fin måde at spørge ind på. Når jeg gik derfra, var jeg blevet lidt lettere. Det her er ikke noget, man ønsker for sin værste fjende. Det er uvirkeligt. Det er jo børn, der skal lægge forældre i graven, ikke omvendt. Det savn kommer vi os ikke over,” siger Per Ravn og fortsætter:
”Vi gik jo og håbede hele tiden. Og vi tænker også stadig på ham hver dag. I mit arbejde beskæftiger jeg mig meget med antal. Når jeg kommer til tallet 19, tænker jeg på Joey, som lige var fyldt 19 år, da han forsvandt.”
I årene efter at Joey forsvandt, er der flere gange blevet iværksat nye eftersøgninger, både af private og af politiet, men der er aldrig blevet fundet noget, som kan relateres til ham. I august i år blev der fundet en hat, som lignede Joeys, men ikke var det. Også knogler er blevet fundet, men de viste sig at stamme fra et dyr. På grund af klimaet er det kun muligt at lede i sommermånederne. Resten af året er området dækket af sne og is.
”Man føler sig så magtesløs, fordi man ikke bare kan tage ud at lede selv. Det er så langt væk, og man kan gå en hel uge deroppe uden at møde et menneske, så stort er det,” siger Yvonne Ravn.
Så længe Joey ikke er fundet, vil der altid være et lillebitte håb tilbage.
”Den lille gnist ligger der stadig. Længe håbede vi på, at han måske var faldet og havde slået hovedet og fået hukommelsestab. Men nu ved vi godt, at det er urealistisk, at han skulle komme tilbage. Det sted, hvor han forsvandt, er klimaet helt komplet umuligt,” siger hun.
Forældrenes teori er, at Joey ligger skjult et sted i terrænet, fordi han søgte ly for det dårlige vejr.
”Han sagde altid, at man skal finde et sted, hvor man kan holde varmen, så vi tror, han har gemt sig for at beskytte sig mod kulden, og så er han sovet ind, fordi det blev så koldt. Var han faldet og havde slået sig selv ihjel, havde man fundet ham nu. På et eller andet tidspunkt er der nogen, der vil komme i det område, hvor hans jordiske rester er. Men om det bliver næste år, om 10 år eller 20 år, det aner vi ikke.”
Tusmørket har sænket sig over kirkegården i Kirke Såby. Et lys brænder ved den gravsten, der er Joeys. ”I hjertet gemt, men aldrig glemt”, står der på den. Der er indgraveret to hjerter og en lille hund, fordi han var så glad for dyr.
”Denne grav er og bliver stedet, hvor vi kan samles og mindes Joey. Det er her, vi kan fortælle historier om ham, lægge blomster og tænde lys,” siger sognepræst Poul Joachim Stender. Mens regnen falder, beder det cirka 100 mand store følge Fadervor.
Salmen ”Altid frejdig, når du går” bliver afslutningen på Joeys begravelse. Selvom hans krop ikke er her, er han nu død og begravet.
”Kæmp for alt, hvad du har kært. Dø, om så det gælder. Da er livet ej så svært, døden ikke heller.”
