Ved et foredrag i en sognegård
fremhæver præsten mit renommé som klassisk guitarist. Jeg indvender, at jeg ikke spiller
guitar. Præsten slår mine protester hen som falsk beskedenhed.
Jeg får tilsendt et avisudklip med et foto af en mand, der står i en brun papkasse og ligner en idiot. Manden har en overfladisk lighed med mig, og papkassen kunne ved nærmere eftersyn minde om en talerstol, jeg for nylig har stået på.
Heldigvis
fremgår det af billedteksten, at foredragsholderen hedder
Kåre Lund. Det er en lettelse, især da jeg læser alt det vås,
idioten i papkassen bliver refereret for.
Billedet er det seneste tegn på mit accelererende identitetstab. Måske blev kimen lagt i barndommens begejstring for fastelavnsdragter.
En umiddelbart uskyldig trang til at være en anden gik op i en højere enhed med min mors kreative
ambitioner ved symaskinen. Men det greb om sig, og efterhånden
var det ikke kun til fastelavn, jeg var klædt ud. Mine
forældre burde nok have sagt fra, da jeg i hele 1971 gik i skole
som Tintin i plus fours og slipover.
Siden har jeg tilbragt mit voksenliv med at overveje, hvad
jeg vil være. På det seneste har projektet taget en foruroligende
drejning. Hvor mit navn tidligere var den røde tråd
mellem en række inkompatible identiteter, er der nu begyndt
at dukke Kåre-kloner op, som iført andre efternavne tager
æren for mine bedrifter.
Bøger, jeg bestemt mener at have skrevet, tilskrives i anmeldelserne
ophavsmænd, som ikke er mig. En udgivelse får
en pæn lektørudtalelse, som min redaktør fremsender med
gratulation. Jeg er tilsyneladende den eneste, der studser
over, at forfatteren hedder Kåre Sand.
Andre gang høster jeg ros for talenter, jeg ikke besidder.
Ved et foredrag i en sognegård fremhæver præsten mit
renommé som klassisk guitarist. Jeg indvender, at jeg ikke
spiller guitar. Præsten slår mine protester hen som falsk beskedenhed.
Mit efternavn er blevet en stiplet linje, folk selv
kan udfylde.
De mange alter egoer gør det umuligt at google mig selv. Jeg kan uden at vide det være involveret i heftige politiske debatter i cyberspace. Eller det, der er værre.
Jeg kommer til
at tænke på Svend Aage Madsens novelle om den anonyme
sparekasseassistent, som klæder sig ud som en arret sørøver
til karnevalet. Da han vågner dagen efter, er sørøver-ansigtet vokset fast, så han er nødt til at klæde sig ud som anonym
sparekasseassistent for at gå på arbejde.
Ved nærmere eftertanke er jeg ikke sikker på, at analogien
holder. Men pas på, at ungerne ikke bliver væk for sig
selv, når de får fastelavnsdragten på. Giv dem Birthes Bløde
Fastelavnsboller som ballast. De består mest af smør og garanterer,
at fødderne ikke slipper jorden. Til gengæld får de
altid ben at gå på.
Opskrift: Birthes bløde fastelavnsboller
Begynd med cremen, som køler af, mens dejen laves og udrulles.
3 dl mælk | 30 g rørsukker | 2 æggeblommer
20 g maizena | 1 stang vanilje, flækket
Mælken koges op sammen med vaniljestangen. Æggeblommerne
piskes med maizena og rørsukker i en gryde. Den varme
mælk hældes ved æggemassen og koges forsigtigt igennem,
til den bliver jævn. Lav dejen:
1/4 liter kold mælk | 1 æg | 1 spsk. sukker | 50 g gær
1/2 kg mel | 400 g smør
Rør mælk, æg, sukker, gær og 2/3 af melet til en blød dej. Drys resten af melet på en bordplade og rul dejen med lette bevægelser til 1/2 cm tyk plade.
Fordel smørret i tynde skiver over
2/3 af dejen. Fold dejen to gange på den ene led og to gange
på den anden. Rul den ud igen. Gentag processen to gange,
men uden smør.
Efter sidste udrulning skæres dejen i firkanter. Anbring en tsk. creme (eller hindbærsyltetøj) på hver firkant. Saml dejen omkring fyldet som rynkede poser.
Læg bollerne med samlingen
nedad på en plade med bagepapir. Lad dem hæve et
lunt sted i 30 minutter. Bag ved 250° i 6-8 minutter, til de er
gyldne. Smør straks med smeltet smør og drys med sukker.